Gudstjenesterester

Det sker af og til, at der hænger en hel masse ved fra den gudstjeneste, jeg har frekventeret. Sådan også i søndags.

Der var nu først læsningen fra det gamle testamente. Den viste sig at være fra 5 Mos 6,4, et sted, som jeg har omtalt her, hvor der var tale om et brev, som en lærd person havde skrevet til den palæstinensiske terrorist, der var trængt ind til en jødisk familie og havde myrdet tre personer. Det fik mig jo uvilkårligt til at tænke på ufreden i Jerusalem og omegn.

Og det samme gjorde prædikenteksten, Luk 19,41 og fremefter, teksten om Jesus, der profeterer ufred over Jerusalem, for byen har ikke kendt sin besøgelsestid. Og prædikanten selv fremhævede også ufreden på dette sted, så der var lagt op til, at det var verdens ufred, der skulle tales om. Og det blev der da også ganske udmærket, og det lykkedes mig, trods mine begyndende tankeudglidninger, at holde fast ved tråden i prædikenen så nogenlunde. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at man måske kunne have nævnt terrorhandlingen i Barcelona, den, som vi alle jo var meget optaget af i søndags. Men på den anden side: den slags terrorhandlinger sker der jo så mange af, så ligefrem nævne dem hver gang fra prædikestolen, det er vel lidt for meget.

Men alt det bevirkede, at jeg, da jeg kom hjem, igen fik den ufred ind i sindet, som jeg er mest optaget af: ufreden, som islam forvolder i vore samfund. Og da vi så som dåbssalme sang Simon Grotrians nye salme ”Velsign mit barn, o kære Gud”, blev jeg fyldt med en mærkelig dobbeltsidig følelse, en følelse af, at jeg med den martyrteologi, jeg bliver mere og mere klar over, vi mangler i dagens teologiske univers, måske kunne og burde danne en modvægt til Grotrians salme.

Hvad den skulle handle om, ja, det gik resten af søndagen med at finde ud af. Og mandagen gik så med at skrive den.

Men først lidt om Grotrians salme.

Den findes i ”100 Salmer” som nummer 840. Jeg har også fundet den på denne hjemmeside. Her er der en præst, der prøver at få mening i de mærkelige metaforer. Og det lykkes da ganske godt. Og man må vel også sige, at det da skulle være en mærkelig teolog, der ikke kunne få noget fromt ud af næsten en hvikensomhelst tekst. Men jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Simon Grotrian er ikke lige min kop te, heller ikke i denne salme. Jeg finder tankegangen alt for springende, metaforerne meget kunstige og mener at kunne konstatere adskillige tilfælde af rimnød.

Først synes jeg nu, det er lidt mærkeligt, hvis salmen skal bruges som en dåbssalme i kirken, at det hedder ”Velsign mit barn” og ikke ”Velsign vort barn”. Og ligeledes hedder det i tredje vers, at salmisten elsker sit barn højt. Der skal jo dog to til at få et barn, og de plejer da begge at være til stede ved denne lejlighed.

Men dernæst tillader jeg mig altså at mene, at når det i femte vers hedder, at Guds ”dråber er som birken”, så gider jeg ikke spekulere på, hvorfor netop et birketræ skal trækkes ind i salmen på dette sted, for det er min fornemmelse, at den eneste grund til det er, at ”birken” rimer på ”kirken”.

Det var den rimnød, jeg først lagde mærke til i denne salme. Men for hver gang, jeg synger den, finder jeg nye steder, hvor det vist er sproget, der styrer tanken, og ikke tanken, der styrer sproget, som det vel ellers burde være. Tag vers 4: Gud ”skænker gaver ud af tågen”. Hvad i alverden menes der med, at gaverne skænkes ud af tågen? Eller menes der noget i det hele taget? Er det blot en tåge, gaverne skænkes ud af, fordi det så kan rime på det lidt særprægede udtryk ”Himmerigelågen”? Det har jeg en fæl mistanke om.

Men salmen har en dejlig melodi, og det gik mig her, som det gik mig, da jeg sang Iben Krogsdals salme på melodien til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, se her: jeg måtte protestere mod det lidt for intetsigende ved disse nye salmer, her det lidt for pussenussede ved Grotrians salme, og jeg måtte protestere ved at skrive en salme.

Men lad mig sige to ting med det samme: 1) Grotrians digtekunst ligger på et niveau, som det er umuligt for mig at sætte mig ind i. Jeg formår ikke at gøre de indre bevægelser, der skal til, for at man kan acceptere dem, men derfor accepterer jeg da, at andre synes om dem. 2) Min ”modsalme” er så kras i indholdet, at der givetvis ikke vil være nogen, der vil bruge den ved en dåb. Men den siger alligevel noget om, hvad det vil sige at blive døbt til Jesu død og opstandelse.

Salmens melodi er af Jesper Gottlieb, den rummer en gentagelse af de sidste ord i sidste linje, og jeg har tilladt mig at markére, hvordan de kunne synges.

 

1. Velsign vort barn, du Ordets kraft,

så sprogets magt og levesaft

må gribe fat i hjernens tråde,

så det bli’r ét med livets gåde,

– med livets gåde.

2. Vi tror det fast, trods djævlens magt,

at alt må ske, som du har sagt,

så mennesket må bli’ et hele,

som vil sit liv med andre dele,

– med andre dele.

3. Men sker der det, som ej må ske,

at djævlen lader hoven se,

så han får spundet hjernens tråde,

på selviskhedens onde måde,

– dens onde måde,

4. så be’r vi dig, du Ordets Gud:

driv denne djævel ganske ud!

Lad aldrig dette barn, vi kender,

bedrive vold med sine hænder,

– med sine hænder.

5. Nej, aldrig lad det terror få

som virkningskraft at stole på,

så hel’re lad det selv opbrænde

som djævelens straf for dig at kende,

– for dig at kende.

6. Nej, nej, o Gud, det må ej ske,

lad os dog skaberkraften se!

Hvert hjerte er i dine hænder,

hver voldsmands tankegang du kender,

– tanker du kender.

7. Og vil du bruge kristnes død,

at skabe sjælekval og nød

i voldsmænds sind og tankegange,

at angre de må de tusind gange,

– de tusind gange,

8. så brug en anden, Herre Gud,

og lad vort barn gå livet ud,

og bo i fred med børn og mage

og dø som gammel, mæt af dage,

– ja, mæt af dage.

9. Det hjertebånd, som her du bandt,

bevirked’ jo, at her vi fandt

det barn, som blev vort fælles anker –

dog ske ikke vor’, men dine tanker,

– ja, dine tanker.

 

Det må indrømmes, at martyrteologi er et forholdsvis ukendt begreb herhjemme. Men er det ikke en martyrholdning, vi udviser, når vi efter et terrorangreb siger, at vi ikke vil ændre vor dagligdag, for så har terroristerne vundet? Er det ikke viljen til at trodse den frygt, der uvilkårlig vil bemægtige sig os, der her kommer til udtryk?

Men ligefrem at hævde, at Gud bruger martyrerne til at skabe dårlig samvittighed hos terroristerne, er det ikke for meget? Eller er det måske en følge af, at Gud er Ordets Gud, og terroristerne går djævelens ærinde?

I hvert fald, når vi gør os det klart, at både den ene og den anden skæbne kan vente det barn, der vokser op, både det at blive terrorist og det at blive offer for terrorister, er der så noget at sige til, at vi har meget svært ved at fremsige det fromme ønske, at det må være Guds vilje, der sker?

Alligevel vil jeg holde fast ved, at Ordet, sproget, de umærkelige bindinger, der skabes via sproget mellem menneske og menneske, lægger op til, at mennesket bliver et helt individ. Og også holde fast ved, at ethvert menneske er påvirkeligt af sproget, dvs., at hvor umuligt det end ser ud, at nogen terrorist nogensinde skulle kunne angre, det er dog ikke umuligt, for intet menneske er et umenneske, heller ikke den værste terrorist.

Advertisement