Katolsk og luthersk historieforskning

Den fremmede Luther 40

Bendt Fabricius er cand. mag. i italiensk sprog og kultur og forventer at få udgivet en bog om reformationens historie i Danmark. Han har hentet materiale i de vatikanske arkiver, så det skal nok blive spændende. Kristeligt Dagblad har den 21. september foretaget et interview med ham, se her. Det har fået overskriften ”Da kongen kuppede kirken og spiritualiteten”. Det lyder lidt halvkatolsk, men om Bendt Fabricius er katolik, derom forlyder der intet i interview’et. Og da han er organist ved Farum kirke, så er han nok kun lutheraner med katolske tilbøjeligheder.

Lad det kun være!

Når jeg vil tage dette interview frem, skyldes det, at jeg med afsæt i en bestemt passus i det kan komme med forslag til, hvordan man kan fremkomme med mere redelige synspunkter på reformationens historie. Man plejer at sammenligne reformationstidens historie med nutiden, man plejer at spørge, om demokratiet tog sin begyndelse her, om ytrings- og religionsfrihed fik et udgangspunkt hos Luther. Og det kan da bestemt være rimeligt nok, men det er, som om disse overvejelser er løbet tør for brændstof. Nu kan vi næsten ikke holde ud til mere.

Lad os tage Luthers handlinger under bondeoprøret! Jeg har selv været inde på det i én af mine ”Den fremmede Luther”er (nr 13, se her) og også andre steder. Men jeg må indrømme, at jeg så at sige hver gang er ”gået i fælden”, den fælde nemlig, at jeg prøver at forsvarer Luther ud fra nutidige normer og opfattelser. Ikke sandt, man kommer med sin nutidige samfundsopfattelse, sin nutidige etik, og med den prøver man at måle Luther. Og når således målestokken ligger fast, har jeg hidtil gjort det, at jeg har brugt den samme målestok, blot med et noget andet resultat. Og det er den fælde, jeg er gået i. Hvorfor skal nutiden være sammenligningsgrundlaget? Hvorfor ikke den samtidige katolicisme?

For bruger man den sammenligning, så når man frem til det resultat, at de katolske fyrster var lige så grusomme som de lutherske oven på bondeoprøret. Man gør meget ud af, at Luther i ét af sine skrifter hævdede, at bønderne skulle slås ned som gale hunde, se her, og man skildrer derefter i mørke farver den grusomhed, der blev de oprørske bønder til del. Men er det dog ikke mærkeligt, at katolikkerne, som ellers i høj grad vender sig imod alt, hvad Luther siger og gør, her pludselig retter sig efter ham? Der var ikke forskel på deres og lutheranernes grusomheder. Og det vil sige, at vi måske snarere skal indrømme, at dette med at slå oprøret ned på en grusom måde, var noget, der lå i tiden, altså noget, der var ret selvfølgeligt for både lutheranere og katolikker. Luther lagde blot ord til.

Og hvis man endelig vil anklage ham for den udviste grusomhed, så må man vel retfærdigvis føje til, at han opfordrede til at udvise mildhed mod dem, der blot var efterløbere eller måske ligefrem var tvunget ind i bondehæren, se f.eks. her. Men man skal nu nok snarere sige, at hans pamflet ikke havde den store betydning, hverken i den lutherske eller i den katolske lejr.

Men altså: lad os dog huske også at sammenligne Luthers handlinger og ord med de samtidige katolikkers ord og handlinger, ikke blot med nutidens ord og handlinger.

Den passus, jeg studsede over i interview’et, lyder således:

Så lidt forenklet eller populært kan man sige, at vi mange steder i Europa gik fra pavemagt til kongemagt – og i Danmark blev det så endnu mere tydeligt, at kongen og kristendommen hang uløseligt sammen, efter enevældens indførelse i 1660. Og så gjorde det jo heller ikke noget, at de danske konger ved Reformationen kunne konfiskere rigdommene fra landets bispegodser. Det hjalp alt sammen i den slunkne danske statskasse, som var drænet af krigsførelse.

Meningen er jo tydeligt nok, at vi skal forarges over denne konfiskation. Hvor frækt af kongerne at snuppe kirkegodset! Jo, man forstår rigtignok godt, at fyrster rundt omkring i Europa gik over til lutherdommen, når der fulgte sådanne rigdomme med i købet.

Men hvis man skal undre sig over det, og måske endda forarges over det, må man så ikke i langt højere grad undres over, at der i det hele taget blev katolske fyrster tilbage i Europa? Man skulle jo som fyrste bare sige ”Jeg vil være lutheraner”, så vupti, fik man orden på finanserne – det er jo altid et problem – så fik man med ét slag tilskødet enorme jordegodser med tilhørende årsindtægter. Hvorfor var der dog ikke flere fyrster, der blev fristet af sådanne lyse udsigter?

Det vil jeg ikke svare på her, mest, fordi jeg ikke véd nok om sagen til at give noget fornuftigt svar. Men jeg vil hævde, at hvis man vil bruge en sådan halvmarxistisk teori på de lutherske fyrster, må man bruge den samme teori på de katolske fyrster. Det er der dog yderst sjældent nogen, der gør. Og omvendt: Hvis man vil hævde, at det for de katolske fyrsters vedkommende ikke er penge, der styrer alt, må man vel retfærdigvis hævde det samme om de lutherske fyrster.

Det vender vi tilbage til om lidt. Men først og fremmest: Hvis man vil forarges over, at den danske konge satte sig på kirkens store jordegodser, må man vel først forarges over, at kirken i det hele taget ejede så store jordegodser. Hvad skulle den med dem? På hvilken måde bidrog den derved til statsregnskabet? Hvordan gled de penge, der blev indkasseret fra disse ejendomme, ind i den danske økonomi, og hvor gjorde de gavn?

Svaret er, at pengene fra kirkens jordegods i mange tilfælde gled helt ud af den danske økonomi og ind i den italienske, eller altså ind i pavens økonomi.

Det hænger sammen med, at paven i senmiddelalderen havde tiltaget sig udnævnelsesret til ganske mange bispedømmer. Det betød, at disse bispedømmer ved biskoppens død blev udliciteret til den højstbydende. Ofte skete det på den måde, at paven solgte bispeembedet til en mellemmand, dvs., en person, som ikke drømte om at tage bolig i bispeboligen eller om at styre og lede stiftet, men kun beholdt det, indtil han kunne sælge den videre til en lokal adelsmand. Fordelen for paven var, at han kunne få kontanter ud af det med det samme.

Og mellemmanden – eller paven, hvis overdragelsen af embedet skete direkte – skulle jo også have kontante penge. Og dem måtte adelsmanden låne sig frem til, måske hos det store bankfirma, Fuggerne. Så Fuggerne skulle have penge, mellemmanden eller paven skulle have penge, og alt dette skulle betales af de indtægter, der kunne komme ind fra bispeembedets jordbesiddelser.

Ja, eller fra forskellige andre ordninger. Jeg skal nævne to.

Først den ordning, som gør, at Luther kan kalde biskopperne for bordelværtinder, se her. Den præst, der ikke kunne holde ud at leve i cølibat, men åbenlyst eller i hemmelighed levede sammen med sin husbestyrerinde, kunne klare frisag overfor de kirkelige myndigheder – hvis det altså blev opdaget – gennem en pengebod. Hvis henved halvdelen af stiftets præster levede på den måde, kunne det give en ganske pæn indtægt til biskoppen.

Dernæst ordningen med privatmesser. En adelsmand afgav en del af sin jord til kirken mod, at kirken ”til evig tid” lod afholde en privatmesse på adelsmandens dødsdag. Sådanne privatmesser vrimlede det med. Men da der kun måtte afholdes messe én gang i døgnet ved hvert alter, havde man fundet på at indrette en række sidealtre i de store kirker. I Viborg havde man i stedet fået bygget et væld af kirker, som kunne tjene som grundlag for privatmesserne. Privatmesserne var private, fordi der ikke behøvede være nogen menighed til stede. De blev opfattet som et offer, man gav til Gud, til fordel for den, på hvis dødsdag messen blev holdt, og hvis navn blev nævnet i messen. Det var denne offertanke, Luther var meget imod, og det var grunden til, at han mente, at alle privatmesser burde afskaffes.

Begge disse ordninger førte til en indkomst i biskoppens kasse, bevares, en indkomst, hvoraf diverse udgifter skulle afholdes, men alligevel! Fidusen for biskoppen – og i næste omgang for paven – var, at den, der købte embedet, fordi han kunne byde højest, var den mest udspekulerede. Måske han på forhånd havde undersøgt stiftet, måske han havde regnet ud, at han kunne øge sin indkomst, hvis han kunne anklage endnu flere præster for at bryde deres cølibatløfte, måske han havde fundet ud af, at han kunne rationalisere betjeningen af de mange privatmesse ved at nedsætte antallet af messepræster eller ved at beskære deres løn, sådanne spekulationer gav ham mulighed for at kunne byde lidt højere end den, der ikke spekulerede i disse ting. Men dette var jo ikke noget, der gavnede det kirkelige liv. Og specielt var de penge, der gik i pavens lomme, spildte for den lokale kirke.

Det mente man i Malmø. Derfor lavede man om på ordningen, fortæller Peder Laurentsen i sin ”Malmøbogen”, se her. Denne nyordning godkendte kongen i et kongebrev, hvori det bl.a. hedder:

Derfor har vi nu i vor særlige gunst og nåde, også fordi det, som er givet i en god mening til Guds tjeneste, ikke skal spildes til ingen nytte, undt og tilladt borgmestre og råd i Malmø, at de må og skal annamme til sig sådanne gårde, jorde og huse, som ligger i deres by, og er tillagt altre, vicarier og gilder dèr, og dermed stifte og opbygge et hospital der i byen til fattige og syge menneskers ophold og nødtørftighed, og den rente, som hidtil har været anvendt til sådanne messer og gilder, skal herefter gives til et sådant hospital, og borgmestre og råd må og skal ordne og indrette det således, at denne rente ikke går til spilde. (Se her).

Det vil sige: Hvis man forarges over, at kongen konfiskerer kirkens ejendom, eller hvis man finder det forkert, at det offentlige (kongen) forgriber sig på noget, der ikke hører ham til (kirkens gods), så skal man lige aflægge sig sit moderne tankesæt, og i stedet for at sammenligne den lutherske konges handlinger med nutidens idealer, sammenligne dem med datidens katolske ordninger. Så vil man måske giver datidens malmøgensere ret i, at de penge, der tidligere var blevet brugt til privatmesser – muligvis efter at have været en bekostelig tur rundt om bispeembedet – kunne anvendes bedre til et hospital.

Og vil man fastholde sin forargelse og insistere på, at kongen ikke kunne og ikke måtte bestemme over noget, der ikke hørte kongemagten til, så skal man være opmærksom på, at rigsrådet allerede i 1525 (tror jeg nok det var) havde overskåret den danske kirkes bånd til pavestolen i Rom. Rigsrådet var på det tidspunkt – som også senere – behersket af katolikker, men det fik betydning for Danmarks Riges historie, at der var tale om nærige katolikker. Christian den Anden var i 1523 blevet jaget af gårde af rigsrådet, men turnerede rundt i Tyskland for at samle penge til en hær, så han kunne generobre sit kongerige. Og da det i 1525 var ved at lykkes ham, satte kongen, Christians farbror Frederik den Første, rigsrådet kniven for struben: Han havde ikke penge til en hær, hvis de ville redde landet fra Christian den Anden, måtte de selv spytte i bøssen.

Det havde de imidlertid meget lidt lyst til, og da ærkebispeembedet Lund på den tid var ledigt, besluttede de, at de penge, som den nye indehaver skulle betale til paven, i stedet skulle gå til kongen, så han for dem kunne skaffe sig en hær vil rigets forsvar.

Det var nogen kønne katolikker, må man sige. Disse stenrige mænd besluttede af pengenød at overskære båndet til paven. Det har åbenbart ikke betydet særlig meget for dem.

Så i stedet for som Bendt Fabricius at tale om, at Christian den Tredje kuppede noget, er det bedre at sige, at nogen kappede noget, nemlig, at rigsrådet kappede den pipeline, der havde suget store pengemængder fra Danmark til Rom.

Og kongen følte sig derfor berettiget til at tage vare på kirkens gods. F.eks. var gråbrødrenes klostre tilskødet paven, brødrene selv måtte jo intet eje, og kongen kunne derfor overlade dem til borgere eller adelsfolk, efterhånden som ”udviklingen” fik munkene til at forlade deres kloster. ”Udviklingen” betød her både det, at de lutherske tanker bredte sig blandt landets borgere, så at munkene selv blev ramt af disse tanker, og det, at de munke, der ville fastholde deres katolske traditioner, efterhånden kom til at sulte, for det var i 1505 besluttet, at samtlige danske gråbrødreklostre skulle tilsluttes den strenge del af Frans’ orden, den del, der hed ”observanterne”, som kun skulle leve af, hvad de kunne tigge sammen, altså ikke måtte eje ejendomme, hvis indtægter de kunne leve af.

Forresten er det ret vanskeligt at anvende den før omtalte halvmarxistiske teori om, at pengene nok ét eller andet sted har bestemt det kirkelige ståsted, på de to danske konger, Christian den Anden og Christian den Tredje. Christian den Tredje blev lutheraner, da han så Luthers optræden i Worms; han var sendt dertil, fordi hans far var hertug over Holsten, der var med i det tyske forbund. Det, han så dèr, gjorde et sådant indtryk på ham, at han fra da af var svoren tilhænger af Luther. Og på det tidspunkt, i 1521, var der ingen, der anede noget som helst om, hvad en reformation efter Luthers tanker ville medføre, for disse tanker voksede først frem hos Luther efter rigsdagen i Worms.

Og hvad Christian den Anden angår, kom han på sine rejser rundt i Tyskland også til Wittenberg. Her hørte han Luther prædike, og derefter gik han over til lutherdommen. Han vidste lidt bedre end sin fætter, Christian den Tredje, hvad det drejede sig om – vi er lidt længere fremme i udviklingen – men set fra hans eget synspunkt, det med, at han ville generobre Danmark fra sin farbror, fandt hans omvendelse sted på det dårligst tænkelige tidspunkt. Hans svoger, kejseren, var en stærkt troende katolik, og uden kejserens hjælp måtte det forekomme umuligt at få skaffet penge til en hær mod Danmark. Han måtte da også senere på rigsdagen i Augsburg 1530, afsværge sig sin lutherdom for at få kejseren til at hjælpe sig. Men som bekendt nyttede det ikke noget. Han lod sig lokke fra Oslo til København, og blev dèr taget til fange og anbragt på Sønderborg slot.

Men altså: at antyde, at der lå andet end personlige overbevisninger bag i hvert fald disse to kongers lutherske tro, det er en noget tvivlsom sag.

Til sidst kun endnu en indvending mod Bendt Fabricius: Når han mener at kunne fremhæve den manglende Maria-dyrkelse som noget, der har gjort ondt på almuen, synes han ikke at være klar over, at Luther gik ind for jomfru Marias ubesmittede undfangelse, og at der – sikkert af den grund – både blev bevaret Maria-billeder i de danske kirker og tilføjet nye Maria-billeder efter reformationen. Det gjorde jeg lidt ud af i ”Den fremmede Luther 1”, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s