Essens?

I Kristeligt Dagblad for den 1-8 har Anders Klostergaard Petersen en meget interessant kronik, se her. Kronikken er interessant, fordi den begynder med at give mig ret i et synspunkt, som jeg længe har måttet kæmpe for at fastholde. Klostergaard skriver til at begynde med:

Enhver religion har et sæt af grundlæggende forestillinger. De er kernen i religionens betydningsunivers.

Det er lige vand på min mølle. Specielt skal man lægge mærke til, at Klostergaard skriver ”enhver”. Jeg læser det som en erkendelse af, at også islam har et sæt af grundlæggende forestillinger. Han gør ganske vist ikke noget ud af disse grundlæggende forestillinger for islams vedkommende, men han er så absolut i sin fremhævelse af ordet ”enhver”, at det ville være mærkeligt, om han senere ville undtage islam fra dette ”enhver”, ja, det ville være ligefrem umuligt.

Her vil den kloge læser nok sige, at det da er en selvfølge; hvordan kan man undersøge noget, hvis grundsætninger er løse og forandrer sig hvert øjeblik? Umuligt. Nej, selvfølgelig er der en grundessens i enhver religion, også i islam.

Nuvel, nu kom jeg til at bruge ordet ”essens”, oven i købet i sammensætningen ”grundessens”. Og så er vi inde i den diskussion, jeg har haft med en række religionshistorikere, f.eks. Mikael Rothstein og Tim Jensen. Det har været almindeligt blandt religionsvidenskabsfolk at imødegå en påstand om, at vold hører med til islams grundessens, med den modpåstand, at der ikke er nogen essens i nogen religion. En religion er kun, hvad dens tilhængere til enhver tid gør den til. På den måde mener man, at man ikke behøver tage stilling til det noget prekære spørgsmål, om mon vold hører med til islams essens. Man gør – med vilje og i modstrid med enhver nogenlunde sund fornuft – islam til noget fluffy noget, som ingen rigtig kan få hold på, noget, som kan diskuteres op ad stolper og ned ad vægge i en uendelighed, noget, som altså til syvende og sidst ikke rigtig har noget indhold.

Og ikke sandt, så er det da glædeligt, at der nu kommer en mand som Anders Klostergaard Petersen, der vel også må siges at have lidt forstand på religion, og hævder, at ”enhver religion har et sæt af grundlæggende forestillinger”. Han uddyber det lidt senere, så vi ikke skal være i tvivl:

Den amerikanske antropolog, kultur- og samfundstænker Roy Rappaport kaldte sådanne fundamentalforestillinger USP’er: Ultimate Sacred Postulates, det vil sige endegyldige, hellige påstande. Vel kan meget ændres i religioner, men ikke deres USP’er. De er uforanderlige, ukrænkelige og urokkelige. At ændre dem er vold mod den pågældende religions DNA. Det er imidlertid ikke kun religioner, som rummer USP’er. Det gør også ideologier, som ligger til grund for samfundsdannelser.

Flot, ikke? Vi får oven i købet foræret en ny forkortelse: USP, Ultimate Sacred Postulates. Af denne udmærkede og klare forestilling får jeg lyst til at knytte en god og hård snebold, som jeg kan kaste i nakken på Mikael Rothstein. Det har jeg forsøgt på tidligere, se her, men da kom jeg ikke rigtig igennem med mit synspunkt. Men nu, hvor jeg har en klog mands ord for det, og oven i købet har fået en fin forkortelse for det, USP, så må det da sive ind, dette, at enhver religion har nogle uopgivelige grundsætninger.

Nå, det skal selvfølgelig ikke skjules, at hovedinteressen hos Klostergaard ikke ligger i religionerne, men i ideologierne. Det, det er ham om at gøre i kronikkens sammenhæng, er at hævde, at grundloven har en række USP’er:

Den danske Grundlov rummer en række USP’er, der sammenfatter de basale forestillinger og værdier, vi bygger vort samfund på. I 1849-grundlovens paragraf 84 lød det, at ”Ingen på grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt”. Paragraffen er selvsagt bevaret, om end i anden ordlyd som paragraf 70 i 1953-grundloven.

Jeg har naturligvis en anden interesse end Klostergaard, lumsk som jeg er. Det, der for mig at se først og fremmest er af interesse i disse iagttagelser, er, at de giver mulighed for at stille de vanskeligheder, vi har med at integrere muslimer i vort samfund, op på en klar og letforståelig måde.

Lad os tage den USP, som Klostergaard også nævner, lighed for loven! Hvordan skal et samfund, der går ind for lighed for loven, oven i købet har det som én af sine basale forestillinger og værdier, reagere, hvis det omsider gør sig klart, at en række af dets medlemmer har en religion med en USP, der går imod forestillingen om lighed for loven? Selvfølgelig tænker jeg her på islam. Denne religion har som én af sine USP’er, at muslimer står over ikke-muslimer, og mænd står over kvinder. Hvis denne religion skal ind under religionsfrihedens vinger, og hvis vi anerkender de USP’er, som islam indeholder, så har vi pludselig fået en næsten uløselig konflikt at slås med indenfor landets grænser.

Vesttyskerne mente i sin tid – og gør det måske endnu – at kommunister ikke kunne blive lærere. Jo, for de var som kommunister tilhængere af en ideologi, hvis USP’er stred mod dem, den tyske grundlov fastsatte. Og sådanne mennesker kunne man ikke have til at undervise den kommende slægt.

Vi kan naturligvis godt som et tankeeksperiment forestille os, at vi ud fra en lignende tankegang fratog muslimske borgere muligheden for at blive lærere. Vi ville ikke tro på, at de kunne holde den i islam indbyggede forskelsbehandling af mænd og kvinder ude fra deres arbejde i folkeskolen. Jeg véd godt, at det aldrig ville kunne virkeliggøres, men de principielle forhold ved et sådant forslag er ikke væsensforskellige fra forholdene omkring ”Berufsverbot” i Tyskland.

Denne overordnethed, som muslimer mener at have over ikke-muslimer, har vi svært ved at tro på, for, siger vi, hvordan kan nogen dog være så dumme. Men den er reel nok. Den viser sig i muslimers utilbøjelighed til at tage imod ordrer fra ikke-muslimer; skal f.eks. store muslimske skoledrenge adlyde deres lærere, som er ikke-muslimer, eller måske endda deres lærerinder, som befinder sig i bunden af det hierarki, som islams USP opstiller? Det har de ikke siddende i sig, tværtimod mener de, de skal fastslå islams overhøjhed ved at påtvinge diverse danskere deres vilje. Nej, sandt nok, vi tror ikke rigtig på det, og personer som undertegnede, der prøver at udrede trådene, betragter vi hellere som mærkelige mørkemennesker (eller måske endda kældermennesker), end vi vil forholde os realistisk til den virkelighed, vi ser i vore skoler og ghettoområder.

Og skal somaliske muslimer opgive deres tradition med kønslemlæstelse af deres piger, blot fordi det er forbudt efter dansk lovgivning? Det kan de virkelig ikke indse, for islams USP er ikke identisk med grundlovens USP. Derfor opstår der kvindemishandling blandt somaliske piger, noget, vi dog omhyggeligt lukker øjnene for.

Men som sagt, hovedinteressen hos Klostergaard ligger på ingen måde i en sammenligning mellem kristendom og islam, den ligger i sagen mod Inger Støjberg. Jeg har kun fulgt denne sag fra sidelinjen, men den handler i hovedtræk om, at da der i det store migrantrykind viste sig at være nogle ægtepar, som ikke var ægtepar efter dansk lov, fordi bruden var under 18 år, befalede Inger Støjberg, at disse ægtepar skulle adskilles, vistnok kun mens deres asylansøgning behandledes. Det har nogle af hendes politiske modstandere så hævdet er imod dansk lov, ombudsmanden har på eget initiativ taget sagen op og bebrejdet ministeren, at hun har gennemført denne adskillelse, uden at parterne er blevet hørt, hvilket fik Støjberg til at ændre sin besked til asylcentrene. Herefter har så Støjberg været indkaldt til det ene samråd efter det andet, uden at der dog er kommet noget ud af det, for Dansk Folkeparti holder hånden under hende. Men store ord er der da blevet brugt af hendes modstandere.

Således også af Anders Klostergaard. Han skriver:

Alt tyder imidlertid på, at vi har en minister, som for at komme en barnebrudsinstitution til livs har sat sig over loven og administreret imod en fundamental borgerrettighed som partshøring og dermed USP’en om lighed for loven.

Det er nu for det første nok ikke for at komme barnebrudsinstitutionen til livs, at Støjberg har gjort, som hun har gjort. Jeg gætter på, at det for hende mere har handlet om at fastholde dansk tradition og om at gøre noget for de arme piger, der var blevet bortgiftet som 12- eller 13-årige.

Og hvis man spørger, hvis borgerrettighed der er administreret imod, så er vi i den mærkelige situation, at vi må svare, at det ikke er en borger, men en asylansøger, hvis borgerrettighed er tilsidesat. Der er sket en glidning i begreberne, siden grundloven blev skrevet, så de mennesker, overfor hvem princippet om lighed for loven skal gælde, nu er alle, der befinder sig indenfor landets territorium. Og det er måske også i mange tilfælde i orden, men da ikke noget, man sådan uden videre kan gå ud fra.

Dernæst må man svare, at det tilsyneladende her især er mandens rettighed, man anser for krænket. Det svarer for så vidt udmærket til islamisk lovs USP, for her befinder kvinder sig længst nede i hierarkiet. Men jeg gætter på, at Støjberg har villet beskytte de unge piger.

Og partshøring! Hvordan er det lige, man foretager en partshøring af unge under 18 år? Er der noget om, at de skal have en fortrolig person med sig under denne høring? Og hvis der er, hvordan får man så i en fart fremskaffet en sådan for pigernes vedkommende? Manden kan jo ikke bruges. Så det, Støjberg har foretaget sig: at tvangsadskille sådanne par, i hvert fald foreløbigt, lyder nu i mine ører ikke helt urimeligt.

Og lighed for loven! Joh, men hvilken lov, loven mod barnebrude eller loven om partshøring?

Det minder mig om en sag fra 2008, sagen om den irakiske tolk, der havde hjulpet de danske soldater i den vanskelige situation i Irak; han havde fået løfte om at kunne komme til Danmark, men fik så ved ankomsten besked om at skille sig af med den ene af sine to koner. Han havde nemlig benyttet sig af én af de muslimske USP’er til at anskaffe sig en kone nummer to. Og, sagde den danske lov, det må man ikke; aflevér!

Jeg var lidt spændt på, hvordan jeg havde reageret dengang. Og minsandten, jeg slog det op og så, at jeg med liv og sjæl gik ind for, at han skulle have lov til at beholde sine to koner, se her. Jamen, du milde, hvordan hænger det sammen med, at jeg nu næsten vil forsvare Støjberg?

Det hænger sammen med min menneskelighed. Ud fra en almindelig, menneskelig bedømmelse af situationen, herunder ikke mindst af det løfte, vi havde givet tolken, og den forfølgelse, han givetvis risikerede i Irak, fandt jeg det rigtigst at lade ham få begge sine koner med ind i landet. Men ser man kommentarerne efter fra dengang, var det ikke alle, der var enige med mig. For vi har vel et princip, der hedder lighed for loven, og skal vore principper ikke holdes?

Ingen snakkede dengang om, at den kone, han fravalgte, havde en menneskeret, der hed ‘ret til partshøring’.

Og nu i dag med barnebrudene? Lighed for loven vil jo i første omgang tilsige, at parrene skal skilles. Ligesom man dengang med største selvfølgelighed krævede, at manden skulle sende den ene kone bort. For ikke sandt: her i landet er bigami ikke tilladt. Og: her i landet er ægteskab med mindreårige ikke tilladt, ja, endda seksuelt samkvem med børn under 15 år strafbart. Og er der lighed for loven, skal naturligvis barnebrudene tvangsskilles fra deres mænd.

Men her har altså en del folketingsmedlemmer fundet ud af, at retten til partshøring overtrumfer loven imod barnebrude. Og Klostergaard giver dem ret. Det ene tilfælde af lighed for loven, som han slet ikke nævner: lighed overfor loven imod barnebrude, skal skubbes til side af retten til partshøring; den ret har alle, og der må vel være lighed for loven?

Ja, det må der jo netop, men kun, når han skubber den ene del af disse lighedsbetragtninger til side, kan han få fremkaldt den store forargelse, han giver udtryk for, forargelsen over, at Støjberg opererer på kanten af grundloven, hvis hun da ikke ligefrem overtræder den. Som han skriver henimod slutningen:

Ethvert fornuftigt menneske er selvsagt imod barnebrude, men det har intet med sagen at gøre. Den drejer sig om en ministers selvbestaltede sætten sig ud over landets love og misrøgt af en fundamental USP i ethvert oplyst demokrati: lighed for loven.

Klostergaard føler åbenbart selv, at han skal understrege, at dette at være imod barnebrude intet har med sagen at gøre. Måske han aner, at det netop i høj grad har noget med sagen at gøre, hvis ikke man skal sige, at det netop er det, der er hovedsagen.

Nuvel, alt dette med barnebrudene og Støjbergs behandling af dem var egentlig ikke det, jeg ville ind på i anledning af Klostergaards kronik; det var mere det med islams USP’er, eller islams DNA. Der er altså nogle grundlæggende forestillinger, som ikke kan fratages islam, uden at det resterende ikke længer er islam. Det var virkelig skønt at læse det hos en ekspert, eller i hvert fald en slags ekspert.

Men det værste er tilbage. For hvad nu, hvis det er sandt, som mange ting tyder på, at voldsanvendelse hører med til islams USP? Umiddelbart lyder det selvfølgelig forfærdeligt, ja, lyder, som om jeg er i færd med at nedgøre alt, hvad der har med islam at gøre. Men inden man begynder at samle sammen af ukvemsord imod mig, lad mig så prøve at forklare mig lidt nøjere.

Hvis vi går med til den forudsætning, som kan siges at ligge bag islam, også bag de USP’er, religionen har, så vil man nok kunne se en vis sammenhæng. Mennesket er svagt, er tilbøjelig til blot at gå efter sine lyster, og kan af den grund ikke selv finde ud af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Derfor er en åbenbaring fra Gud nødvendig. Men ikke blot er det nødvendigt, at der skabes en bog med en række ordrer til mennesket om, hvad der skal gøres og ikke gøres, der må også samtidig skabes en magt, der kan håndhæve denne guddommelige lov. Begge dele skete med Muhammed. Han fik, hævder muslimerne, en række åbenbaringer, som siden blev samlet til koranen, hvori guddommens egen stemme kom til udtryk. Men han fik tillige magt til at føre åbenbaringens regler igennem. Det var nemlig nødvendigt, for overladt til sig selv ville mennesket med garanti fare vild.

Derfor søgte de muslimske kaliffer at erobre stadig nye landområder. Derigennem kunne de tvinge det muslimske lovkodeks igennem. For menneskene kunne jo ikke på egen hånd finde ud af det. Parentes: når denne tese modbevises deraf, at der i fortiden har eksisteret udmærkede riger, stærke og solide, med retfærdig lovgivning, nedtones disse kendsgerninger af muslimerne, bl.a. derved, at de ødelægger fortidens store kunstværker. Parentes slut. Og derfor søger muslimerne her i Europa hele tiden at danne parallelsamfund, hvor de kan gennemtvinge den muslimske lov.

Og læg mærke til det: De gør det af fromhed. Det er ikke – i hvert fald ikke i muslimernes egne øjne – noget de gør af magtbrynde eller lyst til at herske over andre, det er noget, de gør, fordi de gerne vil hjælpe Gud med at få de rette love – altså koranen, eller mere bredt: shariaen – gennemført.

Det er også derfor, de er imod vore samfund. Og man kan såmænd næsten sige, at netop, fordi vore samfund er så velfungérende, er de så meget mere imod dem. For derved modbeviser vore samfund jo den muslimske tese, at det er nødvendigt, hvis et samfund skal være stærkt og fungére godt, at det bøjer sig for de guddommelige love i shariaen. Nej, siger vore samfund med deres udmærkede funktionalitet, det fungérer bedst, når folk gennem de demokratiske processer selv føler, de har et medansvar for de love, der bliver gennemført.

Vi vover (endnu ikke) rigtig at give muslimerne et teoretisk modspil, at spørge ind til holdbarheden af deres åbenbaringstænkning, eller at sætte spørgsmålstegn ved menneskeligheden i deres bestemmelser, men i kraft af, at vore samfund fungérer så ypperligt, sættes der spørgsmålstegn ved den fromme muslimske tænkning, ja, ved én af de USP’er, som de regner så sikkert med: at det er pinende nødvendigt med den guddommelige åbenbaring fra koranen.

Dette giver naturligvis deres holdning til os et vist krampagtigt skær. Og da de samtidig har medtaget deres voldsparathed fra de lande, de kom fra, skal det give anledning til mange konflikter. Og vi løser altså ikke disse konflikter ved at fornægte de religiøse årsager til dem, herunder det forhold, at det hører med til islams USP, at de guddommelige love om nødvendigt skal tvinges igennem.

Og så kan vi naturligvis på baggrund af dette skændes bravt om, hvorvidt voldsparathed hører med til islams USP. Men de, der mener det ikke gør, kan ikke mere sno sig udenom spørgsmålet ved at hævde, at islam slet ikke har nogle USP’er.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s