Der var en overskrift i Kristeligt Dagblad forleden, som jeg studsede lidt over. Den lød: ”Poul Krebs: En god gerning er noget, jeg selv får det godt af at gøre”, se her. Det viste sig at være én af disse halvtossede enquêter, hvor man stiller en kendt person en række ret ligegyldige spørgsmål. Og selv om jeg ikke er meget for den slags artikler, måtte jeg alligevel tage hatten af for Poul Krebs’ lidt finurlige svar på det sidste spørgsmål: ”Hvad vi du være bedre til?” Her svarede han: ”At svare kort og præcist”. Godt gået!
Men det, der oprindelig fik mig til at studse, var svaret på spørgsmålet: ”Hvad er en god gerning?” Når man skal svare kort og præcist, er det såmænd ret fint med svaret: ”Noget, som jeg selv får det godt af at gøre”. Og jeg skal sådan set ikke bebrejde Poul Krebs, at han svarer sådan. Men med et sådant hurtigt svar, grebet ud af luften, for i det mindste at sige noget til dette fortærskede spørgsmål, får han sagt noget, der præger mange mennesker: man vil gerne gøre noget, der kan ”give en god mavefornemmelse”, man vil gerne være godgørende, for det føler man er noget godt, osv.
Men er det en god gerning i kristelig forstand, der kommer ud af det? Er det ikke snarere tegn på en moderne farisæisme, at man tænker og handler sådan? Bevares, handlingen selv: at give 500 kr til Røde Kors, eller at hjælpe i forskellige velgørende foreninger, kan være god nok, mennesker bliver jo hjulpet i alle tilfælde, men gøres disse gerninger blot, fordi de giver en god mavefornemmelse, eller – værre endnu – fordi folk nødig skulle tro, at man ikke tænker på de fattige, er der så ikke tale om ren og skær farisæisme?
Dette: at man nødig vil falde igennem i andres anseelse, spiller også en rolle for politikere. Ikke blot i forhold til deres vælgere, også i forhold til andre landes politikere. Og det er da forståeligt nok. Hvis ens land har foretaget en nedskæring af hjælpen til de internationale organisationer, så er man som politiker nok ikke så glad for at mødes med andre landes politikere, der stadig opretholder et højt niveau af hjælp. Som regel kan man nok ryste op med en god undskyldning, men det er formodentlig svært helt at undgå en personlig følelse af ikke helt at være god nok, hjælpsom nok, næstekærlig nok.
Noget af det, EU-samarbejdet ganske utilsigtet har givet os, er en sådan skjult fromhedskonkurrence. Det ene land vil ikke gerne stå tilbage for det andet, når det drejer sig om den slags gode gerninger, og derfor føler politikere sig mere eller mindre tvunget til at gå med til ”næstekærlige” bestemmelser og regler, og derfor føler befolkningerne, godt hjulpet på vej af medierne, sig også nødt til at følge trop.
Og til at begynde med kunne man jo sige: ”Jamen, det gør da ikke noget, at landene konkurrerer med hinanden om at gøre noget godt”. Men som tiden er gået, er det gode, man ubevidst føler sig nødsaget til at gå med til, svulmet ikke så lidt op.
EU har f.eks. for egen regning udvidet FN’s flygtningekonvention med en bestemmelse om, at enhver, der sætter foden på europæisk jord og ansøger om asyl, har et retskrav på at få sin sag behandlet. Så længe der kun var få mennesker, der på den måde ”satte foden på europæisk jord”, betød det ikke det store. Men efter at menneskesmuglerne er blevet klar over, hvilket enormt potentiale for lettjente penge der lå her, er antallet af fodsættende personer svulmet op, stærkt afhængigt af prisen for den rute, menneskesmuglerne kan tilbyde.
Og her har fromhedskonkurrencen mellem landene været fatal. Alle har følt, at de på samme måde som de lande, de normalt sammenligner sig med, skulle udvise et humanitært storsind. Værst af alle var Sverige, da Fredrik Reinfeldt udnævnte Sverige til en ”humanitær stormagt”, dvs., han lod ane, at Sverige satsede på at vinde guld i næstekærlighed, i gode gerninger.
At der var tale om uægte, gode gerninger, generede ingen. For folk blev jo hjulpet. Og det er sandt nok. Men det er næsten også det eneste, der er sandt i denne sammenhæng. Uægte var de gode gerninger, for de, der udøvede dem: politikerne, og de, der pressede på for at få dem gjort: medierne og de rige, var ikke dem, der kom til at bære de byrder, disse ”gode” gerninger indebar. Det var de fattige, der kom til at bo side om side med de hjulpne indvandrere.
Og hvad værre var: det var ikke blot begrebet ”gode gerninger”, der blev misbrugt, det var også selve flygtningebegrebet. Ifølge de oprindelige konventioner er en flygtning en person, der i det land, han kommer fra, er personligt forfulgt. Men da det er meget svært at kontrollere, om personer er personligt forfulgt i de lande, de flygter fra, har man tænkt, at det jo må være bedre at modtage ti for mange end én for lidt, og det har man så gjort. Så er der i hvert fald ingen, der kan klandre én ellers ens folk for en fornæret tilgang til flygtningekonventionen.
Og da man samtidig påbegyndte en række integrationstiltag, så snart godkendelsen som flygtning var i hus, blev begrebet ”flygtning” meget hurtigt identisk med begrebet ”indvandrer”. Blot brugte medierne hele tiden begrebet ”flygtning”. Det andet ville i alt for høj grad røbe, hvad den langsigtede virkning ville være. Og det ønskede man ikke. Man var jo stadig drevet af ønsket om at fastholde billedet af ens land som et land, der efterlevede humanismens krav.
At så sproget blev misbrugt og begreberne blandet sammen, så folk ikke fik ren besked, det så man stort på.
Som tiden gik, og nye begivenheder meldte sig på verdensscenen, opstod der nye ord-sammenblandinger med klar uklarhed til følge. Der fremstod, ikke mindst som følge af den syriske borgerkrig, en række krigsflygtninge. De er ikke personligt forfulgte, men skal alligevel have et sted at være, indtil borgerkrigen er slut. De er derfor ikke omfattet af den almindelige flygtningekonvention, og det må have været tilstrækkeligt, om EU og USA havde spyttet godt i bøssen, til at FN kunne opretholde et rimeligt niveau med undervisning til børnene og forskellig beskæftigelse til de voksne i de flygtningelejre, der blev oprettet i Jordan og Tyrkiet, vist i mindre grad i Libanon.
Men det var ikke nok for de mange europæere, der ville være med i fromhedskonkurrencen. Sverige, denne selvudnævnte, humanitære stormagt, gik foran med et ”godt” eksempel og gav på forhånd permanent opholdstilladelse til alle syrere, der meldte sig ved den svenske grænse. Man burde naturligvis have indsat fly til at befordre krigsflygtningene til Sverige, men så langt strakte den svenske godgørenhed sig trods alt ikke, de arme mennesker måtte selv betale diverse menneskesmuglere for den illegale transport til Sverige. Så var svenskerne jo også sikre på kun at få de rigeste flygtninge ind i landet.
Alligevel blev alle disse mennesker betegnet som stakler. Jeg har flere gange været inde på, at det skyldes, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner har været fortalt overalt i Europa. Man vil gerne være et godt menneske, dvs., man vil ikke som præsten og levitten i lignelsen gå forbi en nødstedt, men hellere spille rollen som samaritaneren, der hjalp. Men skal man spille denne lignelse på den europæiske scene til gavns, så må naturligvis de mennesker, der hjælpes, kunne sammenlignes med den halvdøde mand i lignelsen.
Og kniber det med det – og det gør det jo – så hjælper medierne gladelig til: man lader alle de politikere komme til orde, der fortæller om, hvordan disse mennesker alle flygter fra de forfærdeligste forhold, krig, undertrykkelse, drab af nærtstående, terror fra statsmagten, osv., selv om de så at sige alle flygter fra etablerede flygtningelejre. Og når så de ægte billeder fra flygtninge-tsunamien i 2015 viser, at det så at sige udelukkende er unge mænd med mobiltelefoner, der flygter, sørger mediernes fotografer for at få indsat nogle kvinder med børn i fotografierne. Så ligner skaren da de ynkværdige mennesker, de gerne skulle ligne.
For ikke sandt: jo mere man kan få disse mennesker til at fremstå som ynkværdige individer, des større bliver den gode gerning, vi europæere gør.
Og så har vi endnu ikke talt om, at i tillæg til disse misbrug af sproget er der opstået endnu et misbrug: Man taler stadigvæk om ”flygtninge”, selv om det mere og mere bliver klart, at langt de fleste er ”migranter”, endda ”økonomiske migranter”, dvs., mennesker, der ikke er forfulgte, men kun søger en bedre tilværelse i Europa. Faktisk forvandler en ”flygtninge” sig til en ”migrant” i samme øjeblik, han overskrider grænsen fra det første sikre land, han ankom til. Det vil sige: den ”flygtning”, der flygter fra Tyrkiet til Grækenland, er ikke ”flygtning”, men ”migrant”, for han kommer fra et sikkert land: Tyrkiet. Ligeledes er den, der betaler menneskesmuglere i dyre domme for at komme fra en flygtningelejr i Jordan via Libyen til Italien, ikke flygtning, men migrant.
Dels er det et problem for de europæiske medier, som ikke er meget for at ændre betegnelse, men dog er begyndt at tale om ”flygtninge og migranter”, dels er det et problem for de myndigheder, der ifølge fodjordsreglen skal undersøge ”flygtningens” beskyttelsesbehov. For hvis 90% af alle migranterne ikke har noget beskyttelsesbehov, er alle disse 90% jo nødt til at lyve for at overbevise myndighederne i det modtagende land om, at de virkelig har et beskyttelsesbehov.
Det er ofte det rene galimatias. For ikke så snart har de fået tildelt opholdstilladelse som flygtning, før de rejser på ferie til de land, hvor de påstod, de var forfulgte. Går den, så går den. Og den går jo i langt de fleste tilfælde.
Men hvad skal vore myndigheder gøre? Vi har sat dem på en umulig opgave. Desuden véd de vel efterhånden godt, at alle de, der afvises som asylansøgere, forbliver i landet som illegale indvandrere.
Politikerne, derimod, de må kunne tage sig sammen til at afvise alle asylansøgere ved grænsen. Vi har lov til, men ikke pligt til at modtage deres asylansøgning. Og kommer de fra Tyskland, så lad dem søge asyl dèr.
Australierne besluttede i sin tid at standse alle bådflygtninge med magt. De kunne gennemføre det, fordi deres befolkninger følte, at disse mennesker masede sig ind først i køen; australierne modtager nemlig mange kvoteflygtninge. Og de havde også den fordel, at der ikke opstod nogen fromhedskonkurrence i Australien, fordi der kun er tale om det ene land; ingen peger fingre af de andre lande.
Man kan til en vis grad sige, at der er ved at ske ændringer i disse tankegange her i Europa. Ikke fordi den europæiske elite er begyndt at erkende sine ”gode gerninger” som ”uægte, gode gerninger”, men fordi migranterne ikke opfører sig som de ynkværdige mennesker, Jesu lignelse fortæller de er. Det bliver mere og mere klart, at muslimer ikke er nemme at integrere: de stiller krav, de vil være sig selv, de vil fastholde alle deres religiøse skikke, uanset om det passer ind i vore samfund eller ej, de betragter sig selv og den samfundsmodel, de kommer med, som bedre end os og vore samfund. Og så løjer den gode vilje til at hjælpe dem af hos mange europæere.
Også politikerne har ændret kurs. Merkel har gennemført noget, der hidtil har været forbudt, nemlig fået Tyrkiet til at bremse migrantstrømmen. Det, der i sin tid var umuligt for Berlusconi – han lavede en aftale med Libyen om det samme, men fik på puklen for det af menneskerettighedsorganisationerne – det er muligt for Merkel. Ikke blot, fordi Merkel har større autoritet end Berlusconi, også fordi selv menneskerettighedsorganisationer nu kan se, at der kommer for mange migranter.
Men hvad bedre er: Sebastian Kurz, der nu formentlig bliver østrigsk kansler, var én af hovedkræfterne bag lukningen af Balkan-ruten – noget, der kom i stand før Merkels aftale med Tyrkiet. Og i de fleste europæiske lande er der sket en vækst i de såkaldte ”højrepartier”, læs: nationale partier, fordi den brede befolkning efterhånden har kæmpet sig fri af elitens ”uægte gode gerninger”, af dens misbrug af sproget og dens ligegladhed med de lavere klassers problemer med indvandrerne, så man nu tør sige det selvfølgelige: ”Det er vores land, og det skal det blive ved med at være!”
Men der er lang vej igen, før de mange mennesker med den ”gode mavefornemmelse” får mavepine.
En mand ved navn Kent Andersen, som vist nok er nordmand, har på document.dk fået optaget en artikel, der lyder særdeles fornuftig; han synes nemlig at være nogenlunde enig med mig i de ovenfor fremførte betragtninger, se her. Han vender sig kraftigt imod det nu fremsatte forslag om at oprette asylansøgningslejre i Nordafrika:
Den nye «løsning» kan altså blive, at folk kan søge asyl i deres hjemland og få ansøgningen behandlet der. Der er flere problemer med denne plan: At gøre det endnu lettere for endnu flere at søge asyl, er bare endnu et signal om, at Europa slet ikke er fuld af migranter fra tidligere. Det er faktisk et signal om, at vi har plads til mange, mange flere, pengekassen er fuld, og blondinerne venter i længsel. Af sted! Tilhængerne af denne løsning indvender, at man gennem dette tiltag vil give alle uden grundlag afslag, og dermed tager de ikke turen over havet. Nå gør de ikke det? Og det er du sikker på?
Problemet er, at de allerfleste som rejser over havet ved, at de ikke er berettiget til asyl – de har de fået at vide af de venner, som er her, men nægter at tage hjem, fordi man godt kan mase sig ind og få ophold alligevel. Og hvis de ikke får asyl, som de godt vidste på forhånd, kan de bare gå i dækning og leve illegalt. Myndighederne har opgivet at få kontrol med dette for længe siden. Hvorfor skulle en sådan ny løsning stoppe det? Europa har lært dem, at det bare er om at komme, men husk IKKE at søge asyl eller tage dit pas med.
Jeg giver ham ret. Men jeg giver ham også ret i noget af det første, han skriver:
Det er faktisk ikke så vanskeligt at få standset migrantstrømmen: Det er bare at sætte magt bag et tydeligt NEJ, ligesom Ungarn gjorde overfor de muslimske kolonner. Det kræver ganske vist rygrad koblet til hjernens princip-center for at løse den største trussel mod Europa siden september 1684, men rygrad og sikkerhedstænkning gik af mode i 1989, da muren faldt.
Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at han havde udarbejdet dette med magtanvendelsen lidt tydeligere. Han har nemlig ret i, at alle de mange med den gode mavefornemmelse ikke vil gå med til magtanvendelse.
Og hvad så?
Mange er der jo for tiden, der hævder, at det ikke nytter noget at prøve at standse disse migrantstrømme; standses de på den ene rute, vil de blot finde en ny rute.
Det er naturligvis noget vrøvl. Der er trods alt et begrænset antal ruter til Europa. Så det skulle vel være muligt at lukke dem alle sammen af.
Derimod er man nødt til at sige som Kent Andersen her, at man må sætte magt bag sin grænsebevogtning. Og man skal måske føje til, at det er prøvet før. Før Syriza kom til magten i Grækenland, altså frem til januar 2015, bevogtede den græske flåde det smalle farvand mellem de græske øer og det tyrkiske fastland. Nogen slap vel igennem, men det var et meget begrænset antal, slet ikke sammenligneligt med det enorme antal, der kom, da bevogtningen nedlagdes. Og de tiltag, som italienerne i samarbejde med den libyske kystvagt har foretaget, har også i nogen grad båret frugt, selv om nettet givetvis kan strammes betydeligt mere.
Blot skal man på det punkt tage sig i agt for EU’s sprogbrug. Når et EU-menneske siger grænsebevogtning, mener det kun undersøgelse og asylbehandling, ikke ophævelse af fodjordsreglen eller tilbageførsel til det land, de pågældende kom fra. Og på den måde standser man ingen migrantstrøm til Europa.
Og hvis nogen af dem med de gode mavefornemmelser, altså de uægte gode gerningers mennesker, vil få kvababbelser over den grænselukning, der her anbefales, kan de jo politisk kæmpe for at vi skal modtage flere kvoteflygtninge. De kommer på en regulær måde, og dem er der stadigvæk nok af. Om disse mennesker ligefrem kan opægges til at glæde sig over, at der med en effektiv grænsebevogtning også sættes en effektiv stopper for alle drukneulykkerne, er måske tvivlsomt.
Men så meget mere må vel vi andre glædes over denne bivirkning.
ricardtriis 