Hjemvendte IS-krigere

Jeg er lige ved at blive omvendt. Det er egentlig sjovt nok, at det faktisk kan lade sig gøre for en så gammel mand som mig. Og det er måske heller ikke en egentlig omvendelse, der er tale om. Men da jeg var i kirke i går formiddags, hørte jeg en prædiken, som satte visse tanker i gang, tanker, som jeg ikke helt kan slippe efter hjemkomsten, tanker, som måske sætter spørgsmålstegn ved min opfattelse af forholdet mellem det verdslige og det gejstlige regimente.

Måske!

Det var – som mine medkirkegængere nok er klar over – beretningen om Zakæus, der var prædiketekst (Luk 19,1-10). Og præsten i ”min” kirke tog sig god tid til at gøre rede for, hvor forhadt en tolder som Zakæus var i det jødiske samfund. Og så var han oven i købet overtolder, det kan næsten ikke blive værre. Han var en del af besættelsesmagtens undertrykkelse, hjalp den med at holde sine landsmænd nede. Dertil kom, at hans indtjening jo i høj grad stammede fra, at han krævede for meget i told, han undertrykte altså ikke blot på romermagtens vegne, men også på sin egen pengepungs vegne. Han var en værnemager, ja, direkte en landsforræder.

Var det ordet ”landsforræder”, der udløste nogle lidt selvstændige tanker hos mig? Ja, måske. I hvert fald slog det mig, om præsten måske ville nævne de hjemvendende IS-krigere og bruge dem som eksempel på folk, der hos os er forhadte og betragtes som stående udenfor samfundet. Det gjorde han nu ikke. Han havde nok ikke, som jeg, set Deadline aftenen før, den 29-7. For i den udsendelse blev en ny ”manual, der skal styrke håndteringen af fremmedkrigere tværs over Europa” præsenteret. Man kan se lidt om manualen her.

Niels Krause Kjær, værten denne aften på Deadline, havde én af ophavsmændene til manualen i studiet, svenske Magnus Ranstorp. Noget af det, Krause Kjær borede i, var, om det nu også kunne være helt rigtigt at gøre, som manualen anbefalede, når den mente, at de hjemvendte krigere skulle resocialiseres, bydes ind i det danske samfund, tilbydes relevant religiøs vejledning, ja, oven i købet tilbydes bolig og arbejde, om ikke de på den måde kunne blive normale samfundsborgere.

Ranstorp svarede godt for sig. De pågældende skulle naturligvis have deres straf for det, de måtte have begået i Irak eller Syrien – hvis man altså kunne bevise, at de havde begået noget strafbart. Men de blev jo ikke siddende i fængslet til evig tid. Og for at forebygge, at de blev en trussel for samfundet, når de kom ud, skulle man altså allerede i fængslet forsøge at få dem på andre tanker. Man skulle ikke bare gøre det for at være god, man skulle også gøre det for at kunne spare penge; det er jo dyrt at holde en person under overvågning døgnet rundt.

Det blev ikke helt klart, om Krause Kjær købte den forklaring. Og det skal det jo heller ikke blive, han er en neutral studievært. Men da han bagefter skulle interview’e en fængselsimam – jeg husker ikke, hvad han hed – var han måske lidt for neutral. Han fiskede noget efter, om ikke imamen syntes, det var en god idé med lidt ekstra religionsundervisning, men det var ikke nemt at få et relevant svar ud af ham. Han ville på ingen måde anerkende, at disse terrorister havde noget som helst med islam at gøre og blev ved med at kalde dem afsindige og syge personer. Og så endte han med at køre en længere svada om den tilbøjelighed, han så hos det danske samfund: man ville tillægge alle muslimer skylden for terrorangrebene.

Men sjovt nok var det ham, der af de tre næsten havde mest imod, at disse hjemvendte krigere skulle resocialiseres: at give dem arbejde og bolig, nej, det var virkelig for langt ude.

Og lige så sjovt: han er i det stykke enig med Dansk Folkeparti, eller Dansk Folkeparti er enig med ham. I en artikel fra Jyllands-Posten i dag (bag betalingsmur, se her) citeres partiet for, at de hjemvendte krigere ikke skal have hjælp, de skal smides ud. Nå ja, måske mener man blot, at de ikke skal lukkes ind. For det med at smide dem ud af landet, er jo lidt svært, eftersom ingen vil have dem. Men imamen og Peter Kofod Poulsen – det er vist ham, JP har haft fat i – kan da være så rørende enige om, at disse mennesker jo i den grad har vendt det danske samfund ryggen, at de unægtelig vikler sig ind i en stor selvmodsigelse, hvis de efter Syriens-opholdet vender hjem. Imamen var dog villig til at opdele dem i flere slags krigere: nogle stærkt ideologiske, andre blot medløbere, osv.

Og så er det, at Zakæus kommer ind i billedet, eller altså: Jesu behandling af Zakæus. Han tog jo ind til denne landsforræder, han spiste sammen med ham og gav ham derved al den anerkendelse, det øvrige samfund ikke ville give ham. Hvem mon Jesus ville drage ind hos i vore dage? Ville han virkelig være naiv nok til at drage ind hos en tidligere IS-kriger? Ja, han kunne såmænd være dum nok til det; eller vi nutidskristne kunne såmænd være dumme nok til at tro, at nogen som helst anerkendelse kunne bide på disse IS-krigere.

Men selv om så Jesus ville have været så naiv, Luther ville i hvert fald ikke, vel? For han skelner jo omhyggeligt mellem verdsligt og gejstligt regimente og er udmærket klar over, at mennesker er syndere, og at de almindelige mennesker, endsige da tidligere forbrydere, skal have af krabasken, hvis de skal holdes i ave, dvs., hvis samfundet skal fungére nogenlunde.

Oven i købet har jeg jo selv tit brugt det ord af Luther, som siger, at en kristen har den lektie for, at han skal undlade at gøre nogen fortræd, undlade at straffe og hævne, tilgive og finde sig i uret, men at der ikke ville komme noget godt styre ud af det, hvis fyrsten ville rette sig efter den prædiken, se f.eks. her. Og er det ikke et tydeligt vidnesbyrd om, at Luther ikke ville hoppe på Jesu limpind – hvis altså Jesus ville have anerkendt disse IS-krigere.

Tja, Luther er nu ikke helt ligetil. Se f.eks. dette citat fra hans bog om, hvor langt man skal adlyde øvrigheden. Han har sagt en masse om straffens nødvendighed og om undersåttens pligt til lydighed, men kommer så i tredje afdeling med nogle gode råd til fyrsten, bl.a. det, at han skal herske med kærlighed til sit folk:

Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre. (Se her).

Og man kunne nu meget vel putte en omsorg for også sådanne IS-kriger ind i dette citat og derfor komme til en noget anden slutning end den umiddelbare.

Men kan man det samme med mig? Er man ikke nødt til at anklage mig – eller er jeg ikke nødt til at anklage mig selv – for gå bort fra det, jeg hidtil har ment, hvis jeg nu giver udtryk for, at man bør gøre, som Ranstorp og de andre anbefaler: prøve at resocialisere disse hårdkogte IS-krigere? Med andre ord: Er jeg ikke i fuld gang med at blive omvendt af Jesu anerkendelse af Zakæus?

Lad mig dertil først sige, at det hverken er min eller Ranstorps opfattelse, at disse mennesker skal slippe for straf. Man skal naturligvis søge at få dem dømt for det, man nu vil kunne bevise, at de har gjort af forbrydelser. Her skal de behandles som alle andre lovovertrædere. Og hvad angår den resocialisering, man vil sætte i værk, skal de også behandles som alle andre. For også ”gode”, danske vaneforbrydere søger vi jo at få til at blive gode samfundsborgere efter udstået straf. Det eneste punkt, hvor anbefalingerne afviger fra normalen, er det punkt, hvor man anbefaler en ekstra religionsundervisning. Og jo, det vil jeg da være enig med Ranstorp i, at det ville være en god idé. Men lad mig alligevel, inden jeg omvendes helt, komme med en lille advarsel.

Den baserer sig på en artikel, som The Economist havde den 17-9 2016. Deri beskrev man forholdene i nogle franske fængsler, efter at man fra de franske myndigheders side havde besluttet sig for at isolere de hårde jihadister, så de ikke kunne påvirke de andre fanger. Det viser sig, skriver det engelske magasin, at det har været rigtig svært at gennemføre denne isolering. Og det, der skulle have været et forsøg på at ændre deres jihadistiske holdning, er stort set mislykkedes, dels fordi der ikke er særlig mange imamer tilknyttet fængslerne, og dels fordi de muslimske fanger med jihadisttilbøjeligheder nærmest får disse tilbøjeligheder forstærket, når de er sammen med andre med samme opfattelse. Hvad man jo godt kan forstå. Jeg skrev lidt om det her på bloggen.

Fængselsimamen fra Deadline i går havde for så vidt nogle udmærkede overvejelser. Men både han og jeg tvivler vist på, om det er nok. Han ville muligvis, hvis han blev stillet overfor en hårdkogt, hjemvendt jihadist, bruge en slags hånemetode overfor ham: han var taget til Syrien for at kæmpe for IS, men i stedet for at blive der til døden, tog han tilbage til Danmark. Fortrød han? Gik han bort fra sit ønske om at komme i paradis gennem en kamp mod os vantro? Eller ville han blot føre kampen tilbage til Danmark? Kan han nægte, at der er tale om et nederlag for det, han kalder Guds hær? Hvis Gud står bag, hvordan kan det så forklares? Kan jihadisterne blive ved med påstå, at Gud vil prøve deres udholdenhed, når dog alle militære overvejelser peger på, at IS aldrig, aldrig ville have kunnet stå sig imod de vestlige magters mægtige hære?

Alt dette og meget andet kunne man foreholde ham, men jeg véd ikke, om det vil hjælpe.

Og det ville nok være mindre sandsynligt – jævnfør de franske erfaringer – at det ville hjælpe, hvis den pågældende havde lejlighed til at omgås sine medjihadister til daglig, mens imamen – eller hvem der nu skulle være hans resocialiseringspædagog – kun kom en gang om ugen. Skal man anbringe disse mennesker i isolation? Skal de spredes ud på landets fængsler med kun én jihadist på hver afdeling? Det har vi vist ikke fængsler nok til i Danmark. Eller skal et resocialiseringskursus med daglig undervisning i demokrati og vestlig filosofi og teologi, herunder vestlige videnskabsfolks syn på islam og koranen, stilles op som en betingelse for at kunne få lejlighed og arbejde? Vi risikerer jo at blive til grin for skatteborgernes penge, men hvis halvdelen af jiihadisterne bliver omvendt, er det så trods alt ikke pengene værd?

Jeg må tilstå: jeg véd det ikke. Der er jo virkelig jihadister, der er blevet omvendt, men det er vist sådan, at den slags kun kan ske frivilligt. Og er det frivilligt, når man vil lokke dem med lejlighed og arbejde?

På den anden side kan jeg ikke komme bort fra, at dette, at vi har opgivet dødsstraffen – og holder fast ved vort nej til den – er ensbetydende med, at vort menneskesyn ikke tillader os at lade noget menneske sejle sin egen sø. Vi må dog blive ved og ved med at forsøge at ændre det menneskesyn, som ikke blot er fjendsk overfor os, men også ødelæggende for den pågældendes egen menneskelighed.

Jeg kan også sige, at vi skal rette os efter Paulus, når han i Ef 4,28 formaner tyven til, at han skal gøre sig nyttig med sine hænder, så han kan have noget at give af til dem, der er i nød. Jeg har skrevet om det før, se her, og vil stadig mene, at det er en god og menneskelig formaning, og at det er noget i den retning, vi skal gøre overfor de hjemvendende krigere. Og vil man sige, at jeg derved vender mig bort fra min skelnen mellem verdsligt og gejstligt regimente, så vil jeg svare, at allerede Luther mente, at lovoverholdelsen skulle gennemtvinges med skønsomhed.

Og endelig vil jeg mene, at man med sådanne resocialiseringsforsøg måske – et meget stort måske – kan opnå at få nogle gode hjælpere til at overbevise andre om jihadismens ørkesløshed, ligesom tidligere alkoholikere jo er nogle af de bedste til at overbevise nuværende alkoholikere om at holde op med at drikke.

En tidligere forbundsstatslig anklager, Ken Ballen, fortæller om nogle samtaler, han har haft med tilfangetagne jihadister. Jeg har nævnt det før, se her. Én af dem var kommet til Irak for at bekæmpe amerikanerne. Men han blev blot af al-Qaeda anbragt i en lejr uden nogen opgave. Så lod han sig lokke til at køre en lastbil ind i Bagdad. Den blev af en fjernstyring bragt til eksplosion. Men vor mand overlevede mirakuløst. Fra da af var han indædt modstander af al-Qaeda. Og, siger Ballen, kunne vi få nogle af den slags mennesker til at tale vor sag overfor unge muslimer i farezonen, så ville vi sikkert være godt hjulpne.

Og måske vi kan. For ikke alt, hvad der foregik under IS’s auspicier var godt og regelret. Disse mennesker skal jo også nu bagefter til at bearbejde det, de har oplevet. Og de har sikkert ud over de mange grusomheder også været vidne til megen uretfærdighed, noget, de dog, mens de var der, måtte skjule, delvis også for sig selv. Men nu, hvor de kan tale frit fra leveren, vil det så ikke dukke op? Vil det så ikke kræve svar, svar, der er anderledes end IS’s svar, svar, der ikke skal dække over sandheden, men afsløre den?

Det var at håbe.

Og så forresten: Er Jesus naiv, hvis han vil forsøge at være anerkendende også overfor vore dages jihadister? Måske. Men om Zakæus fortælles det, at den anerkendelse, han mødte, havde en vældig virkning: Han gav halvdelen af det, han ejede, til de fattige, og betalte firdobbelt tilbage, hvis han havde bedraget nogen. Så vi kan vel håbe på noget af det samme med vores anerkendelse, selv om vi jo ikke hedder Jesus.

Og i hvert fald kan vi måske fortælle denne beretning for jihadisterne, når de er til resocialiseringssamtale, og gøre det klart for dem, at vi da så udmærket véd, at de betragter alt det gode, vi gør for dem – lejlighed, arbejde, mad hver dag, osv., – som vores anerkendelse af, at de, muslimerne, hører til Guds udvalgte, mens vi, de vantro, dhimmierne, hører til dem, der af Gud er udset til at opvarte Guds øjestene, muslimerne, men at de tager så gruelig fejl i denne – efter vores opfattelse – noget forskruede tankegang. Nej, når vi handler, som vi gør, skyldes det såmænd, at vi vil efterligne den Jesus, som anså alle mennesker for lige meget værd, uanset hvad de havde gjort af ulykker, uanset, hvor foragtede de var af andre mennesker. Og det håber vi jo på, at der nedenunder enhver jihadist, nedenunder alt hadet til os vesterlændinge, nedenunder al denne tåbelige fremhævelse af muslimernes umenneskelige handlinger som gudvelbehagelige gerninger, ligger ubrugt menneskelighed, der formår at tage skyld på sig for det, der er gjort, formår at modtage tilgivelse, formår at føle taknemlighed over andres generøsitet.

Ligesom en almindelig menneskelighed blev gravet frem hos Zakæus, skulle den vel kunne graves frem hos selv den mest hårdkogte jihadist. Det er i hvert fald, hvad det kristne evangelium påstår.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hjemvendte IS-krigere

  1. Mr. Write siger:

    Efter 2. Verdenskrig genindførte man dødsstraf i Danmark for landsforræderi (landssvigere). Eftersom Danmark medvirker i en krig mod IS, så er enhver form for tilslutning/støtte til IS at betragte som landsskadelig virksomhed og bør derfor straffes som sådan. Straffelovens §98 giver mulighed for at straffe landsforrædere med fængsel på livstid, men tilsyneladende vil denne paragraf ikke blive benyttet til at dømme de hjemvendte IS-krigere. Derimod lægges der op til en (blåøjet) idealistisk tilgang, hvor krigerne skal indsluses i samfundet igen og gøres til velfungerende samfundsborgere. Projektet går altså ud på at resocialisere jihadister. Naivt? Døm selv.

    Man kan argumentere for, at der er tale om en ekstraordinær omstændighed, da det drejer sig om flere hundrede personer, der er rejst fra Danmark for at kæmpe for IS og kalifatet. Disse personer har truffet et skelsættende valg ved at rejse til en krigszone for at støtte det mest brutale terrorregime i nyere tid.
    I den situation bør man kraftigt overveje, om en midlertidig genindførelse af dødsstraf for landsskadelig virksomhed ikke vil være den bedste løsning. Hvad er alternativet?

    En resocialiseringsindsats for så mange mennesker vil være forbundet med store omkostninger og danske statsborgere vil efterfølgende skulle leve med den daglige terrortrussel fra denne gruppe af forhærdede islamister. Og hvordan vil disse IS-krigere blive modtaget i deres lokale miljøer, når de vender hjem/bliver løsladt fra fængslet? Vil de ikke blive opfattet som helte, der kan inspirere nye generationer af unge jihadister?
    Hvornår indser det danske samfund/Europa, at religiøse galninge ikke kan omvendes til vestlige frihedsværdier ved hjælp af dialogkaffe, religiøs støtte, økonomisk bistand eller psykologisk assistance? Hvornår indser Europa, at de værdier og frihedsrettigheder vi dyrker som universelle ikke deles af ganske mange i den muslimske verden?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s