Om at gå på vandet

Hvis en politiker vil søge noget helt umuligt gennemført, siger man af og til om ham, at han tror, han kan gå på vandet.

Det udtryk vil jeg mene, man med føje kan bruge om Emmanuel Macron, den franske præsident, specielt som hans overtro på egne evner kom til udtryk i hans store tale forleden.

Men han er på ingen måde alene om at tro, han kan gå på vandet. Specielt hvad ét spørgsmål angår, mener faktisk størstedelen af den europæiske elite, at de kan trodse økonomiens kræfter, nemlig hvad angår valutakurspolitikken. Den politik har man godt nok afskaffet i og med, at man indførte euroen i store dele af EU, men nissen er flyttet med fra de problemer, man havde før, til de problemer, man har nu.

Lad mig til en begyndelse citere Morten Messerschmidt fra en artikel fra 28-1 2012, som tilsyneladende ikke mere findes på nettet. Jeg downloadede den og har en kopi. Han prøver deri at gøre op med økonomers og politikeres angst for devalueringer. At foretage devalueringer vil sige at lade markedskræfterne råde, hvad angår valutakurserne. I et længere afsnit påviser han med tal fra kommissionen, hvor store fald en række landes valutaer har været udsat for fra engang i 80’erne til omkring årtusindskiftet. Portugal: 36%, Italien 62%, Grækenland 569%. Så skriver han:

Hvad skyldtes disse udsving? Siden 1979 havde slangensamarbejdet jo sigtet efter at holde landenes valutaer sammen. Hvordan kunne da disse markante udsving alligevel ske? Svaret er enkelt – landes økonomiske formåen er forskellig. Og derved vender vi tilbage til spørgsmål om devaluering. For er det særligt ondt, at en valuta falder i værdi, hvis landets konkurrenceevne falder? Eller er det ikke blot naturligt for en markedsøkonomi, at værdifastsættelsen af et produkt – i dette tilfælde et lands konkurrenceevne – stiger og daler i forhold til andre lande, der måtte være stærkere og bedre? Naturligvis.

Egentlig er det mærkeligt, at man skal have en jurist (Messerschmidt er jurist) til at sige den slags indlysende ting på det økonomiske område. Men økonomer og politikere er i den grad sovset ind i hinanden, at enhver økonom, der vil have indflydelse, er nødt til i hvert fald i nogen grad at gå ind på politikernes tankegang. Og de har nu engang fundet ud af, at det er et tegn på politisk styrke at have en ”stærk” valuta. Så må det gå med virkeligheden, som det kan bedst.

Lidt senere skriver han:

Betyder fraværet af valutaer så, at forskellene bare forsvinder? Naturligvis ikke. Det betyder, at landene mister konkurrenceevne. Værdien af deres produktion bliver mindre og prisen på varen (valutaen) bliver relativt dyrere. At lade sin valuta falde i værdi, er ikke rart – det giver mindre købekraft i forhold til alle andre lande. Men alternativet er værre? Her gennemføres devalueringen nemlig internt. Det er, hvad grækerne, italienerne osv. oplever i øjeblikket. Når græske pensionister og offentligt ansatte går 25 % ned i løn, er det devaluering – det økonomiske styrkeforhold udlignes. Devalueringen foretages bare internt og ikke som vi er vant til eksternt, valutarisk. Men mon ikke den græske sygeplejerske, lærer eller buschauffør hellere ville have ladet dracmaer nedskrive med 25 % end have lønnen beskåret tilsvarende? Med en devaluering er det trods alt kun varerne fra andre lande, der bliver dyrere. Men den nedskæring, de nu påtvinges – i øvrigt af en regering, de ikke selv har valgt – forringer deres købekraft også overfor græsk producerede varer. Og effekten på økonomien er lang tid om at virke.

Det er jo sagen. Fordi man ikke mere kan devaluere, er man tvunget til det, Messerschmidt kalder en intern devaluering. Det er identisk med en lønnedgang, og, som han siger, ved en ekstern devaluering er det dog kun udenlandske varer, der bliver dyrere, ved en intern er det også de hjemlige varer. Og så har han ikke engang nævnt, at alle gældsposter ved den interne devaluering jo forbliver de samme; huslejen er lige så stor som før, men skal nu betales af en mindre løn, modsat forholdene ved en ekstern devaluering.

Og så til Macron, eller rettere sagt: til Christian Foldagers artikel om Macrons forslag til løsning af euroens krise, se her. Han beskriver udviklingen i euro-området således:

De sydeuropæiske lande, herunder Frankrig, kan ikke konkurrere med tyskernes effektivitet og lave omkostninger. Siden indførelsen af euroen har tyskerne opnået en stadigt større fordel i deres konkurrenceevne, fordi de i 2000erne gennemførte en række reformer af deres arbejdsmarked, der forringede lønmodtagernes rettigheder i forhold til arbejdsløshedsunderstøttelse, ansættelsesvilkår og lønniveau. De mange reformer har holdt de tyske lønninger kunstigt lave lige siden og derved sikret de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel. Resultatet er en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud.

Retfærdigvis skal det siges, at der var økonomer, der advarede, da euroen blev indført. Man hævdede, at samarbejdet ville krakelere, så snart økonomien løb ind i en krise. Det kom som bekendt kun til at ske for Grækenlands vedkommende, men økonomerne glemte at gøre opmærksom på det, Foldager her beskriver, nemlig, at ulighederne vil vokse og vokse, som tiden går.

Og disse uligheder kan kun holdes nede ved lønnedgang i de sydeuropæiske lande, herunder Frankrig. Kan man ikke konkurrere med tyskerne på effektivitet og omhu, så må man konkurrere på pris. Og derfor er, siger Foldager,

de sydeuropæiske landes dilemma i disse år, om de skal træde ud af euroen eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige.

Macron gik til valg på det sidste i en videreførelse af sin forgænger Hollandes upopulære reformdagsorden. Macron vil gennem massive nedskæringer tilpasse Frankrig til den tyske model. Det indebærer velfærdsforringelser, en reduktion af den offentlige sektor og et opgør med franskmændenes arbejdsmarkedsmodel.

Det vil imidlertid ifølge flere økonomer kræve en lønnedgang på 20 procent i Frankrig, hvis de franske virksomheder skal genvinde deres konkurrenceevne i forhold til tyskerne. Det vil Macron næppe kunne overleve politisk, da det vil indebære en kraftig forringelse af franskmændenes levestandard på få år.

Men hvad så? Jo, fortsætter Foldager:

Macron kræver derfor som sin forgænger Hollande en ny europapolitisk aftale med Tyskland. Macron vil have en europæisk finanspolitik med et fælles budget for eurozonen, der skal sikre en udligning mellem de rige og fattige eurolande. Det er ifølge Macron nødvendigt for, at valutaunionen kan fungere. Han forudser, at euroen vil kollapse inden for de næste ti år uden en sådan reform, fordi de økonomiske uligheder forårsaget af valutasamarbejdet vil blive for store og uholdbare for de sydeuropæiske lande.

De rige lande i Nordeuropa vil med denne model hvert år skulle overføre milliarder af euro til de fattige lande i Sydeuropa. Samtidig kræver Macron, at tyskerne øger deres private og offentlige forbrug samt igangsætter massive investeringer i tysk infrastruktur. Det skulle få lønningerne til at stige i Tyskland og derved sikre en imødekommelse af Macron, som ikke ensidigt vil skulle sænke lønningerne med 20 procent for at nå det tyske lønniveau.

Hvis Macron virkelig forudser, at euroen vil kollapse inden for de næste ti år, hvis der ikke kommer en reform, så må man trods alt indrømme, at den økonomiske virkelighed er begyndt at trænge ind i Elyssée-palæet. Til gengæld er så fornemmelsen for den politiske virkelighed tilsyneladende fløjet ud i samme takt. For tror Macron virkelig, at han kan få os nordeuropæere med på en sådan udgiftskrævende reform? Oven i købet en reform, som vil blive ved med at dræne os for penge i en uoverskuelig fremtid.

Og på det punkt tror jeg, at Foldager er mere realistisk end Macron (og end de fleste iagttagere):

Merkel har indtil videre udtrykt forståelse for Macrons ønsker uden at give konkrete løfter om indholdet af en eventuel aftale. De fleste iagttagere forventer imidlertid, at hun efter valget i morgen vil indgå en stor europapolitisk aftale med Macron, der løser euroens problemer.

Sandheden er dog, at Merkel vil få meget svært ved at imødekomme Macrons krav om et fælles budget for eurozonen, hvor de rige nordeuropæiske lande hvert år skal overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande. Det er ganske enkelt for upopulært i Tyskland og resten af Nordeuropa til at blive gennemført.

Når diverse iagttagere tror, at euroens problemer vil blive løst i det af Macron skitserede samarbejde mellem Frankrig og Tyskland, skyldes det, at de ”glemmer” at nævne disse milliarder, der skal overføres til de sydeuropæiske lande. Så snart de kommer med ind i kalkulationerne, bliver regnestykket ulige vanskeligere.

Dog, Foldager har mere i ærmet, endda noget meget væsentligt, i hvert fald det, der gjorde, at jeg blev opmærksom på hans artikel. Han skriver hen imod slutningen:

Den eneste forandring i den fastlåste situation er valget af Macron og hans ambitiøse plan om ensidigt at imødekomme de tyske krav uden offentlige garantier fra Merkel om indholdet af en eventuel aftale om euroen og det økonomiske samarbejde efterfølgende.

Macron risikerer derved at blive ladt i stikken af Merkel med en upopulær sparepolitik, der næppe vil give øget beskæftigelse i Frankrig uden fælleseuropæiske vækstinitiativer. Det er Macron tydeligvis også opmærksom på, og derfor truer han Merkel i sin bog, »Revolution«.

Her skriver han, at euroen skal reformeres inden for blot to år efter hans tiltræden som præsident. Hvis ikke det lykkes at få en plan for et fælles budget for eurozonen inden da, vil han drage de fulde konsekvenser heraf, hvilket er en åbenlys trussel om at forlade euroen.

Vil det så sige, at vi kan forvente, at Frankrig forlader euroen om to år?

Gid det var så vel!

Men indrømmet, det, han har skrevet i sin bog ”Revolution”, kan godt betragtes som en opskrift på, hvad han vil gennemføre som præsident. Meget af det har han jo allerede forsøgt at gennemføre. Og man kan godt af den beslutsomhed, der synes at præge ham, håbe på, at han – imod den almindelige politisk/økonomiske opfattelse i EU – er klar over, at skal Frankrig blive stort igen – eller bare redde sig igennem nogenlunde med økonomien i behold – så nytter det ikke noget at forblive i euroen under de nuværende betingelser. Enten må de ændres radikalt, eller også må Frankrig ud af euroen.

Jeg håber mest på det sidste. Ikke fordi jeg er imod EU, men fordi jeg er for Europa. Og et frit samarbejde mellem frie selvstændige nationer er, hvad der tjener Europa bedst. Om så lande vokser sammen, så en fælles mønt kan komme på tale, eller de bibeholder deres mange forskelligheder, så en fælles mønt vil være udelukket, det må fremtiden vise. Men at blive ved med at lade, som om man kan tvinge det fællesskab igennem, der er forudsætningen for den fælles mønt, det er lige så tosset som at tro, man kan gå på vandet.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Om at gå på vandet

  1. Pingback: Undskyld min naivitet | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.