Undskyld min naivitet

For nogen tid siden troede jeg, at jeg i Christian Foldager havde en meningsfælle. Han havde skrevet en kronik i Berlingske den 23. september, se her, hvori han nogenlunde rimeligt redegjorde for euroens problemer. De små skønhedsfejl, den indeholdt, mente jeg nok, man kunne overse.

Det har vist sig, at det kunne man ikke.

Nu den 13-10 har han så begået en kronik i Weekendavisen (ikke on-line). Og så må jeg æde alle mine positive ord i mig igen. Kronikken har overskriften ”Det tyske problem”, og heri søger Foldager at lægge et fænomen, han kalder ”det tyske problem” ned over historieforløbet fra 1871 til i dag. Dette problem lader han Thomas Mann formulere i et kort diktum, fremsat efter 1945: ”Europæiske Tyskland i stedet for tysk Europa”.

Der er en del kendsgerninger, der skal rettes til, for at europæisk historie kan siges at være historien om det tyske problem. F.eks. skriver Foldager:

De to forsøg i det 20. århundrede på at samle Europa under tysk ledelse var mislykkedes.

Det er vist rigtigt, at Hitler forsøgte at samle Europa under tysk ledelse. Men gjorde den tyske kejser det under Første Verdenskrig? Det foreligger der da vist ikke noget som helst om. Men Foldager kan se det.

Ligeledes formår han at se, at de reformer af arbejdsmarkedet, tyskerne gennemførte i nullerne, har været med til at holde de tyske lønninger kunstigt nede. Kunstigt? Hvad kunstigt er der ved at ville sikre sig mod inflation?

Og nu opdager jeg, at Foldager også i sin kronik i Berlingske hævdede, at disse reformer skabte kunstigt lave tyske lønninger. Så jeg burde have anet uråd.

Der er ikke noget kunstigt ved de tyske lønninger. Ethvert euro-land har haft mulighed for at gøre det samme som tyskerne: holde deres lønninger i ave, og derigennem skaffe sig en konkurrencefordel. Og en del lande har da også gjort netop det, heriblandt Danmark, skønt vi ikke formelt er med i euro-zonen, men kun har bekendtgjort, at vi binder vores valuta til euroen.

En del euro-lande har derimod ikke gjort noget sådant. Hvert land i euro-zonen har sin måde at fastsætte lønninger på, og ikke så få sydeuropæiske lande har fundet det nemmest at lade fagforeningerne få i overkanten af det tilladelige, håbe det bedste, og ellers optage statslån til at klare det budgetunderskud, som denne lemfældige politik fører med sig.

Foldager skriver et stykke nede i teksten:

De store uligheder i eurozonen er opstået på grund af de lave tyske lønninger, der har givet de tyske virksomheder en stor konkurrencefordel i EU. Det har sikret en historisk lav arbejdsløshed i Tyskland og rekordstore tyske handelsoverskud. Modsat har de sydeuropæiske lande rekordhøj arbejdsløshed og store handelsunderskud. Tidligere ville de sydeuropæiske lande kunne have tilpasset sig tyskernes konkurrencefordel ved at devaluere deres egen valuta. Den mulighed har de imidlertid opgivet ved at tiltræde euroen. De sydeuropæiske lande kan derfor enten træde ud af euroen med store omkostninger til følge eller ændre deres samfundsmodel efter tysk forbillede for igen at blive konkurrencedygtige. Tyskerne vedbliver med at kræve det sidste i forsøget på at skabe et tysk Europa.

Jeg må indrømme, jeg forstår ikke, hvorfor han vil give tyskerne skylden for ubalancen i euro-zonen. Det er da i lige så høj grad de andre landes skyld, fordi de har ladet lønningerne stige. Det, der er tale om, er – som jeg var inde på i mit forrige indlæg om sagen, se her – at man i EU tror, man kan gå på vandet, eller udlagt: tror, man kan lade hånt om almindelige økonomiske love. Det kan man ikke. Og når man i de sydeuropæiske lande frivilligt har tilsluttet sig euroen, så må man da have vidst, hvad man gik ind til. Man kan ikke nøjes med at håbe på, at det vand, man vil gå på, kan bære én.

Derfor er også den sidste sætning i ovenstående citat forkert. Det er ikke tyskernes mål at skabe et tysk Europa. De ønsker blot at slippe for rollen som den rige onkel, der betaler gildet.

Lidt tidligere havde Foldager skrevet:

De tyske interesser gennemtvinges om nødvendigt med økonomisk magt af den tyske elite i forsøget på igen at skabe et tysk Europa. Det har vi set i forhold til Sydeuropa, hvor Angela Merkel siden eurokrisens begyndelse har fastholdt de tyske krav om en streng sparepolitik og økonomiske reformer efter tysk forbillede som modydelse for tyske redningspakker. Vi har også set det i forhold til Østeuropa, hvor Angela Merkel vedbliver med at true de østeuropæiske lande med økonomiske sanktioner, hvis ikke de accepterer modtagelsen af flygtninge. Sidst men ikke mindst nægtede Angela Merkel kategorisk på grund af tyske interesser at give den tidligere britiske premierminister, David Cameron, den nødvendige undtagelse fra reglen om de europæiske arbejdstageres frie bevægelighed, der kunne have forhindret en britisk udmeldelse af EU.

Tre ting kører Foldager sammen i samme gryde.

For det første tilstandene i euro-zonen.

Her skulle Tyskland vise sit magtansigt ved at stille krav. Og sandt nok er det: de stiller krav. Men det gør de ud fra et ønske om at få deres udlånte penge tilbage. Og desværre også ud fra en stædig fastholdelse af euroen som fælles valuta, noget, de andre euro-lande er enig med dem i. Og skal man ud af de urealistiske forestillinger om, at man da vist alligevel godt kan gå på vandet, eller altså, om, at det nok skal gå med de lønninger og det statsbudget, man har, så er der ikke anden udvej ud af drømmeland, end at nogen maler dem virkeligheden for øjnene. Og det er altså blevet tyskernes skæbne at skulle gøre det. Ikke fordi de vil have et tysk Europa, men fordi de økonomiske vilkår nu engang er sådan, at vil man have en fælles valuta, må man også have en nogenlunde fælles løndannelse; ellers må man træde ud af euro-samarbejdet.

Den anden ting, Foldager nævner, er fordelingen af migranterne. Det er sandt nok, at tyskerne ønsker, at østeuropæerne tager imod langt flere af de migranter, der kom til Tyskland under migrant-tsunamien i 2015, men det er i lige så høj grad et krav fra Bruxelles som fra Berlin. Så at dette krav skulle være et udtryk for, at tyskerne nu vil kæmpe for et tysk Europa, er en ret løs påstand.

Den tredje ting er noget, jeg ikke har hørt før, skønt jeg dog følger temmelig godt med. Det var tyskerne, der nægtede at give indrømmelse til David Cameron angående arbejdskraftens frie bevægelighed, og de gjorde det på grund af tyske interesser, hævder Foldager.

Det tror jeg, er noget, Foldager har fundet på for at få sin tese om tyskernes ønske om et tysk Europa til at stemme. Dette med de fire ting, der i det indre marked skal kunne bevæge sig frit: varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, det er noget, der først og fremmest er Bruxelles’ tankegang, og noget, domstol og parlament går stærkt ind for, men jo også noget, de fleste lande, herunder Tyskland, uden at kny anser for en nødvendighed.

Som jeg før har været inde på, er kravet om arbejdskraftens frie bevægelighed noget, der er unødvendigt for den økonomiske fremgang. Det er kun kommet med, fordi eurokraterne vil bruge det til at nedbryde nationalstaterne, eller – hvad der er det samme – til at fremme tanken om Europas Forenede Stater. Og den tanke er tyskerne såmænd ikke mere optaget af end andre folkeslag. Men det skal de altså være i Foldagers øjne, hvis han skal have sin tese til at holde vand.

Oven i købet hævder han lige efter, at der er tale om, at tyskerne har skiftet politik; altså, før var det et europæisk Tyskland, de kæmpede for, nu er det et tysk Europa.

Dette skifte i den tyske politik har haft katastrofale konsekvenser for det europæiske fællesskab, som i vid udstrækning har været holdt sammen af tyskernes vilje vil at ofre deres nationale interesser for at sikre sammenholdet i Europa. Den tyske konfrontation med briterne endte med en historisk britisk udmeldelse af EU. Den tiltagende splittelse mellem resten af de europæiske lande truer med lignende skæbnesvangre politiske konfrontationer i spørgsmålet om både flygtningepolitikken og sparepolitikken.

Sandt nok, der er en tiltagende splittelse mellem de europæiske lande om både migrantpolitikken og sparepolitikken. Men det er et tegn på, at euroen er blevet indført 50 år for tidligt, ikke på, at tyskerne vil gøre Europa tysk.

Til sidst i kronikken gentager Foldager næsten ordret de tanker, han sluttede sin artikel i Berlingeren med: at Macron vil søge at få indført en euro-finansminister, og at dette vil føre til, at de rige nordeuropæiske lande hvert år vil skulle overføre milliarder af euro til de fattige sydeuropæiske lande, hvilket der nok vil være stor modstand mod her mod nord.

Dog mener han nu i Weekendavisen, at dette sandsynligvis vil føre til et vælgeroprør og en efterfølgende hollandsk, finsk og ligefrem tysk udmeldelse af euroen.

Og til allersidst gentager han så sin fejlagtige opfattelse i en opsummering:

Den tyske samling efter den kolde krig har til trods for forsøget på at inddæmme tyskernes indflydelse genskabt det tyske problem og langsomt gjort Tyskland til den dominerende magt i et stadig mere tysk Europa.

Jeg gentager derfor min indvending: Dette at kræve økonomisk ansvarlighed af et land er ikke specielt tysk krav. Det er et krav, som ligger i de økonomiske forhold selv, her: det forhold, at man har indført en fælles mønt, så de enkelte lande ikke mere kan ændre deres valutakurser i forhold til hinanden.

Som sagt må jeg indrømme, at jeg ikke gennemskuede Foldager i hans artikel i Berlingske. Nu mener jeg til gengæld at have gennemskuet noget af hans metode: han har ét eller andet temmelig urealistisk synspunkt på historien, som han skal have anbragt oven på de aktuelle begivenheder. Og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Det samme forsøger han sig med i en artikel om det østrigske valg i Berlingske, se her. Det synspunkt, der nu skal lægges ned over begivenhederne, er det, at man i østrigsk politik efter krigen hele tiden har søgt at føre politik ud fra en midterposition. Man har både dèr og i andre europæiske lande villet undgå yderpartiernes ekstreme holdninger. Han slutter med følgende halvængstelige kommentar:

I Østrig er det den unge generation med Kurz i spidsen, som skaber splittelsen og bryder med mønsteret fra efterkrigstiden. Situationen begynder at give mindelser om den tyske Weimarrepublik, hvor den politiske midte stod svagt under presset fra yderfløjene. Vi må håbe, at midtens kollaps ikke er et forvarsel om, at vi igen er på vej mod et sammenbrud for demokratiet. Lederkulten omkring Sebastian Kurz giver i hvert fald mindelser om tidligere tiders regimer, og valget i morgen markerer et kollaps for efterkrigstidens politiske orden i Østrig.

Ak ja, sådan kan det, der vel egentlig må betegnes som et sundhedstegn for demokratiet: at folk protesterer mod det, de opfatter som en helt forkert politik med deres stemmeseddel, i stedet beskrives som det modsatte: en fare for demokratiet, endda som noget, der giver mindelser om den tyske Weimarrepublik, og uha, uha, vi véd jo alle, at det var den, der gav grobund for nazismen.

Men, kære Christian Foldager, dette at protestere med sin stemmeseddel mod, at ens land skal forvandles af de mange indvandrere, det er altså ikke det samme som at være på vej bort fra demokratiet. Tværtimod!

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.