Erasmus og Luther

Den fremmede Luther 35

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 22-8 udtrykker to forskere, historiker Gert Posselt og klassisk filolog Gorm Tortzen, deres store glæde over, at Erasmus’ skrift mod Luther fra 1524 nu endelig kommer til at foreligge på dansk, se her.

”Nu endelig”, hedder det, ”med 493 års forsinkelse”. Nå ja, den vittighed skal såmænd være dem vel undt, de skal jo gøre reklame for deres bog, og så får den ikke for lidt. Men alligevel! Da bogen udkom i 1524 for 493 år siden, kunne alle, der var interesseret i striden mellem Erasmus og Luther, jo fint læse den, for alle lærde kunne dengang læse latin. Det er først i 1900-tallet, at latinkyndigheden blandt præster og andre, der kunne tænkes at interessere sig for disse skrifter, var så ringe, at man fandt det fornødent at oversætte dem.

Det gjaldt jo også Luthers modskrift ”Om den trælbundne vilje”. Da jeg sin tid læste på universitetet (i slutningen af halvtredserne), var dette skrift ikke oversat til dansk, vi måtte pænt stave os gennem den latinske tekst.

De to lærde mænd benytter lejligheden til et lille hib imod os lutheranere: hvorfor fylder Erasmus så lidt i den teologiske tradition herhjemme, spørger de, og mener, at Luther står så centralt, at der ikke har været plads til hans opponent. Tortzen siger:

Der har typisk været sat spørgsmålstegn ved, om Erasmus nu er på teologisk grund. Men når danske teologer siger, Erasmus er svagere teologisk funderet, betyder det, at han er svagere lutheransk funderet. Hele det teologiske fakultets undervisning er baseret på Luther. Hvis jeg skal være lidt ondskabsfuld, vil jeg sige, at det er en bombe under hele det teologiske studium, at man forholder sig så lidt dialektisk til hans skrifter.

Jeg véd såmænd ikke, om det, Tortzen her siger, er ondskabsfuldt. Men jeg véd, at det er forkert. Selv var jeg for nogle år siden meget interesseret Luthers daværende modstandere, fordi det forekom mig – lidt i overensstemmelse med Tortzen – at lidt for mange Luther-forskere kun var interesseret i at nå frem til Luthers opfattelse, den baggrund, han havde fået den opfattelse på, gjorde de ikke noget ud af. Det kan man se resultatet af på den hjemmeside, jeg dengang oprettede: martinluther.dk. Her kan man træffe Tetzel, Sylvester Prierias, Cajetan, Eck, Latomus, Catarinus og også Erasmus. Men jeg mener da bestemt ikke, at jeg med dette arbejde har lagt en bombe under det teologiske studium. Der skal mere til, hvis det skal sprænges i luften.

Og forresten, når de skriver, at det er første gang, Erasmus’ skrift bliver oversat til dansk, så har jeg faktisk oversat det på denne hjemmeside. Det gjorde jeg vel engang i halvfemserne. Og det kunne da være sjovt, om vi engang nåede frem til, at de tekster, der ”bare” ligger på internettet, også tæller med. Når jeg læser det igennem i dag, lyder det ikke som min sprogbrug, så jeg har nok haft hjælp af en tysk oversættelse, jeg husker det ikke. Men dansk er det, og det stemmer da vist så nogenlunde med det latinske.

Nå, det jeg ville fremhæve – og protestere imod – i artiklen var den bedømmelse, de to giver af henholdsvis Luther og Erasmus. Det hedder i artiklen:

Men mens Luthers opgør var absolut og uforsonligt og udløste reformation og religionskrige, så udtrykte Erasmus sig mere moderat. Både fordi det lå ham på sinde at undgå en splittelse af den kristne kirke, og fordi han grundlæggende søgte væk fra absolutterne.

Det er forkert. Luther blev drevet ud i et opgør med pavekirken, og sandt nok, det opgør var uforsonligt, men det var så sandelig paven, der var uforsonlig og ubøjelig og ville tvinge Luther til at tilbagekalde. Det ville Luther ikke, men at kalde det uforsonlighed ikke at ville lade sig fratvinge den opfattelse, man har arbejdet sig frem til og kan argumentere rimeligt for, det er dog en forkert sprogbrug.

Og det var altså ikke Luther, der med sin standhaftighed udløste nogen religionskrig. Det var paven og hans tilhængere, der med magt ville tvinge de lutherske fyrster til underdanighed under paven. Og hvis man mener, at bondeoprøret i 1525 var en religionskrig – hvilket nu nok er at strække begrebet religionskrig lidt for meget – så var det heller ikke noget, Luther udløste. Ganske vist kan man sige, at det var Luther, der tog proppen af flasken, så de mange ånder slap ud, og at han på den måde var anledning til både bondeoprør og pavekrig, men begge dele var noget, der kom imod hans vilje og imod den teologi, han stod for.

Gorm Tortzen siger lidt senere:

På en måde har Luther logikken på sin side. Det er logisk, at hvis Gud er almægtig, så har vi mennesker ikke meget at komme med. Men Villy Sørensen sagde hertil, at Erasmus havde relativt ret – og dermed ret. Det ved vi i en verden, hvor to verdenskrige med mere har lært os at absolutte standpunkter i den grad er dødsensfarlige.

Dette er en altfor lemfældig måde at omgås det store spørgsmål på, som de to drøfter. For mig at se er det ét af de spørgsmål, som menneskeheden har tumlet med fra oldtidens dage og til vore. Jeg har gjort lidt mere ud af det her, og vil man have en lidt større afhandling om emnet, ligger der en sådan på min hjemmeside, men altså ”kun” på nettet.

Og dette med, at absolutte standpunkter er dødsensfarlige, er noget vrøvl. I nazismen og forøvrigt også i kommunismen træffer vi den opfattelse, at nogle mennesker er mindreværdige. Den opfattelse er farlig, for den giver indehaveren legitimitet til at slå de mindreværdige ihjel. Men den er farlig på grund af det, den siger, ikke på grund af, at den er absolut. Og modsat: vore dages vestlige opfattelse af alle menneskers lige ret, er så absolut en opfattelse som nogen. Men den er da ikke farlig, fører ikke til drab på mindreværdige, for der er jo netop ingen mindreværdige.

Derefter hedder det:

Gert Posselt fælder den dom, at Erasmus er villig til dialog, mens Luther mener at have fundet hele sandheden, og så er der ikke mere at sige om den sag.

Denne udtalelse forholder sig ikke til de faktiske forhold. Som sagt blev Luther draget ind i striden, det var bestemt ikke noget, han ville. Hvad han ville, var at have lov til at sige, hvad han mente uden at skulle rammes af nogen kætterdom, nej, ikke engang det ville han til at begynde med, han ville blot, at det skulle gå ordentligt til, hvis han skulle erklæres for kætter.

Tydeligt ser man det efter hans samtale med Cajetan i oktober 1518. De havde været uenige om, hvorvidt Kristus kunne gøre overskydende gode gerninger, der kunne indgå i den kirkens skat, hvorudfra paven solgte aflad. Luther holdt på, at han ikke var kætter, fordi han tvivlede på det, for det, Cajetan holdt sig til, var en pavelig ekstravagans, ikke en koncilvedtagelse. Da Cajetan var vel ankommet til Rom, udstedte paven en bulle, der hævdede, at det fra nu af skulle anses for kirkens retmæssige lære, at Kristi gerninger kunne indgå i kirkens skat.

Og det vil jo sige, at Luther kunne have sagt ”dialog” fra Leipzig og til Rom, det havde ikke nyttet ham noget, for det, paven ville, var netop ikke at gå i dialog med ham, men at lukke munden på ham.

Men selvfølgelig skulle han, hvis munden effektivt skulle lukkes på ham, først tilbagekalde sine skrifter, han skulle, som Luther forklarer det om Cajetan-forhøret, fremsige sit ”revoco” ”jeg tilbagekalder”, se her.

Og det lå ikke til Luther at gøre det. Det har de to lærde ret i, på det punkt var Luther stejl og ubøjelig og absolut. Og hvor er jeg glad for det samfund, der voksede frem i Europa på grund af denne stejlhed og ubøjelighed.

Det ville ikke være vokset frem i kraft af Erasmus’ dialogønsker. Han var en lærd mand, han var en afviger på mange måder, men han var altfor ”klog” til at ville vove sig ud i vanskeligheder med paven. Erasmus’ holdning fremgår bl.a. af ”Om den frie vilje”. Her skriver han:

Og derfor er jeg ikke nogen ynder af påstande, så at jeg let er tilbøjelig til at slå følge med skeptikernes mening, overalt hvor det er tilladt efter de guddommelige skrifters urokkelige autoritet og kirkens dekreter; dem underkaster jeg overalt gerne min mening, hvad enten jeg forstår dem eller ej. (Se her).

Den holdning, at man underkaster sig, hvad enten man forstår eller ej, fremkalder ikke nogen historisk ændring.

Historieforløbet er mærkeligt. Mennesker handler og vil noget bestemt, men det er ofte noget ganske andet, der kommer ud af det. I stedet for at få lukket munden på Luther fik paven skabt en martyrlignende situation, og Luther blev af mange i Europa set op til på grund af sin standhaftighed. Men han handlede jo ikke ud af det blå. Der var en humanisme, der havde groet sig stærk, i både Italien og Tyskland, og den krævede nogenlunde fri forskning. Den var ikke tilbøjelig til at underkaste sig kirkens meninger. Blandt andet derfor var det måske i virkeligheden Luther mere end Erasmus, der var humanismens mand.

Lad mig slutte med Gert Posselts ord:

Humanismens styrke og svaghed er, at den ikke lader sig spænde for nogens vogn, men er et personligt projekt. Et personligt ansvar. Etisk og moralsk.

Det har Posselt fuldstændig ret i. Blandt andet derfor opstod der ikke én protestantisk, luthersk kirke, men et væld af små og store kirker. Det kan man måske synes er en svaghed ved den europæiske kultur. Men man kan også mene, at netop deri består Europas enorme styrke.

Advertisement