Blæse være med loven

Denne holdning til loven, som Jesus flere gange giver udtryk for, må man som moderat muslim have til koranen, hvis det skal blive til noget med det ønske, som moderate muslimer har: at islam skal betragtes som en fredelig religion, der ikke på nogen måde kan bruges som begrundelse for terrorhandlinger.

Jeg har tidligere nævnt Abdel-Hakim Ourghi, muslim og videnskabsmand fra Freiburg, og hans meget modige og meget gennemgribende forsøg på at reformere islam, se her. Men selv om jeg aldrig så meget tager hatten af for hans mod og hans videnskabelige habitus, (eller selv om jeg tager aldrig så mange hatte af) kan jeg ikke se, at hans reformforsøg er nok, ligesom jeg heller ikke tror på, at det vil lykkes ham at få sine tanker til at slå igennem i de muslimske miljøer.

Jeg byggede dengang min manglende tro på hans projekt på det forhold, at han kun afskriver den del af koranen, der er blevet til i Medina; den del, der er blevet til i Mekka, mener han nok kan bibeholdes. Det betyder bl.a., at han er nødt til at henføre sura 1, ”åbningen”, den bøn, som en troende muslim beder 17 gange om dagen, til Medina. Jo, for den indeholder det, Ourghi kalder en ”symbolsk” voldsopfordring, idet der bedes om, at Allah vil lede muslimen den lige vej, ikke jødernes eller de kristnes vej. Men da Muhammed begyndte med den muslimske fællesbøn allerede i Mekka, er det umuligt at forestille sig, at bønnen først skulle være blevet til i Medina, eller at den skulle være blevet ændret i Medina. Og man må jo da også indrømme, at det er den samme person, Muhammed, der er de troendes bønneleder i både Mekka og Medina.

Nej, må jeg så be’ om Jesus, når han siger: ”blæse være med loven”!

Nu fornylig er der så åbnet en ny moské i Berlin, en moské, hvor kvinder og mænd kan bede sammen, hvor alle er velkomne, sunnier, shiitter, homoseksuelle og heteroseksuelle. Det er en kvindesagsforkæmper, Seyran Ates, der står bag. Information bragte den 11-7 en artikel om det, som desværre er bag betalingsmur. Men man kan her læse en artikel fra Die Zeit om begivenheden, artiklen er på tysk.

Artiklen i Information er på en måde den bedste, eller i hvert fald den for mig mest interessante, fordi Seyran Ates dèr får lejlighed til at komme med nogle teologiske bemærkninger. Hun siger:

Hverken i koranen eller haditherne er der henvisning til, at mænd og kvinder ikke må bede sammen, og at en kvinde ikke må gå i forbøn. Hovedbeklædningen for kvinder optræder først i hadithen efter profetens død. Her plejer modstanderne at sige, at der alligevel findes en religionsetik. Men det er jo mændenes etik.

Det kan godt være, at hun havde mest lyst til at sige: ”Blæse være med koranen! Blæse være med haditherne!” Men det tør hun alligevel ikke. For hvor meget islam er der så tilbage? Så hun nøjes med at gå ind under den forudsætning, som deles af alle muslimer: at det er på grundlag af koranen og haditherne, at man fastsætter shariaen: hvad der er tilladt og hvad der er forbudt.

Problemet bliver imidlertid med denne manøvre det samme som for Ourghi: Man kan ikke teologisk skille en del af koranen ud som kun menneskelig, men fastholde en anden del som guddommelig. Og: Man kan ikke på historisk-videnskabeligt grundlag foretage nogen meningsfuld sondring mellem Mekka- og Medina-islam.

Der er virkelig – logisk set og teologisk set – tale om en hel pakke: Enten køber man den hele pakke eller også lader man den falde. Og det var at håbe, at flere og flere muslimer efterhånden indser, at der ikke er anden mulighed end at lade hele pakken falde.

Seyran Ates har været advokat for mange muslimske kvinder. Ikke blot er hun altså opvokset i Tyskland og har derved lært den europæiske kultur at kende med dens ligestilling mellem kønnene, hun er også gang på gang stødt på sin egen kulturs stivhed: den er mandsdomineret indtil det pinlige, den sætter sine kvinder ind i en fuldstændig underkastelsessituation, ikke underkastelse under Allah, men under manden. Og det er hun kommet til at se på med europæiske og ikke mere muslimske øjne, det kan hun ikke mere se som et ideal for kvinden.

Det er derfor, hun får den tanke at danne en særlig moské for alle. Hun vil, siger hun, i gang med islamiske studier for at kunne blive imam. Og det skal såmænd nok lykkes for hende, der er en del lærde kvinder indenfor islam, der ligesom hun søger at forene islam med ligestilling mellem kønnene.

Hvor kunne man dog ønske sig, at de turde sige som Jesus: ”Blæse være med loven! Blæse være med toraen, med koranen, med haditherne!”

Men siger Jesus da nogetsteds det?

Nej, ikke ordret, det må jeg indrømme. Men det er tæt på.

For det første kalder han sig nu ”Menneskesønnen”. Derved tilkendegiver han ret tydeligt hovedindholdet i sit budskab: det er menneskelighed, humanisme.

Det kommer f.eks. frem i Mark 2,27f:

»Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

Det vil sige: Sabbatten tjener ikke det formål, som farisæerne tillagde den; man skulle ved nøje overholdelse af sabbatsbudet vise sin lydighed mod Gud. Nej, sabbatten blev til, for at mennesket skulle få en hviledag midt i den hårdtbelastede hverdag. At Menneskesønnen er herre over sabbatten, er udtryk for det samme, og det kan udmærket formuleres med min sætning: ”Blæse være med den fromme sabbat, frem med hvile-sabbatten!”

I Mark 7,14-23 ser vi igen en foragt for de jødiske regler:

Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«

Læg mærke til Markus’ lille bemærkning om, at Jesus derved erklærer al slags mad for ren. Det vil sige, at her siger Jesus: ”Blæse være med al denne jødiske kosher-snak!” Men ligesom med forholdet til sabbatten begrunder han det her med et rent menneskeligt forhold: rent og urent har med de ord at gøre, som et menneske taler, ikke med den mad, som mennesket spiser. Men han går ikke på nogen måde ind i en diskussion med farisæerne på deres betingelser: at sådan og sådan står der i loven, det og det skal vi derfor gøre.

Det kommer nok tydeligst frem i det sidste eksempel, jeg skal nævne. Det drejer sig om den ret kendte situation fra Joh 8,1-11, hvor en kvinde, der er grebet i hor, føres frem for Jesus. Farisæerne og de skriftkloge vil sætte Jesus på prøve. Og det er virkelig en prøve, han sættes på, og de nævner det selv: ”I toraen har Moses påbudt os at stene den slags kvinder”. Her er det vel for frækt bare at sige: ”Blæse være med toraen!”

Det siger Jesus da heller ikke; ikke direkte, i det mindste. Han siger, som man måske husker: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Og så går de bort, én efter én, de ældste først.

Og med de ord åbner Jesus en helt ny verden for menneskeheden. En menneskelig verden, hvor loven er til for menneskets skyld, ikke mennesket for lovens skyld. Én ting er, at man er nødt til at have love og straffe for mord og tyveri, én ting er, at man på det punkt er nødt til at have det ene syndige menneske til at dømme det andet, men hvad angår ægteskabsbrud er man ikke nødt til det. Med ordene her skabte Jesus en sådan omvæltning af tankegangene, at det tog utrolig lang tid, før virkningerne slog helt igennem.

Nå ja, man vovede selvfølgelig ikke i de kristne menigheder at straffe utugt med døden, men man vovede nok at straffe det. Man fandt det altfor letsindigt at nøjes med som Jesus at sige: ”Jeg fordømmer dig heller ikke. Gå bort og synd fra nu af ikke mere”. Det er først i vore dage, at man har vovet at gå bort fra sådan ligefrem fra det offentliges side at straffe ægteskabsbrud.

Men en nærmere analyse venter vi lidt med. Foreløbig er det vigtigste her at lægge mærke til, at Jesu desavouering af den gammeltestamentlige lovtekst kommer i stand, uden at han på nogen måde forsøger at gå i dialog med toraen, uden at han henviser til andre steder, hvor toraen er mere forstående, eller lignende, kort sagt: Jesus lader virkelig hånt om Moses, han siger virkelig: ”Blæse være med toraen!”

Men vent lidt! I bjergprædikenen er Jesus jo anderledes hård i sin bedømmelse af utugt. Her hedder det:

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. (Matt 5,27f).

Og lidt senere siger han med ord, der minder om toraens ord:

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. (Matt 5,31f).

Hvordan hænger det sammen med den ligegladhed med toraen, han fremviste overfor ægteskabsbrydersken i Joh 8?

Ja, for det første kan man nu godt tage dette ”Men jeg siger jer” som identisk med at sige: ”Blæse være med toraen!”

Men dernæst skal det forstås ud fra det, jeg prøvede at forklare i mit forrige indlæg. Dette, at Jesus siger: ”Blæse være med loven!”, betyder ikke, at vi så kan gøre, hvad der passer os. Det betyder, at vi skal leve i overensstemmelse med relationssprogspillet i stedet for i overensstemmelse med retfærdighedssprogspillet. Det betyder, at vi skal koncentrere os om at gøre fyldest i de forhold, vi står i, og at vi gør fyldest dèr netop ved have blik for den andens svagheder, ønsker og tilbøjeligheder. Det betyder, at disse forhold ødelægges, hvis vi holder os til vort sædvanlige noget-for-noget, altså holder os til lovtankegangen.

Og det betyder også, at det sidste citat ikke er en ny og strengere lov, der skal gælde i de kristne lande, men er en formaning til ægtefællerne om at prøve at finde hinanden igen efter en uoverensstemmelse, en formaning om at give sig ind under det forsoningsord, der gælder i menighederne, og som ikke har mistet kraft gennem så mange hundrede år, et forsoningsord, der vil forsone med Gud, men jo samtidig dermed forsone med næsten.

Man siger af og til, at Jesus bragte os kristendommen, Paulus fjernede den igen. Det er noget vrøvl. Og det kan nemt vises på netop dette punkt. Se, hvad Paulus formaner korintherne til:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. (1 Kor 7,3f).

Kan man få et smukkere udtryk for ligestillingen mellem kvinde og mand? Man burde måske sende det til Seyran Ates med en bemærkning om, at dette ikke er noget specielt kristent, men blot den selvfølgelige humanistiske forståelse af forholdet.

Det, Paulus lægger vægt på, er netop relationen mellem ægtefællerne. Og det er også det, Jesus har i tankerne med de to ord, jeg har citeret fra Matthæusevangeliet. Ser du på en kvinde, så du begærer hende, det vil sige: ser du på hende med et inviterende blik, så er det et første skridt imod at ødelægge hendes eller dit eget ægteskab. Og disse relationer burde du istedet gøre alt, hvad du kan, for at bibeholde.

Og hvad han siger til kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud, er også sagt med henblik på relationen. Hvis vi tænker os, at hun har ernæret sig som luder, så er formaningen om ikke at synde mere en formaning om ikke at ødelægge andres ægteskaber gennem sit erhverv.

Altså netop en formaning. Ligesom Jesu stramning af skilsmissereglerne. En formaning vil sige ”et forslag til, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil, at livet skal lykkes for én”. En lov, derimod, er et krav fra Gud om, hvad der skal gøres, for at man kan klare frisag på dommedagen. Det er to vidt forskellige foreteelser. Den ene, formaningen, er tænkt i det, jeg i mit tidligere indlæg kaldte ”relationssprogspillet” og har de menneskelige relationer som omdrejningspunkt. Den anden, loven, er tænkt i ”retfærdighedssprogspillet” og giver både mulighed for at hævde sig selv og at se ned på andre.

Og så længe Seyran Ates søger at begrunde sin utraditionelle moské med udsagn fra koran og hadith, altså ikke tør sige: ”Blæse være med koranen!”, tænker hun i retfærdighedssprogspillet og befinder sig endnu indenfor den islamiske diskurs, og altså ikke indenfor vor vestlige diskurs.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s