Mett eett klingende stæmme

Den fremmede Luther 38

Overskriften er ikke nutidsdansk. Den stammer fra Poul Helgesens ”antimalmøbog” fra 1530. Her håner han den lutherske salmesang, der var begyndt i Malmø, og som Peder Laurentsen havde beskrevet i det i 1528 udkomne værk ”Malmøbogen”. Det omtalte jeg allerede i ”Den fremmede Luther 8” om ”Det omkalfatrende årti”, se her.

Når jeg føler trang til igen at gøre opmærksom på Poul Helgesens hånende ord, skyldes det, at jeg igår var til ”Luther og lagkage”, en foredragsrække, som Horsens Provsti afholder i anledning af Luther-året. Her blev Luthers genopdagelse af salmesangen sat i perspektiv, og vel at mærke sat i perspektiv på en for mig ny og mere gennemgribende måde.

Der er det mærkelige ved den historiske udvikling, at når først en ting har vundet hævd og er blevet almindelig, så tænker man ikke længer over, hvor gennemgribende en ændring der i virkeligheden fandt sted, da den blev indført. Nu salmesangen! Den forekommer os at være en naturlig og uundværlig del af gudstjenesten, og uvilkårlig forestiller vi os, at den da altid må have været der. Det har den imidlertid ikke. Og det var det, der blev fremhævet igår. Den romerske pave, Gregor den Store, fik engang i 600-tallet afskaffet salmesangen i kirkerne. I stedet indførtes den gregorianske sang, fremført af mere eller mindre professionelle sangere. Og derved blev det menighedens opgave blot at være lyttere; den deltog ikke mere aktivt i gudstjenesten; den kunne ikke mere få lov til selv at lovprise og takke Gud, det måtte den overlade til gejstligheden.

Det, der skete med Luther, var derfor noget meget radikalt. Vi siger ofte, at han afskaffede alle mellemleddene og hævdede, at enkeltmennesket havde direkte adgang til Gud, udenom alle biskopper, ærkebiskopper, kardinaler og paver. Men det betød altså også, at der så ikke længer var noget til hinder for, at menigmand kunne deltage aktivt i gudstjenesten med salmesang. Og – som det vil vise sig – også menigkvinde.

Som sagt betragter vi disse ændringer som noget, der næsten opstod som selvfølgeligheder. Men hvis vi nu i stedet betragter historien, ikke fra vort ophøjede eftertidsstade (i bagklogskabens ulideligt klare lys), men fra de menneskers standpunkt, som deltog i beslutningerne, så rejser sig jo unægtelig det spørgsmål: Hvordan turde dog Luther? Hvordan turde han gå imod næsten tusind års kirkelig tradition? Hvordan turde han affærdige den enorme autoritet, som paven havde?

Svaret på det spørgsmål ligger i den overbevisning, som blev mere og mere fast hos Luther i løbet af første halvår af 1520, nemlig den overbevisning, at paven var identisk med den antikrist, der omtales i 2 Thess 2,4, hvor det siges, at han sætter sig i Guds tempel, se evt ”Den fremmede Luther 16” her. Denne overbevisning var nemlig langtfra en flyvegrille. Den var tværtimod den krumtap, hvorom alle de ændringer i de kirkelige forhold, der kom i de følgende år, drejede sig.

For med den overbevisning blev der jo sat spørgsmålstegn ved hele kirkens ordning. Hvor mange ting var ikke blevet ændret i tidens løb, og det vil altså sige: ændret af den pavestol, hvorpå det var djævelen selv, der sad, altså pr. definition ikke ændret til det bedre?

Ingen havde f.eks. spekuleret på, om lægfolk skulle drikke af kalken. Det var bare en selvfølgelig ordning, at kun præsten drak af vinen, en ordning, som var indført engang i fortiden, hvornår vidste ingen, men hvorfor skulle man dog lave om på det? Ja, det skulle man måske, fordi det meget vel kunne være en ordning, der var indført af djævelen selv, hvis altså paven var antikrist. Og da det ikke var særlig svært at vise, at det ved nadverens indstiftelse var alle disciplene, der drak af kalken, var det for Luther tegn på, at denne oprindelige ordning burde indføres igen. Se f.eks. hvordan Luther i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” ligefrem antyder, at ånden havde forudset denne strid! Han skriver:

Dertil kommer, at Matthæus fortæller, at Kristus ikke sagde om brødet: ‘spis alle heraf’, men om kalken: ‘drik alle her af’. (Matt 26,27). Og ligeledes siger Markus ikke: ‘de spiste alle’, men: ‘de drak alle af den’ (Mark 14,23), de sætter altså begge bemærkningen om ‘alle’ ved kalken, ikke ved brødet, som om ånden havde forudset denne strid, at brugen af kalken ville blive forhindret nogen, den brug, som Kristus ville, at alle skulle være fælles om. (Se her).

Andre ting argumenterer Luther for uden helt at overskue konsekvenserne. F.eks. hævder han som bekendt, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er pave, biskop, præst, uden tilsyneladende at have tænkt på, at også kvindekønnet bliver døbt, altså er ”krøbet ud af dåben” og altså ud fra denne udtalelse er pave, biskop og præst, ganske på linje med mændene.

Det havde Luther muligvis ikke overvejet de fulde konsekvenser af. Men andre havde. Da kong Frederik den Første i 1530 afholdt en herredag i København for at få afklaret, om det skulle være lutherdom eller katolicisme, der skulle være den gældende religion i landet, skulle katolikkerne opstille nogle sætninger, som de mente var lutherske. De lutherske skulle derefter tilkendegive, om sætningerne virkelig var lutherske, hvorefter katolikkerne så kunne opponere imod dem.

Én af de sætninger, de opstillede, lød: ”Alle kristne af begge køn er præster”, se her. Og mærkelig nok, den sætning godkendte lutheranerne uden vrøvl. Men det fik ikke nogen betydning dengang, man havde nok at gøre med at ophæve præstecølibatet, se evt. mit indlæg derom her.

Noget andet, der også i dag betragtes som en selvfølgelighed, men som bestemt ikke var det dengang, er opkomsten af salmesangen. Og ikke blot er det nyt, at man med salmesangen lader menigheden deltage i lovprisningen af Gud, det må også siges at være nyt, at kvinderne nu kunne ”få lov” til at synge med.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om der lå særlige overvejelser bag dette forhold, eller man bare tog det som en bivirkning ved indførelsen af salmesangen. Men med Gregors indførelse af den gregorianske sang lukkede man ikke blot munden på menigheden i bred almindelighed, man gjorde det også på kvinderne i særdeleshed. For de stemmer, der efter den tid hørtes i kirkerne, var drenge- og mandsstemmer, kvindestemmer hørtes kun i nonneklostrene. Det er i hvert fald, hvad jeg indtil nu har fundet ud af.

Man kan forestille sig, at kvinderne med største selvfølgelighed har sunget med, da Luther indførte salmesang på modersmålet, og at alle har accepteret, at sådan måtte det være, når det nu fremover skulle være menigheden, der sang. Man kan måske også tænke sig, at nogen – eventuelt Luther selv – har fundet beskrivelser af gudstjenesten i oldkirken og deri læst, at kvinderne sang med. Jeg har ikke fundet nogen tekst med en sådan oplysning, men jeg har nu heller ikke ledt særlig intenst.

Når jeg i det hele taget nævner det – og nævner det som noget nævneværdigt – skyldes det Poul Helgesen. Som jeg gør opmærksom på i ovennævnte blogindlæg (dette her; jeg gentager det i dette blogindlæg) falder det Poul Helgesen for brystet, at han nu i kirken skal høre ikke blot mands- og drengestemmer, men også kvindestemmer, endda – som han skriver – kvinder, der kvæder med ”et klingende stemme”. At han reagerer på det, kunne tyde på, at det ikke har været så stor en selvfølge, som vi efterfølgende går og bilder os ind.

Altså: Ikke blot blev manden fri for hele denne kirkelige overbygning, kvinden blev det også. Og hvis Poul Helgesen har ret i at være overrasket over den kvindelige salmesang med ”et klingende stemme”, så har hun med lige så stor glæde som manden, men måske endda med større frimodighed grebet sin nyvundne frihed. Det er jo ikke, fordi det har skortet på stærke kvinder i europæisk historie både før og efter Luther, men det er nu alligevel en sjov tanke at forestille sig den første gudstjeneste med menighedens salmesang: Luther, der sidder og lytter til sangen i sin præstestol, og så hører først én, så to, så mange kvinder, der stemmer i med.

Skal vi forestille os et overraskelsens smil træde frem på Luthers ansigt? Skal vi forestille os, at han i sit stille sind hører Gud sige til sig: ”Hvad Martin, det havde du nok ikke regnet med!”

I hvert fald kan vi i dag tænke tilbage på disse frimodige kvinder med stor glæde. For hvad er et ægteskab for en mand uden kvindelig frimodighed?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s