Tre logikker

Jeg læste en dejlig kronik i Jyllands-Posten forleden, se her. Den handler om en mor, der er på tur i Japan med sine to teenage-drenge. (Hvem kronikforfatteren er, fremgår desværre ikke af hjemmesiden). Hun beskriver de vanskeligheder, hun har med at holde styr på sine unger:

Konflikter for fuld spade er et pænt gennemgående element, når man har børn. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt at dæmme op for dem ved at stille dem dette enkle spørgsmål:

»Vil du have ret? Eller relationer?«

Blandt søskende ser man ofte, at de ni trin på konflikttrappen gennemgås hurtigere end man som forælder kan nå at sige stop, før situationen er landet på ”total destruktion”. På dette tidspunkt er de begge ofte så langt ude ad en tangent, at de er nærmest umulige at nå på et logisk, rationelt niveau set i forhold til det helt konkrete problem, der egentlig startede konflikten. Og så er det, at det meget let kommer til at handle om at få ret, mere end om at få løst konflikten. Eller – endnu mere utopisk – at have fokus på at have det godt sammen. Uden at det nødvendigvis betyder, at den ene eller den anden behøver at give op på egne behov eller standpunkter. Som Løgstrup så fint påpegede, er demokrati skikkelig uenighed, og det kan vi alle bruge som inspiration til enhver relation vi indgår i.

Jeg selv har i den religionsfilosofi, på baggrund af hvilken jeg udøver mine teologiske tanker, opereret med nogle af Løgstrups tanker. Blot er det en anden del af hans tankeverden, jeg har taget til mig og forbedret en smule. Det er de tanker, han fremfører i Opgør med Kierkegaard, hvor han første gang opstiller teorien om de suveræne livsytringer, barmhjertighed og tillid. Den finder jeg fremragende, fordi han dèr på overbevisende måde viser, hvordan vi kan gribes bagfra, uden at vores vilje er involveret i det. Som modsætning til disse suveræne livsytringer skildrer han dèr også de kredsende livsytringer, fornærmelse, skinsyge og misundelse (side 92f).

Imidlertid gør han ikke meget ud af det spørgsmål, jeg vil betragte som det afgørende: Hvordan går det til, at et menneske kommer ud af sin kredsende livsytring og over i de suveræne livsytringer?

Denne mangel har jeg afhjulpet med min sprogspilsteori. Den går ud fra, at det, der besætter os bagfra både i de suveræne og i de kredsende livsytringer, er sproget. Blot er det to forskellige dele af sproget, to forskellige logikker eller to forskellige sprogspil, der besætter os. I de kredsende livsytringer er det det sprogspil, jeg har kaldt ”det juridiske”, der besætter os. Og vi er virkelig lukket inde i f.eks. misundelsen, for det sprogspil, vi bevæger os i, har ikke logik fælles med det sprogspil, der styrer os i de suveræne livsytringer, et sprogspil, som man passende kan benævne ”relationssprogspillet”, fordi det bruges i de relationer, vi står i til andre mennesker.

Jeg har delvis fundet bekræftelse på min teori hos Habermas. Når læreren kommer ind i klassen og siger til den elev, der sidder nærmest ved vinduet: ”Luk vinduet!”, så ligger der i denne ytring – eller den sproghandling, som Habermas ville sige – tre gyldighedskrav: Der ligger et krav om gyldighed i det videnskabelige sprogspil, som beskæftiger sig med, hvordan verden ser ud: vinduet er åbent, ellers er det jo meningsløst at bede om at få det lukket. Og der ligger et krav om gyldighed i det sociale sprogspil (det, jeg har kaldt det juridiske sprogspil): Læreren har myndighed til at give en sådan befaling. Endelig ligger der et krav om gyldighed i det, jeg her kalder relationssprogspillet: Læreren er sanddru, han er ikke ude på noget, han har ikke skjulte hensigter med netop denne elev.

Det sidste er noget, man må tro på, ikke noget, der kan bevises. Og selv om Habermas ikke gør noget særligt ud af dette, er det netop noget, der i høj grad interesserer mig: Alle menneskelige talehandlinger stiller krav om gyldighed på det område, dvs., vil hævde, at de er oprigtigt mente. Hvilket videre vil sige, at de kræver tro for at kunne fungére. Vi tænker ikke over det, men vor dagligdag er fuld af tro.

Tilbage til de to teenagere!

Deres mor har jo ret, når hun stiller dem overfor alternativet: ”Vil du have ret eller vil du have relation?” For når man i sin rethaveriskhed graver sig ned bag juridiske mure og bliver ved med at pukke på, hvordan man selv har ret, men modparten uret, så har man glemt alt om den relation, man står i. Vi kender det fra vore ægteskaber, og vi kender det fra familieforhold i det hele taget. Og det, der gør, at man her kører ud ad en tangent, er netop det forhold, at man bagfra er styret af sproget, altså af den del af sproget, der har med jura og rettigheder at gøre, og at den del af sproget ikke har logisk forbindelse til den del, der har med relationer at gøre. Derfor er det så vanskeligt at komme ud af denne kredsende livsytring.

Det, som hun siger til sine drenge, kunne faderen til de to sønner i Jesu lignelse om den fortabte søn, også sige til sin ældste søn, da han vægrer sig ved at gå ind til den fest, faderen har foranstaltet for den hjemvendte yngste søn. Sønnen siger jo: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham”. (Luk 15,29f). Og at dette udsagn viser, at den ældste søn føler sig uretfærdigt behandlet, er nemt nok at blive klar over. Vi bliver jo klar over det ud fra det, han siger. Eller – sagt med mine begreber – vi finder ud af, at han tænker i det juridiske sprogspil; det drejer sig om retfærdighed; han mener, han skal have det samme som den yngste søn får.

Og vi kan også nok forstå – fordi vi selv har erfaret det – at er man først kommet ind i sådanne tankegange, så er der tale om kredsende tankegange, de er ikke til at komme ud af. Man er besat af denne retfærdighedstænkning, man kan ikke tænke andre tanker end retfærdighedstanker. Med mine ord: man er låst inde, for retfærdighedssprogspillet har ikke logik fælles med relationssprogspillet.

Jamen, hvordan kommer man så ud af denne spændetrøje?

Det gør man derved, at en anden taler et ord til én. Det kan f.eks. være moderens ord: ”Vil du har ret eller vil du have relation?” Eller det kan være faderens ord i lignelsen: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”. Vi kan tænke os, at begge sprogspils logik ligger som et mønster i hjernen på os (altså på os allesammen). Og ved at høre et ord i relationssprogspillet, kommer dette hidtil latente sprogspil i spil; ellers kan vi jo ikke forstå det, der bliver sagt. Og det kan så blive anledningen til, at vi befries fra vor kredsende livsytring.

Det er ikke sikkert, at moderen her har tænkt på Jesu lignelse. Hun har blot gjort de almenmenneskelige erfaringer, som lignelsen afbilder. Hun skriver hen mod slutningen:

Det er ikke underligt, at vi som individer har brug for at have ret. Det er helt basalt knyttet til overlevelse. Men det er relationer som sagt også, så derfor er det vigtigt for os alle at få løst konflikterne hurtigst muligt ved at blive enige om en fælles dagsorden, som gør, at vi både kan have ret og relationer. Samtidig.

Sproget er det middel, vi har til at opnå begge dele.

Ved at bruge sproget til nysgerrigt at undersøge den andens behov, drømme, ønsker, motiver, og ved at bruge det til selv at give udtryk for ens egne, kan der skabes en fælles platform for en drøm, en situation, som begge parter kan deles om.

Og det er jo en ganske udmærket formaning at få. Nå ja, ”formaning”, noget sådant vil hun formodentlig ikke kalde sine anbefalinger. Men det er nu det nytestamentlige udtryk for det, man gør. Blot er jo altså en formaning af den art anderledes end de sædvanlige ”pas nu på”, ”husk nu det” og ”se dig nu for”. Formaninger, nytestamentligt forstået (og forstået ud fra min teori) er forsøg på at få tilhørerne ført over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet.

Paulus’ breve afgiver to eksempler på dette at komme ud af retfærdighedstankegangens spændetrøje, det ene positivt, det andet negativt.

Det positive stammer fra 1 Kor 6,1-8. Her bebrejder Paulus menigheden, at to af dens medlemmer er blevet så uenige om ét eller andet, at de har indbragt deres uenighed for den romerske dommer. Sådan skal det ikke være, siger Paulus, I skal naturligvis gøre som jøderne: I skal selv være dommere i jeres indbyrdes uenigheder. Og ikke sandt, ud fra min udmærkede sprogspilteori lader det sig let se, at Paulus sidder fast i retfærdighedssprogspillets fangarme; at de to uenige burde komme tilbage i menighedens relation, ser han ikke. Men så kommer han til i vers 6 at sige, at broder fører sag mod broder, og den beskrivelse er jo korrekt nok. Men den er tillige en absurditet i den kristne menighed, hvor man jo tænkes at være én stor familie.

Og så ”omvendes” Paulus, så springer han pludselig fra det ene sprogspil til det andet, så er hans næste ord en opfordring til hellere at lide uret end påføre en broder tab. Det er nok ordet ”broder”, der har fået det hidtil sovende sprogspil i hans hjerne til at aktiveres. Men man må nok medtænke den klang, dette ord har i menigheden, eller medtænke de formaninger i form af Jesus-ord, der florerer i menigheden, f.eks. ordet fra Matt 5,38f om at vende den anden kind til. Det ord henvises der korrekt til i den danske bibeloversættelse, og det gør unægtelig kind-ordet mere overkommeligt, men dermed også sværere at komme udenom, end når man betragter det som en stramning af loven til det uoverholdelige. (Se evt. her for en nærmere omtale af dette forhold!)

Men altså, i dette tilfælde var den tidligere jøde, Paulus, heldig. Han begyndte sin formaning som jøde, men endte den som kristen. Han hørte et ord, der sagde: ”Vil du have ret eller vil du have relation?”, det ord omvendte ham, og dette ord kunne han videregive til korintherne.

I det andet tilfælde, jeg skal nævne, gik det anderledes. Jeg tænker på hele afsnittet 2 Kor 10-13. Her har min sprogspilteori ført med sig, at jeg er kommet til at betragte dette afsnit som et udtryk for, at Paulus er jaloux på de fremmede apostle, der i hans fravær har besøgt Korinth. Men jeg skal blankt indrømme, at jeg vist er den eneste nytestamentler (hvis jeg tør kalde mig det), der ser sådan på denne spændende brevdel. Jeg har gjort rede for det i en længere afhandling her, som er dødkedelig, og i en lidt kortere her, som kun er kedelig.

Begge afhandlinger søger at nedbryde den opfattelse af Paulus som den store, urørlige guru, der præger så at sige alle nytestamentlere. Et sådant overmenneske var han ikke, hævder jeg, han var et almindeligt menneske som du og jeg, og han var først og fremmest et menneske, der levede intenst med i menighedens liv, elskede dens medlemmer, ligesom han mente sig elsket af dem.

Men som et sådant almindeligt menneske var han også offer for den jalousi, der kan gribe folk, der er optændt af den store kærlighed. Og at han er grebet af jalousi, kan ses af det sprog, han benytter sig af: det er retfærdighedssprogspillet, han tænker i og argumenterer ud fra.

Han sammenligner sig bl.a. med disse fremmede apostle. Han har ganske vist hævdet, at den, der roser sig, skal rose sig i Herren (2 Kor 10,17), men dels sker det lige efter, at han så sandelig har både sammenlignet sig med de andre og nedtrampet deres eventuelle ros, dels tager han roseriet op igen i kap 11 og det endda til den store guldmedalje, især fra vers 22, se 2 Kor 11,22.

Men måske det tydeligste ”bevis” (i gåseøjne, for det er og bliver jo en skønssag) på, at han er jaloux, ses i 2 Kor 12,11, hvor Paulus’ egentlige nød kommer frem: han føler sig svigtet af sine medkristne i Korinth; de har ikke rost ham overfor de fremmede apostle, men måske i virkeligheden, føler han, bagtalt ham, se f.eks. 2 Kor 10,10.

Jeg skal nok også lige bemærke, at Paulus’ farisæiske trang til at prale har forekommet oversætterne af 1992 lidt for tydelig. De har derfor ændret den gamle oversættelses ”rose mig” til 1992-oversættelsens ”være stolt af”. Og sandt nok, derved tilsløres det i nogen grad, at Paulus sammenligner sig med de andre med et – mener han selv – ikke helt ringe resultat. Men ”rose mig” var nu en lige så god oversættelse af det græske.

Men efter min mening er der en god evangelisk pointe i at læse denne del af brevet som et udslag af jalousi.

Der er nemlig dem, der udlægger Jesu ord fra forrige søndags tekst om, at vi alt for ofte overser den bjælke, der sidder i vort eget øje, når vi er ivrige efter at fjerne den splint, der sidder i næstens øje (Luk 6,41f), på en måde, så det bliver ganske umuligt at forkynde evangelium for vore muslimske landsmænd. ‘Hvad er det for noget?’, siger man, ‘kan vi virkelig bilde os ind, at vi er bedre end muslimerne?’

Og her kommer så Paulus’ jalousi ind i billedet. For dermed siges jo, at selv de største iblandt os kristne kan gå fejl i byen, kan gribes af den farisæisme, som Jesus så vedholdende advarer imod. Det er derfor, vi føler os nødsaget til hele tiden at underlægge os Jesu ord, om vi dog ikke kunne rammes af hans formaninger, så den forbandede selvretfærdighed kunne drives ud. Selv kan vi jo ikke gøre det, men det kan ske ved mødet med hans lignelser og formaninger.

Dette at leve i relationer er jo et almenmenneskeligt fænomen. Derfor er også det at kunne gribe af de kredsende livsytringer et fænomen, der kan gribe både muslimer og kristne. Spørgsmålet er derfor ikke, om kristne gribes mindre end muslimer, men spørgsmålet er, om vi har en religion, der kan danne en god modgift mod disse livsytringer, vel først og fremmest farisæismen. Og det har vi kristne, men islam har det ikke. Islam har helt ”glemt” den del af sproget, der har med relationer at gøre. Islam er et lovsystem, der bestemmer, hvad der er haram og halal. Og alting, også de relationer, vi står i til være nærmeste eller til vor arbejdsplads eller til vort folk, passes ind under dette lovsystem. Hvis muslimerne alligevel lever åbent og ærligt i de forhold, de står i, sker det mere på trods af religionen end i kraft af den.

Tilsyneladende ser det ganske vist ud, som om Jesus og Muhammed benytter sig af det samme trick for at få tilhængerne til at gøre det rette: De henviser begge til dommedag, til den dag, hvor vi skal stilles til regnskab for, hvordan vi har brugt vort liv. Og ikke sandt, når Gud optræder som en dommer, så tænkes alting da i retfærdighedssprogspillet, så er det lovoverholdelse, det drejer sig om, skulle man synes.

Det er det også for Muhammed. Hos ham er der ingen finurligheder, der forstyrrer billedet af den retfærdige dommer.

Men det er der så sandelig hos Jesus. Jeg tog mig i sin tid for at omtale de tre lignelser i Matt 25, lignelsen om de ti brudepiger, lignelsen om de betroede talenter og lignelsen om verdensdommen, se her. Alle tre er de dommedagslignelser, vil altså, tilsyneladende da, fortælle noget om, hvad der sker på dommedag. ”Retfærdighedssprogspillet!”, siger vi derfor.

Men er det nu så enkelt? Det er jo rigtig nok, at Jesus benytter sig af den fortælleform, der var gængs på hans tid, fortællingen om dommedag. Men han får den godt nok til at sige det modsatte af, hvad jøderne fik den til at sige.

Lignelsen om brudepigerne! Det, det drejer sig om, er at have et øje på hver finger i sit samliv med næsten. Du må have blik for, hvordan din næste har det, hvad der piner eller glæder, så du kan deltage i det, blot et enkelt, forsømt øjebliks uopmærksomhed, og hele samlivet kan være tabt. (Se evt. en udlægning her). Det, jeg dèr skriver, svarer nogenlunde til det, moderen skriver: at man skal undersøge den andens, behov, ønsker og drømme. Og det er just det, det drejer sig om i relationssprogspillet.

Lignelsen om de betroede talenter! Her er det, Jesus vil have sagt, igen en modsætning til jødernes tanker. De forestiller sig i deres lovtankegang, at Gud først må give en lov, derefter kan han kræve den overholdt. Svarende dertil har Gud givet jøderne toraen på Sinai, derefter kræver han den overholdt; ligesom Allah har nedsendt koranen til Muhammed og derefter kræver den adlydt. Men i Jesu lignelse bliver den sidste tjener, ham, der havde gravet sin talent ned i jorden, dømt med henvisning til, at hans herre, dommeren, er en mand, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. (Matt 25,26) Det vil sige: tanken om, at Gud først må åbenbare sin lov (så eller sprede), før han kan kræve lydighed (høste eller samle), er forkert. Mennesket véd godt, hvad det skal gøre; og det véd det ud fra de relationer, det står i til sine nærmeste; det har ikke nødig at skulle have en lov åbenbaret for sig til at fortælle det, hvad der er godt og hvad ondt.

Og endelig lignelsen om verdensdommen! Her tager mange fejl og overser den finesse, at både de, der dømmes, og de, der frikendes, spørger, hvornår de har gjort de gerninger, de dømmes eller frikendes for. Og så er jo hele den tankeverden, der knytter sig til retfærdighedssprogspillet, brudt i stykker. Så er ”gode gerninger” gerninger, der er så selvfølgelige, at man ikke tænker over, om man frikendes eller dømmes på dommedag, dvs., der er tale om de gerninger, man gør i de fællesskaber, man står i. Her er det nemlig erkendelsen af fællesskabet, der får én til at handle, ikke angsten for dommedag.

Jeg kan samle det hele sammen i ét andet Jesus-ord, et ord, der også stod i sidste søndags tekst, ordet fra Luk 6,37: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse!”

Den tilgivelse, der her er tale om, er ikke Guds tilgivelse. Om den gælder det, at den kommer først. Det er vor tilgivelse af den anden. Denne tilgivelse er afstedkommet af Guds tilgivelse, sandt nok, og vor tilgivelse burde måske finde sted, hvadenten vi fik tilgivelse af den anden eller ej. Men Jesus hævder her, at vi mennesker er resonansvæsener: det tilgivelsesord, der møder os, kan få os over fra retfærdighedssprogspillet til relationssprogspillet, og på samme måde kan det ske, at den tilgivelse, vi møder den anden med, kan skabe i fællesskabet en tilgivelsesholdning, som vi selv senere i påkommende tilfælde kan have fordel af. Den tilgivelse, vi giver andre, forsvinder ikke ud i det blå, men lever videre i fællesskabets resonansrum, hvor den måske gør sin gerning overfor os.

Det må indrømmes, at disse tanker måske ikke er særlig udbredte i kirkelige sammenhænge, men de lever dog i vore samfund alligevel: i film og teaterforestillinger, i romaner og noveller og – ikke mindst, som kronikken viser – i de relationer, vi står i til daglig.

-Jamen, dette med resonansrummet, dette med at vor tilgivelse avler den andens tilgivelse, det har da vist sig at være løgn i vor omgang med muslimerne. Her er al vor imødekommenhed, alle vore forsøg på indlevelse, alle vore invitationer til muslimerne om at være med i vore fællesskaber, prellet af som vand på en gås. Ja, oven i købet har det nærmest virket modsat, har overbevist muslimerne om, at de har ret i den overbevisning, de nærmest er født med: at det at være muslim er at være bedre i Guds øjne end andre; for viser ikke dette, at vi danskere sådan står på pinde for muslimerne, at også vi anerkender deres gudgivne fortrinsstilling?

Her må man nu først sige – og vi ser her på sagen ud fra min sprogspilsteori – at muslimerne igennem mange år har arbejdet ud fra retfærdighedssprogspillet, har betragtet det som den endegyldige sandhed, har dannet sig deres tanker og forestillinger ud fra dette sprogspil, ja, har ladet hele deres samfundsforståelse bygge på det. Og en sådan monolit er svær at få hul på. Og – igen ud fra teorien – det hænger naturligvis sammen med, at der er en form for logik i dette sprogspil, ligesom det hænger sammen med, at den logik, der findes i det, forhindrer de mennesker, der er grebet af det, i at komme ud af det. At tænke udenfor den logik er på det nærmeste umuligt.

Det kan minde lidt om det, der sker med visse videnskabsfolk: De er så grebet af det videnskabelige sprogspil, at de mener, dette sprogspil afbilder hele verden; alting gennemanalyserer de ud fra dette sprogspil og gør sig derved blinde for andre sprogspil. Dette sprogspils grænser gengiver os verdens grænser, mener de.

Sådan betragter de muslimske lærde det juridiske sprogspil som det eneste gyldige i religiøs henseende. Alting gøres op i dette sprogspil. Selv Guds tilgivelse – for koranen taler jo ofte om Gud som den barmhjertige – kommer ind i dette noget-for-noget spil. Hvis du er kommet bagud med at rette ind efter haram og halal, kan du sikre dig en plads i det himmelske paradis ved at dø i jihad.

Og indrømmet: det kan synes umuligt at trænge igennem det skjold, som dette sprogspil udgør. Hvis nogen tilråber dem: ”Vil du have ret eller vil du have relationer?”, så vil de formentlig ikke forstå, hvad der menes. For de mener jo, at samfundet fungérer godt i både stort og småt, når den gudgivne retfærdighed hersker. Og hvad der er ret og hvad der er uret, det afgøres af shariaen, som er givet af Gud, og af den dommer, qadien, der er sat til at dømme sine trosfæller imellem. Blot overser de i den forbindelse, at det, der er retfærdigt, ændrer sig over tid. Det vil sige: der findes ikke nogen guddommelig forskrift for det retfærdige; tror man det, skyldes det, at man tillægger et menneske, her Muhammed, guddommelig autoritet.

Man kan måske sige, at vi i vore dage må gentage den jeremiade, som Paulus lader lyde i Rom 9-11, hvor han stiller sig ganske uforstående overfor, at hans landsmænd, jøderne, ikke ‘en bloc’ omvender sig til kristendommen. Det ord, han blev grebet af, lader dem ganske upåvirkede.

Lad mig til sidst opridse forskellen mellem islam og kristendom ud fra synet på tyveri:

Ingen af os, hverken muslimerne eller vi kristne, har fundet ud af, hvordan de økonomiske kræfter fungérer. Vi i Vesten har dannet os vore teorier, men vi har jo endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kan hindre arbejdsløshed i at være et stadig generende problem. Og muslimerne har ganske vist fået ”åbenbaret” deres egne regler om forbud mod rentetagning og andre ting, men det har jo ikke skabt noget fuldkomment samfund, heller ikke deres økonomi fungérer godt.

Hvordan skal vi så straffe tyveri?

Muslimerne vil, hvis de holder sig til deres retfærdighedssprogspil, hugge hånden af tyven. For det foreskriver koranen, sura 5,38. Vi, derimod, straffer på en noget mere menneskelig måde. Oven i købet kunne vi, hvis vi tog Paulus’ ord i Ef 4,28 alvorligt, få blik for, at også tyven er et menneske, der kunne trænge til at komme ind i det menneskelige fællesskab igen. I dette skriftsted hedder det:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Nå, vi kan vel nok være menneskelige også uden denne henvisning. Men arbejdsløsheden har vi ikke fået bugt med endnu.

Men det, vi her skal lægge mærke til, er, at de muslimske lande jo ikke er fulde af énhåndede mennesker. Dette med at hugge hånden af tyven, er noget, der kun bruges i de ekstremistiske muslimske miljøer.

Hvorfor?

Såmænd fordi de muslimske lande har taget ved lære af os i Vesten. Ligesom de ikke anerkender slaveri, selv om det er tilladt ifølge koranen, sådan hugger de heller ikke hånden af tyven, selv om det er foreskrevet i koranen. Endda har de indført en form for demokrati mange steder. Så dette med, at tilgivelse avler tilgivelse, imødekommenhed imødekommenhed, er nu ikke helt forkert.

Blot må vi håbe på, at det kommer til at gælde i noget større udstrækning for vore muslimske landsmænd end hidtil iagttaget. Måske vi skal træde noget mere i karaktér, så vi viser vores glæde over vore samfund og deres indretninger noget mere, ja, måske ligefrem viser os stolte over den rimelighed og menneskelighed, der præger dem, før muslimerne sådan for alvor føler trang til at efterligne os. Hvis vi da ikke ligefrem skal spørge muslimerne, hvorfor de opfører sig så umenneskeligt i mange forhold: Hvorfor tvinger de deres unge ind i et ægteskab imod deres vilje? Hvorfor sender de dem på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet? Hvorfor oplærer de deres unge drenge til at hade vore samfund? Eller i det hele taget: Hvorfor er taknemlighed mod det land, der har modtaget dem og givet dem underhold, alt for ofte aldeles fraværende?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s