Vores historie

Nu er DR’s serie om Danmarks historie slut, og nu har DR fået enden på komedie. Utallige er de historikere, der nu rykker frem med kritik af serien: den er skrevet på en kulturradikal præmis, den udelader alle borgerlige frihedskæmpere og politikere, den ”glemmer” at nævne, at de dygtige erhvervsfolk er det, Danmark er kendt for i udlandet, den ser overhovedet ikke på forbindelsen mellem Danmark og den øvrige verden, osv., osv. Listen over anklager er alenlang, og jeg skal ikke her gå den igennem fra ende til anden.

Det hænger sammen med, at jeg ikke har set serien. Livet er for kort, ikke blot til kvindefodbold, men også til DR’s store serier.

Derimod har jeg, når jeg dagligt vover mig ind på DR for at se Tv-avis, ikke kunnet undgå af høre Lars Mikkelsen stå og reklamere for udsendelsen med blandt andet dette udtryk ”det er vores historie!”

Vores historie”?

Må man godt sige det? Må man godt tale sådan i dagens Danmark? Bliver man ikke ramt af en eller anden racisme-paragraf, hvis man udtrykker sig så udtalt og præcist om ”dem-og-os”?

Åbenbart ikke.

Sagen er, at det kulturradikale miljø i medierne har overtaget definitionsretten her i landet. Hvad der er tilladt og hvad der er forbudt at sige, det afgøres ikke af domstole eller politikere, men af medierne med Danmarks Radio i spidsen. Og når det er nogen i denne definerende og ledende kulturinstitution, der udtaler sig, så må man godt skelne mellem ”dem” og ”os”, så må man godt sige ”vores” og dermed mene ”gammeldanskernes”, ”de oprindelige danskeres”, ”den danske stammes” historie. For det er jo disse menneskers historie, man fortæller, ikke ny-danskernes historie.

Men når andre forsøger at gøre opmærksom på, at ikke alle har deres rødder i Danmark, og at ikke alle derfor på samme selvfølgelige måde er danskere som dem, udtrykket ”vores historie” henvender sig til, så himler det kulturradikale miljø op om forskelsbehandling. Da Martin Henriksen ikke uden videre i en debatudsendelse i tv ville mene, at elevrådsformand Jens Philip Yazdani var dansker – ”jeg kender ham jo ikke”, som han sagde – faldt der virkelig brænde ned over den stakkels Henriksen.

Jeg skal ikke her gå den debat igennem, der derpå udviklede sig – hvis man da kan kalde det en debat. Blot mener jeg at kunne huske, at der var tale om, at de mennesker i medierne, der har definitionsretten, på det tidspunkt og i den sammenhæng absolut ville definere begrebet ”dansker” på en måde, så næsten alle ny-danskerne blev inkluderet i begrebet. Og bevares, det er én måde at definere begrebet på.

Blot undrer det mig så, at en institution som Danmarks Radio, der så sandelig er medindehaver af definitionsretten, uden videre udbasunerer over det ganske land, at det landområdes historie, som de beskriver i disse udsendelser, er ”vores” historie, uden på nogen måde overhovedet at tage hensyn til ny-danskerne. Nu bliver pludselig begrebet ”dansker” defineret helt anderledes snævert: de mennesker, der tænkes på med ordet ”vores”, er os gammeldanskere, eventuelt plus nogle enkelte af de fremmede, der har taget den danske kultur til sig i så høj en grad, at de uden videre betragte den danske historie også som deres historie, i den grad regner de sig som tilhørende vort folk.

Men hvor mange af de fremmede drejer det sig om? Antallet af parabolantenner i ghettoerne antyder, at mange af vore muslimske landsmænd følger mere med i det, der sker i det land, de kom fra, end i det land, de bor i.

Hvilket vi forresten ikke kan bebrejde dem. Jeg har tidligere prøvet at gøre op, hvor stor vægt man i sin forståelse af, hvem der udgør det danske folk, skal lægge på ordet ”æt” hos Grundtvig, når han i indskriften på Odden kirkegård skriver om dem, der blev dræbt under slaget ved Odden den 22. marts 1808, at stenen skal vidne om, at de, der her er begravet, var danske af tunge, af æt og af id, se her. Altså, det, der binder os sammen som folk, er ikke blot sproget, og ikke blot viljen til at forsvare vort folk, men også det, at det er vore kødelige forfædre, der har bygget riget.

Vi synger i sangen ”Jeg elsker de grønne lunde”, at ”hver glans, hver plet vil jeg bære/ som falder på Danmarks navn”. Og netop det med pletten diskuterer vi ivrigt i vore dage. Skal vi tage ansvar for de forhold, der fandtes på de dansk-vestindiske øer efter, at vi havde solgt dem til USA? Skal vi sige undskyld for det, der skete dengang, da vi ejede øerne? Men også her siger vi ”vi” uden at blinke, uden at tænke på, at der efterhånden bor temmelig mange mennesker iblandt os, som ikke har del i vores historie. Ja, netop i ”vores” historie, hvor ”vores” forstås på samme måde, som når det i traileren til Historien om Danmark hedder ”Det er vores historie”.

Sjovt nok var jeg opmærksom på det engang i 2010, da jeg skrev om alt det undskylderi, vi præsenteres for, se her. Jeg skrev her, at statsministeren, hvis han indvilgede i at sige undskyld, skulle huske at få de norske og islandske statsministre til også at sige undskyld, og faktisk også den slesvigholstenske ministerpræsident. For alle disse riger hørte jo med til det danske kongerige dengang. Og så føjede jeg til, lidt maliciøst:

Så må statsministeren jo også huske på – hvis han nu skulle få den idé at undskylde – at han endelig ikke må undskylde på indvandrernes vegne. De af dem, der er muslimer, har jo også så rigeligt at undskylde som muslimer, for den muslimske verden har været lige så ‘dygtig’ til slavejagt og slavehold som den kristne. Og skulle han komme til i sin undskyldning at glemme at trække muslimerne fra, må han endelig huske bagefter at undskylde, at han undskyldte på deres vegne. Men så skulle det vist også være klart, hvem der undskylder for hvad.

Javel, vi siger, at det, der vistes i tv, var vores historie, og lad os blot blive ved med det. Men lad os så også tage lidt mere naturligt på det forhold, at der bor mennesker iblandt os, der ikke er danskere på samme måde som vi gammel-danskere. Og lad os i hvert fald håbe på, at de definitionsmagtindehavende kredse i Danmarks Radio og andre steder må få en lidt mere naturligt sprogbrug ind i hjernen, så de ikke definerer ”danskere” på en indskrænkende måde på ét tidspunkt, men på en omfavnende måde på et andet tidspunkt.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.