Fortielsens løgn

Det er noget af en kunst at lyve ved hjælp af fortielser. Dog hjælpes en politiker godt på vej, hvis han eller hun interview’es af en journalist, der måske uden selv at vide det også lever i den fortielsernes verden, som politikeren lever i. Man kan så spørge, om det er politikerne eller journalisterne, der bibeholder denne verdens trylleslør over virkeligheden. Men hvis politikeren opererer helt på egen hånd, f.eks. holder en tale eller skriver et indlæg, der ikke tænkes at skulle ledsages af en spørgerunde bagefter, så er han eller hun sikret mod den slags ”ulykker”.

Således har f.eks. EU-kommissionens migrations-kommissær, Dimitris Avramopoulos, på Jyllands-Postens debatsider et indlæg, som ikke er noget interview, se her; han kan altså selv sørge for at fortie, hvad der skal forties, og fortælle, hvad der må fortælles. Men han kan forhåbentlig ikke sikre sig imod fremtidige indvendinger imod hans fortielser.

Først er der nu en fortielse, som det formodentlig er uhyre let for ham at komme med, fortielsen af den græske flådes rolle før 2015. For at den græske flåde dengang aktivt forsvarede det græske territorium, idet den jog eventuelle migrantbåde tilbage til tyrkisk farvand, det har alle i dag ”glemt”. Nævner man det, vil alle med en smule omløb i hovedet jo øjeblikkelig spørge, hvorfor man ikke lader den græske flåde overtage denne rolle igen, siden den så udmærket har kunnet gøre det tidligere, og siden det medførte en decideret migrant-tsunami, da den ophørte med sin tilbageskubbende virksomhed. Så derfor nævner man det ikke – ”man”, det er her EU’s elite, heri medregnet de tilknyttede journalister.

Om situationen i Ægæerhavet skriver Avramopoulos:

I det østlige middelhavsområde er situationen bragt under kontrol. Siden EU i marts 2016 indgik aftalen med Tyrkiet, er det daglige antal personer, der krydser havet fra Tyrkiet til Grækenland, faldet fra 10.000 personer på en enkelt dag i oktober 2015 til nu blot 80 i gennemsnit om dagen. Overordnet set er der sket et fald på 98 pct. i antallet af mennesker, der ankommer til de græske øer fra Tyrkiet.

Og naturligvis går han ikke længere tilbage i historien, for så skulle han jo ikke forklare (og tage æren for) noget fald i antallet af migranter, men forklare (og lade sig skamme ud for) den voldsomme stigning, der fulgte efter Syriza-regeringens tiltræden, den regering, der var gået til valg på en mere ”human” flådebefaling. Avramopoulos var selv forsvarsminister fra 2013 til 2014, så han kan naturligvis udmærket huske den daværende flådebefaling om forsvar af territoriet. Blot har han tilsyneladende fuldstændig slettet det fra sin hukommelse i det øjeblik, han blev migrant-kommissær i Bruxelles.

At han så også ”glemmer” at nævne, at lukningen af Balkan-ruten, hvor Østrig og Ungarn hjalp Makedonien med at bevogte sin grænse til Grækenland, kom før EU’s (dvs. Merkels) aftale med Tyrkiet, det er noget, der hører med til de fortielser, man benytter sig af i Bruxelles, både blandt politikere og journalister.

Men i det øjeblik, han har fået situationen i Ægæerhavet skildret, så den græske flådes forsvar af territoriet er ”glemt”, og forsvaret af EU’s ydre grænser er overladt til Tyrkiet, kan han gå videre til situation i den mellemste del af Middelhavet:

Men Libyen er ikke Tyrkiet, og vi kan ikke indgå samme type aftale med Libyen, som vi har gjort med Tyrkiet. I det centrale middelhavsområde skal vi derfor fokusere på tiltag, der redder liv til søs, på arbejdet med at forbedre forholdene i Libyen, hvor det er muligt, på at hjælpe migranter, som er strandet i Libyen, med at vende tilbage til deres oprindelseslande samt på at bekæmpe ulovlige og farlige bådoverfarter.

Etableringen af sikre og lovlige adgangsveje for egentlige flygtninge er en særlig vigtig brik i dette puslespil, for Europa skal stadig leve op til sin humanitære forpligtelse til at hjælpe dem, der flygter fra krig og forfølgelse.

Ikke sandt, når man ”glemmer” den græske flådes forsvar, er dette at indgå en aftale med Libyen den eneste måde, man kan forsvare EU’s grænse på.

Men med alle de ting, der forties, bliver man noget i tvivl om, hvad manden egentlig mener. Tag dette med, at vi skal ”fokusere på tiltag, der redder liv til søs”. Hvordan stemmer det overens med det, vi også skal: ”bekæmpe ulovlige og farlige bådoverfarter”? Der er vel ingen af menneskesmuglernes bådoverfarter, der er lovlige. Og så skal vi vel bekæmpe dem allesammen. Men hvordan så redde liv? For redder vi liv, hvor skal vi så gøre af de reddede? Ja, de skal velsagtens ifølge den humanitære forpligtelse, vi har, føres til Italien. Men så bekæmper vi ikke ulovlige bådoverfarter, men hjælper tværtimod menneskesmuglerne.

Nå, man kan da med en vis lettelse konstatere, at han i det mindste ikke fortier, at EU har et kontor i Libyen, der hjælper migranter, der er strandet i Libyen, med at vende tilbage til deres oprindelseslande. Men han vover ikke på den baggrund at drage den dog ret nærliggende slutning, at man så godt kan føre de ulovlige bådoverfarters passagerer tilbage til Libyen.

Og han fortæller heller ikke noget om, hvordan man skal sikre lovlige adgangsveje til EU for egentlige flygtninge. Men jeg véd såmænd ikke, om han skal klandres for det i særlig grad; for en sådan fortielse gør alle sig skyldig i. Jeg mener: lad os indrette alle de hotspots i Libyen, vi kan drømme om, hvis vi ikke til den tid kan skubbe menneskesmuglernes både tilbage med magt, men stadig føler os forpligtede til at redde de ”skibbrudne”, og altså redde dem til Europa, så vil vi jo være lige vidt. For vi kan i så fald være sikre på, at de, der er blevet afvist som flygtninge af EU’s kontor i Libyen, vil forsøge sig med ”skibbruds”-metoden.

I begyndelsen af sin artikel søger Avramopoulos at lade EU – det vil sige ham selv – tage æren for det, der er sket på migrantområdet. Han undlod som sagt at nævne lukningen af Balkanruten; det var europæiske enkeltstater, der handlede på egen hånd og delvis imod EU’s ønsker. Ligeledes undlader han under omtalen af problemerne i det centrale Middelhavsområde at nævne, at enkeltstaternes handlinger har spillet en meget større rolle end EU’s.

Først var det enkeltstater, Østrig og Frankrig, der lukkede deres grænser til Italien. Så var det Italien, der formentlig af den grund foretog en kovending i sin politik, og pludselig gav sig til at vende sig imod NGO’ernes skibe og deres vistnok uformelle koordinering med menneskesmuglerne. Man krævede ligefrem nu, at NGO’erne kun reddede skibbrudne mennesker, altså ikke som hidtil hjalp menneskesmuglerne med at få deres både tilbage til den libyske kyst.

Og det er næsten selvfølgeligt, at han heller ikke gør noget ud af, at dette, at migrantstrømmen til både Grækenland og Italien er aftaget, har med det forhold at gøre, at migranterne efter diverse grænselukninger ikke kan komme nordpå. Grækenland og Italien har ikke så stor interesse for dem, at de vil vove store pengebeløb og stor fare for blot at blive efterladt dèr. Her har EU ikke spillet nogen rolle.

Så skriver Avramopoulos:

I juli bad vi alle EU-landene om senest i september at meddele os, hvor mange flygtninge fra Libyen og nabolandene de vil være villige til at genbosætte i løbet af det kommende år.

I dette tilfælde er der ikke tale om, at Avramopoulos lyver ved hjælp af fortielser, her lyver han ved hjælp af forkert begrebsanvendelse. Det er begreberne ”flygtninge” og ”genbosættelse”, der ikke harmonerer. Der er store flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet. De mennesker, der bor dèr, er flygtninge, dvs., der er tale om mennesker, der er flygtet fra krigshandlinger i Syrien. Men både Jordan og Tyrkiet regner sandelig med, at de vender tilbage til Syrien, når engang krigshandlingerne slutter. Det er en stor gæstfrihed, Jordan og Tyrkiet udviser (og Libanon med, forøvrigt). Men de regner ikke med, at den skal vare evigt. Der er tale om flygtninge, ikke indvandrere. Avramopoulos, derimod, regner med, at de EU-lande, der tager imod flygtninge fra Libanon og nabolande, vil genbosætte dem, dvs., vil behandle dem som indvandrere. Bevares, det har vi her i landet gjort igennem snart mange år, og de andre EU-lande formentlig også, men alligevel: der er tale om at lyve ved hjælp af forkert begrebsanvendelse.

Nå, nu skal vi jo også være gode ved den arme mand. Så lad mig til sidst nævne to ting, som jeg ikke vil klandre ham for: 1) han gør rigtigt opmærksom på, at man må have tilbagesendelsesaftaler med de lande, migranterne kommer fra; for mange af de ankommende er jo migranter og ikke flygtninge. 2) Han vil arbejde på, at EU kan finde et afbalanceret kompromis vedrørende reformen af EU’s asyllovgivning. At en sådan reform er i gang, er undgået min opmærksomhed, men det lyder da udmærket; hvis man blot kan undgå, at altfor mange af Avramopoulos’ støbning forkludrer dette arbejde.

Men når han til sidst skriver:

Jeg er endvidere overbevist om, at vi vil kunne høste fordelene af migration, hvis vi arbejder sammen,

så går han ud fra, at vi alle er enige om, at der er fordele ved migration. Og så er vi tilbage ved hovedanklagen ”løgn”, i dette tilfælde ikke løgn ved fortielse, ejheller løgn ved forkert begrebsanvendelse, men løgn ved forsøg på at lokke en forkert antagelse ned i halsen på os.

I et interview med Inger Støjberg i Jyllands-Posten, se her, kommer hun med et udmærket svar på den betragtning. FN’s ”International Organisation of Migration” har et Europa-kontor, hvis leder hedder Eugenio Ambrosi. Han har en del af indvende imod forholdene i Libyen, og til svaret fra Støjberg om, at Europa er ved at blive løbet over ende, kommer han med følgende betragtning, og hun med det udmærkede svar:

IOM’s Ambrosi mener ikke, Europa er i fare for at blive løbet over ende.

»Europas befolkning er aldrende, og vi får brug for arbejdskraft,« siger han, men det afviser Støjberg:

»Løsningen på arbejdskraftmangel i Europa er ikke ukontrolleret og ulovlig indvandring fra Afrika. Indvandringen skal være efterspurgt af vores arbejdsmarked, være velreguleret og ske efter regler, der fastsættes i Folketinget.«

Godt brølt, løvinde!

Til allersidst: Er det ikke for krast et ord at bruge, ordet ”løgn”? Der er vel blot tale om, at Avramopoulos deler de tanker og den sprogbrug, man har vænnet sig til at bruge i Bruxelles. Så man kan vel ikke sådan direkte sige, at han bevidst lyver?

OK, lad os så sige, da, at når mange deler en løgn, så er det ikke løgn, men ”kun” falsk bevidsthed, ”kun” et samfunds fælles skabelse af en fantasiverden, der er tale om. Lad os så sige, at man for at kunne begå sig på de bonede gulve i Bruxelles, må gå ind på alle de udtalte og uudtalte forudsætninger, som eliten dèr deler. Det gælder både politikere og journalister, og at det gælder begge parter, viser svagheden i EU’s demokrati.

Alligevel må man fastholde ordet ”løgn” om Avramopoulos. Det skyldes, at han som sagt har været forsvarsminister i Grækenland og har været det på et tidspunkt, hvor den græske flåde havde ordre til at bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet – og ”bevogte” betyder her altså virkelig bevogte, i den forstand, at man sendte skibe med migranter ombord tilbage til Tyrkiet. Han må også have vidst, at Syriza ved valget i januar 2015 gik til valg på at fratage den græske flåde denne ”push-back-ordre”. Og når derfor netop han i sin beskrivelse af det, der skete på Ægæerhavet undlader at fortælle hele sandheden, så er betegnelsen ”løgn gennem fortielse” særdeles passende.

Men indrømmet: Var det kun ham, der løj, så det ikke så slemt ud som nu, hvor eliten i Bruxelles og i mange europæiske regeringer har uhyre svært ved at se virkeligheden, som den er.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Fortielsens løgn

  1. M.S. Carstens siger:

    Måske off topic,
    men,
    jeg sidder lige med følgende i tankene, som Pinden i:
    https://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2017/09/02/hvad-er-formaalet-med-indvandring/?_ga=2.223123027.933702334.1504299105-1334716819.1492372596
    der på forhånd er lukket for kommentarer
    og
    Lille Lars, der pludselig i dag, efter Merkels snak fra i går, pludselig står frem med meldinger, som igen ligner Angelas logrende skødehund:
    https://www.b.dk/politiko/loekke-jeg-kan-ikke-se-tyrkiet-blive-medlem-af-eu

  2. M.S. Carstens siger:

    Ps.
    Jeg kan helt tilslutte mig mange af de kommentarer, som Dimitris Avramopoulos får på kommentarsporet på
    http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9837169/haandtering-af-migration-forbliver-et-europaeisk-ansvar/

  3. M.S. Carstens siger:

    Og aldrig så snart som en smuglerrute lukkes, kommer nye, skønt de koster ekstra tid og energi:

    http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9842105/rumaenerne-spoerger-bliver-vi-den-naeste-migrantindgang-til-eu/

    Hvorfor i alverden bruger de ikke deres store resourcer, på at udbygge de´t, som de har fået i fødselsgave, frem for, at bruge formuen på sig selv og egen klan, og lade alle andre “derhjemme” sejle sin egen sø”,
    og netop UDEN de få, som rejste ud, men måske kunne have gjort en forskel, med deres egofinancer og åbenlyse adgang til internettet, som i alle afskygninger kan give bud på hvordan man kan agerer/være forbillede/initiativtager osv. for sig og sine?

    I mine øjne, er der i den mentalitet intet, som viser hen på forpligtende ansvarlighed/grobund for fremtiden, andet end for sig selv og sine nærmeste (returpenge)

    Men, sådan er det vist med islams kodeks:
    Mine penge bliver brugt på MIG og MINE og kan jeg komme hen, hvor (skattebetalende) slaver betaler fremover, er en pæn del af koranens kodeks forløbeligt opfyldt.?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s