Er vi mon ved et vendepunkt, hvad den grasserende migrantkrise angår?
Det er ikke til at vide, men en leder i Berlingske den 21-7 kunne tyde på, at noget er ved at ske, se her. Jeg skal derfor her pege på tre ting, som er nye i denne leder, derefter kommentere dem lidt, og sidst fremføre fem forslag til nye argumenter, som medierne kunne anvende (N.B.: uden royalty til mig).
1) Én glædelig ting ved lederen er, at man slutter med at skrive:
Virkeligheden er, at efterhånden som denne verdens fattige bliver lidt mindre fattige og får råd til at betale menneskesmuglere for rejsen, vil nye hundredtusinder søge mod Europa.
Selve det, at man tilsyneladende har opdaget det, som Konrad Ott gjorde opmærksom på for en halvanden års tid siden, er glædeligt. Der skal penge til, når man vil prøve lykken i Europa og lade sig transportere af menneskesmuglere. Og de penge har Afrikas fattigste lande ikke. Det er først, når man bliver lidt mindre fattig, at man får råd til at betale menneskesmuglerne.
2) En anden glædelig ting ved lederen er, at man har opdaget, at Bangladesh er kommet med blandt de lande, der yder bidrag til migrantstrømmen, ligesom Nigeria er det. For bare to år siden, ville en ledende dansk avis nok have påpeget, hvor mange nødlidende og forfulgte mennesker der findes i Bangladesh. Men ikke mere. Nu tør man sige det, som det er. Berlingske siger ligeud, at migranterne fra Bangladesh er ”en ny gruppe af arbejdsløse unge mænd”. Altså ikke noget med at ynke dem, ikke noget med at erklære dem for forfulgte, blot de rene kendsgerninger om disse migranter.
3) Endelig vil jeg også nævne det som en positiv ting, at man nærmest håner EU’s ledere for ikke at kunne komme op med et bedre forslag end dette med at forbyde salg af gummibåde og påhængsmotorer til Libyen, og at man ikke har en snus til overs for EU’s forsøg på at få Nigeria og Bangladesh til at modtage deres egne statsborgere, når deres asylansøgning bliver afvist af EU. Man citerer Anders Samuelsen for den ganske kloge påstand, at man ikke får nogen langsigtet løsning på migrantproblemerne, før det bliver klart, at man ikke får asyl i EU som fattigdomsflygtning. Men Berlingske har ikke tillid til, at en tilbagesendelsesaftale vil kunne indgås indenfor en rimelig frist.
Det var de positive ting. Jeg skal kort komplettere disse overvejelser med nogle bemærkninger.
Hvad punkt 1) angår, kunne man godt føje til, at dette jo betyder, at man fra EU’s side godt kan skrotte alle de planer, man har om at standse migrantstrømmen ved at hjælpe afrikanske lande økonomisk. For den iagttagelse, man her kommer frem med: at der kun kommer migranter fra lande, der er i begyndende økonomisk vækst, viser, at disse planer vil virke imod deres hensigt.
Og hvad angår punkt 3) er det også værd at komplettere oplysningerne med den iagttagelse, at der jo går store private summer fra Europa til migranternes hjemlande. Når man gør sig det klart, så tror da pokker, at disse lande er meget lidt interesserede i at få deres unge mennesker sendt tilbage: man slagter jo ikke den høne, der lægger guldæg.
Så til mine forslag til nye argumenter, som medierne kunne tage op:
1) Der var fornylig en avisartikel, der undrede sig over, at Merkel turde lægge sig ud med Tyrkiet, sådan som hun gjorde, da Tyskland advarede tyskere mod at rejse til Tyrkiet. Hvordan tør hun, spurgte man, hun risikerer jo, at Tyrkiet giver sig til påny at sende migranter til Grækenland. Og man svarede selv fra avisens side, at det måske skyldtes, at hun godt vidste, at aftalen med Tyrkiet ikke var den eneste bremse på migrantstrømmen, lukningen af grænsen mellem Grækenland og Makedonien havde også fået strømmen til at ophøre.
Den erkendelse kan virkelig være noget værd. For hvis den erkendelse breder sig blandt de lande i nord, som migranterne har håbet på at nå frem til, siges det jo ret tydeligt til deres ledere, at de skal lukke deres grænser til Italien. Gør de det, er der en god sandsynlighed for, at migrantstrømmen standser. Migranterne vil jo ikke til Italien, de vil nordpå. Og kan de ikke komme det, vil det (måske) gå som det gik i Grækenland: igennem lang tid samledes der store mængder migranter ved grænsen til Makedonien, men det, at de ikke kunne komme over denne grænse, men måtte blive i Grækenland, fik de migranter, der stadig var i Tyrkiet, til at opgive at komme den vej til Tyskland, Sverige, Holland, Danmark, og hvor de ellers ville hen.
Det, der nu er spørgsmålet, er, om det samme vil virke, når det er Italien, der er tale om. Migranterne vil jo ikke til Italien. Og hvad gør de, når de, der er i Libyen, og de, der stadig er i Nigeria og Bangladesh, opdager, at det er Italien eller ingenting, vælger de så ingenting? Vil så antallet af bådmigranter gå ned? Det er da at håbe på. Men det forudsætter jo, at Italiens grænser til de andre EU-lande stadig holdes lukkede, trods Italiens hulkende sirenesange om, at vi andre skal tage deres migranter.
Vi danskere kunne jo såmænd, hvis vi altså turde, gå foran med et godt eksempel og på forhånd nægte at behandle asylansøgninger fra mennesker, der kommer fra Tyskland. For Tyskland er et sikkert land, og vi har ikke ifølge konventionerne pligt til at give sådanne mennesker asyl, blot har vi hidtil gjort det, hvis de bad om det.
2) Det ville også være en fordel, hvis vore medier begyndte at omtale det, der sker, lidt mere korrekt. Man er – korrekt nok – begyndt at tale om ”flygtninge og migranter” i stedet for som tidligere blot om ”flygtninge”. På samme måde ville det være mere virkelighedsnært, hvis man undlod at bruge NGOernes sprogbrug: ”at de er ude på at redde menneskeliv” og i stedet fortalte den fulde sandhed: ”at de er ude på at redde mennesker til Europa”. Den libyske kystvagt redder også menneskeliv, men de sender dem til Libyen efter endt redning.
3) I det hele taget ville det være godt, om man gav sig til at fortælle hele historien om migranterne. Jeg har tidligere prøvet ved hjælp af en artikel i The Economist at sige lidt om økonomien bag migrationen, se her. Af dette magasin erfarede jeg blandt andet, at menneskesmuglerne i Libyen kom til at mangle kunder, da ruten over Ægæerhavet åbnedes i 2015. Det var dengang, den græske flåde holdt op med at skubbe migrantbådene tilbage til Tyrkiets kyst. Derfor, fortalte The Economist, sendte de agenter til en by i Niger ved navn Agadez. Det er den by, hvorfra transporterne over Sahara udgår. Her skulle de hverve kunder. Og det i sig selv er jo en særdeles interessant oplysning. For det viser med al ønskelig tydelighed, at migranterne netop er migranter, dvs., lykkeriddere, der ønsker sig en bedre tilværelse i Europa. Oven i købet viser det, at de tilskyndelser, de hører fra slægtninge eller andre, der er kommet til Europa, ikke er nok til at få dem af sted, de skal desuden tilskyndes af drømmefabrikanter fra menneskesmuglerne.
I den forbindelse kan det være oplysende at se på et interview, Lotte Korsholm havde i Deadline for et par dage siden med én, der studerede migrantproblematikken, jeg tror, hun var fra Københavns Universitet. Da man havde hørt de første sætninger, hun kom med, blev man klar over, at hun var ét af disse ”Gutmenschen”, der ønsker, at Europa skal tage imod mange flere migranter. Hun fortalte, at når der nu kom migranter også fra den sydlige del af Nigeria, skyldtes det, at ruterne derfra var blevet bedre organiseret. Men hun fik ikke stillet det dog meget naturlige spørgsmål – i hvert fald for én, der véd, at menneskesmuglerne er ude efter at kapre kunder – hvem der mon kunne have organiseret disse ruter. Godt nok forsøgte Korsholm at få hende til at erkende, at mennesker fra Nigeria og Bangladesh måtte være migranter og ikke flygtninge, men ak, her brugte hun sin formentlige ekspertstilling til at hævde, at der sandelig godt kunne være forfulgte mennesker fra disse to lande blandt migranterne.
Men altså, den hele historie er formentlig, at det er menneskesmuglerne, der nu, fordi europæerne har gjort det billigt for dem at hjælpe folk til Italien, ser en mulighed for at tjene endnu flere penge ved at få flere til tage den korte tur ud til opsamlingsbådene, og derfor får organiseret både fly fra Bangladesh og ruter fra Sydnigeria.
4) Hvad man også burde give sig til at fortælle lidt mere om, er de såkaldte ”remittances”, altså de penge, som migranterne sender tilbage til familien, når de er kommet til Europa. Som før nævnt, er der tale om et beløb, der er større end den udviklingshjælp, vestlige lande giver til Afrika. Den tyske filosof, Konrad Ott, har, som jeg tidligere har været inde på, betegnet dette, at en familie sender én af sine unge mænd af sted til Europa, som en investering, og han har gjort opmærksom på, at vi, hvis vi vil standse migrantstrømmen, er nødt til at gøre dette til en dårlig investering. Hvordan det så skal gøres, ja, det er der jo delte meninger om. Men selve det at tale om en migrant som en investering, en afrikansk familie har foretaget, er værd at få med. For derved får vi europæere et bedre indblik i de økonomiske kræfter, der ligger bag den voldsomme migration. Og derfor får vi bedre mulighed for at træffe rationelle beslutninger.
Og som sagt, dette er noget, medierne burde hjælpe os med.
5) Endelig er der et spørgsmål, som jeg ikke har set behandlet nogetsteds, men som alligevel er af en vis betydning, i hvert fald når man bliver klar over, at hele maskineriet måske holdes i gang af ønsket om ”remittances”. Det er spørgsmålet om, hvor længe de europæiske økonomier kan holde til disse to åreladninger, dels disse ”remittances”, og dels selve dette at holde liv i de mange migranter.
Spørgsmålet er altså: Vil de lykkelige virkninger af grænselukningen mellem Makedonien og Grækenland gentage sig for Italiens vedkommende? Jeg tænker her på den virkning, der består i, at migranterne med deres mobiltelefoner fortæller deres tilbageblevne familier, at de er strandet i Grækenland, og at de ikke har mulighed for at tjene penge dèr. En sådan oplysning vil gøre det klart for familierne, at den investering, de har foretaget i familiens unge mand, migranten, er tabt, og at det derfor ikke kan betale sig for nabofamilierne at sende deres unge af sted.
Grækenland befinder sig jo i en elendig økonomisk situation, og man forstår udmærket, at landet, der har en ungdomsarbejdsløshed på mellem 20 og 40 procent, ikke formår at finde arbejde til de mange nytilkomne migranter, hverken hvidt eller sort arbejde. Disse må så leve af grækernes godgørenhed, og da disse ikke har for meget, lever de sikkert kun lige fra hånden og i munden, kan altså ikke sende noget tilbage til deres familier.
Italien er nok i en noget bedre økonomiske situation (og er jo også et betydelig større land), men vil nok alligevel på et tidspunkt inden så længe nå mætningspunktet, både med hensyn til offentlige midler til diverse lejre og med hensyn til privates lyst til fortsat godgørenhed. Og det nytter ikke meget at henvise til, at der (formentlig) findes en ret omfattende sort økonomi i Italien, og at der også er en ret stor mafiavirksomhed dèr, ligegyldigt hvordan man tænker sig, det foregår, det er begrænset, hvor mange midler migranterne kan udsuge af Italien.
Når så det bliver klart i afsenderlandene, at dette med at få de penge, familierne har betalt til menneskesmuglerne, tilbage med rente, er noget, de godt kan kikke langt efter, så vil det incitament til at sende familiemedlemmer med smuglerruter til Europa forsvinde, og strømmen derfor aftage, måske endda helt tørre ud.
Det vil sige: Hvis disse økonomiske overvejelser har noget på sig – og selv om ingen af de store medier har omtalt sagen ud fra disse økonomiske forhold, kan det godt have sin rigtighed med dem – så vil den lukning af grænserne fra Italien og nordpå, som vi har set, forudsat at den bliver fastholdt med fornøden beslutsomhed, få den virkning, at vi får færre migranter over Middelhavet.
Når vi ikke har set en sådan virkning endnu, kan det hænge sammen med, at menneskesmuglerne har haft deres agenter ude i både Sydnigeria og Bangladesh; dèr kan de endnu få folk til at tro på drømmen om det vidunderlige Europa, hvor der er guld på gaden, og hvor alle migranter vil blive modtaget med hurra-råb.
Det betyder, at dette, at det nu er nigerianere og bangladesher, der topper på migrantlisten, er et vidnesbyrd om, at menneskesmuglerne er pressede. Deres forretning er ved at smuldre, fordi migranterne ikke kan betale de penge tilbage, som de har måttet betale til menneskesmuglerne. Og det var altså en – af vore medier hidtil overset – forudsætning for deres forretning.
Til sidst: Hvis disse økonomiske overvejelser holder stik – og det nye er altså, at de er økonomiske, ikke etiske – så er jeg nødt til at ændre opfattelse. Men det gør jeg gerne. Hidtil har jeg regnet med, at det, der stod i vejen for en fornuftig løsning, var, at italienerne var en flok ”Gutmenschen”, som elskede at se sig selv som menneskereddere på Middelhavet, og ikke var til at få til med magt at bremse migrantstrømmen ved Libyens kyst. Nu kan jeg med stor lettelse se, at det, der vil kunne bremse strømmen, er de elendige forhold, migranterne vil få i Italien, til stor gene for italienerne, javist, ligesom det er til stor gene for grækerne med de mange migranter i landet, men en nødvendig elendighed for både italienere og migranter, hvis standsningen af strømmen skal bibeholdes.
Men ak, dette er sød fremtidsmusik. Foreløbig er strømmen på ingen måde standset, menneskesmuglerne har fået nye kunder i butikken, og der vil nok gå nogen tid, før drømmen om det guldbrolagte Europa fordamper i Bangladesh og Nigeria som den luftspejling, det er.
Hvor meget sikrere ville det ikke være at standse strømmen ud for Libyens kyst! Hvor megen elendighed i Italien blandt både italienere og migranter ville ikke kunne undgås! Men som italienerne – både regering og folk – hidtil har opført sig, er det nok den økonomiske virkning med de manglende ”remittances”, der kommer til at virke først.
Men alt dette er kun en række forslag til emner, medierne kunne tage frem. Gjorde de det, ville de bidrage til en bedre fremtid for vort land. Og de ville selv vinde i troværdighed.
ricardtriis 