Gud og menneske

Jeg er ikke helt færdig med Yuval Harari, ham den israelske professor fra forrige indlæg. I interview’et med Flemming Rose, se her, fremkom han med nogle ret interessante, men også ret mærkværdige udtalelser.

Han betegnede det på et tidspunkt som én af de fornemste egenskaber ved mennesket, at det i kraft af sproget kunne lave fiktive historier (fictional stories). Det måtte Rose have nærmere besked om. Og som eksempel på sådanne fiktive historier fremførte så Harari de bibelske beretninger om skabelsen. Det er noget, menneskene tror på, på trods af, at ingen nogensinde har set Gud eller kunnet bevise, at han er til.

Hvorfor gør mennesker dog det? spørger Rose.

Jo, forklarer Harari, når ting bliver sagt tit nok, tror folk på det. Og når man opdrages til at tro, at disse historier er sande, så er det jo hele ens livsgrundlag, der ødelægges, hvis man af realiteterne tvinges til at indrømme, at der er tale om fiktive historier. Derfor fastholder man dem af al magt.

Dog forstår man på det hele – det er sådan en skjult pointe – at Harari selv nok kan holde til at få disse fiktive historier fastholdt som netop fiktive. Men han siger ikke tydeligt, at han er klogere end alle os religiøse mennesker. Blot er det jo, ud fra den måde, det bliver sat op på, den skjulte forudsætning. Som det er for utrolig mange af nutidens ateister. Vi andre såkaldt troende mennesker er nogle intellektuelle stakler, der på trods af manglende bekræftelse fra naturvidenskabens side stædigt fastholder vor ”ønsketænkning”: at Gud er til.

Alligevel er han i stand til at bruge begrebet ”Gud” på en ikke helt forkert måde, når han hævder, at vi, når vi vil forbedre på mennesket, som det er og forefindes, gør os selv til guder. Derved kommer det på indirekte måde frem, at også han mener, at gudsbegrebet har noget at sige om, hvad der er at være menneske. Men han opdager det ikke selv.

Hvad vil da gudsbegrebet sige om det at være menneske?

Gudsbegrebet er et grænsebegreb. Gud defineres som den, der i modsætning til mennesket står udenfor universet. Mennesket undersøger alting med sin videbegærlighed og sit årsags-virknings-sprog. Og mennesket undersøger også sig selv. Men netop det er det problematiske. For det undersøgende menneske er ikke kun undersøgende, det er også argumenterende. Og hvis mennesket, når det ser sig selv udefra, nødvendigvis må lægges ind under naturlovsnødvendigheden, så udslettes uden videre det argumenterende menneske, for argumentation forudsætter frihed af én eller anden slags.

Det er sandt nok, at når vi siger, at Gud har skabt verden og har skabt mennesket i sit billede, så er det en fiktiv fortælling, vi skaber os. Jeg plejer at sige, at der er tale om mytiske udsagn. Med et lidt ”pænere” udtryk kan vi sige med Kant, at der er tale om, at vor teologi er kritisk teologi i modsætning til dogmatisk teologi, dvs., vi er klar over, at den fortælling, vi kommer med, ikke lader sig kontrollere af normale videnskabelige undersøgelser.

Den dogmatiske teologi, derimod, tager de mytiske udsagn for direkte pålydende, betragter dem som kontrollérbare på samme måde som videnskabelige udsagn og vil ikke vide af, at de stilles frem som myter. Og sandt nok, sådanne teologiske holdninger findes.

Jamen, hvad skal vi så med de mytiske udsagn, vil man måske spørge.

Svaret er, at de i og for sig ikke skal ”bruges” til noget. De står der blot som en forudsætning for alt vort videnssamleri, ja for vort menneskeliv i det hele taget. De siger, at når det er Gud, der har skabt verden, må der jo være en mening med det hele, for Gud er en person, og ligesom vi som personer har en mening med det, vi gør, sådan har Gud også en mening med at skabe verden. Dermed være naturligvis ikke sagt, at vi kan se eller forstå denne mening. Men livet er ikke meningsløst, og vi kan måske i lykkelige glimt fatte noget af meningen med det. Men påstanden giver os en ramme, indenfor hvilken vi kan leve et meningsfuldt liv.

Men tillige sættes der med denne fortælling en grænse for os.

Hvis Guds skaberværk er godt, som det er og forefindes, så siger denne fortælling til os, at vi ikke skal give os til at forbedre det. Jeg har tidligere anvendt denne tanke på den skik, visse muslimske lande har med at foretage kvindelig kønslemlæstelse, hvor man fjerner klitoris, se her. Som jeg skrev dengang: ”når Gud har forsynet hver kvinde med et sådant lystorgan, må det vel være meningen, at hun skal føle lyst på samme måde som manden”.

Men den samme tankegang kan jo anvendes på Hararis lyst til at forbedre menneskets intellektuelle evner. ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt” (1 Mos 1,31). Når nu det var såre godt, hvordan kan vi så tillade os at forbedre det?

Oh, det kan vi sagtens. For vi tror jo ikke på alt det med Gud. Det er jo ren og skær overtro, synes vi at være enige om. Og sådan noget gammeldags pjat kan ikke standse udviklingen.

Ja, det kan vi jo netop, hvis vi gør os til guder; hvis vi altså mener, at vi kan tillade os at gribe ind i naturens orden; hvis vi mener, vi kan træde i Guds sted og gøre det samme som han: skabe nyt, denne gang noget nyt og bedre i stedet for det makværk, Gud har serveret for os.

Så det har jo Harari ret i, at når vi vil forbedre det menneskelige genom, så er det nu os mennesker, der overtager Guds rolle, eller, som han sagde: der gør os til guder.

Jamen, hør nu, det kan da godt være, at man ud fra skabelsesberetningen kan vende sig imod en sådan menneskeforbedring, men skabelsesberetningen er jo netop en fiktiv fortælling, som Harari har sagt, og – har jeg sagt for ganske kort tid siden – den er en myte, der savner videnskabelig opbakning. Hvorfor så ikke gå i gang med dette ønskværdige foretagende?

Fordi en sådan forbedring kun kan foretages ud fra en anden lige så ubevislig myte.

Forskellen mellem Harari og mig – eller Harari og kristendom/jødedom – er, at jeg véd af, at kristendom er noget, jeg tror på, ikke noget, jeg véd, mens Harari ikke véd af, at han bygger på kristendommens og jødedommens sørgelige rester, når han vil gå i gang med at ”forbedre” menneskets genom; blot tror han, at han bygger på fornuften.

Det gør han ikke.

Forskellen har med Kants skelnen mellem dogmatisk og kritisk livsanskuelse at gøre. Hararis fornuftstro er i lige så høj grad som min gudstro en tro, ikke noget, der ad filosofisk eller videnskabelig vej kan bevises. Men når man behandler de kristne trossætninger, som var de videnskabeligt bevisbare, så er man, med Kants terminologi, en dogmatiker. På samme måde med Hararis fornuftstro: behandler man den som den eneste sande tro, som den eneste overbevisning, et nogenlunde rationelt væsen kan have, så behandler man den som dogmatik, som noget, der står uafviseligt fast.

Og det er en fejl. Men det er en fejl, som de pågældende ateister har meget svært ved at indrømme.

Det vil sige: Hararis udsagn om, at vi mennesker, hvis vi vil forbedre det menneskelige genom, gør os til guder, er sandt på et helt andet plan, end Harari synes at kunne se.

Det er sandt på den måde, at vi ved en sådan handling påtager os gudernes viden og ansvar. Den forståelse har Harari indset. Men det er også sandt på den måde, at mennesket, hvis det vover sig ud i sådanne eksperimenter, ikke har nogen fornuft eller nogen fast viden at gå frem efter, men ”kun”, som vi andre, en tro, oven i købet en tro, som man ikke har indset er en tro.

Nu er denne artikel sådan set færdig. Men jeg vil alligevel for min egen fornøjelses skyld brodére lidt videre på de tanker, der er er fremsat. Om det bliver klargørende eller endnu mere forvirrende af det, må tiden vise.

Men man kan efter min mening – ifølge min religionsfilosofiske opfattelse – skelne mellem fire religioner, eller man kan lægge verdens religioner ind i fire forskellige bokse.

To bokse bruger ordet ”gud” i deres vokabular, har altså et positivt forhold til tilværelsen som sådan. Og to bokse har ikke brug for dette ord.

To bokse indeholder en refleksiv religion, altså en religion, der er kritisk i sit forhold til sig selv, véd af, at den er en tro. Og to bokse indeholder religioner, der uden videre betragter sig selv som den eneste sandhed om tilværelse, de er altså med Kants udtryk dogmatiske, ikke kritiske.

Kristendommen hører til i den boks, der bruger ordet ”gud” og er refleksiv. Det sidste viser sig ikke mindst derved, at dette at blive kristen er noget, man ikke kan tvinges til. Det kristne budskab må forkyndes, og den enkelte må frit forstå det og tilslutte sig det.

Islam, derimod, hører nok til de religioner, der bruger ordet ”gud”, men islam er ikke refleksiv. Islams grundlægger, Muhammed, har selv hørt ordet fra Allah som noget, han ikke skulle forstå, men blot videregive. Islam mener sig derfor berettiget til at tvinge folk til at godtage dens retningslinjer, ligesom islam opstiller dødsstraf for den, der forlader islam.

Buddhismen har ikke brug for ordet ”gud”, og svarende dertil betragter den tilværelsen som lutter lidelse. Blot kan menneskene ikke slippe ud af lidelsen, for efter hver tilværelse føres sjælen øjeblikkelig ind i et nyt legeme. Og fordi sjælen er besat af den ”maya”, den falske bevidsthed, som mener, livet er godt, derfor længes sjælen, når den er død, tilbage til den legemlige tilværelse. Skal sjælen befries for de stadige genfødsler, må det ske ved en oplysning som den, Buddha opnåede under det hellige lotustræ, da han i tankerne gennemgik årsagssammenhængen fra den ene ende til den anden. Men oplysningen må komme frivilligt, den kan ikke påtvinges noget menneske.

Endelig er der i den fjerde boks kommunismen. Den bruger ikke ordet ”gud”, men anser alligevel – lidt selvmodsigende – tilværelsen som god. Blot er der den hage ved det, at ”de herskende tanker er de herskende klassers tanker”, for at citere Marx. Og før man indser, at det er sådan fat, at altså al fin og ophøjet teologi og filosofi blot er de herskende klassers måde at undertrykke på, før kan ingen ændring finde sted. Men når dette er erkendt af tilstrækkelig mange, vil udviklingen nærme sig en revolutionær omvæltning.

Som bekendt holder de intellektuelle sig ikke tilbage fra at give denne udvikling en hånd med. Og de holder sig heller ikke tilbage fra at fjerne alle kontra-revolutionære med magt. Så de har, som muslimerne, en tyrkertro på deres ”religions” sandhed; de kan slå dem ihjel, der ikke vil acceptere denne sandhed. Muslimerne sætter ”gud” bag deres sandhed, kommunisterne holder på, at deres sandhed er videnskabelig korrekt; begge dele synes de giver deres vold legitimitet.

Derfor er det nærmest denne sidste boks, jeg vil anbringe Yuval Hararis overbevisning i. Han tror på udviklingen, ikke udviklingen mod det klasseløse samfund, men udviklingen mod menneskets større intelligens. Så stærkt tror han på denne udvikling, at han ikke drømmer om give os almindelige mennesker lejlighed til at stemme om, hvorvidt vi nu også ønsker en sådan udvikling.

På den anden side har han vel heller ikke tænkt sig, at vi, der ikke ønsker denne udvikling, og direkte ytrer os imod den, skal slås ihjel. Så lidt fra den første boks har han dog med sig. Men når vi bliver overflødiggjort og måske i næste omgang udryddet, bliver resultatet let det samme.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.