Brev til en terrorist

Forleden fandt jeg et brev, som en lærd person, Denis MacEion, har skrevet til den 18-årige palæstinensiske terrorist, som fornylig brød ind i en jødisk bosættelse og myrdede tre personer, Yosef Solomon, hans datter Chaya og hans søn Elad. Moderen blev hårdt såret og ligger nu på hospital ligesom som morderen, Omar al-Abed. Brevet kan ses her.

Brevet er interessant, fordi det er båret af det, man kunne kalde vestlig rationalitet. Desværre er det min erfaring, at en sådan vestlig rationalitet ikke altid bider på den muslimske menneskeforståelse. Dette hænger for mig at se i nogen grad sammen med, at koranen modsiger sig selv. Der står både det ene og det andet i den bog. Og det tager vi frem først:

MacEion deler desværre den muslimske udlægningsmetode af koranen, at han argumenterer mere ud fra sin autoritet end ud fra den helhedsanskuelse, man måtte kunne få ud af koranen. Han fortæller således, at han har undervist i arabisk og islamiske studier ved et britisk universitet, at han har mange muslimske venner, og at han har læst koranen og diverse haditter på arabisk.

Blandt andet fortæller han, at ordet ”al-Taurat”, Toraen, findes 16 gange i koranen, nej, forresten, han taler jo til en muslim, så han siger, at ”Gud har brugt ordet Taurat 16 gange i koranen”. Og så citerer han den jødiske trosbekendelse fra 5 Mos 6,4: ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er een”, og hævder derudfra, at islam og jødedom er de eneste to religioner, der fastholder Guds énhed. Men karakteristisk for hans argumentationsmetode nævner han ikke forskellen på de to religioner: at jøderne bekender sig til Moses som deres profet, mens muslimerne holder på, at Muhammed er den sande profet.

Så gør han opmærksom på Sura 5,20f:

Og da Moses sagde til sit folk: “Mit folk! Ihukom Guds nåde over jer, da Han satte profeter blandt jer og gjorde jer til konger! Han gav jer, hvad Han ikke har givet nogen i hele verden. 5,21: Mit folk! Gå ind i det hellige land, som Gud har foreskrevet jer! Vend ikke om, for så vil I være fortabte!”

Det bruger han som bevis på, at Gud har givet jøderne Israels land, altså Palæstina, det land, som mange palæstinensere mener, de bør drive jøderne ud fra. Jeg véd ikke, hvilke koranord, Hamas bruger som begrundelse for at ville drive jøderne ud, men vor mand går ikke i dialog med dem, han nøjes med dette koranord, der vel må have en vis vægt, og som jeg ikke har set anvendt før.

Han argumenterer også med, at jøderne ikke hader muslimerne, de hader blot de ugerninger, som muslimer har begået mod jøderne. Og han beviser dette ikke-had på en ret nærgående måde: Det er jøder, der behandler ham på det hospital, han ligger på, det er jødiske hospitaler, der behandler mange af beboerne i Gaza, og selv i Syrien, hvor muslimer slår hinanden ihjel, findes der jødiske læger og sygeplejersker. Og han slutter sin opremsning af jødernes gode gerninger imod muslimerne: ”Er det ikke tegn på, at Allah har beskyttet dem og givet dem styrke til at overleve, og velsignet dem?”

MacEion har andre religiøse argumenter. Han nævner sura 41,34:

Den gode handling er ikke lige med den onde handling. Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven!

Det minder om min måde at udlægge Luk 6,37f på. Ud fra opfordringerne til at tilgive, for at få tilgivelse, og give, for at andre skal give én, drager jeg den slutning, at mennesket er et resonansvæsen, der svarer igen på den måde, det tiltales på. Viser du dig rethaverisk, vil du før eller siden blive mødt med rethaveriskhed, viser du derimod forståelse og indlevelse, vil du også selv i de miljøer, hvori du færdes, blive mødt med forståelse. Og det samme anbefaler koranen her.

Altså, MacEion prøver at overbevise Omar om, at han har handler imod de retningslinjer, der findes i koranen. Men han prøver ikke tage modsatrettede koransteder frem. Og han kan da også kun komme med en advarsel, når talen drejer sig om det kommende liv:

Jeg er bange for, at du i den næste verden – hvis der da findes en kommende verden – vil tilbringe evigheden i selskab med mordere og tyranner.

Man kan måske nære en stille tvivl om, hvorvidt en sådan forsigtig tale vil kunne vinde over de mange forestillinger hos islams selvmordere om 72 til rådighed stående jomfruer.

Men MacEion argumenterer ikke blot religiøst. Han har også noget at sige om det kontraproduktive i at gennemføre den slags angreb. Nå ja, han har læst Omars brev, hvori Omar skammer dem ud, der kun bruger deres gevær ved bryllupper og festligheder og ikke til at slå israelere ihjel med nu, hvor israelerne har lukket al-Aqsa moskéen: ”Hvorfor erklærer I ikke krig på Allahs vegne?” En sådan krig, siger MacEion, må være jihad. Men det er ikke tilladt den enkelte muslim på egen hånd at erklære jihad, siger han, og citerer bl.a. Ibn Taymiyah (død 1328). Jihad må kun gennemføres efter ordre fra den muslimske leder. Eneste undtagelse er de tilfælde, hvor muslimerne bliver angrebet. Men det var der jo ikke tale om her. Ja, føjer MacEion til, du spurgte dem end ikke, om de ville gå over til islam, hvilket sharia ellers kræver.

Det er der vist ingen selvmordsbombemand, der gør, og jeg gad vidst, om det vil afholde nogen fra at blive terrorist, eller få nogen lærd imam til at fraråde selvmordsterrorisme.

Videre i argumentationen: Mahmud Abbas er ikke en religiøs leder, PLO er en sekulær bevægelse, og når et menneske angriber på egen hånd, bliver han ikke muslimsk martyr.

Dette kan siges at føre over til den argumentation, der går på det meningsløse – sådan rent militært set – med de drab, Omar har udført.

Nogen argumenterer med, at jøderne elsker livet, muslimerne elsker døden. Omar pralede også af, at han ville dø med glæde. Men se, hvordan jødernes kærlighed til livet har bragt store fordele, lægevidenskab, kundskab og fremgang for hele verden. Men fordi muslimerne elsker døden, har de kun bragt had og fortvivlelse og hårde livsbetingelser for sig selv.

Omar havde skrevet, at han som ung har drømme og forventninger til livet. Men, fortsætter han, hvilket liv er det, de byder mig? Herpå svarer MacEion, at han, når han nu skal sidde i fængsel resten af livet, i hvert fald ikke får opfyldt nogle af de drømme, han måtte have haft.

Du bliver aldrig læge, så du kan helbrede syge, ellers en ædel beskæftigelse. Du bliver aldrig advokat eller dommer, så du kan bringe retfærdighed, en anden guddommelig livsførelse. Du bliver aldrig en muslimsk lærd, en prædikant, en imam, altsammen hellige kald. Du bliver aldrig gift, får aldrig børn, bliver aldrig en stor mand, der kunne berige verden og dit eget folk. Der er mænd og kvinder i verden, som du kunne have ført til islam, men som nu, hvor de hører om de onde ting, du har gjort, vil forkaste islam for resten af deres liv.

Og, siger MacEion, du siger, du handler sådan, fordi israelerne har lukket al-Aqsa-moskéen. Det er nu ikke sandt, moskéen er ikke lukket, den er tværtimod blevet beskyttet af israelerne. Men selv om det så var sandt, hvordan skal så din udåd bringe en åbning nærmere? Der er ingen logik i det, du har gjort.

Muslimer har dræbt jøder mange gange før, og det har ikke fremmet den islamiske sag eller religion det bitterste. Jøderne har fundet sig i meget, og dog er det ikke sket én eneste gang, hvor en muslim er død, at det så har fremmet fremgang og fred for islams folk.

Altså, her er det det uhensigtsmæssige i Omars udåd, MacEion arbejder med, ja, det dumme og ufornuftige i det, mange andre terrorister foretager sig.

Men ud over de religiøse anklager: at Omar har handlet imod koranens forskrifter, og ud over det ufornuftige i det, han har gjort, kommer MacEion også med nogle moralske anklager.

De bliver godt nok underbygget med korancitater, men da de arbejder med almenmenneskelige moralforestillinger, skal de også behandles som sådanne her.

Korancitaterne først!

Din Herre har bestemt, at I ikke må tjene andre end Ham og skal være gode mod jeres forældre. Hvis den ene eller begge når en høj alder under dit tag, må du ikke vrisse ad dem og skælde ud, men skal tale ærbødigt til dem! (Sura 17,23).

Det bruger MacEion således:

Nuvel, din far og mor har mistet en søn, som kunne have beskyttet dem, når de blev gamle. En anden søn, din bror, er blevet arresteret. I dag eller i morgen vil soldater nedbryde det hjem, jeres familie boede i. Er det det, Gud vil have jer til at gøre?

Men ikke blot har jo Omar ødelagt sit eget og sin families liv, han har også ødelagt en jødisk families liv. Det er også mennesker, ja, de er, som muslimerne, tilhængere af tanken om Guds énhed.

Og så slutter MacEion med at sige, at han har skrevet dette brev i håb om, at Omar en dag, måske først om mange år, må se, hvad det, han har gjort, virkelig er, og skamme sig over det. Han har bragt skam ind over sit folk. Og måske han, hvis han altså fortryder, hvad han har gjort, kan være med til at forhindre, at andre lokker unge mennesker ind i den fejlagtige tro, som han selv blev lokket ind i.

Er det ikke på tide at gå en anden vej, at smede deres knive om til plovjern (taget fra bibelen, Es 2,4)? Er det ikke passende at søge fred og gøre en ende på det stadige ofringer af unge mennesker og ældre, som ikke bringer andet end ødelæggelse over det palæstinensiske folk? Og så citerer han sura 56,25-26 om tilstanden i himlen:

De hører ingen tom tale dér og ingen beskyldning, kun ordet: “Fred! Fred!”

Men igen sidder man med en lidt underlig smag i munden. For der står jo meget andet i koranen, blandt andet adskillige opfordringer til vold mod fjenderne. Men igen: MacEion bruger den ”muslimske” argumentationsmetode: han nøjes med at nævne de koransteder, der støtter hans sag, og forbigår i tavshed dem, der ikke gør det. Til syvende og sidst skal måske den unge muslim overbevises ved hans autoritet: han er en lærd mand, arabiskkyndig, kendt med den muslimske lovpraksis.

Og det gør det lidt svært at bruge hans metode.

Man kan måske også sige, at der er lidt lusk i hans metode. Jeg mener: han siger åbent, at han ikke er muslim. Alligevel skriver han, som anført, at det er Gud, der taler i koranen, noget, han jo som ikke-muslim vel ikke tror på. Men hvorfor skal han så absolut lade, som om han deler denne fejlagtige opfattelse?

Jeg vil mene, at vi ikke-muslimer i stedet for som MacEion at lade, som om vi deler den opfattelse, at koranen er Guds ord, altså i stedet for at tiltale muslimerne som muslimer, skal tiltale dem som mennesker, der som vi har en vis rationel forståelse af tingene og derfor udmærket kan rammes af et argument om, at når der er så mange selvmodsigelser i koranen, kan den ikke være Guds eget ord.

Og så er det jo ligegyldigt, hvor mange pæne og moralsk rigtige ord, der også står i koranen, sådanne ord behøver vi ikke, for hvad der er pænt og moralsk rigtigt, kan vi godt selv finde ud af. Eller, kan man sige, når vi vil anbefale koranen ud fra disse ord, bærer vi os ad på anti-islamisk måde. Jo, for for den fromme muslim er koranen den målestok, alt andet måles med, men i en sådan anbefaling måles koranen med vor opfattelse af godt og rigtigt.

Derfor er de argumenter i MacEions brev, vi kan bruge, dem, man når frem til ved at bortsortere alle fromme koranhenvisninger. Argumentet om, at de mange muslimske terrorhandlinger nok er forfærdelige for dem, det går ud over, og nok kan skabe skræk og rædsel blandt os, men dog ikke kan batte det bitterste i retning af at fratage Vesten den enorme militære styrke, vi har, sammenlignet med de muslimske lande, dette argument kan vi godt anvende mod muslimerne, for det er et rent rationelt argument. Og vi skal ikke undlade at bruge det, selv om det utvivlsomt vil føles nedværdigende for muslimer at blive mindet om deres afmagt. Men hvis denne afmagt beror på et forkert menneskesyn, bør vi så ikke bruge dette argument?

Og det moralske argument er også brugbart for os, altså argumentet om, at han med sit angreb ikke blot har ødelagt en israelsk familie, men også sin egen familie, og at en sådan ødelæggelse er uetisk i enhver henseende, også det må kunne ramme ham, for han er jo, som alle andre mennesker, et moralsk væsen, der forstår moralske argumenter. Blot hindrer den magtoverbygning, som hans form for islam har givet hans oprindelige moralske fornemmelser, ham måske i at høre alvoren i vore moralske argumenter. Hvilket dog ikke skal forhindre os i at bruge dem.

Også selv om vi med MacEion må udbryde: ”Måske denne anstrengelse ikke nytter noget!”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s