Fagidioter

Dette indlæg kommer til at handle om to fagidioter, fagidioter med hensyn til økonomisk teori. De er amerikanere, og det kan måske forklare noget. Men det er nu det engelske magasin The Economist, der har refereret en artikel af dem, tilsyneladende med tilslutning. Kun tilsyneladende, godt nok, for referatet står i en særlig afdeling af det sidste nummer af magasinet, som hedder ”What if” (hvad nu, hvis). Og blandt mange andre ”hvad-nu-hvis-spørgsmål” træffer man altså også det, jeg her skal omtale: ”Hvad nu, hvis alle grænser var åbne?”

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, går jeg i høj grad ind for åbne grænser, men jo vel at mærke kun åbne grænser for varer, ikke åbne grænser for personer. Så jeg skulle da lige kikke nøjere efter: var det nu det ene eller det andet, The Economist’s referat handlede om? (Referatet fra The Economist findes bag betalingsblok, artiklen af de to økonomer kan ses her).

Ak, det var begge dele.

Hvad mere var: Det var mere åbne grænser for personer, de ville plædere for, end det var åbne grænser for varer. At åbne grænser for varer har en positiv effekt på verdensøkonomen, er der bred enighed om. Men har åbne grænser for personer også en positiv effekt?

Ja, det mener vore to økonomer faktisk. Jeg skal prøve at gennemgå og nummerere deres argumenter. Senere vil jeg så gendrive dem. På side 6 hedder det:

På trods af al sin radikalitet er åbne grænsers hovedvirkning ganske godt forstået. Åbne grænser ville dramatisk øge den globale produktion. Den ville drastisk reducere global fattigdom og global ulighed. Samtidig ville åbne grænser gøre den resterende fattigdom og ulighed meget mere synlig for de nuværende beboere af den første verden. Med hensyn til andre vigtige forhold – særlig finans, politik og kriminalitet – ville vi kunne skulle forvente moderate ændringer i enten god eller dårlig henseende.

Hvordan vil de nu bevise det?

(1) Jo, de siger, at ”det at være i Amerika er langt vigtigere end at være amerikaner”. Hvis grænserne blev åbnet, ville f.eks. en mexikansk landmand tage til USA, og dèr ville han med den samme arbejdskraft kunne dyrke langt mere mad end i Mexico. For en nigerianer ville forskellen mellem, hvad han som ufaglært kunne tjene i Nigeria, og hvad han kunne tjene i USA, være 1:10. Og får han derfor lejlighed til at arbejde i Amerika, vil verdensproduktionen øges tilsvarende. Og får mange lov til det, vil virkningen virkelig være kolossal.

Og på dette – efter min mening meget tynde – ræsonnement bygger de så deres tal: Verdensproduktionen ville øges med mellem 67 og 147 procent.

Dog – der kommer flere ”beviser”:

(2) Både Kina og Indien har oplevet voldsom vækst i de senere år (side 7). Hundreder af millioner af kinesere og indere er allerede rejst til byerne, fordi byernes lønninger stiger. Altså: Når det fungére med en så enorm kraft i de enkelte lande – store lande, endda – hvor meget mere må det så ikke fungére i verden som helhed.

Bagsiden af medaljen synes at være de tilbageblevne. Landdistrikterne vil jo affolkes. Men ork, siger forfatterne, disse skal i stedet glæde sig over de penge, som deres slægtninge sender tilbage, de såkaldte ”remittances”. De overstiger jo allerede nu langt den udviklingsbistand, der gives fra de rige lande.

(3) På side 9 overvejer de så effekten på fordelingen. Men vær ikke bange! Hvis den ufaglærte arbejdsstyrke forøges med 10%, vil det kun betyde en nedgang i lønningerne på 1%. Og det er jo ikke noget at snakke om. Dertil kommer, at prisen på fast ejendom vil stige. Så de arbejdere, der bor i eget hus, vil måske faktisk blive rigere.

(4) Vore to økonomer gendriver også modargumenter. Når f.eks. nogle påstår, at u-landene gennem en åbne-grænser-ordning vil drænes for kloge hoveder, den såkaldte ”brain-drain”, svarer de, at det jo er under de nuværende forhold, at noget sådant finder sted. Hvis grøftegraveren har lige så store muligheder for at emigrere som den højtuddannede, vil dette ikke finde sted. Og man må også tænke på dem, der vender tilbage med værdifuld kunnen.

Og minsandten, om ikke de føjer til, at åbne grænser ikke blot gør migranterne mere produktive, det gør dem også mere innovative. Som eksempel anfører de Silicon-Valley, hvor højt specialiserede it-eksperter fra hele verden arbejder sammen. Og, siger de, noget sådant ville ikke kunne finde sted, hvis de arbejdede i hvert sit land.

(5) På side 11 har de ret i, at dette, at Kina og Indien har haft held til at få løftet underklassen op til middelklasse, har medført, at procenten af fattige faldt på verdensplan. Men de har nok mindre ret i, at dette skyldes, at der ikke har været grænser for den interne migration i disse to lande, hvad jeg senere skal vende tilbage til.

(6) De tager også de synlige virkninger af indvandringen op til debat. Jovist, siger de, der vil komme slumkvarterer, indvandrernes fattigdom vil blive synlig. Men det varer ikke længe, inden de indfødte vænner sig til synet. Og, føjer de til med en sjov bemærkning,

ufølsomme indfødte er fra indvandrernes side at foretrække fremfor narcissistiske altruister, som mindsker deres følelse af skam ved at holde fattige fremmede ude af landet.

(7) De har også nogle ord at sige om indvirkningen på et lands finanser, hvis der kommer stor indvandring. Her giver de udtryk for den opfattelse, at virkningen er nærmest nul for de fleste OECD-lande.

(8) Minsandten, om ikke de også omtaler indvandringens virkning på kriminaliteten. Og dobbelt minsandten, om ikke de vover at hævde, at øget indvandring under et åbne-grænser-program meget vel kan føre til lavere kriminalitet, og, føjer de til, det er i hvert fald usandsynligt, at det fører til, at kriminalitetskurven stiger skarpt.

Det var kriminaliteten i de lande, der modtager. Hvad med kriminaliteten i de lande, der afsender migranter? Jo, siger de (side 14) åbne grænser er en stærk livline for dem, der lider under folkedrab, etnisk udrensning og andre krigsforbrydelser:

Forestil jer, hvor mange ofrer for Holocaust, der ville have overlevet, hvis USA havde haft åbne grænser i 30’erne.

(9) Endelig gør de sig nogle overvejelser over, hvorvidt åbne grænser vil have nogen virkning på demokratiet. De har tilsyneladende ikke den store respekt for vælgerne. ”Hvis de indfødte vælgere er dårlige stemmeafgivere, er immigranterne værre”. Men de kan dog referere en undersøgelser af amerikanske forhold, der viser, at det kun er få indvandrere, der lader sig registrere som vælgere, og disse vil være tilbøjelige til at støtte de liberale værdier, som de selv har nydt godt af.

Så kun én ting mere, inden jeg går over til at gendrive disse noget letkøbte påstande.

Forfatterne søger i et helt afsnit af overbevise os om, at åbne-grænser-politikken er etisk forsvarlig; de viser, hvordan mange forskellige etiske forestillinger må godtage denne politik, ikke mindst, fordi de må bøje sig for den mægtige produktionsfremgang, det (påstås at) medfører. Kun ét af disse afsnit vil jeg nævne. Det er det, hvor de nævner tre nytestamentlige skriftsteder for at vise, at den kristne etik ikke kun godtager åbne grænser, hvis de er gavnlige, men gør det under alle omstændigheder. Det drejer sig om Jesu lignelsen om verdensdommen, hvor han siger til de retfærdige ”jeg var fremmed, og I tog jer af mig” (Matt 25,35). Og det drejer sig om Paulus’ kendte udsagn i Gal 3,28: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. Og det drejer sig om Jesu opfordring til tilhørerne om at invitere fattige, vanføre, blinde og lamme til måltidet, for de kan ikke gøre gengæld (Luk 14,12-14).

For det første får de nu uden videre forvandlet Jesu formaninger til en ny lov. De ord, der skulle få farisæerne ud af deres farisæisme (og os ud af vores) bruges til at cementere vores farisæisme.

Og for det andet tror de, at man sådan uden videre kan overføre en formaning givet for at styrke relationerne i den kristne menighed til at gælde forholdet mellem stater. Den går ikke. I forholdet mellem stater er det ikke barmhjertighed, der gælder, men ret, love, aftaler.

Men så til mine gendrivelser af deres argumenter!

Overordnet set har jeg mistanke om, at de går ud fra dét positive syn på vores nationaløkonomi, at det hele balancerer. Det går op. Udbud og efterspørgsel retter sig automatisk ind efter hinanden, og der er ingen misdannelser i økonomien. Sådan noget som arbejdsløshed omtaler de ikke. Økonomiens op- og nedture heller ikke.

Og desuden mistænker jeg dem – som omtalt i begyndelsen – for at være fagidioter. De kan ikke se på menneskene som andet end økonomiske agenter. Alle mennesker drives af økonomiske kræfter. Og alle mennesker drives af dem i samme grad.

Deres (vistnok typisk amerikanske) forestillingsverden minder mig om den politiske debat, Troels Nørager i sin tid refererede i sin bog Taking leave of Abraham, se her. De to politiske filosoffer, Rawls og Habermas, som Nørager gennemgår i sin bog, går ud fra, at alle mennesker bøjer sig for fornuftargumenter, og at alle, når de hører de gode argumenter for demokratiet, som de to filosoffer fremfører, naturligvis med glæde vil gribe de demokratiske pligter og rettigheder.

Sådan forestiller også de to økonomer her sig menneskene: de økonomiske love gælder i Kina såvelsom i Indien, og mennesker handler ud fra økonomiske hensyn det ene sted og det andet sted i lige høj grad.

Det er deres fagidiotisme. Men nu til de enkelte argumenter:

(1) Først dette med, at et menneskes produktivitet afhænger af det land, han arbejder i: en ufaglært nigerianer, der kommer til USA, vil øge sin produktivitet med en faktor 10, og derfor vil verdensproduktionen øges, hvis virkelig mange ufaglærte fik lov at rejse ind i de vestlige lande.

Ja, det ville den, hvis de kunne få arbejde dèr. Vore to økonomer har ”glemt”, at der er noget, der hedder arbejdsløshed. De er gode til at komme med skøn over, hvorvidt det vil berøre de indfødte ufaglærtes lønninger, men de gør sig ikke noget skøn over, hvor stor en del af de tilstrømmende nigerianere der rent faktisk kunne få arbejde. Hvem vil ansætte den? Og til hvad? Gadefejere? Jamen, det har vi jo maskiner til. Andre slags arbejde til lavtkvalificerede arbejdere? Jamen, vi har jo herhjemme forsøgt igennem snart mange år at skaffe fornuftigt arbejde til vore danske medborgere, der er langtidsledige. Med højst begrænset held. Og samtidig har vores økonomi være i så god gænge, at den har tiltrukket mange polakker og andre østeuropæere, folk, som enten er bedre kvalificerede end vore indvandrere eller har en bedre arbejdsmoral.

(2) Så til eksemplet med Kinas og Indiens økonomiske vækst. Det er jo sandt, at disse to lande har oplevet stor vækst. Det er også sandt, at der er foregået en migration fra land til by i disse lande. Men det er vist grænsende til løgn at ville bilde nogen ind, at væksten har sin årsag i muligheden for intern migration.

Lad mig pege på noget andet, det kunne være årsag til denne vækst!

Hvis et land har en stor landbefolkning, og der sker en vækst i befolkningstallet, så vil denne overskudsbefolkning ikke mere kunne beskæftiges i landbruget og derfor søge til byerne. Denne tendens kan forstærkes, hvis der samtidig sker en rationalisering af landbrugsbedrifterne. Det har vi set i mange u-lande.

I byerne vil de ikke nødvendigvis kunne få arbejde. Men er der entreprenante folk til stede, som kan udnytte den billige arbejdskraft, så kan noget ske. Dog kun, hvis der er afsætning for de varer, der bliver fremstillet. Og det var der, til Kinas held, i Vesten, sådan som det blev klart, da The Economist fortalte om den vældige reduktion af fattigdommen, der fandt sted, fordi USA og andre vestlige lande åbnede deres grænser for kinesiske varer, se her.

Der er andre forhold af økonomisk og juridisk art, der skal være på plads, for at en sådan reduktion kan finde sted. Men flugten fra land til by har i Kina ikke været nogen medvirkende årsag. I andre lande har man set en tilsvarende flugt, uden at det har ført til nogen stor reduktion af fattigdommen.

(3) Dette med, at en voldsom invasion af ufaglært arbejdskraft ikke vil påvirke lønnen for de indfødte ufaglærte arbejdere, fremstår ikke særlig klart belyst i afhandlingen. Et sted tænker de sig, at den hjemlige ufaglærte arbejder kan blive sjakbajs for indvandrerne. Men det er, som meget andet i afhandlingen, holdt i meget løse termer.

(4) Brain-drain vil ikke finde sted i nævneværdigt omfang, forsikrer de. For ufaglærte har samme mulighed for emigration som faglærte. Det er vist noget vrøvl. Dertil må man jo spørge, om det er rimeligt at lade u-landene stå for uddannelsen til f.eks. læge og så rask væk fratage dem gevinsten ved den investering, de derved har foretaget. Og tanken om, at de kloge nok vender tilbage til deres oprindelsesland og derved bringer know-how med sig, er vist igen ét af deres mange luftkasteller.

(5) Igen kommer de her med argumentet om Kinas og Indiens interne migration. Det har jeg tilbagevist under punkt (2).

(6) Bemærkningen om de narcisistiske altruister fandt jeg ganske morsom, dog mest fordi jeg uvilkårligt kom til at se, at denne betegnelse muligvis kan anvendes på de mange ”Gutmenschen”, som går ind for omfattende indvandring, sålænge indvandrerne ikke optræder i deres nabolag.

(7) Når de mener, at den indvandring, de forestiller sig, ikke vil få indvirkning på modtagerlandenes budgetter, må det skyldes, at de ikke har læst diverse rapporter fra en række lande i Europa. Alle steder meldes der om store udgifter til indvandrerne. Jeg skal ikke kunne sige, om deres resultater stemmer overens med amerikanske forhold, men det er klart, at hvis de forudsætter – hvad de jo vitterlig gør – at indvandrere legende let kan komme i arbejde i deres nye land, så er det nemt nok at nå frem til det resultat, at indvandring ikke får nogen indvirkning på statsfinanserne. Men da den forudsætning er forkert – hvilket de fakta udviser, som enhver af os, med eller uden phd i økonomi, kan se, så fortæller påstand (7) mere noget om deres meget tynde argumenter end om den virkelighed, vi kan vente.

(8) Med hensyn til påstanden om, at indvandring ikke vil have indvirkning på kriminaliteten, er det muligt, at dette vil gælde i USA. Men vi i Europa behøver ikke støtte os til sådanne luftige forudsigelser, vi kan nøjes med at se på, hvordan det hidtil er gået med indvandring og kriminalitet. I mit forrige indlæg gjorde jeg opmærksom på noget, som vist de færreste europæiske intellektuelle er opmærksom på, og som derfor formentlig er fuldstændig ukendt land for vore to amerikanske økonomer: at muslimer bringer med sig ind i landet en forestilling, som meget let får dem til at anvende vold imod værtslandets indbyggere. Man tror jo, det er løgn, men virkeligheden er efterhånden ikke til at komme udenom. Ghettodannelserne, ”unges” stenkast mod brandbiler og politi, ildspåsættelser, med meget mere, er blevet hverdagskost i vore store byer, og når dertil kommer diverse muslimske bander, lader det sig ikke gøre at opretholde den løgn, de to økonomer vil binde os på ærmet.

Men deres blindhed på dette område hænger sammen med deres fagidioti. De ser mennesker som økonomiske agenter og kun det. I deres øjne kan derfor enhver økonomisk agent udskiftes med en anden uden indvirkning på økonomien. Hvad sådanne agenter måtte bære med sig af forskellige samfundsopfattelser, betyder ikke noget, mener de.

Blindheden kan dog også hænge sammen med, at de er amerikanere. Jeg har tidligere nævnt, hvordan en økonom, Gert Tinggaard Svendsen, indregner tillid som én af de faktorer, der betyder noget på bundlinjen, se her. Tingene bliver ikke særlig billige af, at enhver person næsten skal have vagter omkring sig døgnet rundt, eller af, at man ved enhver aftale skal have både revisorer og advokater indover for at undgå sagsanlæg senere. Alt det er vi i Danmark forskånet for, forklarer Tinggaard Svendsen sine undrende amerikanske kolleger, vi har et tillidssamfund, og vi lever højt på den indbyrdes tillid. Det giver alt andet lige en bedre økonomi.

Så skal det under (8) også lige nævnes, at forfatterne ikke undser sig for at trække nazikortet. Åbne grænser ville have reddet mange jøder i mellemkrigstiden, siger de. Og det er sikkert sandt nok. Eller måske er det knap så sandt. For man kan jo spørge, om det var lukkede grænser, der muliggjorde massakren i Rwanda eller i Bosnien. Eller de massakrer, som IS har udført på de kristne og på yasidierne? Var det muligt at forudse dem i tide, så man kunne nå at flygte fra dem? Rent bortset fra, at nazisterne jo ikke på forhånd fortalte, hvilken skæbne der ventede de jøder, der blev sendt østpå, hverken til jøderne selv eller til omverdenen. Når så mange danske jøder blev reddet i oktober 1943, skyldtes det bl.a., at man på det tidspunkt havde fået ret sikre forlydender om dødslejrenes eksistens. Det gav hjælpen til jøderne en uhørt stærk moralsk baggrund. Hvis man troede, at der blot var tale om en deportation, var det nemmere at få fransk og hollandsk politi, ja sågar hollandske jøder, til at hjælpe med til at opsamle jøderne. En nærmere undersøgelse synes altså at vise, at åbne eller lukkede grænser ikke spillede den store rolle.

Under punkt (9) omtaler de så den eventuelle fare for demokratiet, som indvandring i stor stil ville medføre. Også den fare nedtoner de i betragtelig grad, og også den nedtoning beror i høj grad på lige dele fagidioti og uvidenhed.

Hvis de således kendte lidt til de undersøgelser, der er foretaget i muslimske miljøer i Europa, ville de nok ikke være så ubekymrede på demokratiets vegne. Én ting er, at muslimerne ikke har formået at danne ret mange demokratiske stater dèr, hvor de bor, noget andet er, om de vil være i stand til at indlejre sig i vore demokratier på en fleksibel måde. Og som med kriminaliteten: det var i grunden ikke til at vide noget om på forhånd. Men fordi vi nu har gjort nogle årtiers erfaring med vore muslimske medborgere, er det ikke urimeligt at drage den konklusion, som jeg af og til har formuleret således, at der vel kan gå henimod et par hundrede år, før vore muslimske landsmænd sådan helt har levet sig ind i vore demokratisk traditioner. Hvis altså den stadige tilstrømning bliver standset. For bliver den ikke det, vil det nok omvendt være os danskere, der skal leve os ind i en muslimske statsopfattelse. Og den er ikke demokratisk.

Det er lidt mærkeligt, at forfatterne kan tage så let på det med demokratiet. De gør sig dog bl.a. den tanke, at det med åbne grænser let kan gå sådan, at USA ser sit befolkningstal forøget med 60% (side 5). Men åbenbart ser de kun disse mennesker som økonomiske agenter, ikke som mennesker, der kommer med en anderledes kulturbaggrund.

Det var et nogenlunde troværdigt – omend ikke helt neutralt – referat af den afhandling, de to økonomer har lavet, efterfulgt af en mindst lige så troværdig argumentation imod den.

Til sidst lidt om fordelene (altså herunder de økonomiske fordele) ved en nogenlunde homogen befolkning.

Mange af de steder i verden, hvor uroligheder finder sted, har sin oprindelse i, at et imperium har flyttet rundt på folk. Folkene på Balkan lider endnu under den folkeblanding som det tyrkiske imperium havde skabt. Da Titos jernhånd forsvandt, brød store uroligheder ud, og de afsluttedes først, da en mægler (forøvrigt en amerikaner) fik skilt folkene ad. På Fiji-øerne indførte briterne hinduer i stort tal til deres produktion, hvilket har resulteret i meget labile tilstande på øerne; den oprindelige befolkning og de tilkomne hinduer udgør nu to næsten lige store dele af befolkningen, og det er tilsyneladende ikke nemt at enes. Sydafrika må også nævnes i den forbindelse, Cypern og Libanon ligeledes. Altsammen steder, hvor tilliden er i bund, og hvor to forskellige folk skal leve på det samme landområde.

Og naturligvis skal også Israel/Palæstina nævnes. Men jeg véd såmænd ikke, om det skal være et eksempel på manglende tillid – jo, det skal det også – eller det først og fremmest skal være et eksempel på, at muslimer har meget vanskeligt ved at blive enige indbyrdes; for det er uenigheden mellem lederne i henholdsvis Gaza og Vestbredden et sørgeligt eksempel på.

Endelig er der de sortes stilling i USA. Også tilstedeværelsen af dette problem skyldes store folkeflytninger. Og det må da siges, at der i løbet af de seneste årtier er sket store forbedringer. Men det er, som om vi europæere, nu hvor migranter strømmer ind i vore lande i stor stil, absolut skal vise for os selv og amerikanerne, at vi da bestemt kan gøre det bedre med vore mindretal end amerikanerne, hvorfor vi altså anskaffer os nogle nu efterhånden ret store mindretal.

Det er ødelæggende med en sådan forestilling. Menneskene er nu engang, som de er, og løftede moralske pegefingre hjælper som en skrædder i helvede. Og indfører vi sådanne mindretal her hos os, vil det uvægerlig gå, som det er gået alle andre steder, hvor to folkeslag skal leve på samme landområde, at den umiddelbare tillid daler. Vi er virkelig ikke bedre end andre folkeslag. Men ak, det eksperiment skal åbenbart med vold og magt trækkes ned over også os.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Fagidioter

  1. Pingback: Etik eller økonomi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s