Suverænitet og blindhed

Der er fornylig udkommet en rapport fra Amnesty International. Den hedder ”En perfekt storm; den europæiske politik har fejlet i det centrale Middelhav”. Den kan downloades her.

Den er på sin vis hårrejsende læsning i al dens frækhed og blindhed. Jeg vil ikke her gennemgå den i alle detaljer, men hovedsagelig prøve at vise, hvordan den lader hånt om de europæiske landes suverænitet, herunder befolkningernes ønske om at overleve som folk, og hvordan den synes fuldstændig blind for den pull-effect, som udgøres af det forhold, at redningsskibene opererer tæt på den libyske kyst.

Men tillad mig at begynde med det, rapporten slutter med, nemlig de anbefalinger, den giver til de europæiske lande. Her er vi nemlig i nogen grad enige, omend med modsat fortegn. Jeg har tidligere nævnt, at EU hykler gevaldigt, fordi man vil gøre sig til af, at man overholder den regel, der siger, at enhver, der har sat foden på europæisk jord og siger ”asyl”, har ret til at få sin sag behandlet, samtidig med, at man ved at pålægge flyselskaber et transportøransvar dels sørger for, at der ikke er alt for mange, der får sat sin fod på europæisk jord, og dels giver menneskesmuglerne en masse kunder, se f.eks. her.

Amnesty ser den samme mulighed for at fratage menneskesmuglerne kunder. Man skriver i én af sine anbefalinger:

EU’s medlemsstater burde oprette sikre og legale ruter ind i Europa, ikke mindst ved at give humanitær opholdstilladelse og humanitært visum til de tusinder af mennesker, der har behov for beskyttelse og er strandet i Libyen.

Det er klart, at hvis man opretter sådanne ruter ind til Europa, så vil man gøre al menneskesmugling overflødig. Nu véd man ikke helt, hvor omfattende en ordning, Amnesty tænker på, for den sidste sætning i citatet kunne tyde på, at man især tænker på de mange, der er strandet i Libyen, fordi de venter på transportmulighed til Europa. De har det jo ikke for godt, hvilket rapporten forøvrigt har bevidnet derved, at den bringer en hel del migranthistorier.

Min argumentation går på det modsatte: Fordi man må kunne indse, at en fjernelse af flyselskabernes transportøransvar eller en åbning af sikre transportkorridorer vil betyde migranter til Europa i et helt andet omfang end hidtil set – og har vi brugt ordet ”tsunami” om bølgen i 2015, har vi ikke noget ord for det, der da vil komme – er det logisk, at den eneste anden måde, hvorpå man kan fratage menneskesmuglerne deres forretning og forhindre drukneulykker, er ved at bruge den australske metode, altså ved at tvinge bådene tilbage til Libyen.

Men rapporten lader, som om det kun drejer sig om nogle hundredtusind mennesker i Libyen. I sin blindhed for alt, hvad der hedder pull-effect, tror man, at alle ønsker om at komme til Europa, vil ophøre, når Libyen er ‘tømt’ for disse få hundredtusind mennesker. At der er tale om strømme, og at sådanne strømme først ophører, når det ikke mere er muligt at ”strømme nedad”, enten fordi kilden er tømt, eller fordi den opstillede dæmning ikke kan overskrides, nej, det ser man ikke.

The Economist gjorde i sin tid opmærksom på, at menneskesmuglerne begyndte at miste kunder, da ruten over det ægæiske øhav blev åbnet efter Syrizas valgsejr i januar 2015. Derfor, fortæller bladet, sendte de agenter til udgangsbyen Agadez i Niger for at hverve kunder, altså mennesker, der kunne overtales til at tage til Europa, se her.

Noget lignende kan man være sikker på vil ske igen, hvis EU-landene følger Amnestys anbefaling her. Der kan tjenes penge på transport over ørkenhavet Sahara, og bliver der åbnet sikre ruter til Europa fra Libyen, står der folk på spring til at indkassere den fortjeneste.

At de europæiske lande, der har opdaget, hvor mange migranter der kommer, hvor få af dem der kan indlemmes i arbejdsstyrken, og hvor mange vanskeligheder muslimerne iblandt dem volder samfundene, kunne ønske igen at overtage den fulde kontrol over egne grænser, altså kunne ønske igen at blive suveræne lande, der selv afgør, hvem der skal lukkes ind og hvem ikke, det er en tankerække, der ligger helt udenfor rapportens verden. Nej, her tænker man kun på de såkaldte menneskerettigheder, har man fået reddet så og så mange druknende fra de synkefærdige både, er man stolt, kan pudse sin glorie og overlade resten til os europæere.

Hvad forestiller man sig, skal ske med alle de mennesker, man sådan giver os at tage vare på? Tænker man sig, de skal formindskes, så storkene kan tage dem med tilbage til Afrika, når de skal på vinterferie dernede? Det ville være alt for meget forlangt af de arme fugle. De har jo i forvejen nok at gøre, når de tilbringer vinteren i Afrika, med de alt for mange børn, der bliver født dèr. Amnesty er da virkelig nødt til at slå et slag for de internationale storkerettigheder. Men ak, det tænker man mærkelig nok ikke på.

Det var en vits.

Man skulle ellers tro, at et lys ville gå op for Amnesty undervejs i deres fortælling. Man fortæller rask væk om den tid for nogle år siden, da smuglerne anvendte træbåde til transporten. De kunne nå længere ud på Middelhavet, og de europæiske skibe gik dengang heller ikke helt ind til den libyske territorialgrænse. Men ak, så kom de onde europæere; de oprettede en styrke, der skulle tilintetgøre smuglernes både; og da det havde stået på i nogen tid, begyndte smuglerne at bruge éngangs-gummibåde.

Og jeg skal da indrømme, at det måske ikke var det allersmarteste træk, europæerne kunne foretage sig. Men smuglernes modtræk var måske ikke til at forudse. Og redningsfartøjernes reaktion måske heller ikke. For nu gik disse fartøjer tættere til kysten, for det vidste man jo godt, at overfyldte gummibåde er meget lidt sødygtige, så man var overbevist om, at folk vil dø i massevis, hvis man ikke kommer og redder dem.

Om det er vanen, der gør det, eller det bare er et ønske om fortsat at kunne vise sin ”godhed”, det skal jeg ikke kunne sige, men se, at der er noget lorent ved hele foretagendet, det gør Amnesty ikke. Man fortæller glad og gerne, hvor farlige disse gummibåde er: de har ikke særlig meget brændstof med, de er overfyldte, de mangler vand til de mange mennesker i den brændende sol, de har endda ofte heller ikke nogen satellittelefon med. Og den menneskesmugler, der fører dem ud på den anden side af territorialgrænsen, kommer der en speedbåd og henter.

Kan man da ikke se, at den hensigt, menneskesmuglerne har – og migranterne med dem – ikke er at sejle til Italien, for det er komplet umuligt med disse både, men at blive samlet op af de fartøjer, man véd ligger og venter derude? Kan man ikke se, at man med sin liggen og venten spiller med i menneskesmuglernes spil?

Rapporten forlanger adgang til de libyske territorialfarvande, når der skal reddes migranter. Det kræver, siger de, de internationale havretsregler. Men man spørger sig selv, om ikke også man efter disse regler kan straffe dem, der med vilje bringer sig i havsnød, dem, der begiver sig ud på Middelhavet på en sejltur, som de umulig kan gennemføre. Behøver man bedre bevis på, at de ikke kommer i havsnød, men bringer sig i havsnød, end disse overfyldte gummibåde? Og kan man ikke straffe dem allerede for dette misbrug, altså ikke blot menneskesmuglerne, der jo har absenteret sig, men også migranterne?

I rapporten er man naturligvis meget forarget over, at nogen i det hele taget kan forestille sig, at der foregår noget som helst samarbejde mellem NGO-bådene, f.eks. bådene fra Læger uden Grænser, og menneskesmuglerne. Men utilsigtet kommer de selv til at indrømme, at et sådant samarbejde finder sted, omend det ikke formaliseres gennem telefonsamtaler eller andre officielle kanaler.

For efter at have givet udtryk for sin forargelse og efter at have forsikret, at NGOerne sandelig blot træder til, fordi der er alt for få skibe fra det officielle EU, skriver man om disse både:

De har handlet i overensstemmelse med havretten og under redningsaktioner under koordination fra redningscentret i Rom (MRCC), idet de følger deres instrukser. De har bestræbt sig for at lægge sig mellem 20 og 50 sømil fra den libyske kyst, selv om nogle få holder sig tættere til den libyske territorialgrænse.

Læg mærke til udtrykket ”bestræbt sig for at lægge sig” (tended to position themselves). Hvis man spørger, hvorfor de lægger sig dèr, er svaret naturligvis, at de venter på de gummibåde, som de véd dukker op før eller senere. Og hvis man spørger menneskesmuglerne, hvorfor de sender disse overfyldte både af sted uden tilstrækkelig med brændstof til at nå længere end ud på den anden side af territorialgrænsen, er svaret naturligvis, at de kun sejler ud på den måde, fordi de véd, at der ligger skibe derude og venter på at overtage deres menneskelast.

Så nej, det er ikke noget formelt samarbejde. Men det er jo også ganske unødvendigt. Hidtil har det fungéret til menneskesmuglernes fulde tilfredshed uden formaliteter af nogen art. Af en tabel, som rapporten bringer, fremgår det, at der et enkelt år kun omkom cirka 0,8% af migranterne, senere kom det op på de sædvanlige 2-3%. Og tænker man sig om, gør man sig klart, at menneskesmuglerne driver en forretning, vover man at se dem som mennesker, der ikke i den forstand er onde, at de er ude på at slå deres kunder ihjel, så kan man nok indse, at det ikke er i deres interesse, hvis procenten af omkomne kommer højere op, for så fremstår de overfor kunderne som dårlige leverandører af deres vare, men at det omvendt også kan hjælpe på forretningen, at der af og til omkommer nogle migranter. For så holdes den europæiske samvittighed i live. Og denne samvittighed og det udslag, den giver sig i diverse redningsfartøjer, er også en del af deres forretningsmodel.

Med andre ord: Vi europæere har igennem alle årene spillet spillet efter menneskesmuglernes regler, vi har været marionetter i deres spil, vi har ladet os trække rundt i manegen af disse menneskers forretningssans.

Spil”, kalder jeg det. Man kunne også kalde det ”krig”. Vi er altså i krig med menneskesmuglerne. De våben, der bruges, er ikke krudt og kugler, men levende mennesker i mediernes beretninger.

Da italienerne nedlagde deres Mare Nostrum-program, og EU i stedet oprettede sit Triton-program, var tanken den, at de tilknyttede redningsskibe skulle holde sig inden for italiensk territorialfarvand; menneskesmuglerne skulle altså have besvær og udgifter med at bringe deres last helt frem til Italien. Men, som Kamma Skaarup bemærkede i mit sidste indlæg, ”da over 1000 var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen”.

Det er unødvendigt at påstå, at det var menneskesmuglerne, der iværksatte disse ulykker. Det er nok at påvise, at det skete var til stor fordel for menneskesmuglerne. 1-0 til menneskesmuglerne.

Og da EU’s program for ødelæggelse af menneskesmuglernes både blev igangsat, lykkedes det godt nok at ødelægge ikke så få af de træbåde, der hidtil var blevet anvendt, men det resulterede som før omtalt blot i, at de anvendte éngangs-gummibåde i stedet, og på den måde ”tvang” redningsskibene til at gå tættere til kysten end før. 2-0 til menneskesmuglerne.

Og da man fra EU’s side fik stablet en libysk kystbevogtning på benene, lykkedes det godt nok denne at tilbageføre gummibåde med cirka 18.000 mennesker i til Libyen (i samme tidsrum blev omkring 180.000 mennesker opsamlet af redningsskibe og ført til Italien), men det førte også med sig, at menneskesmuglerne begyndte at sejle gummibådene ud på den anden side af territorialgrænsen om natten og at sejle dem ud i dårligere vejr, hvor bølgehøjden gør, at det er vanskeligere at spotte dem for den libyske kystvagt. 3-0 til menneskesmuglerne.

I denne krig taber vi europæere altså til stadighed. Det skyldes i høj grad, at vi af diverse konventioner har fået frataget vores suverænitet: det er ikke længer os selv, der uindskrænket bestemmer over, hvem vi vil have ind i landet og hvem ikke. (”Konventioner”, dvs. konventionerne, som de foreligger i den ”moderne” stærkt udvidede fortolkning). Tænk bare på det forhold, at det nu betragtes som den mest naturlige ting af verden, at det ikke er europæiske flådestyrker, der skal bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, men Tyrkiet, der skal sørge for, at der ikke kommer migrantbåde over havet. Eller på det forhold, at det ikke er europæiske skibe, der tvinger migrant-gummibådene tilbage til Libyen, men libyske både under libysk kommando.

Hvordan kan vi vende disse stadige nederlag til sejr?

Det kan vi gøre ved at gøre som australierne. Da de ændrede deres politik, kaldte de programmet ”Souvereign Borders”, det vil sige: de lod deres egne flådestyrker sørge for opretholdelsen af landets suverænitet. Vi må altså bruge vore stærkt overlegne flådestyrker til at tvinge gummibådene tilbage til Libyen. Det forlød i sin tid, at australierne havde myndigheder med om bord på deres krigsskibe, som kunne behandle migranternes asylansøgning. Det vil jeg mene er overflødigt for vores vedkommende.

Hvorfor?

Fordi vi er i krig. Og i krig kan man ikke skelne den enkelte måske uskyldige soldat fra den anden måske skyldige. Ved at være med i den énhed, der angriber, må man finde sig i at blive genstand for den straf, den angrebne part tildeler énheden. Altså: ved at befinde sig på en gummibåd i Middelhavet deltager man i menneskesmuglernes krigsførelse mod os, og må derfor finde sig i at blive behandlet som en del af denne énhed.

Men tilbage til Libyen? Det kan da aldrig gå an, sådan rent menneskeretsligt set?

Måske ikke efter de fine regler, Amnesty (og den europæiske menneskeretsdomstol) har opstillet. Men for det første må man jo sige, at de trods alt er kommet levende ud af Libyen; de har været i Libyen, de har overlevet i Libyen, de vil vel kunne overleve i Libyen også fremover.

Og for det andet må man gøre opmærksom på noget, jeg ikke vidste før, men som Amnestys rapport har belært mig om: Der findes i Libyen et EU-understøttet kontor for tilbagesendelse af migranter. Man kan melde sig dèr og så blive fløjet tilbage til sit hjemland.

Men det hele er et langt større og langt mere sammenhængende edderkoppespind, end man plejer at regne med. Amnesty-rapporten skriver om de 270.000 migranter, der formodes at opholde sig i Libyen, at de måske kan få hjælp af ovennævnte kontor, ”hvis dette at tage tilbage til deres hjemland skulle være en mulighed for dem”. Og spørger man, hvorfor det dog ikke skulle være en mulighed, er svarene nok mange. Ét af dem kunne være, at rejsen, de har foretaget, har kostet mange penge, penge, som deres landsby eller familie har fremskaffet til dem eller altså investeret i dem. Rejser de tilbage, er disse penge tabt.

Det mærkelige er jo, at der sendes langt flere penge tilbage til u-landene, end der gives i u-landsstøtte fra de vestlige lande. Det er også grunden til, at det er meget svært at få f.eks. afrikanske lande til at modtage egne statsborgere. Derved ville de give afkald på en jævnt flydende indtægt.

Og inden man falder i svime over det store familiesammenhold, dette synes at være et bevis på, skal man nok gøre sig klart, at mange af disse tilbagesendte penge godt kan komme fra mennesker, der lever i en så stor gæld, at der er tale om slavelignende forhold.

Den trafik ville ophøre, hvis man kunne få standset migrantstrømmen over Middelhavet.

-Jamen, siger man så, vi må da først sørge for, at de lande, de kommer fra, får økonomisk vækst, sådan at der ikke er noget incitament for dem til at tage til Europa.

Det er et argument, man ofte hører. Som regel tilbagevises det med en henvisning til de mange, der krydser Middelhavet, inden dette tiltag begynder at virke. Her vil jeg tilbagevise det med et argument, hentet fra Konrad Ott, se her. Det koster penge at krydse Sahara og derefter Middelhavet, mange penge. Disse penge er som sagt i mange tilfælde fremskaffet ved, at en hel landsby skillinger sammen til det. Eller, med Otts ord, man foretager en investering i migranten. Det, det drejer sig om for os, fortsætter så Ott, er at forhindre, at denne investering giver afkast. Men – og her er det denne blogejer, der taler – dette forhold beviser jo også, at der først begynder at komme migranter fra et land, når der er sket en vis økonomisk udvikling i landet, en udvikling, der muliggør, at man får penge tilovers til at foretage investeringer. De helt fattige lande har ikke dette overskud og sender derfor ingen migranter af sted.

Spørgsmålet for os er, om vi virkelig skal opmuntre en sådan ineffektiv investering; der må vel være ting i landet selv, det er bedre at investere i, hvis man vil fremme den økonomiske udvikling i landet.

Skal vi gøre disse mange investeringer urentable, må vi med magt standse migranternes færd over Middelhavet. Og australierne har vist, at det godt kan lade sig gøre.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Suverænitet og blindhed

  1. M.S. Carstens siger:

    Tak, for de mange fine observationer og de kloge efter tanker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s