Ordets Gud

Den fremmede Luther 33

Det med ”Den fremmede Luther” vender vi tilbage til. Vi begynder med

1) Kaj Munk,

nærmere betegnet med et digt han skrev i sommeren 1943. Det står i ”Den skæbne ej til os”, side 47, og i Mindeudgaven ”Digte”, side 279, og ser således ud:

Jeg er Herren. Ingen ydermere.

Afmagt kun hver Magt, I kommer ud for.

Luften, Jorden, Havet er jeg Gud for,

jeg er Herren, alle Fronters Gud.

Bild jer ind, jer er det, der regerer! –

Guddomsmagt har ene Kærligheden.

Og just derfor er jeg Gud for Vreden,

naar I haaner Kærlighedens Bud.

Mod jer længes Dag og Nat mit Hjerte,

mine Børn, mig alle dyrebare.

Gerne ville jeg jer om mig skare,

vise Vej jer gennem al Fortræd.

Men I spytter ad min Godheds Kerte,

vil jer selv og søger kun jert eget,

har i fejge Hjerters Mistbænk plejet

uden Skam vor Fjendes Dragesæd.

Trampes Kærligheden ned for Fode,

vil I Livet til et Helved gøre

for hverandre, vil I ikke høre,

er jeg Gud for Nidkærhedens Harm.

Triumfer en Tid! Vær vel til Mode!

Hvad du saar – du høste skal det samme.

Grib til Sværd, og Sværdet skal dig ramme.

Langsom løfter jeg min tunge Arm.

Værgeløse Abessiniens Byer,

I, der kvastes midt i Fredens Virke,

mens jer Kejser knælte i sin Kirke,

løfted Bønner mod det stumme Hvælv!

de, der sendte jer de Bomber, flyer

nu fra deres knuste Hjem og skriger.

Han, der Fyrster jog fra deres Riger,

er nu Flygtning hjemme hos sig selv.

Jeg er Gud for Luften, Jorden, Havet;

alle Fronters Gud. Jeg gi’er mig Stunder.

Men jeg læger altid Retfærds Vunder,

slaar med Knythaand Uret i dens Syn.

Spot mig, dræb mig, faa mig vel begravet!

Se, jeg staar her atter. Min er Dommen.

Endnu er min Time altid kommen,

langsomt, med Gengældelsernes Lyn.

Jeg skal ikke hævde, at digtet har stor lyrisk skønhed. Men jeg vil til gengæld mene, at det har stor teologisk relevans. Man kan betragte det som et teologisk læredigt. Her samler Munk i kort begreb en meget væsentlig teologisk iagttagelse, den nemlig, at skønt det alene er kærligheden, der har guddomsmagt, så er Gud dog Gud for vreden, når menneskene ikke vil kærligheden. Eller mere tydeligt: Den regel om, at mennesket får tilmålt med det mål, det måler med, som jeg hidtil har anvendt på familierelationerne og relationerne på arbejdspladsen, se her, gælder også i de storpolitiske forhold: Hvis du som statsoverhoved ikke anerkender andres grænser, vil de heller ikke anerkende dine. Det måtte Mussolini sande, da amerikanerne var gået i land i Syditalien, og han blev afsat i juli 43; da blev han ”flygtning i sit eget land”.

Man skal lægge mærke til, at udtrykket ”Gengældelsernes Lyn” ikke gør Gud til en hævnens Gud. For det er jo den korsfæstede, hvis dom der er tale om, og det er den retfærdige Gud, han, som opvakte ham fra de døde, hvis time er kommet. Det er det glædelige budskab, at en sådan retfærdighed ligger indbygget i sproget, og sproget er vi alle styret af, på trods af, at vi bilder os ind, at det er os, der regerer.

2) R. R. Reno i ”First Thing”.

Vi går så videre til redaktøren af det katolske tidsskrift ”First Thing”. Det er Anders Raahauge, der i Kristeligt Dagblad den 20-7 har henledt opmærksomheden på ham, se her. Han skriver:

Reno minder om, hvordan han i sin forrige artikel beskæftigede sig med den selvtilfredshed, som præger Vestens eliter. De mener at være kommet i mål med det bedste af alle samfund, men deres stærke sekularisme svækker i virkeligheden civilisationen. De har indført en ”fløjls-nihilisme”, som undsiger enhver tro og alvor. Det eneste, der faktisk står fast, er kravet om ubetinget tolerance.

Ligesom det er blevet forbudt at forbyde, er det i dag blevet konventionelt at være ukonventionel. Vi er endt i en blindgyde,” skrev Reno.

Det er, hævder Reno, nutidens fejl. Og da kirken – såmænd også den katolske kirke – også er faldet som offer for denne fejl, kan vi bruge Kaj Munks digt til at rette op på fejlen: Dette, at Gud er kærlighed og tilgivelse, betyder ikke, at han godtager enhver handling fra vor side, heller ikke alt det, vi kalder ”gode gerninger”. Vil nogen ikke leve efter kærligheden, viser Gud sig som vredens Gud – altså den Gud, der igennem sproget styrer denne verdens begivenheder.

Reno søger i sin næste artikel, se her, at underbygge den påstand, at Trumps tale i Warszawa betegner afslutningen på efterkrigsperioden. Trump gjorde i sin tale (som kan ses her) meget ud af at fortælle om polakkernes oprør i Warszawa i 1944. Han talte foran et mindesmærke for opstanden. Reno husker tilbage på dengang, da han besøgte det samme sted. Da var hans tanke ”Never again!”, disse uhyrligheder må aldrig gentage sig. Og han fortsætter:

Denne stærke tilskyndelse forklarer en stor del af det, vi har arvet. Det var meningen med FN og den amerikansk ledede internationalisme, tilskyndet af åbne markeder (fred gennem fri handel!), at forhindre en tredje verdenskrig. Vores betoning af kritik, ironi og ikke-indblanding stammer fra dette ”Aldrig igen!” Moralsk relativisme og radikal sekularisme blev også en følge af det – for hvis intet er værd at kæmpe for, vil ingen kæmpe.

Men Reno fortsætter med at bemærke, at Trump ikke sagde ”Never again!”, i stedet drog han en opløftende lære om beslutsomhed, ære, stolthed og selvopofrelse. Og det får Reno til at overveje, om noget nyt er ved at vokse frem, noget, der ikke har denne tendens til at undskylde for sig selv, men i stedet tør pege på alt det gode, som vi i den vestlige verden har tilført os selv og – ja – hele den øvrige verden.

Og så skal vi videre til

3) Trumps tale i Warszawa.

Trump brugte megen tid på at fremhæve polakkernes overlevelsesvilje: Gennem hele to besættelser, den nazistiske og den kommunistiske, har de kunnet bevare deres tro, deres kultur, deres folkelighed. Man vil måske mene, at han fremhævede dette for at lægge op til den opfordring til de (andre) europæiske stater om at yde noget mere til forsvaret, som også lå i talen, omend lidt indpakket. Men der ligger langt mere i det. Trump ville vise os europæere, at vi sammen med amerikanerne virkelig har noget at slås for – hvis vi altså vil:

Dette kontinent konfronteres ikke længere af kommunismen. Men i dag er vi i Vesten, og vi er nødt til at sige, at der er alvorlige trusler mod vores sikkerhed og vores måde at leve på. Man kan se, hvad der sker derude. Det er trusler. Vi skal nok konfrontere dem. Vi kommer til at vinde. Men det er trusler. Vi er konfronteret med en anden undertrykkende ideologi – én, der søger at eksportere terrorisme og ekstremisme til hele kloden. Amerika og Europa har lidt under det ene terrorangreb efter det andet. Vi skal nok få det til at ophøre. Under et historisk møde i Saudi Arabien opfordrede jeg lederne af mere end 50 muslimske lande om at stå sammen om at uddrive denne trussel, som truer hele menneskeheden. Vi må stå sammen mod disse fælles fjender, for at berøve dem deres territorium, deres pengestrømme og deres netværker og enhver form for ideologisk støtte, de måtte have. Vi vil godt byde velkommen til nye borgere, som deler vore værdier og elsker vort folk, men vore grænser vil altid være lukkede for terrorisme og ekstremisme af enhver art.

Trump lader det være op til tilhørerne selv at afgøre, om det er islam som sådan eller det kun er jihadisterne, han tænker på. Man skal ikke på forhånd udelukke det første, for det var personer fra muslimske lande, han ville lukke USA’s grænser for.

Men Trump ser endnu en fare:

Til sidst: På begge sider af Atlanten er vore borgere konfronteret med endnu en fare – én, som vi bestemt har kontrol over. Denne fare er usynlig for nogen, men almindelig kendt af polakkerne: den stadige indsnigning af regeringsbureaukrati, som udsuger folkets vitalitet og rigdom. Vesten blev ikke stor på grund af papirnusseri og reguleringer, men på grund af, at folk havde lov til at forfølge deres drømme og virkeliggøre deres skæbner. Amerikanere, polakker og Europas nationer lægger vægt på individuel frihed og suverænitet. Vi må arbejde sammen for at sætte os op mod kræfter, hvad enten de kommer indefra eller udefra, fra syd eller fra øst, som over tid truer med at underminere disse værdier og overskære de bånd af kultur, tro og tradition, som gør os til dem, vi er. Hvis de ikke holdes i skak, vil disse kræfter underminere vort mod, udtørre vor ånd og svække vor vilje til at forsvare os selv og vore samfund.

Det er det, som Reno kaldte ”fløjls-nihilismen”, Trump her vender sig imod, en moralsk relativisme, der ikke tror på noget mere, ikke har andre værdier end at være søde mod hinanden og derfor ikke føler nogen trang til at forsvare sig.

Men kan man sætte kristendommen op mod denne fare?

Det prøver Trump til sidst, hvor han siger: ”Lad os alle kæmpe som polakkerne, for familie, for frihed, for vort land og for Gud”.

For Gud”?

Ja, det siger han. Og det leder os hen til den næste person, der skal omtales:

4. Roger Scruton.

denne adresse kan man se en video med et interview med den engelske konservative filosof, Roger Scruton. Det er hans bog ”How to be a conservative”, der drøftes. Videoen varer 44 minutter, og alle 44 er nok værd at se og høre, men det er kun et par af dem, jeg her vil omtale.

Scruton bliver et sted konfronteret med en biskop, der har indvendt imod ham, at den kristne etik stiller alle lige og derfor gør det umuligt at trække nogen grænse mellem dem indenfor og dem udenfor. Hertil svarer Scruton med et modspørgsmål: Har vi ikke alle en dør i vort hus? Låser vi ikke alle uden skrupler denne dør? Mener vi os ikke berettigede til bestemme, hvem der skal komme ind af den dør og hvem ikke? Og hvis nogen, der er kommet ind, opfører sig ubehøvlet, finder vi det så ikke helt i orden at bede ham om at forsvinde fra vort hjem?

Naturligvis må interview’eren svare ”ja” til alle disse spørgsmål, og Scruton siger så, at man, hvis man ganger denne problemstilling op med 10.000 eller med 100.000, har svaret på spørgsmålet om retten til at lukke grænser for uønskede elementer. For som vi føler angående vort hjem, sådan føler vi også angående vor by og vort land. Det er vort, fordi det er vort hjem. Vi hører nu engang hjemme på dette territorium.

Det fine ved dette svar er, at han her lader en almenmenneskelig betragtning overtrumfe en påstået kristelig etik.

Biskoppen er åbenbart – som mange andre kristne – blevet smittet af den omtalte ”fløjls-nihilisme”, altså med Trumps ord, en relativisme, som ”truer med at underminere disse værdier og overskære de bånd af kultur, tro og tradition, som gør os til dem, vi er”, og også truer med at ”svække vor vilje til at forsvare os selv og vore samfund”.

Her er det, at vi skal have Luther ind i billedet. Men forinden vil jeg dog godt indsparke den bemærkning, at skulle nogen anklage mig for at være ukristelig, fordi jeg er tilhænger af den australske løsning, hvorefter europæerne med deres overlegne flådemagt tvinger migrantbådene tilbage til Libyen, så vil jeg svare, at det er mig og ikke redningsskibene ved Libyens territorialgrænse, der handler kristeligt; det er mig, der redder liv, og ikke dem. For gennemføres ”min” løsning, vil ingen drukne, men fortsætter redningsskibene med at hjælpe menneskesmuglerne, vil der til stadighed drukne mennesker i Middelhavet. For de kyniske menneskesmuglere, hvis forretningsmodel man hjælper med til at få til at lykkes, undser sig ikke for at overfylde bådene og sejle ud i for dårligt vejr. At nogen drukner, skader dem ikke, blot det ikke bliver for mange. Nogle få druknede engang imellem får redningsskibene til at oppe sig. Hvorimod ingen vil drukne, hvis man får standset transporten til Italien.

Men så til

5) Luther!

Jeg plejer at bruge det citat af Luther, hvor han i en prædiken fortæller, hvad der er en kristens lektie: ikke at gøre nogen fortræd, ikke at straffe eller hævne, men tilgive enhver, og finde sig i pine og uret; men det bliver et dårligt styre, hvis fyrsten handler efter denne lektie. Lidt senere i samme prædiken, hævder Luther, at fyrsten skal sige:

Min kristenstand lader jeg være noget mellem Gud og mig, den lærer mig, hvordan jeg skal leve overfor ham; men over eller ved siden af det har jeg i verden en anden bestilling eller et andet embede, det, at jeg er fyrste. Personen går ikke imod Gud, men går ind mellem mig og mit rige og mit folk, osv. Her kommer det ikke i betragtning, hvordan du skal leve overfor Gud, og hvad du for din egen person skal gøre og finde dig i; det hører din kristenperson til, som intet har med rige og folk at gøre. Men din fyrstelige person skal ikke gøre noget af det eller have med noget af det at bestille; den skal tænke på, hvordan den håndhæver styret, overholder og beskytter retten og freden, straffer de onde. (Se her).

I et demokrati er vi alle fyrster. Og når vi diskuterer, hvad vi skal gøre som stat, bliver det et dårligt styre, der kommer ud af det, hvis vi handler som kristne: undlader at straffe, tilgiver enhver, finder os i at blive snydt. Nej, som øvrighed eller som fyrste skal vi håndhæve styret, beskytte retten, straffe de onde.

Det har vi blot meget svært ved at gøre. Vi vil meget heller være ”gode”, overholde ”den kristne etik”. Men så giver vi de onde frit slag.

Men der er et andet citat, som nok her er mere givende. Det stammer fra den tredje afdeling af Luthers skrift om øvrigheden fra 1523. Her siger Luther om fyrsteembedet:

Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Og det er jo alligevel sådan, at hvis ikke fyrsten selv er klogere end sine jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil han bestemt komme til at regere efter ordet fra Ordspr. 28,16: En fyrste, der mangler klogskab, vil undertrykke mange med uretfærdighed. For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare usædvanlige tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed og hvornår han skal lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. (Se her).

Det forekommer mig, at vi er havnet i en situation, der ligner den, Luther beskriver her. Vi har en lov eller en konvention, nemlig det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen” (at enhver, der sætter foden på europæisk jord, har krav på at få sin asylsag behandlet) der var udmærket, når det drejede sig om forholdsvis få mennesker, men som er ganske umulig at håndtére, når antallet er som nu; både fordi vi ikke har personale nok til at gennemgå de mange asylansøgninger, der indkommer, og fordi asylansøgerne i løbet af ingen tid forvandler sig til indvandrere, med ret utålelige forhold til følge for de ringeststillede af vore borgere, der skal leve sammen med de nye indvandrere i forskellige ghettoer.

Om vi skal sige med Reno, at vi har fået en situation, hvor det er ”forbudt at forbyde”, eller vi skal sige med Trump, at den nye fare ligger i, at der ”indsniger sig et regeringsbureukrati”, er svært at afgøre. Men givet er det, at vi mangler den fornuftens stemme, som ifølge Luther skal være overordnet love og konventioner.

Det er givet, at vi har en situation, hvor hvert lands statsledere kikker sig omkring til andre statsledere og retter sig ind efter, hvad de gør. For man vil meget nødig udstilles som én, der handler imod konventionerne. At disse er forkerte redskaber at sætte i værk til den situation, vi har nu, det tør man ikke rigtig sige. Eller, med Luthers ord, man tør ikke lade fornuften være overordnet de skrevne bestemmelser.

Lad mig vende tilbage til

6) Kaj Munk.

Det kan synes lidt letsindigt at sammenligne den situation, Munks digt er skrevet i, med nutiden. Eller altså: at sammenligne nazisterne med nutidens ”Gutmenschen”.

Men det er nu for det første udtrykket ”Bild jer ind, jer er det, der regerer”, jeg hæfter mig ved. Det hænger sammen med det næste, at kun kærlighed har guddomsmagt. For kærlighed har det ved sig, at man ikke kan beslutte at ville være kærlig, man kan kun – med Løgstrups ord – beslutte sig til erstatningshandlinger, dvs., til de handlinger, som man véd, at kærligheden ville have gjort. Kærlighed er noget, der overgår én, noget, der kommer bag på én, noget man handler i med den største selvfølgelighed, med så stor en selvfølgelighed, at man glemmer at optælle handlingerne som gode gerninger.

Og det er i næste omgang det, der står i andet vers: at vi mennesker ”vil os selv og søger kun vort eget”. Når vi selv – og vore ledere – for alt i verden vil overholde fodjordsreglen, skønt vi med vor fornuft godt kan indse, at den er uegnet i den foreliggende situation, skyldes det jo netop, at vi ”vil os selv”. Vi vil ”pudse vor egen glorie”, vi vil passe på, at ingen kan udsætte noget på os, vi vil være gode eksempler for andre mennesker. Men vi lægger ikke mærke til – selv om det bliver mere og mere klart – at vi derved netop går de kyniske menneskesmugleres ærinde, så vi både får bibeholdt de mange drukneulykker (hvor meget vi end vrider vore hænder, som var vi uskyldige deri) og skader vort eget folkelige sammenhold. For som bemærket i det forrige indlæg: der opstår problemer overalt, hvor den historiske udvikling har ladet to folk bebo det samme område. Vi er ikke så ”gode”, at vi er undtaget fra den lovmæssighed.

Derfor er det ikke blot fornuften, vi spotter, når vi fortsætter vor agéren i Middelhavet, det er Kristus selv, han, der er ordet, er sprogets inderste kræfter, han, ved hvis kræfter der hos os er skabt et enestående tillidssamfund. Derfor må man håbe, at Munks ord bliver til skamme, dèr hvor han i sidste vers siger om de ordkræfter, vi spotter, dræber og begraver, når vi lader hånt om den folkelige tillid, at de slår tilbage, at de måler os med den alen, vi tilmåler andre med, at der kommer en gengældelsens dag, hvor den ligegladhed med de folkelige tillidskræfter, vi har udvist, bevirker, at den folkelige tillid faktisk forsvinder.

Kun det synes vi at kunne håbe på, at Munk også siger om denne sprogets Gud, at han giver sig stunder, at vi altså endnu kan nå at rette op på vor farisæismes fejl.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s