Hvad nu hvis?

Der er et spørgsmål, som bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig, efter at jeg hørte Selsingerne interview’e Mikael Jalving i Radio 24 syvs sommerklumme ”Meet the Selsings”. Det er spørgsmålet om, hvordan vi skal behandle vore muslimske landsmænd, hvis vi får ”sat en prop i” og standset den indtil nu næsten uafbrudte tilstrømning af muslimer. (Radioprogrammet kan høres her).

Jalving var ikke meget for at komme med forslag. Han var jo ikke politiker, som han sagde. Og selv om Eva Selsing pressede ham noget, kom der ikke rigtig noget ud af det.

Det, jeg skriver her, er heller ikke et forslag til, hvordan vi skal behandle muslimerne. Det er nærmest en slags skrækscenarie. Overfor os selv – altså os gammeldanske kristne – kan det tjene til at gøre det klart, hvad der ligger i den muslimske ideologi, og overfor muslimerne kan det tjene til at spørge dem: ”Er det virkelig det, I vil?”

Mit tankeeksperiment eller skrækscenarie går ud på, at vi så at sige lader muslimerne vinde. I utrolig mange af de sammenhænge, hvori vi omgås dem, prøver de at bruge rå magt for at ”sætte sig i respekt”. Eller de prøver at udskille områder af Danmark som rent muslimske områder. I sin tid proklamerede de åbent, at de ville gøre Nørrebro til muslimsk område, hvor muslimsk lovgivning skulle gælde, ikke den danske grundlov. Lignende kræfter gør sig gældende i de andre muslimske enklaver, i ghettoerne. Man tillader ikke politi og brandbiler at komme ind i enklaven. Man bombarderer dem med sten og måske endda molotov-cocktails. I skolerne søger de store drenge at dominere i klasseværelset og på gårdspladsen. Danskerne skal underkues. Og når de nyopfundne forbrydelser: sten ned på motorvejene og bilafbrændinger, er blusset op igennem de senere år, skyldes det utvivlsomt også denne muslimske trang til at dominere og vise os danskere, hvem der har magten.

Tanken, som jeg har fået – men det er altså ikke et forslag, kun et tankeeksperiment – går nu ud på, at vi tilbyder muslimerne en slags fredsordning: de kan få lov at oprette deres muslimske områder, de kan få lov til at lade shariaen og ikke dansk lovgivning gælde i de nærmere definerede ghettoer.

Man kan forestille sig, at vi søger at give de danskere, der for øjeblikket bor i ghettoerne, hjælp til at finde en ny bolig udenfor ghettoen, så der efter nogen tid kun bor muslimer indenfor i ghettoen. De bliver så fritaget for at adlyde dansk lov og fritaget for at betale dansk skat, men skal jo så til gengæld selv sørge for at holde orden i egne rækker med eget politi (som de jo selv skal betale) med egen husvedligeholdelse (som også skal betales af dem selv) og med egen socialforsorg (også det skal de selv betale).

Man kan selvfølgelig begynde at regne lidt på det. Så vil man nok finde ud af, at der i en vis overgangsperiode skal ydes bidrag fra os danskere. Men tanken er ellers den, at det efter nogen tid skal kunne være sådan, at muslimerne i ghettoerne ikke belaster de danske offentlige midler.

De skal naturligvis have mulighed for på linje med os danskere at tage ud på arbejdsmarkedet og forsøge at gøre sig gældende dèr. Hvis de ønsker det, kan den danske stat jo godt tage sig af skatteopkrævningen, ligesom den tager sig af opkrævningen af kirkeskat, omend der jo her er tale om helt anderledes store beløb.

Skal der oprettes særlige muslimske skoler?

Ja, det vil da være naturligt. Men de skal naturligvis helt og holdent finansieres af den på muslimerne pålignede skat. Ligesom der skal betales for de muslimske elever, der ønsker at gå i danske skoler. Vil man indvende mod det, at det dog er forfærdeligt; se, hvad vi har oplevet fornylig af forholdene på en muslimsk friskole, det er så sandelig ikke noget at efterligne, hvis disse unge mennesker skal ud i det danske samfund.

Svaret er, at de jo ikke tænkes at skulle ud i det danske samfund. De skal forblive i de muslimske enklaver. Og dèr finder de ikke nogen ikke-muslimer, de kan sætte sig i respekt overfor.

Hvordan vil mon sådan noget iøvrigt spænde af?

Er der entreprenante muslimer nok, vil der måske blive oprettet arbejdspladser kun for muslimer. Så kan de bede de fem gange om dagen, som man skal som from muslim. Ellers må de klare sig for de penge, de kan tjene ved at arbejde på det almindelige arbejdsmarked. Men klare sig selv, det skal de.

Det, der formentlig vil blive et hovedproblem, vil blive samkvemmet mellem disse to dele af samfundet. Kan gerne være, at vi får løst problemet med, at politi og brandfolk ikke kan komme ind i ghettoerne. Men det vil jo stadig være sådan, at unge muslimer kan sætte ild til en bil eller smide sten ned på motorvejen udenfor ghettoen.

Sandt nok. Men vi fratager dem den begrundelse for noget sådan, at det danske samfund forfølger dem. De lever jo i deres helt eget samfund, muslimer bestemmer over deres hverdag, shariaen, deres egen guddommelige lov, har alt at sige, så alt burde være godt. De får mulighed for at være stolte over at være muslimer, stolte over det samfund, de kan skabe som muslimer. Vel at mærke, selvfølgelig, hvis det samfund, de kommer til at leve i med disse foranstaltninger gennemført, vil blive et samfund, det er værd at leve i.

Noget af det, der ligger bag dette tankeeksperiment, er jo, at det giver os mulighed for at kunne spørge muslimerne: ”Er det et sådant samfund, I vil have? Er jeres modstand mod det danske samfund så stor, at I er villige til at påtage jer alt det besvær, som disse ordninger vil medføre?” Ja, det er videre at kunne tage muslimerne på ordet: ”Er det ikke egentlig det, I helst vil? Være uafhængig af de danske love, det danske politi, de danske traditioner? I vil jo skille jer ud. I mener jer jo berettiget til at opfatte det danske samfund som jeres fjende, som I skal bekæmpe, som I skal sætte jer i modsætning til. Nuvel, værsgo, her har I muligheden for at skille jer ud, for at vise, at et samfund, bygget på shariaen, er bedre end vores ”vantro” samfund.

Og så må I jo ikke undre jer over, at vi reagerer på jeres krigserklæring ved at opstille en grænse mellem jer og os, ved at lade jer selv betale for jeres undervisning i had mod os vantro. Vi har såmænd længe nok opflasket en slange ved vores barm, nu må det være slut, nu må I klare jer selv. I kan ikke længer forvente af os, at vi ved at betale for jeres friskoler, der opflasker til had mod os, er med til at betale for jeres krigsførelse”.

Selvfølgelig skal vi ikke forvente, at vi kan klare os med mindre politi end før. For muslimerne behøver ikke anden begrundelse for at skade os end den, at vi er vantro. Så deres angreb vil fortsætte. Tanken bag det, at de selv skal klare ghettoens udgifter er, at der vel må være nogle voksne, der kan fortælle disse unge mennesker, at de skal se at få noget arbejde, og har de arbejde, er de langt mindre tilbøjelige til at føre krig mod os. Måske vi skal slække lidt på mindstelønnen, hvad véd jeg, men hvis de virkelig vil være en del af et muslimsk samfund, så kan det godt være, at de stadig hader os, men ligefrem føre krig mod os, det bliver noget vanskeligere, når de samtidig skal tjene til dagen og vejen.

Men hvad så med de muslimer, der ser, hvor elendigt man lever i de muslimske enklaver sammenlignet med tilstandene hos os, og derfor vil flytte ud af ghettoen, hvad skal vi gøre ved dem?

Jeg véd ikke, om vi ligefrem skal forlange, at de skal konvertere, og i bekræftende fald til hvad, men jeg vil foreslå – i mit tankeeksperiment, for det er stadig kun et tankeeksperiment – at vi forlanger af dem, at de skal rive nogle sider ud af et eksemplar af koranen, de sider, der indeholder direkte voldsopfordringer og krav om, at muslimer skal udskille sig. Disse sider skal de så ved en højtidelighed, der finder sted en gang om måneden i hver kommune, kaste på ilden, evt. ilden i en pejs eller på en grill. Derefter skal de underskrive et eksemplar af grundloven, hvor de paragraffer, der tydeligst strider mod koranens ord, er skrevet med rødt. Først derefter kan de flytte ud af den muslimske ghetto.

Jamen, hvad så med de muslimske bander? De vil jo kunne blive ved med at operere udenfor ghettoerne.

Hvis der er tale om bander, der som de danske rockergrupper opretholder en stor indtægt ved at sætte sig på hashmarkedet i dele af byerne, skal de bekæmpes som man bekæmper de danske rockergrupper: ved at legalisere hash. Manu Sareen var ude med dette forslag i Deadline den 6-8, og den argumentation slap han ualmindelig godt fra.

Men hvis der er tale om muslimske ødelæggelsesgrupper, altså grupper, der blot er ude på at vise os, hvor stærke de er, og hvor megen skade de kan anrette på os, hvad så? De kan jo bevæge sig nogenlunde frit udenfor ghettoerne.

Tja, vi kan jo selvfølgelig håbe på, at der så vil opstå tilsvarende grupper af hårdtslående danskere, der på tilsvarende måde kan anrette ødelæggelser i de muslimske områder. Men bortset fra det lægger sådanne handlinger op til øget politiindsats, herunder samarbejde med det muslimske politi. Og – hvis det sidste viser sig umuligt – lægges der op til kollektiv afstraffelse af de muslimske enklaver.

Og nu, kære læser, hvis De har fulgt med indtil nu, og hvis Deres hår har rejst sig mere og mere på hovedet af Dem over, at et forholdsvist fornuftigt menneske – det må være mig, De mener; tak for det! – kan sige så horrible ting, så er tiden omsider inde til at sammenligne dette tankeeksperiment med virkeligheden. For der er jo steder, hvor man har gennemført noget tilsvarende. Jeg skal nævne to: Apartheid-styret i Sydafrika og Israel efter 67-krigen. Begge steder har holdninger som dem, jeg har eksperimenteret ud fra (gudskelov kun ”tankeeksperimenteret”), ført til ret forfærdelige tilstande. Og begge steder er det en islam-lignende hierarki-tænkning, der har ligget bag den politik, der blev ført.

I Sydafrika gennemførte Nationalist-partiet fra 1948 og fremefter den velkendte apartheid-politik. Dvs., velkendt og velkendt, de fleste kender den kun ud fra den falske gennemførelse, der blev den til del, men fra begyndelsen vandt tanken genklang i store dele af de hvide afrikaneres samfund. Tanken var den, at de sortes kultur var væsensforskellig fra de hvides; man var derfor nødt til at lade dem leve og udvikle sig i samfund, der var adskilte fra de hvides samfund. Derfor oprettede man de forskellige bantustans, hvor ”sort lov” gjaldt, og hvor sorte høvdinge havde magten.

Havde man nu foretaget denne fordeling af jorden mellem hvid og sort på en retfærdig måde, ville det måske være gået anderledes. Men de bantustans, man oprettede, svarede ikke engang arealmæssigt til forholdet mellem hvide og sorte, og da slet ikke, hvad værdi angik. Der var gamle hvide rettigheder, som man ikke ville gå for nær.

Og havde man på lignende måde sørget for gode arbejdspladser i de nyoprettede bantustans, ville det også have smagt lidt af retfærdighed. Men man lavede halve løsninger. Fordi man ikke kunne undvære de sorte i de hvides industri, men jo ikke ville have de sorte i de hvides områder, lavede man midlertidige sorte bosættelser i de hvides områder, midlertidige, fordi de hvide måske en dag ville få brug for den jord, de lå på. Og da de af og til virkelig fik det, og virkelig ryddede hele sorte byer, opstod der blandt de sorte en dyb følelse af at blive uretfærdig behandlet. Hvad man jo så udmærket forstår.

Nu endte det på den måde godt i Sydafrika, at man fik afskaffet apartheid og de fleste af de mærkværdigheder og uretfærdigheder, det havde ført med sig. Men selv om man fik en forsoningskommission, der prøvede det helt nye greb om tingene, der gik ud på at skabe forsoning uden straf, kan man ikke sige, at de etniske stridigheder er bilagt, eller at den sociale orden er sikret.

I Israel fik man efter 67-krigen hele Vestbreddens og Gazas befolkning ind under sin jurisdiktion. Og det har ikke udviklet sig på en heldig måde. Man kan vistnok sige, som Herbert Pundik, at Israel har reageret for tilbageholdende og for sent på de mange udfordringer, der er opstået. Men man må nu også føje til, at palæstinenserne ikke har været den nemmeste modpart at have med at gøre.

Det, der gør situationen i Israel interessant i sammenhæng med mit tankeeksperiment, er, at man jo her har gennemført netop det, tankeeksperimentet går ud på: man har givet palæstinenserne selvstyre, men man har ikke formået at gøre dem økonomisk uafhængige af Israel. Så vidt jeg er orienteret, var det blandt de muslimske palæstinensere, at selvmordsbombesystemet blev ”opfundet”. I hvert fald blev Israel i så høj grad ramt af disse terrorister, at man følte sig nødsaget til at opføre muren mellem de to befolkninger. Og så blev man fri for det problem, men man fik jo så skabt en meget nedværdigende situation for de mange palæstinensere, der arbejder i Israel. De kontroller, de skulle igennem – og de kontroller, der udføres på Vestbredden for at sikre de mange bosættelser – har ikke fået muslimerne til at opgive den del af deres religion, der har med vold og ønsket om overhøjhed at gøre. Tværtimod, Hamas har overtaget styret i Gazastriben og har stor indflydelse på Vestbredden. Og deres ideologi er det næsten umuligt at opnå nogen fredsaftale med.

Man kan sige – for nu at prøve at runde af – at jeg med mit tankeeksperiment har prøvet at finde ud af, hvad der vil ske, hvis vi går ud fra, at det muslimske menneskesyn har ret, og handler derefter, dvs., hvis vi regner med, at mennesker virkelig lader sig overbevise af ydre magt, hvis ydre magt kan få mennesker til at se, hvad der er rigtigt og forkert. Resultatet er så, at det, at de ordninger, som vi prøver at gennemføre ud fra dette menneskesyn, er uholdbare, beviser, at det muslimske menneskesyn er falsk.

Det har vist sig at være forkert, når det var muslimer, der ville tvinge deres opfattelse igennem. Sunnierne har ikke kunnet tvinge shiitterne til at antage den sunnitiske lære, osmannerne kunne ikke tvinger den græsk-ortodokse kirke til at blive muslimsk.

Og det har også vist sig at være et falsk menneskesyn at bygge på, når vi vesterlændinge har villet tvinge muslimerne til at gå med til vores som vi selv synes yderst fornuftige ordninger.

Så derfor viser mit tankeeksperiment omvendt, at vi i vor omgang med muslimer ikke blot handler etisk korrekt, men også klogt, når vi gør, hvad vi kan for at få dem til, frivilligt, at afstå fra at beskytte deres religion og deres kultur med magt. Vi må fortsætte med at invitere dem ind i vort samfund, vi må fortsætte med at give dem den frihed, som vort samfund forudsætter, i håbet om, at de vil forstå den ”herredømmefri samtales” enorme kraft, vi må ikke blive trætte af vise dem imødekommenhed og venlighed, idet vi dog i al vor venlighed ikke undlader at gøre opmærksom på, at efter vor mening er deres religion med dens hierarkiske opdeling af menneskene, ikke så god som vores, der hævder, at hos Gud er der ikke personsanseelse (Rom 2,11, gl. oversættelse) eller sekulært udtrykt: hos os hersker der lighed for loven.

Eller, for nu at udtrykke mig lidt kristeligt: Hos os er et menneske noget værd i sig selv, uden forudgående gode eller mindre gode gerninger. Hos os er respekt noget, man tænkes naturligt at have for ethvert andet menneske, ikke noget, man skal tilkæmpe sig, især da ikke med voldsanvendelse. Så vi respekterer på forhånd vore muslimske landsmænd, men vi respekterer ikke deres religion, fordi den i modsætning til vores regner gode gerninger for det, der giver adgang til paradis. Og vi véd godt, at de betragter denne respekt som et svaghedstegn, men vi må så blive ved med at sige det igen og igen, at det er på grund af, at de er mennesker, ikke på grund af, at de er muslimer, at vi behandler dem på lige fod med kristne danskere.

Jeg må altså afvise de forslag, jeg har fremsat i mit tankeeksperiment. Men det betyder ikke, at jeg afviser al kamp mod islam, tværtimod, det betyder blot, at jeg vil gøre denne kamp til en åndelig kamp, dvs., en kamp ført på argumentationsniveau, ikke på lovgivningsniveau. Men den åndelige kamp, vi står i, er ganske besynderlig. Der er en åndelig kamp mod alle Danmarks ”Gutmenschen”, altså de mange, der vil være åh så gode mod alle de fremmede, herunder muslimerne. Først skal kampen mod disse mennesker vindes, når det drejer sig om at få standset indvandringen af muslimer. Dernæst skal den vindes – også mod vore mange ”Gutmenschen” – ved at fjerne angsten for at krænke vore muslimske landsmænd. Det er jo noget af det besynderlige ved situationen nu om stunder, at der er indgået et uheldigt samarbejde mellem disse ”Gutmenschen” og muslimerne, så dette at argumentere imod islam bliver ensbetydende med at krænke muslimerne, og – mener man – dette må da være forbudt.

Men nej, selvfølgelig må det ikke være forbudt, det burde snarere være en pligt igen og igen at påpege, hvordan shariaen understreger den muslimske, hierarkiske menneskeforståelse i dens modsætning til den vesterlandske lighedsforståelse. Det skal ikke være staten, der påtager sig denne argumentation, det burde være kirken, men kunne jo også være forskellige private foretagender. Og hvis argumentationen sker på den måde, at man efter hver af de mange terrorhandlinger, der finder sted på europæisk jord, udriver nogle sider af koranen og afbrænder dem ved en offentlig ceremoni, vil det have min fulde tilslutning. Og hvis det kombineres med en offentliggørelse af den ”famøse” Muhammed-karikatur af Kurt Westergaard i diverse aviser, vil også det være en handling, der varetager den nødvendige åndelige kamp mod islam. Men andre kan sikkert opfinde bedre reaktioner.

I det hele taget drejer det sig om at få vendt den kirkelige supertanker fra dens hidtidige kurs, hvor den bekæmper ateismen, til den nye, nu påkrævede kurs, hvor den bekæmper islam. Det tager tid. Men det er beskæmmende, hvor få teologer der er indstillet på den opgave. Hvis mit tankeeksperiment har åbnet øjnene hos nogen for, at islam virkelig gør forskel på folk, virkelig bruger magt, måske kun mild magt, sideløbende med overtalelser, for at få islams tilhængere til at forblive muslimer, virkelig vil lade shariaen overtrumfe vore verdslige love, så er meget nået, og vi kan som kirke gå videre med den opgave: at vinde muslimernes ”minds and hearts”, hvilket altså ikke gøres ved at tale dem efter munden, men ved at påpege det umenneskelige i al deres fromhed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s