En artikel i Kristeligt Dagblad har gjort mig noget forarget. Det drejer sig om en artikel med overskriften ”Har mennesker monopol på moral?” se her. Artiklen interview’er to forskere, en etolog Mette Herskin fra Aarhus, og en etiker Thomas Ploug, fra Aalborg.
Min forargelse går på to ting.
1) Først på den behandling, en amerikansk forsker har givet en chimpanse, og
2) dernæst på det forhold, at tilsyneladende ingen af de to interview’ede har opdaget en meget væsentlig lighed mellem chimpanse og menneske, som ellers ud fra det sagte skulle være til at få øje på.
Nå ja, der er måske i virkeligheden kun én ting, der forarger mig, nemlig den behandling amerikaneren Herbert Terrace har givet en chimpanseunge, som han fik i pleje og kaldte Nim Chimpsky. Når han behandler den så forkert, som han gør, skyldes det – tror jeg – at han overhovedet ikke, al sin klogskab til trods, har blik for, at chimpanser ligesom andre større pattedyr, binder sig til andre levende væsener: de er relationelle væsener; de eksisterer ikke i et lufttomt rum, men eksisterer i flokken, finder deres venner og holder sig til dem, er afhængige af dem, står ikke frem som enkeltindivider, men som en del af et samfund, chimpansesamfund for de flestes vedkommende, et menneskesamfund for Nims vedkommende.
Men nej, sådan ser Terrace ikke på chimpanser, dette træk ved dem har han ikke blik for. Når han fik chimpansen i pleje, skyldtes det, at han ville undersøge, om chimpansen ved hjælp af tegnsprog kunne blive menneskelignende. Det har været forsøgt tidligere. Et ægtepar, Gardner, fik også en unge i pleje, Warshoe, men de sørgede dog i det mindste for, at den mødte et begrænset antal mennesker, som forblev omkring den, og som hele tiden ”talte” til den – og til hinanden, hvis den så på det – ved hjælp af tegnsprog.
Men ikke sådan med Nim. Han blev anbragt i en plejefamilie uden særlige kundskaber, og fik så først undervisning i tegnsprog, da han var omkring et halvt år gammel. På nogenlunde samme tidspunkt i en chimpanses udviklingsforløb, som når et barn begynder at lære sit andet sprog i seks-syv års alderen.
Og da det ikke gik så godt i denne plejefamilie, flyttede Terrace ham til en ny familie, og derfra igen til en ny familie. Der var ikke noget at sige til, at Nim, altså chimpansen, til sidst blev aggressiv og bed én af sine lærerinder. Han blev siden brugt til nogle andre forsøg, men endte på et alderdomshjem for udtjente chimpanser, selv om han selv regnede sig for mere menneske end chimpanse, han havde jo aldrig levet sammen med andre chimpanser før. Han døde som 26-årig.
Andre end mig er blevet forargede. Der er her en anmeldelse af en bog om Nim, og her en anmeldelse af en film eller ”dokumentar” om ham. Begge er stærkt kritiske overfor Herbert Terrace.
Men jeg er som sagt egentlig også ikke så lidt forarget på de to videnskabsfolk i Kristeligt Dagblads artikel.
”I løbet af de seneste 20 år har der været en stigende interesse og udvikling af metoder til at undersøge, hvad dyr egentlig kan føle. Det har åbnet for en hel masse ny viden. Næsten hver eneste gang, vi undersøger det, finder vi nye områder af dyrenes følelser, der viser, at de er i stand til mere, end mange førhen troede. Der er netop kommet meget mere fokus på dyrs positive følelser, for eksempel deres evne til at knytte sig til hinanden og kunne lide hinanden, hvor der før i tiden har været meget fokus på de basale negative følelser såsom frygt og smerte,” siger Mette Herskin.
Det er jo sandt nok, at dyr har evne til at knytte sig til hinanden. Det har man vidst længe. Allerede Jane Goodall, der undersøgte vildtlevende chimpanser i Tanzania i slutningen af halvtredserne, fortalte om brødre, der hjalp hinanden i flokkens indbyrdes magtkampe, om hun-chimpanser, der tog sig af deres mindre søskende, hvis deres mor døde, osv. Så det burde ikke være noget nyt, at de kan knytte sig til hinanden.
Men sandt nok, man har sikkert tidligere – fordi man anså menneskeheden som bestående af enkeltindivider – anset chimpanser og andre dyr på samme måde, dvs., undersøgt dem hver for sig. Så set fra det synspunkt er det udmærket, at man nu ser på dyrene i deres samspil med andre dyr.
Blot skal man altså passe gevaldigt på, når man vil tage et menneskeligt træk frem og undersøge, om det findes hos dyr. F.eks. det træk, der hedder empati. Man kommer her særdeles let til at opdele dyrs handlinger i selviske og uegennyttige handlinger, eller empati i ægte og uægte empati. For sådan kan man jo gøre med menneskers handlinger. Men det er ikke særlig heldigt.
Imidlertid viser flere nyere studier tegn på ægte empati blandt dyr.
Man har observeret ræve begrave deres døde artsfæller, man har fået rotter til at forlade deres mad for i stedet at fokusere på en nødstedt rotte i flokken, og præriemus er blevet set vise omsorg for andre sårede præriemus. Alt sammen eksempler fra videnskabelige studier på en tilsyneladende empatisk opførsel i dyreverdenen, som dyrene ikke nødvendigvis selv opnår nogen instinktiv gevinst ved. Den tankegang er blevet bredere accepteret, siger Mette Herskin.
Man må altså meget have mig undskyldt, men den med, at ræve begraver deres døde, den tror jeg ikke på. Men da interview’eren tilsyneladende gør det, spørger han ikke ind til, hvad det kan være for noget. Men jeg mener: Her har man igennem snart mange år diskuteret, om dyr var klar over, at de skulle dø. Elefantkirkegårde havde man en overgang i kikkerten, det måtte da vise, at dyrene vidste, at de skulle dø, og derfor af sig selv gik hen til kirkegården og lagde sig til at dø. Men den tanke er man gået bort fra, der er andre ting på færde end dyrenes dødsbevidsthed i disse ”elefantkirkegårde”.
Og Goodalls resultater viser da også med al tydelighed, at chimpanserne ikke véd, hvordan de skal behandle deres døde. Der er ikke nogen tradition for at begrave de andre chimpanser. I begyndelsen regnede Goodall med, at de gamle chimpanser, hun ikke så mere, var draget bort bag bjergene, fordi de mærkede døden nærme sig. Men siden gjorde hun en opdagelse, som gjorde en sådan forklaring overflødig: Når de ikke var til at få øje på mere, skyldtes det, at de havde følt sig afkræftede og var kravlet ind i det tætteste krat, de kunne finde. Så tæt var krattet, at menneskene ikke kunne finde dem.
Og da der udbrød en polio-epidemi i flokken og mange unger døde, blev mødrene ofte ved med at slæbe rundt på den døde unge i flere dage, indtil ungen, der var ved at rådne op, ligefrem gik i stykker. Jeg skrev i sin tid en længere afhandling om mine refleksioner over Goodalls iagttagelser, se her. Et mindre, men relevant udsnit af denne argumentation skrev jeg i et indlæg her på bloggen, se her.
Det tog mig nogle år at bearbejde alle de indtryk, Goodalls bøger efterlod. Men efterhånden tror jeg, at jeg har fundet frem til en væsentlig forskel mellem menneske og dyr. Dette, at vi har et sprog, bevirker, at vi kan fortælle om fortiden. Og kan vi fortælle om fortiden, vil et sådant fortællesamfund efterhånden opbygge en kollektiv erfaring. Og kollektive erfaringer, det er noget, der ikke findes i noget dyresamfund, ja, ikke kan findes, for intet dyresamfund har et fortællesprog.
I den føromtalte afhandling citerer jeg Goodall for at sige, at det er hendes indtryk, at chimpanserne på mærkelig måde er ”fanget inde i sig selv”, se her. Denne indfangethed eller denne begrænsning forsøger jeg dèr at forklare ved hjælp af den kendsgerning, at mennesket har et sprog, hvad chimpanserne ikke har, og at mennesket derigennem med tiden får foræret en kollektiv hukommelse eller en kollektiv erfaring. Heriblandt altså erfaringen af, at alle mennesker dør.
Det svar på spørgsmålet om, hvorvidt ræve begraver andre ræve, der gives her, tror jeg derfor mere på: svaret går ud på, at ræve kannibaliserer på døde ræve og af og til gemmer de døde som forråd til senere. Det svar er selvfølgelig meget lidt antropomorft og ret uhyggeligt – at vi skal tilskrive de søde ræve sådanne tilbøjeligheder – men mere sandsynligt end det, Mette Herskin giver.
Kristeligt Dagblads artikel fortsætter:
hvis dyr er mere empatiske end først antaget, kan der opstå forvirring om, hvordan man forholder sig til deres rettigheder, siger Thomas Ploug, der forsker i etik på Aalborg Universitet.
”Det er stadig den samme diskussion som den, der kørte mellem Immanuel Kant og Jeremy Bentham. Der er så bare sket noget i videnskaben, biologien og psykologien siden, og når skellet mellem dyr og menneske nedbrydes, rejses spørgsmålet: Har dyrene så også rettigheder, og har de en værdi i sig selv, der kræver et særligt etisk hensyn?”, siger Thomas Ploug.
Jovist, det har længe været sådan, at biologer og andet godtfolk (f.eks. etologer) nedbryder skellet mellem dyr og menneske. Men var det så ikke en god idé for en filosof at søge at gennemtænke, om der er et skel, og i bekræftende fald at finde ud af, hvori det består, og måske endda argumentere for dette skel? F.eks. ved at opstille menneskets sprog som den afgørende forskel, sådan som jeg gør det i den førnævnte blogartikel, eller ved at opstille et andet skel, som man så kan argumentere for. I stedet giver Thomas Ploug diskussionen den drejning, at det væsentlige er, om dyrene har rettigheder. Han uddyber det senere:
”Vi må jo konstatere, at vi i stigende grad opdager menneskers og dyrs genetiske og adfærdsmæssige beslægtethed. Derfor er det selvfølgelig blevet mere relevant at argumentere for, at dyr også har krav og rettigheder, specielt højerestående dyr. Men der er jo også nogle, der bevæger sig den anden vej og siger, at mennesket jo i virkeligheden bare er en avanceret form for dyr, og i stedet for tanken om, at vi er noget særligt, og i stedet for at forsøge at leve op til en særlig menneskelig etik, skal vi bare udfolde os mere i overensstemmelse med, at vi egentlig er dyr. Man adopterer således en socialdarwinistisk tænkning ind i etikken. Du kan også tage det kristne verdensbillede. Her vil man jo sige, at det hele er skaberværket, men at mennesket har en særlig rolle og en særlig værdi. Men man kan også anskue det sådan, at både mennesker og dyr er en del af et og samme skaberværk,” siger Thomas Ploug.
Alting flyder. Specielt åbenbart grænsen mellem dyr og menneske. Men man er dog endnu ikke nået dertil, at man forlanger af dyrene, at de skal beskytte vore menneskerettigheder. Det er vel også tvivlsomt, om løver og elefanter og næsehorn vil gå med til det; for ikke at tale om ulve. Ikke fordi de ikke kan føle empati, måske endda for os, men fordi de ikke kan opstille regler, noget sådant kræver nemlig et sprog, og det har dyrene ikke.
Hvis vi egentlig er dyr, er vi dog et såre livskraftigt dyr. Det er os og ikke chimpanserne, der nu bebor den ganske klode og er herre over de andre dyr.
Hvilket forresten står i de kristne skabelsesberetninger fra 1. Mos 1 og 2. I dem begge fremhæves menneskets enestående stilling. I den første derved, at menneske, men ikke dyrene, sættes til at herske over skabningen, inklusive dyrene, 1. Mos 1,26. I den anden skabelsesberetning derved, at det er Adam, der giver dyrene navne, ikke omvendt, 1. Mos 2,19. Så den med, at man ud fra de kristne skabelsesberetninger også kan anskue det sådan, at dyr og mennesker er ligestillede dele af et og samme skaberværk, den må han længere ud på landet med.
Men hvis man endelig vil overveje, om vi behandler dyrene godt, så kan man tage chimpansen Nims skæbne op som et afskrækkende eksempel, et eksempel på, hvordan en videnskabsmand opfatter et dyr som et forsøgsobjekt, og ikke er villig til at engagere sig i et forhold til dette dyr, skønt jo netop han gennem sine studier skulle være blevet klar over, at dyr evner at knytte sig til hinanden, at de først er hele dyr, når de lever i flokken.
Og nu dette med empatien!
Kristeligt Dagblads artikel slutter således:
Undersøgelser af dyrs empati og følelser hører under fagområdet etologi, der søger at afdække dyrs adfærd. Historisk set har man ikke tillagt dyr følelser, og filosoffen René Descartes beskrev dem i 1600-tallet som ”maskiner” uden en egentlig bevidsthed. I løbet af 1990’erne og omkring årtusindeskiftet ændredes denne holdning imidlertid, og flere undersøgelser peger på, at dyrs følelsesliv er mere komplekst end som så, og at de rent faktisk er i stand til at handle moralsk og empatisk.
For lidt og for meget fordærver alt. Fordi René Descartes i sin tid beskrev dyr som maskiner, behøver vi jo ikke gå i den modsatte grøft og tillægge dem menneskelige egenskaber, f.eks. moral. Forøvrigt bør man vel også nævne den temmelig lange periode, hvor en række forskere, også etologer, regnede mennesket for en slags højt udviklet dyr og kun det; åndelige forhold havde man ikke blik for; at sproget kunne være den afgørende forskel, troede man ikke på, for ikke sandt: når dyr kunne lære store dele af menneskets sprog, så kunne det jo ikke være det, der var særegent for mennesket, mente man med en lidt for overfladisk argumentation.
Og nu vil man altså omvendt tillægge dyr moral, tilsyneladende blot fordi de i visse situationer udviser empatisk adfærd.
Dette kan muligvis hænge sammen med, at man, hvad den menneskelige etik angår, ikke har gjort sig umage med at skelne ordentligt. Mennesket er, som chimpansen, et flokdyr. Det vil sige: der er individer, man af tilværelsen selv bindes sammen med, eventuelt, så det holder livet ud, f.eks. søskende, ægtefæller, venner. Men fordi vi er væsener med moral, og fordi vores moral tilsiger os at være barmhjertige mod alle andre, ikke kun mod dem, vi kender, undlader vi at skelne mellem empati overfor vore bekendte og empati overfor fremmede. Denne manglende skelnen overfører vi så på dyrene: fordi de udviser empatisk adfærd overfor dem, de kender, tror vi, de handler moralsk. Hvad de efter al sandsynlighed ikke gør, for moral forudsætter sprog.
Lad mig illustrere det med en besynderlig foreteelse, som Goodall opdagede i sine studier af de vildtlevende chimpanser. Hun opdagede, at to hunner, en mor og hendes datter, på et tidspunkt fandt ud af, at chimpanseunger smager godt. Det lykkedes dem at kannibalisere på indtil flere nyfødte unger. De angreb en mor med unge på et tidspunkt, hvor hun var borte fra flokken og de stærke hanner, og lykkedes det den ene af dem at bide ungen i hovedet og således dræbe den, ventede de blot på, at moderen blev træt og lod unge være unge. Så tog de fat på at spise den.
Det i sig selv er jo ikke noget synderlig godt tegn på empati. Men det holdt op lige så pludseligt og ubegrundet, som det var begyndt. Da de to hunner lidt senere blev gravide og fik unger, ophørte deres kannibalisme. Tilsyneladende var den eneste forklaring, at de nu havde fået andet at tænke på.
Men vi standser ikke dèr. For en form for empati hersker i chimpanseflokken: man bruger de mange pauser i den daglige fouragering til at afluse hinanden. Denne ”teknik” bruges også til at neddæmpe aggressioner. Har to hanner gennemført et ”imponereløb” for at finde ud af rangfølgen, er de naturligvis vældig opsatte mod hinanden, men det kan så ske, at den ene rækker hånden ud for at få lov til at klø eller afluse den anden. Og tro det eller ej: det samme gjorde én af de hunner, hvis unge de to kannibaler lige havde slået ihjel og nu sad og mæskede sig med: hun rakte sin hånd ud i en forsonende gestus.
Der er ikke megen moralsk forargelse i en sådan gestus. Og måske derfor er den ret uforståelig for os mennesker. For vi er sproglige væsener og derfor moralske væsener med mulighed for at blive moralsk forargede og for at lade denne forargelse blive siddende i os gennem lang tid. Den mulighed har chimpanser ikke. Og måske vort største handicap i vor forståelse af de andre dyr er dette, at vi ikke kan smyge vor sprogdragt af os, vi kan ikke slippe vort sprog og alt det, det giver os, vi kan ikke gå tilbage til en ikke-sproglig tilstand – den mulighed er forlængst forpasset – og vi har derfor meget vanskeligt ved at forstå vore dyre-medskabninger.
Men altså: Ligeså selvfølgeligt det er, at dyr kan knytte sig til andre dyr, ligeså selvfølgeligt er det, at de overfor disse dyr kan udvise empati. Men den empati, de udviser, er før-moralsk, og at opfatte den som udslag af moral er derfor forkert.
Og: Hvis man gør sig det klart, må der udstikkes etiske retningslinjer. Ikke noget med rettigheder for dyr, men noget med retningslinjer for, hvordan mennesker behandler dyr; at vi respekterer det, at de knytter sig til andre individer, herunder til et menneske, og derfor kræver, at der på forhånd, før en dyreunge tages ind til forsøg, sørges for, at der i dyrets levetid er så få mennesker som muligt, der omgås det.
Jeg mener at kunne erindre, at de indiske elefantpassere er elefantpassere for livet, i hvert fald for elefantens liv. Om det hænger sammen med, at man har forstået de her nævnte forhold, véd jeg ikke. Det kunne også have sin grund i det indiske kastesystem eller i lønfastsættelserne i Indien, eller i det forhold, at elefanterne har protesteret mod fremmede oppassere. Det må vel i hvert fald indrømmes, at en elefant, der protesterer, har mere magt bag sin protest end en chimpanse.
Der er intet etisk forkert i at erkende, at dyr ikke har moral. Men der er noget etisk forkert i at overse det faktum, at mange dyr er flokdyr, der bliver nedtrykte og ulykkelige, hvis ikke de får mulighed for at udleve deres flokdyrinstinkter.
ricardtriis 