Krise igen?

Information har den 9-10 en forsideartikel, som beskriver, hvordan Deutsche Bank advarer: Den næste krise er lige om hjørnet, se her. Artiklen fortsætter inde i bladet over hele to sider, så jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg virkelig gad læse dette igennem. Men på den anden side har jeg jo lige skrevet en artikel her på bloggen om nationaløkonomiske forhold, se den forrige artikel. Og hvis jeg har ret i min analyse, vil der gå rigtig lang tid, før vi igen kan opleve en krise; vi oplever den først, når vi har haft en opgangstid, der svarer til tressernes eller nullernes højkonjunktur. Hvis disse to opgangstider var forårsaget af en pludselig stigning i produktiviteten, en så stor stigning, at forventningspriserne på jord ikke kunne følge med, og hvis nedgangsperioden begyndte, fordi produktivitetsstigningen ikke kunne blive ved med at levere det, som forventningspriserne forventede, så kan der godt ske en vis fremgang i økonomien, uden man straks behøver at råbe vagt i gevær. For en produktivitetsstigning som den i tresserne eller den i nullerne har vi ikke oplevet endnu, især ikke en så pludselig produktivitetsstigning.

Informations artikel er ikke on-line, så jeg gav mig til at lede efter andre kilder til Deutsche Banks advarsel. Jeg fandt én her. Men både den og Informations artikel er egentlig ret mærkelige. Og hvis de gengiver Deutsche Banks advarsel nogenlunde troværdigt, er jeg nok mest tilbøjelig til at betegne den som varm luft.

Den anførte artikel og dens forløber er skrevet af en vis Tyler Durden. Og når jeg er tilbøjelig til at kalde Deutsche Banks artikel varm luft, skyldes det ikke kun, at den ikke nævner noget som helst om forventningspriser på jord og fast ejendom, advarer om nogen boligboble, eller på anden måde antyder, at den godt véd, at jord og kapital ikke er helt det samme. Det skyldes også, at den i store dele af sin fremstilling benytter sig af statistiske argumenter uden at gøre rede for de årsager, den mener ligger bag. Og det plejer man at kalde om ikke ligefrem dårlig videnskab, så i hvert fald ufuldkommen videnskab.

Det hænger muligvis sammen med, at økonomer er uenige om det teoretiske grundlag for deres tænkning. Der findes keynesianere, der findes monetarister, og der findes formentlig også teoretikere af nyere dato, og alle sammen tænker de over nationaløkonomien ud fra deres teorier. Hvis nu Jim Reid, der har skrevet Deutsche Banks artikel, vil prøve at ramme alle disse teoretikere, er det måske en god idé at gøre, som han gør her: Han opstiller et skema over samtlige økonomiske kriser fra engang i 1800-tallet til i dag, og viser så på en række grafer, hvilke værdier der har haft hvilke udsving.

Og så drager han, eller i hvert fald Tyler Durden, følgende slutning:

Det vil i hvert fald kræve et stort spring i troen at sige, at kriser ikke vil fortsætte med at være et regelmæssigt træk ved det finansielle system, som har været virksomt siden begyndelsen af halvfjerdserne.

Jeg har nu ikke hørt om nogen, der vil hævde, at vi er kommet ud over situationen med de stadig tilbagevendende kriser. Problemet er jo, om den næste krise er nært forestående eller først vil komme om ti eller tyve år.

Så nævnes der en række særlige ting ved nutidens finansielle tilstand, deriblandt staternes store gæld og den uhyre lave rente, og så hedder det:

Hvis der kommer en krise ret snart (indenfor 2-3 år) vil det være svært at se på disse variabler og sige, at man ikke kunne forudsige den. Når det er sagt, er der jo et stort element af uforudsigelighed ved kriser.

Så har man da vist iført sig både livrem og seler. Men er nogen blevet klogere?

Nuvel, det næste noget tvivlsomme argument går på, at de finansielle systemer har været meget svingende, siden man gik bort fra guldet.

Undskyld mig, men er forfatteren ikke her tilhænger af en gammel overtro? Dette med, at det at knytte en valuta til prisen på guld skulle give en særlig stabilitet, er dog vist noget, ingen rigtig tror på i vore dage. Eller skulle krisen i 2008 have en eller anden forbindelse med, at man i begyndelsen af halvfjerdserne gik bort fra guldet? Eller fik man ikke kriser dengang, hvor man betragtede guldet som en international valuta? Hvad med krisen i 1929? Alle holdt dengang på guldet, men krise fik man alligevel.

Men vi er ikke færdige med mærkværdighederne endnu. Jim Reid har tilsyneladende en teori om, at hvis politikerne ikke gør det rigtige, så er der en ekstra risiko for, at vi får krise. Han opstiller ét eller andet kriterium for, hvad populisme er, og formår derefter at lave en graf, som viser, at populismen i vore dage er næsten lige så stor som i 1930erne. Og ikke sandt, det lyder jo meget farligt. Tænk, trediverne! Det var dengang Hitler regerede. Det kan næsten ikke blive værre.

Men enten har Reid en skjult teoretisk baggrund, som Durden blot ikke gør rede for, eller også er det hele en gang overfladisk snak. Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste.

Lad mig slutte med at redegøre i al korthed for en krise i Japan i begyndelsen af 1990’erne.

Der var fremgang i den japanske økonomi. Det betød, at der blev bygget mange erhvervsejendomme i Tokyos midtby. Priserne på disse ejendomme steg og steg. Store firmaer optog lån for at kunne spekulere i disse prisstigninger; at ”spekulere i” betyder at købe en ejendom, ikke for at bruge den, men for senere at kunne sælge den med fortjeneste. Men da fremgangen i økonomien blev ved, gik det godt gennem nogle år. Og de, der spekulerede og gik ud af legen i tide, kunne slippe af sted med store gevinster. Hvilket naturligvis opildnede andre til at forsøge at opnå lige så store gevinster.

Godt nok kom der er tidspunkt, hvor bankerne blev nødt til at undlade at kræve normale afdrag på lånene, men endnu syntes spekulationerne at kunne give noget af sig, de svimlende priser på ejendommene i bymidten holdt sig.

Indtil en skønne dag det hele krakelerede. Tilliden til fremtiden, til, at også det næste hold spekulanter kunne få gevinster med sig hjem, forsvandt som ved et trylleslag. Man indså – men ak, altfor sent – at de fleste opkøb var rene spekulationsopkøb, foretaget uden tanke for selv at udnytte erhvervsejendommen, kun med fortjenstfuldt videresalg for øje.

Enhver kunne sige sig selv, at det ikke kunne blive ved med at gå. Men de, der sad midt i det, de, der blev grebet af spekulationsfeberen, kunne ikke se det.

Spekulation og sammenbrud af spekulation kan sikkert foregå på mange andre måde og indenfor mange andre grene af økonomien end lige erhvervsejendomme. Men hvis man vil give sig af med at forudsige den næste krise, er det ikke populistiske partier, man skal se på, ejheller guldstandarder eller ikke-guldstandarder, men snarere de muligheder for spekulation, der ligger i jordprisfastsættelsen: Giver den sig udslag i for høje aktiekurser? Er det boligpriserne i en bestemt del af økonomien, der er ude af det normale leje? Eller er det en helt tredje spekulation, der gør sig gældende?

Men det har i hvert fald Deutsche Banks undersøgelse ret i: Kriser har det med at være uforudsigelige.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.