Den svære omvendelse

Det er svært for en muslim at omvende sig. Og det, hvad enten man omvender sig til kristendommen, eller ”blot” omvender sig bort fra islam. Det er så at sige hele ens identitet, man må opgive, hvis man opgiver islam. Det er venner, der forsvinder, det er måske også familien, der siger fra, udover, at man jo som tidligere muslim risikerer at blive dræbt af én eller anden muslim, der ser ens omvendelse bort fra islam som et forræderi.

Det sidste, drabsmuligheden, omtales mærkelig nok ikke hos den tidligere muslim, jeg her skal tale om. Hans navn er Eddie Mohammed Omar, og hans beretning om sin omvendelse har jeg truffet her.

Måske han har særlig grund til at lægge vægt på det med identiteten, for hans mor er kristen, hans far shia-muslim, hans stedfar derimod sunnimuslim. Så det er måske ikke så mærkeligt, at han har haft svært ved at finde ud af, hvad han selv var. Alligevel skriver han:

Det er ikke let for et menneske, som har været muslim hele sit liv og vænnet sig til at betragte Muhammed som det perfekte menneske og koranen som den perfekte bog og omgivet sig med mennesker med samme opfattelse, pludselig at begynde at tænke i nye baner. Det var nok lettere for mig, jeg havde levet et liv, inden jeg blev muslim.

Men hvem det er let for og hvem det er svært for, skal ikke diskuteres her. Her er derimod det, der interesserer, hvad der fik Eddie bort fra islam.

Og noget af det var vist, at han i modsætning til så mange andre, der aktivt har tilsluttet sig islam, ikke mødte det sammenhold og venskab, der kan give et ungt menneske følelsen af at høre til. En gang, fortæller han, spurgte han én af sine muslimske venner, om de også kunne være venner, hvis han blev shiamuslim. Og det ”nej”, han fik, var så afgjort, og det blik, den anden sendte, så negativt, at det blev klart for ham, at venskabet ikke var baseret på almindelige menneskelige følelser, men på det forhold, at de begge var muslimer. Betyder det så, kan man spørge sig, at et islambaseret venskab er noget kunstigt noget, der før eller siden afslører sig som uægte? Jeg véd ikke, hvad svaret er, men det var måske tilfælde for ham.

En anden gang var der en ældre muslim, der sagde til ham, at han blev så ked af det, når han tænkte på, at ”du kommer i himlen, men din mor kommer i helvede”. Og ærlig talt, man forstår Eddie så udmærket, når han skriver, at han aldrig vil glemme den smerte, det gav ham.

Så at være muslim var ingen let sag.

Han fortæller om sit videre liv som muslim:

Siden fulgte mange år som muslim, somme tider var jeg mere hengiven, andre gange mindre hengiven. Udover sunni- og shia-islam udforskede jeg sufismen, islams mystik, og politisk islam. Men tvivlen nagede i mig; hvor meget jeg end bad, føltes det tomt. Der taltes meget om Gud, men jeg oplevede ham aldrig. Der taltes om engle, men jeg så ingen. Som muslimsk intellektuel måtte jeg finde mig i megen kritik fra ikke-muslimer. Jeg forsøgte at svare så godt, jeg kunne. Men nogle spørgsmål har ikke noget godt svar. Man kunne ikke komme udenom, at profeten Muhammed giftede sig med en lille pige. Man kunne ikke komme udenom, at han lod en kvinde stene. Man kunne ikke komme udenom, at han var hærfører i hellige krige og tog slaver. Hvordan kunne jeg kalde ham min lærer og leder? Ifølge koranen var Muhammed det bedste menneske, som nogensinde har levet, han var et moralsk forbillede. Det kunne ikke forenes med stening, barneægteskab og slaveri. Men hvad nu, hvis disse dårlige tekster var frit opfundne? Og tænk, om de gode tekster var sande? Men hvilket kriterium skulle man bruge? De dårlige tekster findes i de samme bøger som de gode. Tager vi dem bort, kan vi heller ikke stole på de gode og harmløse. Hvad så med Muhammeds undervisning om bønnen og fasten og valfarten til Mekka? Religionens grundvolde vakler.

Man kan forstå, at han, modsat de muslimer, der kun omgås muslimer, eller kun taler religion med muslimer, har mødt indvendinger fra de ikke-muslimer, han omgikkes. Det underbygger i nogen grad min påstand om, at vi gør vore muslimske landsmænd en bjørnetjeneste ved at tale pænt og imødekommende og ukritisk om islam i vore samtaler med dem.

Videre skriver han:

Jeg sagde til mig selv: ”Hvis jeg alligevel véd, hvad der er rigtigt og forkert, hvis jeg kan bedømme koranen ud fra min samvittighed, har jeg så brug for koranen?” Jeg forsøgte at finde på undskyldninger for at holde fast ved koranen. Islam var blevet en del af min identitet, og jeg havde investeret tid og kræfter i den religion. Så mange år! Jeg forestillede mig, at koranen skulle kunne bruges som en rent åndelig bog, noget, man reciterede under sine bønner og andre ceremonier. Den er ikke bedre end nogen anden religions skrifter, den er bare vores. Men dette svarer jo ikke til det, koranen siger om sig selv. Den siger, at den er en lovbog, man skal dømme efter, og at den er en moralsk rettesnor, som står højere end menneskets fornuft og samvittighed. Den siger, at den er bedst.

Han er ærlig i sin søgen her. Han lader sig ikke holde hen med snak. Og han har forstået, at når han skelner mellem gode og dårlige ord i koranen, så er det netop den samvittighed, han bruger i denne skelnen, der står højest, ikke koranen. Det er ikke nogen irrelevant kendsgerning at nå frem til. Det førte da også til, at han ophørte med at være muslim, selv om jeg nok ikke forstår hans sluttelige, helt overvældende følelsesudbrud. Men netop derfor skal det følgende citeres:

I mit hjerte vidste jeg, at koranen ikke var nogen guddommelig bog, ja, jeg vidste, at det var en helt og holdent menneskelig bog. Der findes i koranen intet, som ikke skulle kunne være frembragt af et menneske, som levede i Arabien, da de blev skrevet. Hvor længe ville jeg blive ved med at narre mig selv? Lidt efter lidt stod jeg ikke mere fast som muslim. Jeg ville være sand overfor mig selv. Derfor forlod jeg islam. Det skete engang i 2010. Men det var en lys og varm sommerdag i 2011, at forsvarsværkerne virkelig brast, og alle de følelser og tanker, jeg havde gemt i mig, vældede frem. Jeg husker det som var det i går. Jeg sad i en bil på Fjällnora badestrand udenfor Uppsala og hørte radio. Pludselig bare brast det, og tårerne løb. Jeg græd som et barn. Jeg kikkede på badegæsterne rundt omkring med mit tårevædede blik. For første gang i lang tid følte jeg mig ét med mig selv og mine medmennesker. Det var en slags eufori. Jeg ville bare ud og give hvem som helst et kram.

Hvorfor dette følelsesudbrud? Ja, det var noget med at ville være ét med sig selv, men derigennem også være ét med sine medmennesker. Var han da ikke det som muslim? Eller havde islams krav på overhøjhed for muslimer trods alt gjort sin virkning på ham, så han følte sig forskellig fra de svenskere, han boede iblandt, og derfor, da han sådan rigtig forlod islam, med ét slag følte sig ét med dem? Han forklarer det selv således:

De allerfleste muslimer fortsætter med at fornægte, med at finde på bortforklaringer og beskylde kritikere for at være islamofober. De vil ikke tvinges til at gøre det sværeste af alt: at se fejlene, de grimme sider af deres egen religiøse tradition. Det ville få dem til at tvinges til at omvurdére tidligere valg, måske ødelægge relationer til venner og slægtninge, og havne i en ny, ukendt og forvirrende verden.

Det ser ud til, at Eddie er ankommet til denne nye, ukendte og forvirrende verden alene. Det kan altså også lade sig gøre. Men man kunne ønske både for ham og for de muslimer, der måtte gå en lignende vej frem mod frigørelsen fra islams bindinger, at der var en kristen menighed, de kunne finde ind til. Det ville vel også være en ny og fremmed verden for dem, men det var dog en beboet verden, der var dog mennesker i den, som man kunne tale med, også tale med om de problemer, islam havde givet én.

Som før nævnt, mener jeg, at vi gør muslimer en bjørnetjeneste ved ikke at missionere for dem. Men mission, uha, uha, det er de fleste af folkekirkens præster og biskopper ikke meget for. Men hvorfor dog det? Dels er mission jo noget, der er befalet os som kristne, endda i den såkaldte missionsbefaling, Matt 28,18-20, som fremsiges ved enhver dåb i folkekirken, dels er dette at gøre rede for, hvad man tror på, vel en naturlig ting for alle, der mener noget med det, de tror på.

Men det er klart, hvis man er så bange for at gøre vore muslimske landsmænd utilpas ved at være her i landet, at man i enhver dialog, man måtte have med dem, taler dem efter munden og ikke tør fortælle dem om de svagheder, islam efter vores opfattelse indeholder, så kommer der ikke megen mission ud af den dialog.

Jeg angreb i sin tid indvandrer-præst Jesper Hougaard Larsen her på bloggen, se her, for at give muslimen Saliha Marie Fetteh alt for megen ret i en fællesudtalelse, de to kom med på religion.dk, se her. Det hænger muligvis sammen med, at han ikke aner, hvad han har med at gøre i sin omgang med muslimer, men det kan også ”bare” hænge sammen med, at han endelig ikke vil fornærme muslimerne. Han gik nemlig med til den påstand, at koranen er guddommelig og derfor, i modsætning til haditterne, ikke kan udsættes for normal videnskabelig kritik. Besynderligt! Det er jo netop én af forskellene mellem kristendommen og islam, at vi ser vidt forskelligt på vor helligskrift. Den fromme muslim betragter koranen som Guds eget ord; den står over alt, hvad vi kan tænke os frem til, den står overfor vores fornuft og alle vore selvlavede tanker. Det var det, Eddie ikke kunne acceptere. Men det var en indvending, han selv måtte tænke sig frem til.

Hvor var den kristne kirke henne, at den ikke offentligt var fremkommet med den indvending imod islam? Ja, den gemte sig bag det fine begreb ”dialog”, den ville ikke ”konfrontation”, som man sagde, og derfor svigtede den sandheden.

I modsætning til denne fundamentalistiske opfattelse af en helligskrift, opfatter vi kristne vores bibel som inspirationskilde, en uovertruffen inspirationskilde, en kilde til stadig nytænkning, selv efter så mange år, en kilde, skrevet af mennesker, javist, svage, famlende, fejlende mennesker, men trods det mennesker, der var så grebet af det budskab, Jesus havde bragt, at de kunne formulere det i stadig nye vendinger, vendinger, som vel størknede noget i tidens løb, men dog aldrig så meget, at ikke et fornyet studium af bibelens skrifter kunne gøre budskabet vedkommende og menneskeligt igen.

Hvorfor har dog ikke kirken sat alle sejl til, dels for at give vore egne kristne menigheder de bedste muligheder for at forstå, hvad islam er, dels for gennem kritiske spørgsmål at få muslimerne til at opdage de mange mærkelige forhold i deres religion?

Politisk korrekthed har overskygget evangeliet. Måtte de snart blive omvendt!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s