Ubåd og tilgivelse

Den fremmede Luther 34

Jeg gætter på, at der er utrolig mange, der ligesom jeg ikke kan finde hoved og hale i det, der er sket på Øresund i og omkring Peter Madsens ubåd. Blandt dem er Peter Madsens halvbror, Benny Langkjær Egesø. Jyllands-Posten refererer et interview med ham, som Ekstrabladet har foretaget, se her. Han kan, siger han, slet ikke genkende det billede, der i medierne tegnes af hans bror. Selve sagen omtales i Jyllands-Posten meget kort således:

Madsen er i øjeblikket sigtet for uagtsomt manddrab, efter den svenske journalist Kim Wall har været forsvundet, siden den 30-årige kvinde var ombord på hans ubåd UC3 Nautilus torsdag aften.

Fredag morgen sank ubåden pludselig, hvilket ifølge politiets teori angiveligt er sket som en bevidst handling.

Det er dette sidste, som Peter Madsens halvbror har svært ved at få til at passe ind i den overbevisning, han har, at hans halvbror er uskyldig.

Der er utrolig mange ting i dette hændelsesforløb, som vi ikke véd noget om, og som politiet eller medierne heller ikke har oplyst os om. Det var Kim Walls forlovede, der slog alarm, da hun ikke kom tilbage til den aftalte tid. Og det fik en ret stor eftersøgning til at gå i gang. Ubåden blev spottet fra Drogden fyr næste morgen, men sank kort tid efter. Eneste ombordværende var Peter Madsen, og han forklarede til TV2, at der var noget med en ballasttank, der ikke fungérede; derfor sank ubåden.

Straks efter, at han var blevet reddet i land af en lystsejler, blev han anholdt, i første omgang anklaget for mord, i næste for uagtsomt manddrab.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvad Kim Walls forlovede har sagt til politiet, siden de ligefrem anklager Peter Madsen for mord. Og man kan da også spekulere lidt på, hvorfor han ikke var med på turen; det er jo ikke ualmindeligt, at forlovede følges ad. Og hvad var det, Kim Wall ville opnå som journalist ved at få en tur med Peter Madsens ubåd?

Ifølge Peter Madsen blev Kim Wall sat af på Refshaleøen ved halv ellevetiden om aftenen. Det er nok noget af det, Benny Egesø holder sig til, når han vil tro på sin halvbrors uskyld. Men hvorfor skulle ubåden så sænkes? Hvis den altså er sænket med vilje, hvilket politiet påstår, efter at de har fået bragt ubåden på land og undersøgt den lidt nøjere. Derudover hævder de, at Peter Madsen har skiftet forklaring med hensyn til dette med, at Kim Wall er blevet sat af på Refshaleøen. Men de vil ikke fortælle, hvilken ny forklaring han er kommet med.

Men alle disse ting gør, at Benny Egesø er i tvivl om sin halvbrors uskyld:

Hvis han alligevel skulle tage fejl, er Benny Langkjær Egesø ikke i tvivl:

»Så skal han ind og bure den, lige så lang tid, man synes, det er nødvendigt. Og så er han pludselig en person, jeg ikke kender. Så skal jeg forholde mig til et helt nyt menneske,« siger han til Ekstra Bladet.

Det er den bemærkning, jeg har sigtet frem imod. For er det dog ikke at være lidt for hårdhjertet? Jeg mener, Peter spørger jo Jesus, hvor mange gange han skal tilgive sin bror, og får til svar, at det skal han gøre syvoghalvfjerds gange (Matt 18,21f). Og er det derfor ikke en lidt ukristelig bemærkning at komme med, at den halvbror, han tidligere har sagt, at han holdt utrolig meget af, nu skal være en person, han ikke kender?

Imod en sådan (from?) antagelse vil jeg sige, at jeg godt forstår Benny Egesø. Og jeg fik dels sidste onsdag og dels denne onsdag belæg for det fra Luther.

Sagen er den, at vi i Klosterkirken ved morgenandagten hver onsdag læser et stykke af Luther. Oven i købet er det mig, der har fundet disse stykker frem. Og her den 16-8 læste vi et stykke fra Luthers prædikenrække over bjergprædikenen, nærmere betegnet Matt 6,14ff. Her siger Luther bl.a. følgende:

Han [Jesus, rr] har i særlig grad villet stille denne bøn frem og knytte tilgivelsen af synderne til vores tilgivelse, for at han dermed kan knytte de kristne sammen, så de indbyrdes elsker hinanden og lader det være deres hovedstykke og fornemste opgave efter troen og den tilgivelse, de har modtaget, at også de uden ophør tilgiver deres næste; sådan at, ligesom vi lever i forhold til ham i troen, sådan lever vi i forhold til næsten i kærligheden, så at vi ikke giver hinanden fortrædeligheder og lidelse, men har det for øje, at vi altid skal tilgive, hvis der sker lidelse overfor os (hvilket i dette liv ofte må forekomme); ellers skal vi vide, at heller ikke vi er tilgivet. (Se her).

Men det mærkelige er, at vi sidste onsdag læste et stykke, der kunne lyde, som om Luther har glemt alt om de syvoghalvfjerds gange, man tænkes at skulle tilgive. Det er det stykke fra bjergprædikenen, der handler om skilsmisse, Matt 5,31f. Her læser han Jesu ord sådan, at kun utugt kan være begrundelsen for, at øvrigheden kan bevilge skilsmisse. Men så føjer han til:

Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. (Se her).

Ikke sandt, her nøjes han med at give den utugtige mand – for han tænkes sig åbenbart, at der er tale om en mand – én chance og kun én. Og så har han jo tilsyneladende glemt alt om Jesu ord i Matt 18,21f, ligesom han senere helt synes at have glemt den indskrænkning i tilgivelsesopfordringen, han her kommer med. For ikke sandt, når vi kommer hen til Matt 6,14f, så skal vi sandelig være villige til at tilgive hinanden, og er vi ikke det, så kan vi ikke regne med Guds tilgivelse.

Hvordan hænger det dog sammen?

Ja, lad mig bare indrømme det, det er noget af det, der gør mig til en svoren tilhænger af Luther. I begge tilfælde tænker Luther særdeles jordnært. Han lader ikke de kristelige formaninger svæve frit i luften, han tænker de situationer med ind i formaningerne, som de kan bruges i.

Har en mand været sin kone utro, så véd Luther jo godt, at konen kan have den bedste vilje til at tilgive, hun kan modtage de stærkeste formaninger fra andre om dog at vise sin mand et kristeligt sindelag og tilgive ham, det nytter ikke noget, hvis ikke hun tror på hans oprigtighed, når han beder om tilgivelse. Den tro lader sig ikke frempresse, den tro kommer helt af sig selv, den tro har med mandens ord og minespil og hele opførsel at gøre. Det, der er spørgsmålet, er, om forholdet lader sig genoprette. Og skal det ske, kræves både mandens oprigtighed og konens tro.

Det nævner Luther jo også her. Og det er det, der får ham til at afvise en anden chance for manden. For gør han, som Luther her forestiller sig: går hen til et offentligt fruentimmer, så snart han er tilgivet, så viser han jo dermed, at hans bøn om tilgivelse ikke var oprigtig. Konen troede på ham, troede på hans oprigtighed, men det véd vi jo godt, at et menneske i den situation godt kan spille komedie.

Det er blandt andet derfor, vi i vore dage har lettet adgangen til skilsmisse. Hvis man anvender tvang, for at få ægtefæller til at blive sammen, kan man ikke på nogen måde gardére sig mod den slags komediespil. Den tillid, der bør herske mellem ægtefæller, må herske uden tvang af nogen art, om den skal være ægte.

Når derimod Luther prædiker over Matt 6,14f, har han en helt anden situation for øje, nemlig situationen i menighedens fællesskab. Her er det villigheden til at tilgive, der stilles i forgrunden, her er det imødekommenheden, viljen til at sætte sig i den andens sted, den forståelse, man tænkes at vise overfor den anden eller de andre, der er omdrejningspunktet for Luthers udlægning af Jesu ord.

Og bruger vi nu disse tanker på den situation, Benny Egesø er bragt i af sin halvbror, og forestiller vi os, som han jo også gør, når han ikke kan få tingene til at gå op, at Peter Madsen virkelig har myrdet Kim Wall, så kan han, som det ser ud for øjeblikket, ikke se anderledes på det, end at hans halvbror er et helt andet menneske, end han hidtil har troet.

Vi andre kan jo så komme med vores psykologiske teorier, kan prøve at forklare og bortforklare, som vi vel plejer at gøre. Og det er jo let nok for os. Vi står på afstand af det hele. Vi har ikke noget i klemme. Vi føler ikke, at vores tillid er blevet svigtet. Men hvis Benny Egesø gør det – og det gør han vel, hvis det er dette for ham værst tænkelige, der er sket – så lader et sådant tillidsforhold sig ikke sådan opbygge igen lige på en studs, selv med nok så mange kristelige formaninger i hovedet, så må der selverkendelse til fra Peter Madsens side, og selv da vil måske forholdet til halvbroderen ikke kunne genskabes.

Men foreløbig véd vi ingenting. Foreløbig er den mulighed, jeg her har nævnt, kun en gisning. Måske vi aldrig vil få noget at vide. Måske politiets forhørsteknikker vil vise sig effektive, så Peter Madsen går til bekendelse. Måske der er sket noget helt tredje, som først vil opklares senere. (TV2 har skrevet lidt om, hvad vi véd, og hvad vi ikke véd her).

Hvad jeg her har villet, er blot at følge Luther i at drage al denne sædvanlige snak om tilgivelse ned på jorden, ind i kendte situationer. Dèr hører den hjemme.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.