Hvad skulle man sige?

Efter terrorangrebene i Spanien her den 17-8, i Barcelona og i Cambrils, skal vi igen høre de efterhånden altfor velkendte floskler fra vore politikere. Om, at man tænker på ofrenes familier. Om, at vi ikke må give efter. Om, at vi skal fortsætte vore daglige gøremål, som vi plejer. Til disse meget lidt varierede udsagn føjer sig denne gang et råbekor, som lød gennem Barcelonas gader fra de store menneskemængder, der gik dèr: ”Vi er ikke bange! Vi er ikke bange!” Det er da altid noget nyt. Men det er jo ikke sandt. Vi kunne i samme fjernsynsudsendelse se alle tegnene på, at folk vitterlig havde været bange, da varebilen pløjede gennem menneskemængden på strøget i Barcelona.

Blandt andet det får mig i dette indlæg til at gøre noget, som jeg egentlig ikke har lyst til.

Noget andet, der presser mig i samme retning, er Deadline-udsendelsen fra forleden aften (18-8). Her analyserede man terrorhandlingen – eller rettere: det sagde man, at man ville gøre – men man analyserede i stedet for forholdet mellem Catalonien og centralregeringen i Madrid og klogede sig gevaldigt på, om mon terroristerne havde til hensigt at gribe ind i denne interne spanske kontrovers og i bekræftende fald, hvad meningen vel kunne være. Og det kunne man sige utrolig meget vrøvl om, men meningen var klar nok: På den måde undgik man helt at omtale terrorhandlingens forbindelse til islam.

Så derfor vover jeg mig nu ud på en galej, som jeg tidligere ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle betræde: Jeg vil komme med et forslag til, hvad vor danske statsminister kunne sige i anledning af terrorangrebet i Spanien:

Ak ja, så skulle vi igen opleve et muslimsk terroranslag mod europæerne, denne gang mod spanierne. Får det dog ikke snart ende!

Der er ingen tvivl om, at disse mange terrorhandlinger har deres udspring i de muslimske miljøer i Europa og på den måde har sin rod i islam. Man behøver bare at citere Sura 8,12, hvor Muhammed lader Allah sige: ”Jeg er med jer; så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro”, for at blive klar over, at koranen giver terrorister ikke blot tilladelse til at ramme os vantro, men ligefrem ordre til det. For verset fortsætter: ”Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” ”De vantro”, det er i koranens sammenhæng blandt andet os kristne europæere, og der synes ikke at være tvivl om, at vi vantro ifølge koranen skal tvinges til at underordne os muslimerne. Koranen opererer nemlig ikke blot her, men mange andre steder med et skel mellem troende muslimer og vantro ikke-muslimer, og man lades ikke i tvivl om, at muslimerne er Allahs foretrukne, er dem, Allah vil beskytte, sådan som jo også Sura 8,12 viser det: Allah vil hjælpe muslimerne i deres kamp mod os vantro ved at skabe frygt i vore hjerter eller – som den danske oversættelse har det – ved at sætte en skræk i livet på os.

Det er noget, vi ikke-muslimer har haft utrolig svært ved at tro på: at muslimer regner sig for bedre i Guds øjne end os andre. Uvilkårlig vil vi kristne europæere tænke, at det kan da intet menneske mene. Men det mener ikke desto mindre vore muslimske landsmænd. Så det, jeg nu siger, er specielt rettet til os gammel-danskere:

Jo, muslimerne mener virkelig, at de er bedre end os. Og de begrunder det med i hvert fald tre iagttagelser: De spiser ikke svinekød, de drikker ikke alkohol, og de sørger for så vidt muligt her, hvor de er i et fremmed, ikke-muslimsk land, at holde mænd og kvinder adskilt.

Hvad svinekødet angår, kan vi gammel-danskere tage det roligt. Vi lader os ikke på nogen måde overbevise om, at afholdenhed fra svinekød skulle gøre muslimerne bedre end os.

Men allerede, hvad muslimernes afholdenhed fra alkohol angår, kan vi nok indrømme, at de har en pointe. Der er, som man nok véd, opstået en lidt mærkelig tradition i Københavns-området: de nye gymnasieelever samles i Dyrehaven og drikker sig plakatfulde. Det er ikke noget, vi kan være stolte over. Og i det hele taget er drukkulturen på mange skoler temmelig anløben. Så jo, her har muslimerne en pointe: deres tankegang kan synes bedre end vores, de selv kan således måske med en vis ret aspirere til titlen ”Guds yndlinge”.

På den anden side viser forskellen mellem dem og os sig også her. Vi kristne vesterlændinge vil lære vore unge at omgås alkohol på en fornuftig måde. Og det lykkes jo for langt de fleste unge at få et nogenlunde normalt forhold til alkohol. Forskellen går ret dybt. Hvor vi betragter hvert enkelt menneske som et frit væsen, der selv må og kan tage ansvar for sine handlinger, betragter muslimerne den enkelte som ude af stand til at tage vare på sig selv. Samfundet må indrettes, så ingen fristelser opstår.

Den forskel i menneskebetragtning går igen på kønslivets område. Når muslimerne på samfundsplan vil adskille kønnene og herhjemme vil gøre det overalt, hvor de kan komme af sted med det, når de på forhånd bestemmer, hvilke situationer der kunne være en fristelse og derfor undgår sådanne situationer, skyldes det, at de ikke tiltror den enkelte selvbeherskelse nok til at kunne holde sig i skindet. Det gør jo omvendt vi. Og vi har, før muslimerne kom hertil, haft et samfund, hvor omgangen mellem kønnene var præget af gensidig respekt.

Det blev anderledes, da muslimerne kom.

Det ser fromt ud, når de udstyrer deres egne kvinder med tørklæde. Efter sigende for at de ikke med deres hår skal friste mændene. Men i virkeligheden nok også for at fortælle de muslimske mænd, at denne kvinde er urørlig, for hun er muslim.

Om det er tilsigtet eller ej, resultatet synes at være, at unge muslimske mænd betragter unge danske kvinder som frit bytte. Der er mange danske kvinder, der har fået tilråbt et ”luder” efter sig, blot fordi de ikke er muslimer og ikke går med tørklæde. Og blandt voldtægtsforbrydere optræder muslimske mænd med en kedelig overrepræsentation. Tilsyneladende har de fra deres religion fået den opfattelse ind i hovedet, at ikke-muslimer er underordnet muslimer, og at koranen ikke fordømmer sådanne voldtægter. Det er muligvis sandt, men er det tilfældet, må sådanne koranord sættes ud af kraft. Vi vil ikke lade vore kvinder være afløbskanal for unge muslimers seksuelle frustrationer.

Og for så vidt sådanne handlinger har deres udspring i en opfattelse hos muslimerne af i Guds øjne at stå over os kristne europæere, må vi vende os så kraftigt som muligt imod en sådan opfattelse, så kan den aldrig så meget have sit udspring i Muhammeds ord i koranen. Derfor er det nødvendigt også at sige noget til vore muslimske landsmænd:

De muslimske foreninger og de imamer, der tager afstand fra en terrorhandling, har fået for vane at føje til, at de ikke håber, dette vil give anledning til, at man udøver terror mod moskéer. Af og til søger de endog at påkalde sig politibeskyttelse af deres moskéer.

Det har hidtil altid vist sig at være ganske overflødigt med nogen form for politibeskyttelse af moskéer. Hvorfor kræver imamerne det så? Det skyldes, at de tænker ”muslimsk”. De tror, at ligesom de mener, de er Guds yndlinge, sådan må også kristne mener, at de og ikke muslimerne er Guds yndlinge, og at ligesom de mener, det drejer sig om at sætte sig i respekt, eventuelt med vold, sådan må da også vi mene, vi skal sætte os i respekt overfor muslimerne.

Men det er forkert. Den holdning, der gælder i de vesterlandske samfund, er udtrykt kristeligt i Rom 2,11, hvor det hedder, at ”Gud ikke gør forskel på nogen”, og den er udtryk sekulært med sætningen om, at der her hos os gælder ”lighed for loven”.

Nej, vi påtænker ikke at ramme moskéer bredt, for vi ville jo derigennem ramme mange uskyldige muslimer. Vi har det som en folkelig overbevisning, at det er individet, der har skyld, og individet, der skal straffes. Men netop derfor har vi svært ved at håndtére en befolkningsgruppe, altså muslimerne, som mener, at de som gruppe står over os andre, og som derfor betragter det som en slags forræderi at samarbejde med politiet.

Vi har agtelse for loven, og vi samarbejder derfor gerne med politiet, for vi véd jo godt, at politiet nærmest er magtesløst, hvis befolkningen ikke vil fortælle politiet, hvad de véd. Derfor er det ødelæggende for et normalt politimæssigt samliv med muslimerne, når vi hører, at muslimer sætter koranen over vore love, eventuelt med den tilføjelse, at deres love, koranen, er gudskabte, vore love menneskeskabte. De må da vide, synes vi, at de derved ikke underkaster sig Gud, men tilfældige muslimske autoriteter. Og tager de sådanne overbevisninger alvorligt, skaber de problemer for deres liv i vort samfund.

Vi har da nok lagt mærke til, at der er blevet dannet muslimske enklaver, hvor ”fromme” muslimer hævder, at kun muslimsk lov skal gælde, hvor alkohol ikke må forefindes, hvor alle kvinder skal gå med tørklæde, hvor politi og brandvæsen ikke er velkomne, ja ofte mødes med stenkast. Og vi har også erfaret, at sådanne stenkast er meget vanskelige at efterforske, fordi det betragtes som forræderi at samarbejde med det danske politi. Ligeledes har vi erfaret, at mange biler er blevet sat i brand og mange sten kastet ned på biler fra motorvejsbroer, uden at det er lykkedes at finde ud af, hvem der har gjort det. Selvfølgelig mistænker vi muslimer for at stå bag – dummere er vi da ikke – for ingen anden befolkningsgruppe drømmer om foretage den slags meningsløsheder.

Endelig har vi erfaret, at mange muslimske drenge i de store klasser i skolen absolut skal ”sætte sig i respekt” overfor ikke-muslimer, også ikke-muslimske lærere, og vi begynder efterhånden at kunne se et mønster: den anti-kultur, der findes i de muslimske miljøer, synes at danne en udmærket grobund for fremvæksten af diverse terrortanker, og sådanne tanker har det med fra tid til anden at ville omsættes til praksis.

Det blev de her fornylig i Spanien. Og selv om indbyggerne i den by, hvor terroristerne kom fra, er bestyrtede over, at netop disse kunne udføre sådanne terrorhandlinger, er det ikke helt så mærkeligt, som det kan se ud til. For hvis muslimerne her som alle andre steder, hvor de bosætter sig, ser deres samfund som en modsætning til det spanske samfund, så er disse terrorhandlinger kun den logiske konsekvens af denne modsætning.

Jeg har imidlertid lyst til at føje til: ”Hvilken ynkelig handling!” Ja, ”ynkelig”, for sammenlignet med tidligere tiders militære stormfloder mod Europa, er dette jo som en dråbe at regne. I 1683, da tyrkerne belejrede Wien, stod den muslimske stormagt, Tyrkiet, på sit højeste i militær henseende, man havde bl.a. opfundet en metode til med en underjordisk sprængning at få mure til at falde sammen, og det manglede ikke meget i, at Wien var faldet. Men siden da er det gået sørgeligt tilbage for den muslimske verden. Og nu formår diverse muslimske krigere, som endda tror fuldt og fast på, at de bliver belønnet for at sætte livet til af Allah i det hinsidige, hvilket jo skulle gøre dem til virkelig gode soldater, kun at udføre den slags nålestiksoperationer som f.eks. terrorhandlingen i Spanien, som vel er generende, men ikke betyder det bitterste i militær henseende.

Hvad der skal til, hvis man påtænker at erobre verdensherredømmet, så vi under Anden Verdenskrig. Når det ikke lykkedes Tyskland at holde fast på de territorier, de havde vundet i krigens første faser, skyldtes det manglende industriel kapacitet. De kunne ikke producere kampvogne nok i forhold til dem, der blev ødelagt i krigen, og de kunne ikke levere menneske-materiale nok i forhold til dem, der gik til. Det kunne derimod både USA og Sovjetunionen. Så man spørger sig selv: Hvad er det, disse terrorister vil opnå? Nå ja, de vil op til de 72 jomfruer, men tror de virkelig, at Allah er så dum, at han undlader at spørge efter den militære sammenhæng?

Man kan forresten også se, at det går ned ad bakke med terroranslagenes virkninger. Til at begynde med, f.eks. 11-9 61, var det ofre i tusindtal, der var tale om, ved terrorhandlingerne i London og Madrid var det ofre i hundredetal, man opgjorde det til, i Nice var det flere tital, der blev slået ihjel, men nu skal ofrene tælles på én hånd, kun af og til på to.

Og til de muslimer, der er bestyrtede over, at almindelige, venlige og rare muslimer kan komme på den tanke at udføre terrorhandlinger, skal der lyde en række spørgsmål: Er det nu også så mærkeligt, at de griber til terror, hvis I, forældre og naboer, hele tiden har fremhævet modsætningen mellem islam og det land, I er gæster i? Er det ikke forståeligt, at de, i modsætning til førstegenerations-indvandrerne, vil prøve at finde ud af, hvem de er, og derfor går til koranen, hvor de så oplever at finde ting, som I aldrig har fortalt dem om, ting om drab på vantro og Allahs herredømme overalt gennem muslimers opofrelse? Når I bliver ved med at sende jeres børn på ”genopdragelsesrejser” til det land, I kom fra, og når I véd, at de dèr bliver præpareret med stærke korancitater, burde I så ikke have undersøgt, hvad de lærer dèr, hvad det fører med sig, når mennesker bliver omsluttet af stærke korancitater? Og hvis I hører til dem, der har oplevet, at jeres egen eller naboens eller en kær vens søn er død som terrorist, hvordan kan I så tro, at I afværger fremtidig muslimsk terrorisme ved at trøste den, der har mistet en søn, med, at han er blevet en Allahs martyr?

I det hele taget: Hvorfor vil I ikke tage imod vort tilbud om at blive fuldgyldigt medlem af det danske samfund? Hvorfor bliver alt for mange af jer ved med at se en fjende i det danske samfund? Vi forlanger ikke af jer, at I skal skifte identitet. Vi forlanger kun af jer, at I skal tage afstand fra de mange voldsopfordringer, Muhammed kommer med i koranen. Tørklæder i offentligheden? Ja, hvis I absolut synes. Særlige badetider for muslimske kvinder? Ja, hvis I selv vil afholde de ekstraudgifter, der skal til. Moskéer bygget rundt om i byerne? Ja, hvis de har tavse minareter og ikke danner grobund for modstand mod det danske samfund.

Men lad være med at tro, at I kan lave det danske samfund om. Vi er nået langt i retning af at skabe et trygt og tillidsfuldt samfund. Og vi bemærker også, at det er jer, der er kommet til os, fordi I ikke har kunnet leve trygt i det samfund, I kom fra. Hvorfor så ikke være med til opretholde dette trygge samfund, også selv om dette samfund ikke giver jer nogle forrettigheder som muslimer?

Eller, at jeg skal sige det kort: Hvorfor ikke se på det danske samfund som de muslimer så på det, der efter terrorangrebet på Krudttønden fik deres hjem ransaget af politiet: de var alle tilfredse og fandt politifolkene venlige og forstående, men fandt også ransagningerne nødvendige ovenpå det terrorangreb, der havde fundet sted? Burde det ikke være sådan hele vejen igennem?”

Undskyld tonen, den er langt fra statsministeriel. Men indholdet burde være det.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.