Holocaust var unikt

Det er mig imod, at man gang på gang ”trækker nazikortet”, dvs., henviser til begivenhederne i Tyskland i trediverne for at advare mod dem, der i vore dage vender sig imod de fremmede.

Godt nok er dette med at trække nazikortet blevet en mere og mere sjælden foreteelse, formentlig fordi flere og flere politikere ud fra integrationens vanskeligheder har draget den konklusion, at der virkelig er forskel på ”dem” og ”os”, at de fremmede kommer hertil med en helt anderledes kultur, og at de ikke lægger denne kultur fra sig, idet de passerer grænsen.

Egentlig ville jeg have brugt et læserbrev, som jeg for lang tid siden skrev til Horsens Folkeblad, men jeg kan ikke finde det på min computer. Så jeg ”nøjes” med at henvise til dette blogindlæg, som også er ret gammelt, fra 2010. Dengang havde Lars Hedegaard fået en dom for nogle ytringer, han var fremkommet med i en ret privat sammenhæng, og da han var dømt efter racismeparagraffen, opstod der en diskussion om, hvorvidt denne paragraf skulle ophæves. Og i den diskussion var der to, der henviste til begivenhederne i Tyskland i trediverne, Erik Bjergager, Kristeligt Dagblads redaktør, og Mogens S. Mogensen, debattør på religion.dk. Bjergager er ganske kort i sin omtale, se her. Han skriver:

Historien rummer talrige skræmmende eksempler på, at nedsættende generaliseringer om minoriteter har ført til racisme og forfølgelse. Holocaust i Nazityskland, folkemordet i Rwanda og den etniske udrensning på Balkan fulgte efter en periode, hvor mindretallene var blevet lagt systematisk for had. Det er denne generaliserende hetz mod befolkningsgrupper, som begrænses af racismelovgivningen.

Og Mogens S. Mogensen skriver:

Ord er ikke som tanker toldfrie, men kan have alvorlige konsekvenser. Det er bl.a. derfor, at vi har en injurielovgivning, som ingen – ikke engang Dansk Folkeparti – ønsker ophævet. Erfaringerne fra 30’ernes Europa viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at der kan være en nær sammenhæng mellem ord og handlinger. De voldelige handlinger mod jøderne optrådte i forlængelse af racistisk/antisemitisk propaganda og verbale overfald. Har man længe nok omtalt jøder som skadedyr, bliver det efterhånden naturligt at omsætte ordene i handling og begynde at gennemføre skadedyrsbekæmpelse.

Dette fandt altså sted i 2010. Og det er jo, set i lyset af den udvikling, der har fundet sted, lang tid siden. Meningen dengang var, at man ville gøre nutidens muslimer til ofre, ligesom datidens jøder var det. Men da det efterhånden har vist sig, at den største og mest farlige antisemitisme ikke findes blandt danskere, men blandt vore muslimske landsmænd, har dette retoriske trick med at sidestille nutidens muslimer med datidens jøder mere og mere mistet sin gennemslagskraft. Det var jo dog en muslim, der ved terrorattentatet i København i februar 2015 dræbte en jøde, ikke omvendt. Og det er efterhånden velkendt, at der er muslimske prædikanter, der opildner til had mod jøder, ja direkte til drab på dem – en sådan havde terroristen fra Krudttønden besøgt, før han begik sin ugerning – hvorimod ingen jødiske rabbinere opildner til had mod muslimer og da slet ikke til drab på dem.

Så jeg troede ikke, at jeg skulle møde den forestilling mere. Men ikke desto mindre mødte jeg den forleden dag ved et foredrag.

Dog først en anden mærkelig ting ved dette foredrag.

Jeg har gennem et stykke tid haft en mistanke om, at man i Grænseforeningen har villet bruge forholdene i Nord- og Sydslesvig, hvor danskere og tyskere efterhånden har lært at leve sammen med hinanden, skønt de har forskellig sprog og forskellig kultur, som argument i integrationsdebatten, og altså hævde, at vore integrationspolitikere kan lære af forholdene i grænselandet.

Det er også tilfældet. I bladet ”Grænsen” er der i februar-nummeret for 2017 et interview med foreningens nye formand, Jens Andresen. I dette interview siger han bl.a.:

Vi må aldrig lukke os om os selv. Men samtidig er vi i kraft af vores lidenhed også mere sårbare, for eksempel når det gælder vores sprog og kultur”, siger Jens Andresen, der mener, at alle mindretal i Europa har meget at lære af den dansk-tyske mindretalsordning, der blev en realitet med København-Bonn Erklæringerne i 1955. Det gode eksempel fra grænselandet, hvor man i dag lever i fredelig sameksistens, kan også bruges i integrationen af flygtninge og indvandrere, mener Jens Andresen, der dog samtidig advarer mod at sidestille de to grupper.

”Det danske og det tyske mindretal har altid boet, hvor de gør. Vore nye medborgere, der kommer hertil som flygtninge og indvandrere, kommer fra andre egne af verden og har en anden kultur og religion. Men det overordnede princip er det samme: Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Det er viljen, det kommer an på. Og jeg tror på, at der er noget godt i alle mennesker, så projektet skal nok lykkes”.

Som man ser, vil Jens Andresen bruge de erfaringer, man har gjort i grænselandet, i den integrationsindsats, vi står overfor med vore muslimske landsmænd. Men han er dog klog nok til at indrømme ulighederne i de to situationer: de nye indvandrere er for det første indvandrere, for det andet indvandrere med en anden kultur og religion. Blot gør han sig ikke klart, hvor stor forskellen mellem os danskere og vore nye borgere er, netop hvad angår kultur og religion.

Det er utvivlsomt sandt, at der er noget godt i alle mennesker. Men det, muslimer forstår ved ”det gode”, er forskelligt fra det, vi forstår ved det. Hvad der er ”det gode”, bestemmes af religionen. Og islam er en magtreligion, der i de første mange århundrede udbredte sig gennem militære erobringer, og i vore dage ”nøjes med” gennem vold at håndhæve shariaen i de ghettoer, de foretrækker at leve i.

Hvis mennesker vil, kan de lære at leve i fred og fordragelighed med hinanden”, skriver Jens Andresen. Det er jo den erfaring, man har gjort i grænselandet. Og det er udmærket. Men hvad stiller man op, hvis mennesker ikke vil? Hvad gør man med mennesker, hvis religion tilsiger dem ikke at indordne sig under danske regler, ikke at tage danskere som venner, ikke at rette sig efter danske love, men efter den muslimske lov, shariaen?

Her nytter fromme forhåbninger ikke. Og her falder naive overbevisninger om alle menneskers iboende godhed til jorden. Her stilles vi overfor en religion med regler så faste, at de dræber alt naturligt liv, men også giver muslimen den tryghed, han har brug for, ikke mindst i et fremmed land som vort, selv om han så ikke bliver integreret i vort samfund. Det uhyggelige er, at det er han sådan set ligeglad med. Han har jo sin omgangskreds i ghettoen, han behøver ikke os danskere for at kunne leve det liv, han betragter som godt og fuldkomment.

Man kan godt undre sig over, at et nogenlunde normalt menneske, i dette tilfælde Jens Andresen, kan være så naiv, at han fuldstændig overser den forskel i kultur og religion, som der er mellem det almindelige ”leverpostej-Danmark” og den muslimske ghetto.

Men så kommer vi til det foredrag, jeg hørte forleden. Her benyttede foredragsholderen sig af den samme iagttagelse: den, at integrationen mellem danskere og tyskere – for nu at bruge det ord – i grænselandet dèr er forløbet udmærket, til at sige, at dette kan være et mønster for integrationen af muslimer. Og i modsætning til Jens Andresen advarede han ikke det bitterste mod at sammenstille de to grupper. Måske det skyldes, at han – vist i modsætning til Jens Andresen – er akademiker. De har det med sommetider at løbe ud ad en tangent, næsten ligegyldigt hvilken. Eller de lader – med Løgstrups ord – begrebsmøllen snurre, og inden man får set sig om, er man langt borte fra virkeligheden med dens mange uløselige problemer.

Oven i købet brugte han sammenstillingen af de to grupper til at skamme os danskere ud, fordi vi gang på gang opstillede et ”dem-og-os” skema, argumenterede ud fra det, talte ud fra det, vendte os imod indvandringen ud fra det. At de fremmede ikke er blevet integreret bedre, end tilfældet er – det måtte man forstå – er udelukkende vores skyld, ikke deres (hov, nu kom jeg til at sige ”dem-og-os”, men det gjorde foredragsholderen egentlig også, dog uden selv at opdage det). Vi danskere burde være langt mere åbne overfor de fremmede, ja, han fremkom oven i købet med en påstand, som jeg troede, at alle nutidens debatdeltagere forlængst var ophørt med at komme med, den påstand, nemlig, at den fremmede kultur er en berigelse for os.

Heraf drog jeg den slutning, at han holdt sig langt borte fra de tekster, som jeg af og til træffer på, tekster, hvor man bruger ordet ”kulturberiger” i ironisk forstand, f.eks. om en muslim, som har begået en forbrydelse. Og det er jo så, hvad det er. Men besynderligt er det, at han, en normalt begavet professor, overhovedet ikke har lagt mærke til, f.eks. at Yahya Hassan skulle have politibeskyttelse, da han ville oplæse sine digte i Vollsmose, f.eks. at brandbiler og ambulancer ikke kan komme ind i ghettoer og slukke ildebrande eller redde menneskeliv, før der er samlet en tilstrækkelig stor politistyrke til at beskytte dem, f.eks. at efterhånden temmelig mange mennesker i vort land er nødt til at have politibeskyttelse døgnet rundt, f.eks. at det er nødvendigt med politibeskyttelse ved den jødiske skole og ved synagogen i København, osv., osv., alt det er dog ganske mærkeligt og burde fortælle enhver nogenlunde uhildet person, at muslimer altså har vanskeligt ved at blive integreret. Og her siger jeg ”integreret”, ikke ”assimileret”, for kunne vi blot nå så vidt, at alle de muslimske voldsudøvelser og trusler ophørte, så ville meget være nået, så kunne måske den proces, man har set i grænselandet, tage form i vore ghettoer, og så kunne vi måske efter mindre end hundrede år opnå en rimelig form for sameksistens.

Men at tro, at man kan bruge metoden fra grænselandet på integrationsproblemerne, at tro, at blot vi danskere ophører med at tænke og tale i ”dem-og-os” kategorier, så vil det hele løse sig, som det har gjort det i grænselandet, det er dog vist noget, der kræver enten stor forargelse mod det, de vist selv kalder ”højrefløjen”, eller en omfattende blindhed for foreteelser, som ligger klart i dagen for os andre (det ikke-ønskede overstreges).

Teaterinstruktøren Tue Biering fik for nogen tid siden den fornemmelse, at han og store dele af dansk teater befandt sig i et ekkorum, hvor de kun hørte deres egne meninger. Den boble ville han godt prikke hul på, og, siger han til Berlingske, se her, det er det, han forsøger med sit nye stykke ”Rocky”. I den anledning var han inviteret i Deadline den 20-9 og her så vi noget af det, han lod sit stykke ende med: en vaskeægte folkepartist kom ind på scenen og holdt en valgtale; derigennem ville han tvinge de venstreorienterede til at lytte til ”de andre”. Efter sigende var der en del, der udvandrede under denne sidste seance.

Men man spørger sig selv, om Grænseforeningen på tilsvarende måde opererer i et ekkorum, hvor man kun hører sine egne meninger og er blind for realiteterne udenfor dette rum. Noget kunne tyde på det.

Og så er dette dog kun noget, der kan gøre mig lettere forarget. Det næste, jeg skal omtale – og har omtalt i begyndelsen – er noget, der gør mig højlig forarget.

Foredragsholderen tillod sig at advare os mod at anvende ”dem-og-os” kategorierne netop med henvisning til Tyskland i trediverne. Det kan gøre mig højlig forarget.

I første omgang en forargelse af samme art som den forrige, en forargelse over, at et nogenlunde fornuftigt menneske netop på det punkt, der hedder ”integration af indvandrere”, har en blind plet og ikke kan eller vil se, at de sammenligninger, de kommer med, er helt ude i skoven.

Det gælder sammenligningen mellem grænselandets modsætninger og modsætningerne mellem danskere og muslimer, men det gælder så sandelig også sammenligningen mellem vor omtale af muslimerne og nazisternes omtale af jøderne. Herhjemme har vi pressefrihed, og hvis nogen er uenig med andres omtale af muslimerne, kan han opponere mod det i kraft af denne frihed; hvad der så sandelig også er mange, der har gjort; vi har haft og har stadig en stor debat om ”tonen” i debatten. Men man synes fuldstændig at have glemt, at pressefriheden blev ophævet ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Og glemt er også, at jødeforfølgelsen i Tyskland var iværksat af myndighederne. Det var nazisterne, der med deres racelove gjorde jøderne til undermennesker.

Og jovist, der skal nok have været en del antisemitisme i Weimar-republikkens Tyskland, men Hitler blev ikke valgt, fordi han ville forfølge jøder, han blev valgt, fordi tyskerne skammede sig over nederlaget i Første Verdenskrig og derfor greb ”dolkestødslegendens” påstande med begærlighed. Han blev valgt, fordi hans SA’ere havde terroriseret gaderne, han blev valgt, fordi depressionen i 1929 gik hårdt ud over de tyske arbejdere, og formentlig også, fordi han havde ganske gode talegaver.

Så en sammenligning mellem ting, der siges mod muslimerne i dag, og ting, der blev sagt mod jøderne dengang, er uhistorisk og falsk; sammenligningen bruges ikke for at bidrage til større forståelse af historiske kendsgerninger, den bruges, fordi man ikke ellers véd, hvad man skal anklage højrefløjen for.

Det er slemt nok med sammenligningen mellem grænselandsproblemerne og integrationsproblemerne. Det er værre med sammenligningen mellem tonen i dag og tonen i Tyskland i trediverne. Men værst er det, at denne sidste sammenligning er med til at bagatellisere holocaust.

Når man drager holocaust ind i det, der sker i dagens Danmark, antyder man – uden at ville det eller uden at tænke sig ordentligt om – at holocaust såmænd ikke var værre, end hvad der kan ske herhjemme, hvis den ”onde tone” mod muslimer får overtaget. Når man siger, at det had til muslimer, som man med sin ”tone” opbygger, kan føre til noget meget slemt – og antyder, at der jo skete noget meget slemt i Tyskland – så sammenligner man altså det, der i værste fald kan ske med vore muslimske landsmænd, hvis hadet tager overhånd, med det, det skete med jøderne i Tyskland.

Men enhver debatdeltager burde holde sig for god til på den måde at nedgøre holocaust. Holocaust var en unik historisk begivenhed, som vi må håbe, aldrig vil forekomme igen. Holocaust var noget ganske utænkeligt, før det fandt sted, og noget helt ufatteligt, når man finder ud af, at det rent faktisk har fundet sted. En industriel tilintetgørelsesmaskine sat i system med tysk grundighed, så den i løbet af forholdsvis få år kunne udrydde, dræbe, tilintetgøre – hvilket ord skal vi bruge? – 6 millioner jøder.

En del af den industrielle grundighed havde med gaskamrene at gøre. Men en anden og lige så væsentlig del havde med den omhyggeligt opbyggede løgnehistorie at gøre. Man fortalte jo ikke de jøder, man indsamlede og gennede ind i togvogne, at de skulle føres til tilintetgørelseslejre, nej, man foregøglede dem, at der var tale om en ”Umsiedlung”, en bosættelse af jøder et andet sted østpå. Og illusionen skulle bibeholdes til det sidste, ellers fungerede den industrielle tilintetgørelsesmaskine ikke. Derfor var der ved tilintetgørelseslejrene opført stationsbygninger, der så hyggeligt landlige ud, derfor blev jøderne ved ankomsten mødt med et ”velkommen” og fik at vide, at de først skulle igennem en aflusningsproces og derfor skulle klæde sig af, og først når de stod i gaskamrene, blev de klar over, hvad det hele gik ud på. Men så var det for sent.

Det var djævelsk, det var umenneskeligt (skønt jo udført og udtænkt af mennesker), det var grusomt, det var på alle måder forfærdeligt. Aldrig før set. Aldrig før opkommet i noget menneskes hjerne, skønt aversion mod mennesker, der var anderledes, jo sandelig nok havde fandtes.

Lad dog holocaust stå i al dens grusomhed! Lad dog være med at gøre den til noget, der nok også kunne finde sted hos os! Lad os dog afstå fra at bruge holocaust som forbandelsesformular overfor vore politiske modstandere! Uanset, hvor forargede vi er på deres synspunkter, ethvert forsøg på at bruge rædslen fra holocaust imod dem er forargeligt, fordi det gør holocaust til noget, der nærmer sig det normale, det overfladiggør holocaust, og normal må vi aldrig gøre denne historiske skændselsgerning, vi skal fastholde den som det hele unikke, som noget, der for altid vil stå i en kategori for sig selv.

I det blogindlæg, jeg henviste til i begyndelsen, har jeg givet udtryk for nogenlunde de samme synspunkter. Og i et tidligere indlæg, se her, tog jeg mig for at ønske for tyskerne, at de engang om ikke så længe igen kunne have den samme stille stolthed over at være tyskere, som vi har over at være danskere. For, som jeg skrev, denne naturlige stolthed over sit folk og denne naturlige glæde over sit sprog hører med til det at være et helt menneske.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Holocaust var unikt

  1. M.S. Carstens siger:

    Jeg forår ikke lige en længere kommentar, men artiklen her mindede mig om:

    http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE9740610/graenseforening-uden-graenser/

    hvor Mikael Jalving går Grænseforeningen efter i sømmene. Den er også værd at læse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.