Alt det syndepjat

Den fremmede Luther 42

Jeg er ved at være træt af al denne åh så kristelige tale om, at vi er syndere. Det er, som om ingen tænker på, at menigheden, der hører en prædiken, skal kunne genkende sig selv i prædikenens ord. Og ærlig talt, hvor mange kan genkende sig selv i al denne tale om menneskets ondskab og synd?

Jeg véd da godt, at den trofaste menighed har lært, at det med synd hører med til kristendommen. Og man er da også i kirkelige kredse beredt på at lægge ansigtet i de rigtige, alvorlige folder, når præsterne udmaler for os, hvordan vi alle er syndere. Men i dagligdagen, føler vi os så som syndere? Stillet overfor vor ægtefælle, føler vi så, at det er synd, der præger vort fælles samliv? Når vi morer os hjerteligt i venners lag, tænker vi så over den synd, der påstås at lure inderst i vore hjerter? Når vi glæder os over vort folk, glæder os over den tillid, der hersker mellem os danskere, er så ikke al tanke om synd pist borte?

Og de mange almindelige mennesker, som vi gerne vil have til at frekventere kirken, kan de rammes med denne tale om synd og syndighed? Joh, de kan nok bringes til at fornemme, at der er noget galt med samfundet, med Vestens kolonialisme, med kapitalismen, osv., men det er som regel ”de andre”, der er noget galt med, og er det endelig danskerne selv, er det som regel vore bedsteforældre, der har gjort ét eller andet forkert. Men er det den form for synd, kirken vil tale om? Er det dèr, vi skal hen med vores syndetale?

Der var hele to artikler, som skurrede i mine ører i fredagens Kristeligt Dagblad. Der var Sørine Gotfredsens debatindlæg om Charlotte Rørths og Helle Thorning Schmidts bøger, se her. Og der var Gudmund Rasks kronik om forskellige forfattere, se her.

Hvad er der dog galt med dem? vil man måske spørge. Og jeg skal såmænd ikke klandre dem for at være uinteressante eller direkte forkerte i deres analyse, men på en sær måde forbliver de begge i det negative.

Sørine Gotfredsens analyse af de to bøger skurrede i mine ører. Her påpeger hun, at de to hovedpersoner på den sære måde er personlige, at de begge gør noget ud af, hvad de selv synes, hvad de selv kan udvikle sig ved, hvad de selv vil vokse frem til. Og det er da muligt, at vi står på tærsklen til ”det personliges tidsalder”. Men hvordan lyder kirkens røst i denne tidsalder? Det er Sørine Gotfredsen tavs om.

Og Gudmund Rask vil indføre et nyt begreb i den kristne forkyndelse, begrebet ”skam”. Det henter han fra forskellige forfattere, vist først og fremmest fra Karl Ove Knausgård. Men også den norske tv-serie ”Skam” tages frem for at anskueliggøre, hvad skam er, og hvordan skam er nødvendig for at nå frem til nåden. Endelig tager han fat på Jan Kjærstads nye bog ”Berge”, som så vidt det kan ses tager et opgør med hele Breivik-sagen, eller søger at gennemanalysere denne sag litterært. Altsammen udmærket gennemgået, og det sker, som Gudmund Rask selv siger, under sidelæsning af Sørine Gotfredsens ”Fri os fra det onde”.

Gudmund Rask slutter sin kronik således:

Fri os fra det onde” kalder Sørine Gotfredsen sin seneste og meget anbefalelsesværdige bog, kredsende omkring Luthers liv og lære med gode, stærke såvel indfald som udfald. En vedvarende påpegning af noget så umoderne som syndsbevidsthed som uomgængelig forudsætning for, at vi kan komme fri, ikke af det onde, men af en væsentlig del af den truende skamløshed, som altid vil indfinde sig, når vi ikke vil kendes ved skylden og skammen i hvert vores eget liv.

Netop her kommer nåden til. Den nåde, at skylden og skammen i mit eget liv kan fortælles med uden at få det sidste ord. Men vel at mærke netop kun ved at blive fortalt med.

Jeg må indrømme, at jeg har det svært med den form for forkyndelse: at syndsbevidstheden er en forudsætning for, at vi kommer fri. Hvordan fri? Ja, ikke fri af det onde, som syndsforkyndelsen just har afsløret. Det blev nemlig ikke forkyndt, for at det skulle forsvinde, men kun for at vi skulle være bevidste om, at vi altså er onde. Så kan nåden komme til og bevirke, at vi kan leve med skylden og skammen.

Jeg mindes en tidehvervsmand, som for mange år siden vendte sig imod Jesu ord til kvinden, som var grebet i ægteskabsbrud, og som ingen var ren nok til at kaste en sten på, (Joh 8,1-11). Jesus sagde som bekendt til hende: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere!” Den pågældende tidehvervsmand hævdede, at kvinden selvfølgelig gik tilbage til sin gade. Så ringe en kraft lå der efter hans mening i Jesu ord. Eller måske meningen snarere var: synden er her og synden bliver her, men Jesu ord giver os kraft til at leve med synden.

Men er det virkelig det hele?

Jeg er bange for, at det er Søren Kierkegaard, der har været på spil. Han har anbragt en morale efter hvert kapitel i sit store skrift ”Indøvelse i Christendom” fra 1851. Her hedder det i begyndelsen:

»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet. Om der fordres videre af ham, vil Gud vel lade ham forstaae … Se her, side 73.

Indtil den sidste sætning (”Om der fordres videre af ham…”) er dette blevet citeret talrige gange i tidehvervske kredse. Og et senere afsnit kan man sikkert også citere med tilslutning:

»Men naar det Christelige er noget saa Forfærdende og Rædsomt, hvor i al Verden kan da et Menneske falde paa at antage Christendommen?« Ganske simpelt, og hvis Du ønsker det med, ganske luthersk: kun Syndens Bevidsthed kan, om jeg saa tør sige, forcere (fra den anden Side er Naaden Forcen) ind i denne Rædsel. Og i samme Øieblik forvandler det Christelige sig og er idel Mildhed, Naade, Kjerlighed, Barmhjertighed. For enhver anden Betragtning er og skal Christendommen være noget afsindigt Noget eller den største Rædsel. Kun i Syndens Bevidsthed er Adgangen; ad nogen anden Vei at ville komme derind, er Majestæts-Forbrydelse mod Christendommen.

Nuvel, det er måske ikke så heldigt, at man springer dette ”Om der fordres videre af ham” over, for i 1855 trækker Kierkegaard alle disse tanker tilbage, og hævder, at der virkelig fordres videre af den kristne, der fordres nemlig af ham, at han undlader at deltage i kirkens gudstjenester; deltager ham i dem, er han med til at holde Gud for nar. Se eventuelt en længere gennemgang af Kierkegaards tanker i forbindelse med kirkekampen 1855 her.

Men som man kan se: Gudmund Rasks påstand om, at syndsbevidstheden er en uomgængelig forudsætning for at vi kan komme fri af den truende skamløshed, kan godt siges at stå i en ikke ubetydelig gæld til Søren Kierkegaard. Hvilket i min optik ikke er nogen ros.

Jamen, Luther? Luther vil da også hævde, at vi må erkende vore synder, før vi kan modtage syndernes forladelse! Se bare på det kendte udtryk ”Synd tappert”!

Det er sandt, at ganske mange har brugt udtrykket ”synd tappert” for at hævde, at der ikke kræves andet af os, end at vi erkender vor synd, og at man så ellers, som Kierkegaards morale forklarer, lever videre som før, elsker sin hustru, opdrager sine børn og glæder sig ved livet. Men dels er nu udtrykket ”synd tappert” et udtryk, Luther bruger til at drille Melanchthon med i et privat brev, se evt. min analyse af udtrykket her, dels kan man faktisk vise, at Luther på ingen måde vil mene, at det forkyndte ord er så kraftesløst, at det vil efterlade os ganske, som det fandt os.

For nogle år siden skrev jeg en afhandling på nettet ”Luther var ikke lutheraner”, se her. Oprindelig havde jeg tænkt mig at kalde den ”Alt det syndepjat”. For jeg havde efter en gennemlæsning af Luthers prædikener fra 1531 over bjergprædikenen opdaget, at Luther slet ikke bar sig ad, som vi i vore dage forventer, at en god lutheraner bærer sig ad: han brugte aldeles ikke Jesu mange formaninger i bjergprædikenen som et ”syndespejl”. Det er jo ellers blevet skik at mene, at når Jesus f.eks. i Matt 5,22 siger, at den, der siger tåbe til sin bror, skal dømmes til Helvedes ild, så skyldes det, at han vil stramme loven til det umulige, om han dog ikke derved kunne få os til at henfly til nåden i Kristus.

Og det var ganske mærkeligt for mig at gøre den opdagelse, at Luther slet ikke brugte formaningerne på den måde. Og det var sådan set også sjovt nok at genlæse, hvad jeg dengang skrev om Luthers prædiken over ordet om, at den, der ser på en kvinde med et lystent blik, bedriver hor (Matt 5,28). Mærkeligt nok viser det sig, at det er noget, der godt kan bruges i vore dages #metoo-diskussion. Ikke ud fra mine ord, men ud fra Luthers prædiken. Ja, man tror det næppe, men kom selv, bese det lidt (det pågældende kapitel kan beses her).

Når Luther skal udlægge dette ord, siger han, at Jesus konkluderer, at ægteskabsbrud også kan ske med øjnene. Jeg hefter mig her ved, at Luther siger ”kan ske”, ikke ”sker altid”. Det betyder, at Luther ikke anvender ordet som murbrækker for sit ellers almindelige syn på kønsdriften som synd i sig selv. Udover sin augustinske teologi, har han en folkelig forståelse af, hvordan menneskelivet fungérer, og det er (heldigvis, siger jeg) den, han bruger her.

Han véd f.eks. også godt, at et lystent blik er ret svært at styre. Derfor er det ham ikke nok at sige, at ægteskabsbrud kan ske, når man ser på en kvinde, han må, fordi han taler til folk nede på jorden, føje til: ”eller driver spøg med hende, ja tænker på hende med ond lyst”.

Det, han har for øje, og det, han vil formane til at sørge for, er forholdets opretholdelse. Han tænker relationelt. Han overvejer, hvad der kan ødelægge et forhold, og hvad der kan opretholde det. Og dette blot at se med et lystent blik, ødelægger ikke noget forhold, hvis ikke der følger gebærder med: smil, pjatteri, indbydende ord. Han skriver i prædikenen (og jeg kommentérer her):

For jeg har ofte sagt, at det ikke er muligt at leve i kød og blod uden syndig, ond tilbøjelighed, ikke alene på dette område, men også imod alle de andre bud. Derfor har også her lærerne opstillet en forskel, som også jeg vil lade det forblive ved: at en ond tanke ikke er dødssynd, hvis man ikke efterkommer den. Det er ikke muligt, hvis én har fornærmet dig, at ikke dit hjerte skulle føle og blive berørt og begynde at overveje, hvordan man kan hævne sig. Men det er endnu ikke fordømmeligt, når han blot ikke har besluttet det og sat sig det for, at gøre skade, men modstår den slags tilbøjelighed. Således også i dette tilfælde; det er ikke muligt at undgå, at djævelen skyder ind i hjertet med onde tanker og lyst. Men pas på, at du ikke lader en sådan pil blive siddende og vokse fast, men straks river den ud og kaster den bort.

Jeg vil ikke anbefale, at vi giver os til at efterligne Luther her og ved at tale om dødssynd og tilgivelig synd får mulighed for stadigvæk at kalde alt kønsligt begær synd. For det er os ganske umuligt at følge Luther i hans augustinisme, altså i den tanke, at alle drifter er synd. Og det er vist også umuligt for os ikke at se den selvmodsigelse, der på dette punkt ligger i Luthers tanker. Han skriver lidt tidligere i prædiken (min kommentar her):

Du må godt have lov til at se på ethvert kvinde- eller mandsbillede, men pas på, at begæret udebliver. For det har Gud forordnet, at enhver skal have sin ægtehustru eller ægtemand, og at han skal knytte sin lyst og sit begær til hende eller ham og lade denne lyst og dette begær få retning derhen imod.

Lysten og begæret er knyttet til den Guds gode ordning, som ægteskabet er. Og i stedet for – som Luther – at søge at fastholde en falsk menneskeforståelse ud fra Augustin, en menneskeforståelse, som ganske rigtigt giver os mulighed for at tale om en basal synd hos mennesket, burde vi – som Luther også gør – tale om ægteskabet som en god relation, som en relation, det er værd at arbejde for at opbygge og holde fast i, en relation, hvorigennem mennesket – både manden og kvinden – finder sig selv helt og fuldt.

Det er godt nok svært, hvis man skal udlægge den moderne litteratur. Ikke, at jeg har så megen forstand på den, men man kan godt få indtryk af, at det her drejer sig om at finde ud af, hvordan et menneske kan finde sig selv på trods af, at han eller hun gennemlever en række forskellige forhold. Og jeg tror nok, jeg har Luther med mig, når jeg vil hævde, at det fine og indviklede system med at bygge på nåden, som man når frem til igennem sine oplevelser af skam og skamløshed, ikke er meget værd, hvis ikke det danner grobund for noget så gammeldags som trofasthed.

Ikke sådan, at trofasthed så bliver den høje etik, man skal rette sig efter, men sådan, at trofasthed tænkes med ind i relationen, sådan, at det ”ja”, der lyder, når der spørges: ”Skal det være os to, søster?” ikke blot gælder for den første nat, men for alle nætter fremover, sådan, at den stolthed, glæde, fryd, der gennembæver én, fordi hun sagde ja, er nok til et helt liv.

Ja, ja, det lyder gammeldags, jeg véd det nok. Men før p-pillens opfindelse og gennembrud var trofasthed jo nødvendig, hvis det barn, der kom ud af det, skulle have både en far og en mor. Og de noget forskellige kønsroller, der tildeltes de to køn, var også præget af, at der skulle blive et hjem til, som kunne danne ramme om børns opvækst. Anderledes i dag, hvor kønsrollerne skal omskrives – især kvindens – fordi det hele ser anderledes ud.

Og så til sidst: Jeg kunne have lyst til at opfordre kirken til at sætte den vestlige kønsmoral op mod den muslimske. Jeg kunne have lyst til at opfordre den til at hjælpe nutidens kvinder med at finde deres ben og sig selv i det morads, der ofte synes at være blevet resultatet af det såkaldt ”frie” kønsliv. Men i stedet vil jeg nøjes med at pege på en dejlig oplevelse, jeg ganske utilsigtet fik forleden.

Jeg plejer at se TV-avis på etteren hver aften kl 18,30. Men for ikke at komme for sent, tænder jeg ofte for fjerneren i god tid. Og for ikke at komme til at høre på noget efter min mening ligegyldigt vrøvl, slår jeg som regel lyden fra. Det bevirkede, at jeg forleden kom til at se en ung kvinde – om hun var fodbold- eller håndboldspiller, fandt jeg ikke ud af – som blev interview’et af én af tv’s sportsjournalister. Og her så jeg, at hendes halvstore datter stod og lyttede med på spørgsmålene og de formentlig kloge svar, hendes mor gav. Det var ikke, fordi man havde indtryk af, at hun fulgte med i spørgsmålene, det kan være, de gik over hendes interessesfære, men heldigvis havde jeg slået lyden fra. For så var det naturligt for mig ikke at følge journalisten, som, da de to, mor og datter, gik bort i baggrunden, stod og rundede af – jeg kunne jo ikke høre, hvad han sagde – og i stedet følge den unge sportskvinde og hendes datter, følge, hvordan datteren naturligt tog sin mor i hånden, følge, hvordan hun, da moderen ville løbe hen til sine kammerater, gav hende et kærligt klask bagi.

Og se, når man sådan får lov at opleve, hvordan der stadig kan etableres naturlige og ægte forhold mellem mennesker, her: mellem en mor og hendes datter, så blæser man af al syndepræk, så lader man alle spørgsmål om det onde og det ondes onde oprindelse ligge som ligegyldig teologi, så strømmer det igennem én med taknemlighed mod den Gud, der – heldigvis – også handler udenom kirken, så lader man glad de sidste ord i dette blogindlæg være

Noch ist Polen nicht verloren!”

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.