Hvorfor hader de os?

Det begyndte med, at jeg i al fredsommelighed læste en artikel i Weekendavisen for den 14-7: ”I Guds navn”. Den handlede om en Facebook-disput mellem Jakob Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann om et hermeneutisk spørgsmål, det spørgsmål, nemlig, om det er de moderate muslimer eller jihadisterne, der fortolker koranen rigtigt. Derfra blev jeg ledt hen til en tilsvarende disput i Frankrig mellem Olivier Roy og Gilles Kepel om nogenlunde det samme emne. Det forlød, at New York Times havde refereret denne disput, så det måtte jeg se. Men nogle af siderne, jeg fandt, var nu mere interesseret i, at de to var blevet dødelige uvenner på grund af uenigheden, se f.eks. her. Men en længere artikel andetsteds fra forholdt sig dog mere til indholdet af uenigheden, se her. Og indrømmet, det var da helt interessant at læse, hvilke synspunkter de to havde; for de er jo tænksomme mennesker begge to.

Men derfra blev jeg ledt videre til en bog, som Gilles Kepel havde anbefalet; den var nærmest en slags islams Mein Kampf. Den hed ”Call to Global Islamic Resistance” og var skrevet i 2005 af én af Bin Ladens medarbejdere, Abu Mus’ab al Suri. Dog var der den vanskelighed ved denne bog, at den var skrevet på arabisk – et sprog, jeg ikke mestrer (endnu) – og dertil var en moppedreng på 1600 sider.

Dog fandt jeg i en serie, der hedder Journal of Strategic Security, en afhandling om netop denne moppedreng, se her. Den er på mere overkommelige tyve sider, og den analyserer den islamiske bog. Den kalder bogen GIR og forfatteren Nasar, begge dele gør det hele mere læservenligt. Og på trods af, hvad Olivier Roy siger, at ”ingen er interesseret i al-Suri; det er absurd”, har jeg nu fundet, at netop denne bog kan give os et indblik i, hvordan muslimer tænker, og hvad der kan føre nogle af dem frem til at blive jihadister.

Til overflod har jeg fundet en artikel i Berlingske, som fortæller om et fund af jihadistisk materiale på en muslimsk friskole. Dette fund bekræfter til fulde det, analysen af GIR lægger frem. Men derom senere!

M. W. Zackie Masoud, forfatteren til afhandlingen, bruger den analysemetode, at han først redegør for, hvordan forfatteren, Nasar, skelner mellem ”dem” og ”os”; ”dem”, det er os vesterlændinge, ja, Vesten i det hele taget; ”os”, det er muslimerne. Men muslimerne bliver senere delt op moderate muslimer og jihadister, idet dog de moderate muslimer skiftevis bliver betragtet som frafaldne og som mennesker, der lider under Vestens undertrykkelse.

Derefter går han over til at beskrive nogle af de overbevisninger, som forfatteren selv har, og som han søger at bibringe sine læsere. Dem nævner han fem af: Overlegenhed, uretfærdighed, sårbarhed, mistro og hjælpeløshed.

Overlegenhed: Det område, der hedder tro på overlegenhed, handler om ”os”-menneskenes overbevisning om, at de er bedre end ”dem”-menneskene på vitale og uovertrufne måder. De ser ofte sig selv som et særligt folk, som er udvalgt og skæbnebestemt til storhed. ”Dem”-menneskene ses således som underlegne af mange grunde, blandt andet moralske, åndelige og intellektuelle grunde. Sådanne selvglorificerende holdninger fører ofte ”os”-menneskene til at overdrive deres muligheder og til, at de proklamerer sig som uovervindelige.

På lignende måde med de andre overbevisninger, f.eks. uretfærdighed:

Uretfærdighed: Det område, der hedder uretfærdighed, handler om medlemmernes opfattelse af, at de er blevet angrebet og mishandlet af en særlig ydergruppe; denne ydergruppe ses som den eneste kilde til de besværligheder og vanskeligheder, som ”os”-menneskene har mødt. ”Os”-menneskene kan af og til opfatte uforudsete og uheldige omstændigheder som forårsaget af noget, ”dem”-menneskene har gjort med vilje, uden at det nødvendigvis bygger på solid viden.

Sådan også med de øvrige overbevisninger. Hvis ”os”-gruppen kan overbevises om, at den er sårbar, får det den nemmere til at føle solidaritet med de andre medlemmer af gruppen. Og hvis ”dem”-menneskene betragtes som nogle, det er umuligt at stole på, styrkes det indre sammenhold i ”os”-gruppen yderligere. Nasar bruger virkelig hjælpeløsheds-overbevisningen i sin argumentation, siger Masoud, selv om den syntes at modvirke formålet: at få ”os”-menneskene til at gå ind for væbnet modstand. Men kan man få dem overbevist om, at der trods alt er noget at gøre, så kan det være en opfordring til at mobilisere under jihads faner.

Alt dette er altså udtryk for den metode, som et ledende al-Qaida medlem i 2005 brugte for at hverve medlemmer.

Man skal nok især lægge mærke til dette med, at Nasar ikke behøver eksakt viden for at fremhæve Vestens skyld i både dette og hint. Det minder om en anden muslim, der heller ikke tog det så nøje med sine argumenters overensstemmelse med sandheden, nemlig den egyptiske forfatter al-Aswany, se her. Jeg har tit haft på fornemmelsen, at dette er udtryk for en særlig muslimsk debatmetode, hvor det mere drejer sig om at have autoritet end om at have sandheden på sin side. Og hvis det er sandt – og Nasar er altså et udmærket eksempel på denne metode – så falder de to uenigheder bort som irrelevante – både den mellem Skovgaard-Petersen og Hoffmann og den mellem Roy og Kepel. De holder sig begge til den vestlige argumentationsmåde, og de vil derfor fortrinsvis kunne overbevise vesterlændinge, mens de vil lade muslimer uberørte.

Hvad der overbeviser muslimer, derimod, det ser vi hos Nasar.

Masoud gennemgår de enkelte overbevisninger hver for sig, og jeg skal nøjes med at referere hans gennemgang af den første overbevisning, den, der drejer sig om muslimers overlegenhed.

Nasar, siger Masoud, citerer forskellige statistikker, der fortæller om alkoholmisbrug og narkotikaafhængighed i Vesten, om psykologiske sygdomme, om kriminalitet, om seksuel promiskuitet og om selvmord. Masoud mener, at han dermed ikke blot vil få sine læsere til at ringeagte Vesten, han vil også prøve at gøre dem immune overfor det, han betragter som Vestens fristelser. ”Charmen ved den vestlige civilisation narrer ikke længere øjnene og frister ikke mere hjertet”, som Nasar selv siger.

Så beskriver Nasar den vestlige kultur som én, der ”flygter fra Gud”. Det viser han bl.a. ved at nævne de filosoffer, der anskuer tilværelsen som meningsløs. Men han følger det førnævnte islamiske ”princip” og gør intet ud af alle de filosoffer eller teologer, der opponerer mod tilværelsens meningsløshed. Og han prøver heller ikke at stable en forbindelse på plads mellem den vestlige filosofi og teologi og den måde, vestlige mennesker lever på.

Så har naturligvis Nasar også noget positivt at sige om den muslimske umma. Den har fået til opgave at regere verden, at opnå store ting og vil utvivlsomt nedkæmpe sine fjender. Denne uhyre overvurdéring af ummaens evner får Nasar frem ved i første omgang at holde sig til muslimers fortrin på det moralske og åndelige plan, og derfra slutte sig til, at de må få overtaget også på det militære plan. Disse fortrin knytter sig ganske vist ikke til ummaen som sådan, men især til jihadisterne, der jo er villige til at ofre livet i Allahs tjeneste. Og de muslimske landes regeringer regner Nasar ikke med til ummaen.

Vi vestlige mennesker vil muligvis sige, at det da er umuligt for noget fornuftigt menneske at fæste lid til den slags ønsketænkning. Men Masoud gør rigtigt opmærksom på, at Nasar med denne dem-og-os-tænkning spiller på sine læseres ønske om selvrespekt, om tilhørsforhold, om at være noget særligt og om at få et mål i livet. Og dette ønske hos unge muslimer om at kunne genvinde islams fortidige storhed kombineret med muslimens manglende evne til at høre begge sider af en argumentation, fører – hvad enten vi kan lide det eller ej og hvad enten vi kan forstå det eller ej – til, at mange muslimer i vore lande slutter op om de muslimske terrorbevægelser.

Og igen: Vi kan godt diskutere Mekka-islam kontra Medina-islam, diskutere fortolkningsmuligheder indenfor islam, diskutere om IS er en sand videreførelse af Muhammeds metoder, osv., men er du en ung arbejdsløs muslim i de vestlige lande, har du det siddende i dig som en social nødvendighed, at du må kæmpe for at vinde respekt, ser du din fremtid i Vesten som højst usikker, så vil du være ret ligeglad med fortolkningsforskelle, så vil du være gearet til at modtage et budskab, der lover en lysende fremtid for islam, med kyshånd. Og får du så efterfølgende en følelse af at høre til i dette fællesskab, så er det måske ikke helt så usandsynligt, at du en dag melder dig til en selvmordsaktion.

Jo, jeg tror, det er Kepel, der har ret i modsætning til Roy: Om Nasars bog bliver læst i muslimske kredse eller ej, véd jeg ikke. Men det forekommer mig indlysende, at bogen giver et klart billede af, hvad der kan overbevise muslimer om at tilslutte sig IS eller i sin tid al-Qaida.

Og som før nævnt: Det kan ved et mærkeligt held vises ud fra en artikel i Berlingske, se her.

Her fortælles der om, hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fundet en mængde arabisksproget litteratur i et kopirum på en muslimsk friskole. Materialet giver anledning til bekymring, hedder det. Berlingske har fået lavet en oversættelse af nogle af papirerne, og på en side med et billede af en soldat hedder det:

Til jihad, I fremtidens unge

Islams historie er rig med heltegerninger og ofringer, så er vi ikke mest tilbøjelige til i dag, når vi nu er fremtidens unge og fremtidens håb, at vi genskaber denne solrige historie. Så lad os forholde os til islam, både verbalt og i handling, og bevæbne os med jihad, både verbalt og i opførsel. Lad os med omhu bestræbe os med selvet og penge, for at udvise den krænkende besætter, og modsætte os den undertrykkende, arrogante fjende. Og bruge penge for at dække den stakkels fattiges behov og bestræbe os for at opnå viden, for at højne den islamiske nations niveau.

Og vi ved at Gud Den Ophøjede velsigner vores handlinger og gengælder vores handlinger, og belønner os mægtigt på dommedag.

{På den dag, hvor enhver skal finde fremlagt, hvad han gjorde af ondt, såvel som hvad han gjorde af godt, ville han ønske, at der var en stor afstand mellem ham og den. Gud advarer jer mod sig selv. Gud har medfølelse med tjenerne.}

(Imrans slægt, vers 30)

Tekst på billede:

Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Jeg fremsiger altid Guds ord:

{Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn} (Kvinderne, vers 95).

Hvad der står i disse parenteser {}, er koranvers, det første fra sura 3,30, det næste fra sura 4,95.

Brian Arly Jacobsen, lektor ved Københavns Universitet, kommenterer disse tekster på denne måde:

Ifølge lektoren kan denne del af teksten tolkes som »en bevæbnet og militant indsats mod fjenden«.

»Hvem det så end er – man kunne tænke sig Israel, men de nævnes ikke. I en dansk kontekst er det her problematisk af mange grunde. Eksempelvis finder der ikke voldelige kampe sted mellem muslimer og danskere. Og som bekendt er det ulovligt som dansker eller bosiddende i Danmark at deltage aktivt i Hamas eller lignende militante grupper i Mellemøsten,« siger lektoren:

»Det kan ikke have undgået nogens opmærksomhed, at der er spændinger mellem visse muslimske befolkningsgrupper og det danske samfund generelt. I den sammenhæng er det selvfølgelig et problem, hvis nogle unge – formentligt kun nogle ganske få, men der skal heller ikke flere til – udlægger de her ting på en måde, som er uhensigtsmæssig«.

Det er sandelig en meget forsigtig udlægning. Hvis Brian Arly Jacobsen havde læst ”den muslimske Mein Kampf”, ville han nok kunne se ligheden mellem Nasars opfattelse af Vesten og den opfattelse, der her gøres gældende. ”Fjenden” er ikke Israel, nej, det er Vesten som sådan, herunder det danske samfund. Og tanken om at ”genskabe islams solrige historie” og forestillingen om at bevæbne sig med jihad, både verbalt og i handling, kan ikke godt tolkes som andet end en opfordring til væbnet modstand mod det danske samfund. ”Den krænkende besætter”, den ”arrogante fjende” er derfor også os danskere. Og det sidste koran-citat lader ikke så megen tvivl tilbage: Det er bedre for en muslim at kæmpe end at blive siddende.

Det er et problem, siger Arly Jacobsen, ”hvis nogle unge udlægger de her ting på en måde, som er uhensigtsmæssig”. Spørgsmålet er: Hvordan skulle de ellers udlægge det? Og til bemærkningen om, at det kun er få, der vil udlægge dem uhensigtsmæssigt, kan man henvise til, at det længe har været normen, at politi og brandfolk ikke har kunnet operere i ghettoområder, at bilbrande mange steder er særdeles talrige, og at sten fra broer ned på motorveje ikke mere er noget særsyn, altsammen formentlig foretaget af muslimske unge, som vil kæmpe mod ”den arrogante fjende”. Der er så sandelig ikke tale om nogle få.

Men efter min mening skal man ikke bruge fundet af disse papirer til at forarges på de muslimske friskoler. Nå ja, naturligvis skal opsynet med dem da skærpes, men ellers: hvad havde vi egentlig ventet? At de uden kny gik bort fra det, deres religion sagde dem? At de stille og roligt underviste efter danske normer, når deres skole dog er oprettet for at give eleverne en muslimsk opdragelse?

Nej, lad os finde en vis forsigtig glæde frem over, at vi her råt for usødet får lov at kikke ind i det muslimske maskinrum. Vi får her et bevis på, at de tanker, som ligger i ”Mein Kampf” på ingen måde er umoderne for en muslim, men i høj grad er up to date. Men vi får også dermed en chance for at komme med modforestillinger. Det er jo muslimernes minds and hearts, vi skal vinde; vi skal ikke bare tvinge dem til at rette ind efter vore forestillinger. Og hvordan vi får dem bort fra denne dem-og-os-tænkning, det er spørgsmålet.

Lad mig i første omgang pege på Obamas Kairo-tale. Jeg har behandlet den i ikke færre end tre artikler, se her, under det hovedsynspunkt, at Obama talte til muslimerne som til fornuftige mennesker, der kunne forstå almindelige fornuftssynspunkter. Obama sagde det ikke, men det er en måde, hvorpå man kan nedbryde muslimernes forestilling om koranen som Guds ord. Det er samtidig en måde, hvorpå vi kan vise, at netop fornuftsovervejelser er, hvad Jesus henviser os til, når vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre og ikke gøre. Den gyldne regel, derigennem siges alt, hvad loven og profeterne vil, siger han (Matt 7,12). Men derved skyder han tanken om åbenbaringen på Sinai ned. Den er unødvendig, ja, snarere skadelig. Og det samme er jo koranåbenbaringen.

I det hele taget skal vi ikke være bange for at støde muslimerne. Den metode med at stryge muslimerne med hårene har vi søgt at bruge igennem snart mange år. Uden held. Det er på tide at forsøge noget nyt. Og det kunne måske være at fortælle sandheden om den historiske udvikling.

Vi må da åbent kunne spørge muslimerne, om de virkelig synes, at dette, at salafisterne har holdt sig strikte til koranens ord, har hjulpet de muslimske samfund til at opnå en bedre levestandard; eller – hvis det var det, de ville – om det har hjulpet dem med at bekæmpe Vesten. Det må vel være muligt at forklare dem, at set fra et militært synspunkt er de nålestik, som nutidens muslimer kan tildele Vesten med diverse terroraktioner, for bagateller at regne sammenlignet med den trussel, fortidens muslimske riger var for europæerne. Hvor fortidens muslimer havde styrke til at indtage hele riger – både Spanien og Det græsk-romerske Rige faldt i kraft af muslimernes militære styrke – dèr har nutidens muslimer dels indtil fornylig været underlagt de europæiske kolonimagter, mange af den i hvert fald, dels i nutiden givet deres borgere så ringe livsvilkår, at de i store mængder søger mod fjendeland: Europa; vel at mærke, ikke, som man bagefter vil bilde os ind, for at erobre Europa indefra, men simpelthen for at få bedre levevilkår. At de så er kommet til at udgøre en fare internt i vore lande, det er en anden sag, som hovedsagelig skyldes, at vi europæere har været for naive.

Og selv nu, hvor muslimske ghettoer er vokset frem som paddehatte i fugtigt vejr, er de mange terroranslag, som de retter mod os, uden strategiske overvejelser. Som én har sagt: Hvis de havde lidt tålmodighed, ville de ophøre med terroren og blot vente til de blive mange nok; så kan de overtage de europæiske lande på normal demokratisk vis. Nu, hvor de øver terror, opnår de højst sandsynligt – og i mine øjne: forhåbentligt – kun det, at europæerne omsider beslutter sig for at gøre modstand.

Men selv hvis de virkelig overtog alle de europæiske stater, ville det ikke gavne dem noget. For når disse stater bliver muslimske, forsvinder friheden, og dermed forsvinder det, der gjorde Europa stærkt. Europa vil komme til at ligne Mellemøsten, blot uden olie, og fattigdom og overbefolkning vil blive resultatet her, som der er blevet resultatet dèr.

Altså: Hvis det, vore muslimske landsmænd vil, er at blive så stærke, at de kan genopfriske fortidens storhed, så er det frihed, de skal have fat på, også frihed fra koranbudenes snærende bånd. Hvis de fortsætter med at lade den nuværende salafistiske lære herske i deres miljøer, bliver det ikke en gentagelse af de muslimske erobringer fra 632-732, de får, men en gentagelse af forfaldstiden fra 1400 til nu.

Men indrømmet, den største hurdle for os, der vil råde muslimerne og for muslimerne selv, er måske den overbevisning, der også nævnes af Nasar, den, at det altid er de andres skyld, aldrig muslimernes egen skyld. Det er jo så dejligt at befinde sig i en sammenhæng, hvor man aldrig skal sige undskyld og aldrig ærgre sig over noget, man har gjort forkert.

Der er mange opgaver for os, hvis vi skal få vore muslimske landsmænd ud af deres indgroede fejltagelser. Men det lykkes i hvert fald ikke for os, hvis vi fortsætter med at være en undskyldning for os selv og for alt, hvad vi står for.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s