For et stykke tid siden berettede jeg om de nye forhold på Middelhavet, se her.
At der nu synes at være kommet nye boller på suppen, eller altså: at Italien synes at have foretaget en kovending i migrantspørgsmålet, er dels yderst glædeligt, og dels et resultat af, at Italien nu langt om længe selv får lov at opleve, hvad det vil sige at få en stor mængde uintergrérbare migranter til at rumstere rundt i gadebilledet. Nu har jo de nordligere lande lukket deres grænser, så landet ikke som tidligere bare har kunnet lade de ilandtagne migranter rejse nordpå.
Allerede det tyder på, at demokratiet måske ikke er så tosset en styreform endda, selv om det ofte synes at fungére uendelig langsomt.
Men vil man drage en lære af det, og vil man specielt drage en lære af det, efter at en rapport fra FN’s menneskerettighedskommission er blevet offentliggjort, må denne lære gå ud på, at jo nærmere de besluttende organer er på de mennesker, beslutningerne omhandler, des mere vil beslutningerne have med virkeligheden at gøre, og des mere effektive vil de være.
For de to herrer, der har stået bag FN’s rapport, Felipe González Morales og Nils Melzer, befinder sig begge langt borte fra problemerne på Middelhavet, har intet ansvar for de mennesker, den store migration vil gå ud over, og rammer derfor håbløst ved siden af, når de skal tage stilling til problemerne.
Berlingske har et referat af rapporten, se her, rapporten selv kan (på engelsk) ses her.
Man kan også betragte begivenhederne på Middelhavet og myndighedernes reaktion på det som et skoleeksempel på EU’s forkvaklede funktionsmåde.
Som sagt er de italienske politikere nu langt om længe kommet i tanker om, at de da vist har en befolkning at tage hensyn til, nu, hvor grænserne nordpå er blevet lukkede. Og man må indrømme, at det er noget, de har gjort med en vis konsekvens. Hidtil har NGO-skibene kunnet pudse deres glorie: de redder menneskeliv, derved udfylder de deres opgave, hvad der videre skal ske med de opsamlede migranter, det må andre tage sig af. Og igennem lang tid har italienerne kunnet sige det samme, godt hjulpet på vej af EU’s åbne grænser: de tager sig af de ilandsatte migranter, hvad der videre skal ske med dem overlader de til os, der bor ved migranternes endestation. Og derfor har italienerne haft råd til at se stort på, at NGO’erne lagde sig udenfor Libyens territorialgrænse og signalerede til menneskesmuglerne, at de nu var parat til at modtage migranter. Og de har også haft råd til at se stort på, om migranterne var i havsnød eller ej, de har endda affundet sig med, at NGO’erne hjalp til med at få gummibådene sendt tilbage til Libyen.
Det vil sige: Tidligere så man gennem fingre med, at ordene og begreber blev fordrejet en smule, for det var jo mennesker i nød, man tog sig af.
Men den trafik går ikke mere. Italienerne vil have lukket ned for migranttrafikken, nu, hvor de selv skal stå med konsekvenserne. Og de har derfor indledt et samarbejde med den libyske kystvagt, som de medfinansierer og uddanner, og har desforuden udstedt et adfærdskodeks for NGO-skibe, indeholdende forskellige nytolkninger af de anvendte begreber, hvis man da ikke skal sige, at dette kodeks genindfører ordenes oprindelige betydning.
For nu kom ”havsnød” til igen at betyde havsnød. Man krævede at få italienske betjente med om bord på skibene, blandt andet for at kunne konstatere, om migrantbådene virkelig var i havsnød; for var de ikke det, begyndte italienerne som noget nyt at fortolke situationen helt anderledes, så NGO’erne nu pludselig blev anset som menneskesmuglere, og menneskesmugling kan man straffes for.
Og man krævede, at NGO-skibene ophørte med at affyre raketter eller på anden måde tilkendegive, at de var på plads, og at menneskesmuglerne nu godt kunne sende deres gummibåde af sted.
Disse betingelser er NGO’erne ikke gået ind på, og de har derfor – de fleste af dem i hvert fald – helt forladt skuepladsen.
Men denne præcisering eller bedre: denne tilbageføring af ordene til den oprindelige betydning, har de to FN-rapportører ikke opdaget. De sidder stadig fast i den løse brug af begreberne, som tidligere blev antaget som den højeste sandhed. De siger f.eks. i Berlingskes referat:
»Løsningen er ikke at begrænse adgangen til internationalt farvand eller at bruge våben for at true bådene, som det rapporteres, at Libyen har gjort gentagne gange. Det vil resultere i flere døde migranter på havet, og det strider mod forpligtelsen til at redde folk i havsnød,« fastslår Felipe González Morales, FNs særlige rapportør vedrørende migranters menneskerettigheder, samt Nils Melzer, der er særlig FN-rapportør med ansvar for tortur.
De to FN-rapportører er bekymrede for, »om EU er i færd med at flytte EUs grænse til Libyen«. I henhold til Folkeretten skal migranter til havs sættes af i den nærmeste havn, hvor deres liv ikke er i fare, og hvor de ikke risikerer forfølgelse, understreger de.
Her afgiver de to rapportører vidnesbyrd om den kedelige forskydning, der har fundet sted i opfattelsen af havretsreglerne, og som Italien nu har bevæget sig bort fra.
Nu, hvor de fleste NGO-både har trukket sig fra arbejdet ud for Libyens kyst, så det er sådan set gamle problemer, der her tages op. Men forøvrigt: endnu er der ikke fremkommet rapporter om druknede migranter på havet, selv om skibene ikke er der til at samle dem op, så deres påstand om, at dette at sende NGO-skibene bort vil betyde døde migranter på havet, holder ikke. Hvilket jo ikke er mærkeligt for den, der kender eller tør indse menneskesmuglernes handlemåde: de vil nok kun sende deres usødygtige og overfyldte både ud, når de véd, at der er NGO’er til at tage imod dem.
Men denne lille detalje har vore eksperter – deres eksperttitel til trods – ganske overset.
Hvad værre er: Ingen af dem er tilsyneladende klar over det farlige i deres udtalelser. For vi har før set, hvordan menneskesmuglerne har draget fordel af de drukneulykker, der har fundet sted. Og ved at påstå, at fjernelsen af NGO-skibene vil føre til drukneulykker, bliver fristelsen til at sende både af sted med henblik på at foranstalte en drukneulykke ret stor for menneskesmuglerne. Når de hidtil ikke har gjort det, kan det skyldes, at der jo skal nogen til at observere disse drukneulykker, for at de kan have den ønskede virkning. Og når NGO-skibene er borte, er det jo i hvert fald ikke dem, der kan observere noget i området.
Men tilbage til den kedelige forskydning i opfattelsen af havretsreglerne:
Vore to ”eksperter” skelner ikke mellem folk, der med forsæt bringer sig i havsnød, og folk, der uforsætlig kommer i havsnød. Når man skriver:
Det vil resultere i flere døde migranter på havet, og det strider mod forpligtelsen til at redde folk i havsnød,
går man ud fra, at dette, at der i farvandet ud for Libyens kyst ankommer båd efter båd overfyldt med migranter, er noget, der sker, som skete det i kraft af en naturlov. Og hvis det var tilfældet, så er det da rigtig nok, at dette at jage skibe bort fra det område, hvori migranterne skal reddes, hvis de skal reddes, er i strid med forpligtelsen til at redde folk. Men det er jo netop ikke tilfældet, at vi her har med naturlove at gøre. Det er mennesker, der sender migranterne af sted. Og disse mennesker har hidtil kun sendt både af sted, fordi de vidste, at der lå skibe udenfor territorialgrænsen til at samle dem op. Af og til har NGO-skibene som sagt sendt raketter op for at vise, at de lå klar til at modtage migranterne. Så når der nu ikke ligger skibe udenfor grænsen, og når der ikke bliver sendt klar-signaler op mere, så bliver der heller ikke sendt migranter ud med de halvstore gummibåde.
Men det er én ting: folk i havsnød skal reddes, det siger folkeretten, sandt nok.
Men se så, hvordan eksperterne omtaler denne regel i næste ombæring. Her hedder det, at
I henhold til Folkeretten skal migranter til havs sættes af i den nærmeste havn, hvor deres liv ikke er i fare, og hvor de ikke risikerer forfølgelse.
Av, her slap sandheden ind i teksten. Nu taler eksperterne ikke om ”folk i havsnød”, nu taler de ligeud om ”migranter”. Men migranter til havs har folkeretten ikke noget at sige om. Egentlig hed det, at de reddede skulle sættes af i den havn, det reddende skib først anløb på sin i forvejen fastlagte rute. Men jeg skal ikke kunne sige, om folkeretten er blevet ændret i lyset af de mange såkaldte ”bådflygtninge”, der har optrådt på verdensscenen i de senere år. Jeg vil dog ikke tro det, det er nok blot praksis, der har ændret sig.
Eksperterne fortsætter:
Libyen kan simpelthen ikke betragtes som et sikkert sted, og EUs politik strider med den kendsgerning. Migranter, der stoppes af den libyske kystvagt, står over for detention på ubestemt tid under forfærdelige og umenneskelige forhold med risiko for død, tortur eller andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser og uden domstolsprøvelse.
Og ikke sandt, her får den sandelig ikke for lidt. Men det er sådan set ligegyldigt, om de så beskrev forholdene som dobbelt så forfærdelige, alt dette gælder kun, hvis disse ”stakkels” mennesker, der af den libyske kystvagt sættes af i Tripoli, undlader at henvende sig til det EU-kontor, der har til opgave at hjælpe dem med at komme tilbage til det land, de kom fra, se her.
Det er en udeladelse, der næsten må kaldes en løgn.
Til sidst i Berlingskes artikel hører vi en kommentar fra vores udenrigsminister. Men han skal jo være diplomat – når det ikke lige drejer sig om Donald Trump – så hans kommentar indeholder ingen af de ting, jeg her har beskrevet. Det kan være, han ikke véd det, det kan være, at hverken han eller hans ministerium tænker i de baner, jeg her har beskrevet.
Berlingske gør det jo forresten heller ikke.
ricardtriis 