Blasfemi-udstilling

I morgen fredag den 29. september holder Skovgaard Museet i Viborg fernisering på en udstilling, der hedder ”Blasfemi i kunsten fra Reformationen til i dag”. Udstillingen åbnes af biskop Henrik Stubkjær. Det har forlydt i pressen, at udstillingen ikke vil rumme Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombeturban på hovedet. Dette forlydende har blandt andet fået integrationsminister Inger Støjberg til at offentliggøre Westergaards tegning på sin Facebook-side, hvilket igen har medført talrige kommentarer for og imod hende.

Det er lykkedes os her på bloggen ved ihærdigt arbejde hele natten at hacke os ind på Henrik Stubkjærs computer, hvorfor vi i dag kan offentliggøre den tale, Stubkjær vil holde i morgen ved ferniseringen. Den gengives her in extenso dog med visse redaktionelle links indføjet.

Biskoppen siger:

Velkommen til fernisering på udstillingen ”Blasfemi i kunsten fra Reformationen til i dag”. Jeg kan allerede nu røbe, at undertitlen er ”Den store forbrødring”. Den forbrødring, der er tale om, er naturligvis forbrødringen mellem de to store religioner islam og kristendom. Når denne undertitel først har kunnet røbes i dag, skyldes det, at vi har valgt at hemmeligholde, at vi udstiller Kurt Westergaards tegning. Naturligvis gør vi det. Hvordan kan man fortælle blasfemiens historie uden at vise denne tegning?

Hemmeligholdelsen skyldes ikke så meget angst for terrorhandlinger. Som I, der her står midt i kunstudstillingen, har erfaret det, har vi taget omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Nej, hemmeligholdelsen skyldes, at vi ønskede at udnytte overraskelsesmomentet. Og det er os derfor en stor glæde, at så mange har deltaget i integrationsminister Inger Støjbergs forargelse over, at vi ikke ville udstille Muhammed-tegningerne. Det har jo, som man kan se af denne tætpakkede sal, gjort udstillingen og ferniseringen i dag til et tilløbsstykke.

Derfor er det første, jeg vil sige til de mange forargede: ‘Så I troede, vi ikke ville udstille Muhammed-tegningerne. Dèr må I altså tro om igen!’ Jeg kan også sige, at I ikke havde lagt mærke til datoen, den 29. september. Den er så tæt på jubilæumsdatoen den 30. september for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i 2005, som tænkes kan.

Så selvfølgelig viser vi Muhammed-tegningerne, oven i købet har vi udnyttet dem aktivt som led i vore sikkerhedsforanstaltninger.

Disse sikkerhedsforanstaltninger skal jeg kort gennemgå, fordi de på én gang er udtryk for ”den store forbrødring” mellem islam og kristendom og for de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige for en udstilling som denne.

I har nok lagt mærke til, at man allerede ved indgangen til Skovgaard-museet fik stillet spørgsmålet: ”Er islam fredens religion?” På to trykknapper under spørgsmålet var der mulighed for at trykke ”ja” og ”nej”. Og det er så snildt indrettet, at alle I, der er kommet indenfor, nødvendigvis må have trykket på ja-knappen. For trykker man på nej-knappen, kører man hele vejen rundt i svingdøren og bliver sat af udenfor.

Næste del af vore sikkerhedsforanstaltninger mødte I, da I kom ind i forgangen. Her har vi anbragt en stor kopi af Kurt Westergaards tegning, og spørgsmålet nedenunder lyder: ”Har denne tegning ret?” Vil man videre, må man naturligvis trykke på nej-knappen. I samme øjeblik, man gør det, tegnes en stor rød streg hen over tegningen. Og så først kan man komme ind til selve udstillingen.

Men det er endnu mere spidsfindigt indrettet. Der var måske nogen af jer, der lagde mærke til et lille skilt ved siden af tegningen. Det har overskriften ”Kære selvmordsbomber!” Men da ingen er jer jo er selvmordsbombere, har I nok ikke tænkt over det. Derfor skal jeg lige citere teksten for jer. Den lyder – og jeg citerer:

Kære selvmordsbomber! Vi er enige med dig i, at islam er fredens religion. Derfor vender vi os stærkt imod Kurt Westergaards tegning. Men vi gør dig lige for en ordens skyld opmærksom på, at hvis du bringer din bombe til udløsning, giver du hans tegning ret. Derfor: hold fingeren fra udløserknappen!

P. S.: Læg venligst bombevesten fra dig i garderoben”. Citat slut.

Dette sidste, dette med at opbevare bombeveste i garderoben, har vi forberedt os ret grundigt på. Vi har fået anbragt et solidt sprængsikkert pengeskab. Men måske var vi ikke omhyggelige nok. Garderobemandens sikkerhedsudstyr havde vi sørget godt for, idet vi havde lånt en rustning fra 1600-tallet. Men garderobemanden selv havde vi ikke baggrundstjekket godt nok. Han var fra Aarhus. Og da han ved forpremieren forleden modtog en selvmordsbombevest, spurgte han: ”Hvilken knap er det, man ikke må trykke på? Er det den dèr?” Og så trykkede han på en knap. Og den knap var det.

Det var et farligt rengøringsarbejde bagefter. Blod og knoglestykker overalt. Men rustningen – det var snart det værste – var helt gået fra hinanden, så vi måtte bruge en hel nat på at få den samlet. Der medgik mindst 15 m ståltråd. Men nu er den da hel igen. Og alting er igen ordnet og pænt. Nå ja, det viste sig, at bombemandens øje var fløjet op i lysekronen, lige dèr, hvor den fastgøres til loftet. Vi opdagede det først her til morgen. Men vi har valgt at lade det sidde. Det passer meget godt til én af udstillingsgenstandene, hvad jeg om lidt skal komme ind på.

Man kan som teolog ikke lade være med at tænke på, hvordan den stakkels selvmordsbombemand bliver modtaget i det hinsidige. Andre kommer med tyve, tredive, nogle endda med hele hundrede vantro i deres følge til aflevering i helvede. Og denne selvmordsbombemand kommer kun med én. Og det endda en aarhusianer!

Men dette skilt med Muhammed-tegningen er ikke vores sidste sikkerhedsforanstaltning overfor eventuelle bombemænd. Efter at man er kommet ind til selve udstillingen, ser man som én af de første udstillingsgenstande den Muhammed-tegning, der viser en fortvivlet mand løbe de muslimske martyrer i møde og råbe: ‘Nej, nej, ikke flere selvmordsbombemænd; vi er løbet tør for jomfruer!’

Som man nok véd, venter der den trofaste selvmordsbombemand 72 jomfruer i det hinsidige at fornøje sig med. Men da Muhammed i en hadith fortæller os, at størstedelen af helvedes beboere er kvinder, er der ikke noget at sige til, at nogle af himlens beboere bliver bekymrede: slår de nu til, disse jomfruer?

Det må indrømmes, at denne del af vores sikkerhedsforanstaltning ikke så meget henvender sig til bombemandens vilje til at kæmpe for islam som til hans egen velforståede egeninteresse. Men vi mener nu, at den godt kan bruges alligevel. Det må være en overvejelse, som enhver bombemand gør sig.

Så lidt om de enkelte værker i udstillingen!

Jeg har selv overfor Kristeligt Dagblad givet udtryk for, hvor provokeret jeg blev af at se et krucifiks nedsænket i en beholder med kunstnerens egen urin. [Her tænkes på Andreas Serranos foto af en beholder med hans egen urin og et krucifiks nedsænker deri, redaktionens bemærkning, se evt. billedet her]. Og jeg håber på, at jeg ved at indrømme, at jeg blev provokeret, men alligevel senere tvunget til at tænke over det, kan få vore muslimske landsmænd til på lignende måde nok at lade sig provokere, men senere lade sig mane til eftertanke, sådan som jeg blev det. For at få denne virkning frem hos dem, har udstillingen valgt at opsætte Niels Thomsens karikatur af Serranos billede ved siden af det. [Dette billede kan ses på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside. Det ligner Serranos billede, men har et skilt ved siden af urinbeholderen, hvorpå der står ”Piss Muhammed. Korsfæstet profet nedsænket i griseurin”, red. bemærk.]. Så er der skabt en vis ligelighed, og så har vi understreget det, der er udstillingens undertitel ”Den store forbrødring”, her: en forbrødring i en fælles følelse af at være provokeret.

Og det tør være soleklart, at er en muslimsk terrorist sluppet igennem vore første sikkerhedsforanstaltninger, vil han ved synet af de to glas urin, godt nok kun i fotografisk gengivelse, blive så overvældet af samhørighed med os kristne, at det vil være umuligt for ham at udløse nogen bombe.

Det er lidt vanskeligt ud fra Serranos billede at se størrelsesforholdet. Men jeg forestiller mig nu, at uringlasset ikke er helt lille. Og jeg henviser i den anledning til Luther, som i et brev til sin kone i 1537 beskriver, hvordan han var døden nær og i flere dage ikke havde givet den mindste dråbe vand fra sig. Men i kraft af manges bønner, fortæller han, ”åbnede Gud her til morgen min blære, og i to timer er vel et fad fuldt gået fra mig, og jeg synes, jeg er født på ny”.

På samme måde forestiller jeg mig, det er gået kunstneren her. Og kunstværket bliver således et vidnesbyrd om, at kunst og provokation kan koste store anstrengelser at komme ud med, indtil kunstneren, når værket er blevet til, er som født på ny.

Som sagt er uringlassene kun gengivet fotografisk. De er dog så naturtro, at vi har valgt at anbringe spande nedenunder billederne, så folk ikke skal være bange for, at de får urin på sig, hvis de kommer til at forskubbe billederne lidt.

Uwe Max Jensen har i Fyens Stiftstidende og i Horsens Folkeblad foreholdt os, at der er i hvert fald to kunstværker, vi har overset. [Artiklen findes her på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside, red. bemærk.]. Man vil måske beklage vor strategi med hemmeligholdelse, men beklageligt eller ej, værkerne er med på udstillingen, som I kan se, når I går rundt om lidt. Selvfølgelig er de med, vil jeg sige. Dog kan jeg ikke tilbageholde et lille personligt hjertesuk overfor begge værkerne.

Hvad angår Firoozeh Bazrafkans værk, ”Blasfemi”, det med en makuleret koran bredt ud over et bedetæppe, ærgrer det mig lidt, at der kun er en koran, som bliver makuleret. Men da man jo ikke kan se på de enkelte strimler, om de stammer fra en koran eller en bibel, vil jeg foreslå tilskueren, at han eller hun forestiller sig, at en del af strimlerne stammer fra en bibel. På den måde bliver der ligelighed mellem de to religioner, og det, der er udstillingens undertitel ”Den store forbrødring”, bliver igen fremhævet.

Denne undertitel bliver også fremhævet på forbilledlig vis af Uwe Max Jensens værk ”Halve sandheder”, som viser koranen savet midt over og bibelen savet midt over. Den absolut ligelige behandling, der her udvises mod de to religioner, passer som fod i hose til forbrødringstemaet. Skulle man komme med et lille hjertesuk her, ville det gå på, at det ville have været endnu mere i overensstemmelse med dette tema, hvis de to umage halvdele var blevet flikket sammen, altså en halv bibel med en halv koran. Men det er måske for meget forlangt af en kunstner, der ikke som en teolog kender diverse fortolkningsmetoder.

Endelig bedes man bemærke den lille video, der kan ses i forgangen. Her kan man opleve Firoozeh Bazrafkan m. fl. synge Trilles vise om øjet i det høje. Og det fine ved denne kunstudfoldelse er, at hun synger om, hvordan hun lægges i seng med et ”Fadervor”, men bagefter, inden hun skal sove, mærker et øje fra det høje, og derfor synger, at ”ham Allah, han er eddermane svær at få smidt ud”. [Man kan se videoen her, red. bemærk.]. På den måde blandes træk fra kristendommen på fineste multikulturelle måde sammen med træk fra islam. Eller – for at knytte til ved det, jeg sagde tidligere – her stilles kristne og muslimer lige i fornemmelsen af at leve under Guds årvågne øje.

Behøver jeg at sige, at grunden til, at denne video kan opleves i forgangen, er, at vi endnu ikke har nået at få fjernet selvmordsbombemandens øje fra lysekronen!

Så er der alle de værker, vi kunne have taget med, men ikke har taget med. Der er f.eks. Theo van Goghs ”Submission”, værket, hvor man ser en kvindekrop dækket en række korancitater. Vi har udeladt det, fordi det forekommer os for énsidigt vendt imod islam. Og det går jo ikke, når temaet er forbrødring.

Man kan også nævne Geert Wilders værk ”Fitna”, et værk, hvor en række af de mest krigeriske koranvers citeres, og hvor der derefter lyder et ”schritch”. Wilders hævder, at det kun er lyden fra dette, at der rives en side ud af en telefonbog, man hører, men den skjulte mening må dog vist være, at disse koranvers burde rives ud af koranen. Og af den grund kunne vi såmænd godt have medtaget dette værk. For det er også vor mening, at man bør gøre sådan, ligesom det jo må være enhver fredselskende muslims mening. Alligevel forekom det os for énsidigt.

Skulle man have taget det med, kunne det være illustreret med en afsyngelse af tre linjer fra en moderne salme, hvor muslimer opfordres til at fjerne alle voldsord fra koranen. Der står ”at fra koranens ord/ hvorpå så stærkt de tror/ hvert voldsord må udrives”. [Man kan se hele salmen her, red. bemærk.]. Men vi skulle i så fald nok have medtaget hele salmen, og det går på ingen måde, for salmedigteren, en obskur person, hvis navn jeg af hensyn til Ricardt Riis ikke skal nævne, hævder, at Muhammed er Guds fjende, hvilket naturligvis på ingen måde kan godtages.

Blot går vi jo stadig ud fra med største selvfølgelighed, at enhver muslim er fredselskende og derfor på ingen måde retter sig efter voldsordene i koranen. Det er i det hele taget grundsynspunktet, både i udstillingen selv og i de sikkerhedsforanstaltninger, vi har udtænkt, at når vi fjerner dele af vores helligskrift – for eksempel fremsiger vi godt nok missionsbefalingen ved hver dåb, men vi tror jo ikke på den og retter os på ingen måde efter den, jeg tænker på Jesu ord om at gøre alle mennesker til hans disciple – så er det ikke for meget at forvente af vore muslimske landsmænd – noget for noget – at de fjerner diverse voldsord fra koranen.

Lad mig slutte med at gentage ordene fra det lille skilt: ‘Læg venligst selvmordsbombevesten i garderoben’! Dette er på en måde mottoet for hele udstillingen, både henvendt til muslimer og til kristne.

Hermed erklærer jeg udstillingen for åbnet”.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

3 svar til Blasfemi-udstilling

  1. ricardtriis siger:

    Det billede, jeg henviser til “Piss Mohammed”, er fjernet fra Trykkefrihedsselskabets hjemmeside. Det må vel være noget med ophavsret. Og det er lidt ærgerligt. Bare Muhammeds ansigtsudtryk! Det ser bestemt ikke ud til, at han siger “I dag skal du være med mig i Paradis”. Snarere ser han ud til at tænke: “Hvad Fanden er det her for noget pis!”

  2. M.S. Carstens siger:

    Godt skrevet. Tak.

    Ja, den med de 72 jomfruer der venter hinsides, må snart være udsolgt.

    Selv sidder jeg med en følt, men manglende ord/kobling til vort samfunds/den enkeltes ageren i livet, som mere og mere ligner iSlammets kodeks:
    “Gør som skrevet/ment/proklameret, uden tanke på den/dine som må lide derunder, så du´ kan føle dig hellig”

    Lidt lige som bødlen, der bankede på hos Sct. Peter og forsvarede sig:
    Jeg har da altid passet mit arbejde til punkt og prikke!
    Hvortil Sct. Peter spørger:
    Var det da tvangsarbejde du udførte?

  3. Karen E. Hansen siger:

    Godt skrevet – ville gerne have hørt Henrik Stubkjær lægge stemme til den!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.