Kan der skabes en euro-islam?

I mit forrige indlæg gentog jeg den anklage, jeg i 2013 rettede mod Jesper Hougaard Larsen og Saliha Marie Fetteh i anledning af deres fælles indlæg på religion.dk, se her.

Jeg skal her kort omtale den. De hævder, at den muslimske filosof, Ibn Khaldun (1337-1406), ser noget positivt i korankritik. Det er ikke sandt. Det ville også være mærkeligt. Den historisk-videnskabelige kritik af oldtidens tekster opstod først i 1700-1800 tallet i Europa. Men jeg kan yderligere modbevise det med et citat fra hans store værk Muqadimma, bog 1, afsnit 38. Her siger han:

Som en regel gælder det, at ingen videnskabelig metode kan fremstå ved studiet af koranen, fordi intet menneskeligt væsen kan fremkalde noget, der ligner den. Derfor er mennesker ude af stand til at bruge eller efterligne dens udtryksmåder, og de kan heller ikke danne nogen metode i nogen anden henseende.

Koranen er altså i hans øjne noget helt specielt. Og det er nøjagtig det samme, som de to forfattere hævder – eller som Hougaard Larsen går med til at lade Fetteh hævde – når de skriver, at man som muslim må forholde sig til den kendsgerning, at islamisk lov ikke er guddommelig, men blot lige får indføjet et ”med undtagelse af koranen”.

Og det er typisk for folkekirkens alt for imødekommende holdning til islam. Man kan til nød forstå, at diverse religionshistorikere udtrykker sig så floromvundet, at de får islam og kristendom gjort til noget nær det samme, selv om det er og bliver elendig videnskab. Men at kirkens folk i deres store velvillighed overfor muslimer absolut også skal være velvillig overfor islam, endda i den grad, at de går med til, at koranen godt kan have guddommelig oprindelse, det er mig en gåde.

Nå, dette skete jo i 2013. Det hele kan vel have ændret sig, tænker man.

Men nej, så sent som den 12-8 i år er der en klumme i Kristeligt Dagblad, hvori biskop Henrik Wigh Poulsen, også han, får blandet tingene godt og grundigt sammen, se her; oven i købet gør han det med Luthers tanker som udgangspunkt.

Her lykkes det ham at bruge en alt for kendt og alt for misbrugt metode i sin omtale af forholdet mellem islam og kristendom, nemlig den, at man under omtalen af den nutidige muslimske vold skynder sig ydmygt at indrømme, at kristendommen også har vold i sin historie, men omhyggeligt undgår to ret afgørende spørgsmål, nemlig 1) om nutidig kristendom, i sin accept af de demokratiske dyder, ytringsfrihed, lighed for loven, m.m., er mere i overensstemmelse med det ny testamente end fortidens kristne, og 2) om islams nutidige vold har rod i islam selv eller er et tilfældigt og uheldigt element, der let lader sig fjerne, uden at islam lider skade på sin sjæl.

Han begynder med et Luther-citat:

Jeg er født til, at jeg skal bekrige sværmere og djævle og ligge i krig med dem, og derfor er mine bøger meget voldsomme og krigeriske. Jeg skal rydde stubbe og stammer, borthugge torne og hække, fylde vandhuller. Jeg er den grove skovhugger, som skal bane vejen og berede den.” Et pragtfuldt Luther-citat, der så udmærket rammer tonen.

Og som sådan var tonen i polemikken mellem reformatorerne og romerkirken, og mellem reformatorerne indbyrdes, rimelig ufriseret. Vreden, hadet, smædeskrifterne og voldsfantasierne havde frit løb. Og her var Luther en sand virtuos, når det gjaldt paven, munkene, sværmerne og, ikke mindst, jøderne.

Citatet forekomme – jeg havde nær sagt: naturligvis – uden angivelse af, hvor det findes, men hvad, det betyder jo ikke noget, når han nu er så glad for det. Men ligesom man kan være stærkt i tvivl om, hvorvidt nu også dette citat er særlig karakteristisk for Luthers virke, sådan kan man stærkt kritisere hans medinddragelse af Luthers skrift mod jøderne. For mig at se må man virkelig indrømme, at dette skrift står i en helt særlig afdeling blandt Luthers skrifter, ikke på nogen måde karakteristisk for hans virke som helhed.

Men jeg kan da godt se, hvad Wigh Poulsen skal bruge det til. Det kommer kort efter:

Og nej, vi kan naturligvis ikke måle den tids kontroverser med bløde velfærdsdanske nutidsalen. Men det nytter heller ikke at læse hen over det. Især nu, da religiøs vold har fået en sørgelig renæssance. Det kan sagtens være, at der i religionen islam er elementer, der lettere føder ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse, men i vores egen historie, i vores reformatoriske tradition og kirkeligt teologiske arv, rumsterer der også masser af ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse.

Apokalyptisk selvforståelse, altså troen på, at vi står foran de sidste tider, og at dette alene kaster alle hensyn til side, er ikke noget, islam har monopol på. Trang til martyriet, spektakulære henrettelser og kampen mod de vantro horder heller ikke. Men at vi også selv har historiske aktier i sådan en arv, kan måske være med til at gøre os klogere på og være med til at kaste et tiltrængt kritisk lys på den religiøse vold samt på alle dens mekanismer, som de kan gøre sig gældende i en hvilken som helst religiøs sammenhæng.

Altså: Wigh Poulsen vil være så ydmyg, så ydmyg på samtlige kristnes vegne. Han vil så hjertensgerne fortælle muslimerne, at vi kristne så sandelig ikke føler os bedre end muslimerne, men kommer derved utilsigtet til at sige, at vi heller ikke regner vores religion for bedre end deres. Så ender det i det rene vrøvl. Så blandes tingene sammen i én stor pærevælling, hvor hverken kristendom eller islam får, hvad der hører dem til.

Den religiøse vold kan gøre sig gældende i en hvilken som helst religiøs sammenhæng, fortæller han os.

Nå, kan den det? Ikke desto mindre er selvmordsbombemænd dels en moderne foreteelse, dels noget, der kun forekommer indenfor islam. Vi kender det ikke fra kristendommens historie. Og det hænger sammen med, at det kristne martyrium er en efterfølgelse af Kristi martyrium, og Kristus slog ikke nogen ihjel, han lod sig slå ihjel. Men naturligvis, den slags detaljer nævner Wigh Poulsen ikke, så ville der jo blive forskel på kristendom og islam.

Vi lader her Wigh Poulsen ligge, og går videre til en muslim, der forsøger sig med det samme kunstgreb, blot fra den modsatte side. Der er tale om den østrigsk-tyrkiske muslim, Edna Aslan, der er professor ved Wiens universitet. Anders Raahauge har i Kristeligt Dagblad refereret et interview med ham i Die Welt, se her. Han har interview’et en del unge muslimske terrorister i østrigske fængsler og fortæller, at de er stolte over deres overbevisning:

Om dette sagde en til os: ’I islam er ekstremisme, at man gør, hvad der ikke findes i religionen.’ Det vil sige, at efter disse menneskers mening er deres overbevisning på ingen måde den ekstremistiske islamisme, som vi anser den for, men simpelthen den rette tro, den sande religion. Og deres overbevisninger lader sig faktisk begrunde teologisk og legitimere af klassiske muslimske skoler.

Det sidste fremgår også af den overskrift, der er på Raahauges artikel: ”Islamismen er ikke et kætteri”. Og det understreges af det følgende:

Nogle af dem var narkohandlere eller røvere, nogle har drukket alkohol, men det betyder ikke, at de ikke var religiøse. For dem er det afgørende, at de er blevet overlegne mennesker gennem for eksempel en salafistisk overbevisning. De definerer ikke sig selv ved deres kriminelle handlinger, men ved deres nedvurdering af andre livsformer, især den vestlige. Afgørende for dem er deres lære, en genuin religiøs lære, mens en religiøs praksis i betydningen god og lovlydig vandel ikke tæller meget. Sådan er det også, fordi de opfatter sig selv som under krigens betingelser – hvor der jo gælder andre retsregler.

Ja, ”overlegne mennesker”, det lyder mærkeligt, og det har taget mig selv lang tid at nå frem til at erkende, at sådan betragter mange muslimer faktisk sig selv i forhold til os. Hvad skal vi kalde det? Mindreværdskompleks er det jo ikke, snarere et merværdikompleks. Da de er indvandrere fra et muslimsk land, skulle man tro det modsatte:

I deres udlændighed mærkede de et behov for at blive afstivet. Desuden nærede de en følelse af underlegenhed over for europæerne, fordi deres muslimsk prægede hjemlande er i en miserabel tilstand.

Så opdager de religionen,” bemærker Aslan. Den fortæller dem dels, at de er i krig med Vesten, som angiveligt er skyld i trøstesløsheden i de muslimske lande, dels, at de faktisk bør anse sig for europæerne overlegne.

Og denne overbevisning om i Guds øjne at være europæerne overlegne giver dem altså ret til at slå os ihjel, mener de.

Men hvordan får vi dem fortalt, at denne ”løsning” er en forlegenhedsløsning, er en løsning, de tager til sig, fordi de ikke vil anerkende den virkelighed, de ser omkring sig, f.eks. ikke anerkende, at den ikke svarer til den virkelighed, de selv er en del af: at det er dem, der er flygtet fra en elendig, muslimsk stat til velfungérende, kristen stat, ikke os, der er flygtet den modsatte vej?

I et andet interview, dog fra 2015, vender Aslan sig også mod den tanke, at vore dages terror intet har med islam at gøre, se her. Han er selv muslim, og hvad han gør sig til talsmand for dèr, forekommer mig lidt mærkeligt. Dels vil han som i interview’et i Die Welt hævde, at terroristerne er i overensstemmelse med den oprindelige islam, og dels vil han hævde, at det er muligt at danne en særlig europæisk islam, som lader sig forene med et liv i Europa uden terrortendenser. De to ting synes at modsige hinanden.

Han siger f.eks. om henrettelserne af homoseksuelle:

Drab på homoseksuelle kræves i alle islams basale lovregler. Det hedder, at man skal kaste dem ud fra et bjerg eller begrave dem under en mur. Når i vore dage homoseksuelle bliver kastet ned fra et højhus i Syrien, så bliver disse overleverede retsforskrifter nøje fulgt. IS kunne også meget vel skyde sine gidsler med moderne maskingeværer – dem er de jo i besiddelse af – i stedet for skærer de hovedet af med en kniv. Hvorfor? For også IS-folkene mener, at de overholder den islamiske rets gamle traditioner på den måde.

Men mærkelig nok fortsætter Aslan:

Det er altså på høje tid, at muslimske teologer forholder sig kritisk til deres lære. Man kan ikke beskylde folk for barbari, når de blot omsætter den ret, de har lært, i praksis.

Og sandt nok, det ville jo være udmærket, hvis det lod sig gøre at forholde sig kritisk til sin overleverede lære, hvis der lod sig opstille en fredelig europæisk islam. Men er det muligt?

Han siger noget om det lidt senere:

Afgørende er det, at teologien kan forklare samfundsforholdene og de nutidige livsvilkår, så der ikke opstår nogen modsigelse mellem muslimerne og samfundet. Kritisk loyalitet er nemlig demokratiets essens.

Og endnu senere får han et spørgsmål, der går på, om ikke muslimer må tage afstand fra deres fortid, ligesom tyskerne tager afstand fra deres nazi-fortid. Derpå svarer:

Naturligvis er muslimer også mennesker, der har øvet vold, og de må befri sig for rollen som ofre for Vesten. Men: muslimer må først og fremmest tage afstand fra det, der sker i islams navn, før de kan nå frem til at beskæftige sig med andre negative ting i islam. Hvordan kan religion se ud i et sekulært, pluralistisk samfund? Hvilken stilling har dèr koranen, menneskerettighederne? Uden en befrielse fra krigens teologi har muslimerne ikke den frihed, der skal til for at tage afstand fra de andre spørgsmål.

Man forstår på ham, at muslimer i deres teologiske tænkning må tage afstand fra de muslimske terrorister. Men hvordan i alverden tænker han sig det, når han lige har beskrevet disse terrorister som fuldgyldige muslimer, der har fat i noget ægte muslimsk?

Dog, i stedet for at fortabe mig i disse krinkelkrogede muslimske teologiske overvejelser, vil jeg gå tilbage til Luther, ja endda tilbage til Paulus.

For hvad var hovedsagen for Luther? Hvad var det, der lå bag hans mange kraftudtryk og hans vrede? Hvad var det, der gjorde ham så oprørt, at han igen og igen måtte gribe til hårde ord?

Ja, se, det fortæller Wigh Poulsen ikke noget om. I hans fremstilling lyder det, som om Luthers kraftudtryk var et udslag af hans særlige karaktér eller var noget, der hører den tids omgangsformer til. Og så slipper vi da heldigvis for at overveje, om der måske var noget i vor tid, som vi burde blive lige så opbragte over. Måske vi oven i købet får mulighed for at tænke ved os selv, at sådanne omgangsformer har vi da heldigvis ikke, vi er i stand til at tale pænt og nydeligt og afbalanceret til hinanden, også selv om vi er uenige om visse teologiske opfattelser.

Her kan man med fordel ligesom Luther pege på det, Paulus siger i Gal 2,11ff. Her angriber han Peter, og han angriber ham med særdeles hårde ord. Der var sket det, beretter Paulus, at Peter var kommet til Antiokia. Og her gjorde han det, at han, skønt han var jøde og efter den jødiske lov ikke måtte spise sammen med hedninger, dog spiste sammen med de kristne hedninger. Kristenfællesskabet stod over jødeloven.

Men da der kom jødekristne fra Jerusalem, jødekristne, som ikke som Peter ville spise sammen med hedningerne, ja, så ville Peter ikke længer spise sammen med hedningerne. Nu står jødeloven over kristenfællesskabet. Og det får han på hattepulden for af Paulus. Paulus kalder ham direkte for en hykler. Og Luther gentager Paulus’ anklage, selv om mange har forsøgt at bløde op på sagen til fordel for Peter:

Men da Peter kom til Antiokia, stod jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han var domfældt. (Gal2.11)
Paulus fortsætter med at gendrive og siger, at ikke blot har han Peters og de andre apostles vidnesbyrd til at tale for sig, men at han også modstod Peter i den antiokenske menigheds nærvær. Han fortæller her noget, som ikke er sket i et hjørne, men for øjnene af menigheden, og denne ret bemærkelsesværdige fortælling har givet mange anledning til at komme med bebrejdelser mod Paulus, f. eks. Porphyrius, Celsus, Julian og andre, som anklager Paulus for overmod, fordi han gik til angreb på de højeste apostle, og det for øjnene af menigheden. Derved havde han overskredet grænserne for kristent mådehold og ydmyghed. Men det er ikke mærkeligt, at de mennesker tænker og taler sådan, som ikke ser hensigten med Paulus’ drøftelse. Som ovenfor nævnt, omhandler Paulus her ikke om bagateller, men om den kristne læres hovedartikel. Den, der forstår, hvor stor denne artikels brug og majestæt er, for ham er alt andet uden værdi, ja ingenting i det hele taget. Hvad er nemlig Peter eller Paulus, hvad en engel fra himlen, hvad hele skabningen mod retfærdiggørelsesartiklen? (Se her).

Og dette her ligger lige til højrebenet. At spise sammen, det er på rent menneskelig vis et tegn på gensidig anerkendelse. Og vil man ikke spise sammen med andre, som ikke tilhører ens flok, men unddrager sig – også hvis begrundelsen for at unddrage sig er, at man ikke vil spise svinekød – så unddrager man sig et menneskeligt fællesskab, eller sagt på anden måde: så sætter man den gudsbefaling, man påstår, man har fået gennem shariaen, over den gudsbefaling, vi alle har fået, fordi vi alle forstår bordfællesskabets sammenknyttende virkning. Eller, hvis vi skal sige det på anden måde: så gør man sig til farisæer, for en farisæer betyder netop én, der udskiller sig.

Og det må vi som kristen kirke derfor sige til Aslan: Hvis der i den amputerede islam, som han finder ud af er fredelig og demokratisk, ligger regler om, hvad man må spise og hvad ikke, hvem man må spise sammen med og hvem ikke, så gør han muslimerne til farisæere, til folk, der udskiller sig, og så er den glidebane lagt, der fører frem over muslimers væren bedre end andre til deres ønske om med vold at tvinge os andre til at være lige så ”fromme”. Og så vil han få det største besvær med at opstille en stopklods på glidebanen, ligegyldigt hvor han tænkes at anbringe den.

Det er sandt nok, at forskellige uskyldige foreteelse med religiøs begrundelse af det demokratiske samfund tillades, f.eks. særlige religiøse kendetegn, kippa for jødernes vedkommende og tørklæde for muslimernes. Og det verdslige samfund vil jo heller ikke finde på at tvinge nogen til at spise sammen med andre, de ikke deler religion med, hvis de skulle have en religion, der er så tosset, at den forbyder dem det.

Men den religionsfrihed, som giver dem lov til det, giver også os andre lov til at forklare, hvorfor vi opfatter det som tosset og imod den naturlige lov, som Gud har givet os. Ja, den giver os lov til at gøre nar af disse spiseregler og udskillende former for påklædning overfor vore menigheder, hvis vi mener, at det bedre kan forstås på den måde, uden at vi skal mødes af anklagende racismeparagraffer eller lignende. Eller – som vi desværre er nødt til at sige for øjeblikket – uden at vi burde anklages af racismeparagraffen.

Men altså: Der kan ikke skabes nogen euro-islam. Tingene hænger sammen. Hvis man bilder sig ind at have modtaget en åbenbaring om ét eller andet fuldstændig ligegyldigt som f.eks. hvad man må spise og hvad ikke, så er grunden lagt til en følelse af at være bedre end andre, hvis man følger denne åbenbaring, og så vil fromheden ingen ende tage, så vil den overgang, der for muslimernes vedkommende fandt sted i Medina, hvor Muhammed i forlængelse af sine ”åbenbaringer” i Mekka fik en række krigsåbenbaringer, kunne finde sted hos os, så vil en hvilken som helst muslim kunne radikaliseres til at udføre terrorhandlinger, vi kan ikke vide os sikre.

Men allerede det, at Edna Aslan er villig til som muslim at gå helt og holdent ind for ytringsfrihed og demokrati, betyder vel så, at han er på vej bort fra islam. Og hvad enten han vil gå hele vejen over til kristendommen eller standse på den gudløse halvvej, selve det, at han går bort fra den voldelige islam er noget, man må tage hatten af for.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s