Den fremmede Luther 43
Så nåede vi da frem til den 31. oktober 2017, højdepunktet i reformationsfejringen.
Og hvad må så mit øje skue?
Tja, Jyllands-Posten fejrer dagen ved at lade en katolsk historiker, den normalt særdeles velunderrettede Jørn Arpe Munksgaard, i dagens kronik hævde, at ”Reformationsfejringen bygger på notorisk historieforfalskning”, se her. Kristeligt Dagblad, derimod, fejrer dagen med en stort opsat leder, som i dagens anledning er anbragt på forsiden. Inde i bladet har man så anbragt diverse artikler om fejringen forskellige steder i landet, men jo også fået plads til en katoliks anmærkninger. Man har interview’et lektor Bjørn Thomassen om en ny bog, han har skrevet: ”Kampen om de danske sjæle”, og interview’et har fået overskriften: ”Reformationen var ikke en frihedsbevægelse”, se her. Og så har man som kronik anbragt biskop Marianne Christiansens argumentation for det sekulære samfund: kun det kan give sand trosfrihed, se her. Berlingske synes at lade dagen passere uden at bemærke noget. Information, derimod, har ganske meget at sige, så meget, at jeg i dette indlæg må lade det ligge.
Og hvad skal man så sige til det?
Tja, bum, bum, bum!
Jeg vil – som sædvanligt – hæfte mig mest ved dem, jeg er uenig med. Og hvad de to katolikker angår, må jeg igen udtrykke min undren over, at modsætningsforholdet til os lutheranere stadig er så indædt, at det kniber med en neutral historieforståelse. Det er, som om de begge går ud fra forholdene i middelalderen som det normale. Alt, hvad der afviger derfra, er noget forkert, noget forstyrrende, som helst skulle fejes af bordet.
Værst i den retning er næsten Bjørn Thomassens undren over en manglende undskyldning fra den danske folkekirkes side:
Op til reformationsjubilæet har både den lutherske kirke i Tyskland og den anglikanske kirke udstedt officielle undskyldninger for de ugerninger, ødelæggelser og den vold, der fandt sted under Reformationen. Ifølge Bjørn Thomassen er det helt utænkeligt, at folkekirken skulle kunne finde på at gøre det samme:
”Jeg siger ikke, at den danske folkekirke skal gå ud og sige undskyld for alt, hvad der måtte være problematisk ved Reformationen i Danmark. Jeg siger bare, at det er meget sigende, at diskussionen slet ikke er oppe at vende. Vi erkender slet ikke, at der måske er noget at sige undskyld for.”
Når han kan se så bagvendt på sagen, skyldes det, at han opfinder en kristen folkereligiøsitet, der florerede i Danmark inden reformationen. Han siger:
I den gængse formidling af Reformationen skriver man, at helgenbilleder og bedekapeller var blevet ’overflødige’ med Reformationen. Overflødige for hvem? tillader jeg mig at spørge.
Det er åbenbart helt umuligt for ham at forestille sig, at den middelalderlige ”folkereligiøsitet” var ganske ukristelig, at afladshandel, sjælemesser, munkeidealer af nogen kunne (og kan) opfattes som noget, Fanden har skabt. Det er klart, at hvis nogen i dag synes, at afskaffelsen af disse ting var forkert, at reformationen var udtryk for en forkert kristendomsopfattelse – og det gør vel katolikkerne – så må de forblive katolikker, men at forvente, at vi, der ser noget ukristeligt i disse ting, skulle undskylde overfor katolikkerne, at de blev fjernet, det er dog en besynderlig opfattelse af have. Kan Bjørn Thomassen ikke acceptere, at der er kristne, der har en anden opfattelse end hans katolske af middelalder og kirkeret?
Jamen, volden?
Ja, den beklager også vi. Der var én gråbrødremunk, der mistede livet under de uroligheder, som borgerne i de forskellige byer foranstaltede for at få munkene jaget ud af deres klostre.
Men er det umuligt for Thomassen at se den daværende katolske kirkes vold? Det var jo paven, der forlangte Luther brændt på bålet, ikke Luther, der krævede paven brændt. Og først, da kong Frederik den Første nægtede at tvinge bortløbne munke tilbage til deres klostre i 1527, blev vi klar over, at det indtil da havde været sædvane på den måde at tvinge munke til at forblive i deres klostre. Det er også vold.
Så til Jørn Arpe Munksgaards kronik og de notoriske historieforfalskninger!
Han begynder med at vende sig imod dem, der ser en lige linje fra Luther og frem til vore dages demokratiske velfærdssamfund. Og bevares, historiens gang er ret snirklet, og hvis man ikke vil se nogen forbindelse, er den nok ret svær at få øje på.
Men så hedder det:
For det første var han [Luther, rr] – som sine andre samtidige – aldeles ikke demokrat, idet demokratiske ideer og tanker lå uhyre fjernt for folk i det 16. århundrede. I centrum for hans samfundsopfattelse stod hverken frihed, lighed eller folkestyre, men derimod streng, ubetinget lydighed mod fyrsten, de verdslige myndigheder. Fyrsten var ifølge Luther indsat af Gud og var dermed også Guds repræsentant i samfundet, og enhver form for opsætsighed eller illoyalitet over for fyrsten, hvilket i sidste instans er det samme som staten, måtte og skulle nødvendigvis straffes på allerhårdeste vis.
Og se, her har vi noget, som er en notorisk historieforfalskning: Luther krævede ikke ubetinget lydighed mod fyrsten. Det er sandt nok, at han mente, man skulle adlyde sin fyrste, også om han handlede uretfærdigt. Men han undtog situationer, hvor fyrsten krævede, at undersåtterne skulle handle imod Guds bud, f.eks. deltage i en angrebskrig. F.eks. skriver han om situationen i 1542 omkring den lille by Würzen, som flere fyrster ville angribe, om den, der fulgte en angribende fyrste:
Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham. (Se her).
Det vil sige, at når Munksgaard hævder, at Luther kræver ubetinget lydighed mod fyrsten, er der tale om en notorisk historieforfalskning.
Næste historieforfalskning, som Munksgaard vil gøre opmærksom på:
Munksgaard skriver lidt senere:
Berygtet i den sammenhæng er Luthers entydige opfordring til brutalt at nedslagte de oprørske bønder, ca. 100.000 i alt, som i 1525 revolterede for at forbedre deres elendige levevilkår; eller med reformatorens egne ord kunne der »ikke være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk til end en oprører«, og som følge heraf skulle de alle slås ned som »gale hunde«. Men ikke nok hermed, for et andet sted skriver Luther blandt andet: »Stød, hug, dræb nu, hvem der kan! Dør du derved, er det til lykke for dig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling«.
Og gjorde man det, kunne man opnå at blive martyr og dermed også sikre sig en plads i Paradis.
Sidstnævnte fortolkning forekommer sikkert ikke de fleste ubekendt i dag, hvor netop islamistiske imamer prædiker nøjagtig det samme. Og der er vel ikke nogen, der i dagens Danmark vil hævde, at disse imamer på nogen måde kan være ophavsmænd til udbredelsen af demokrati?
Her gentager Munksgaard det, som mange marxistiske historikere har sagt utallige gange. Men – som Munksgaard selv skriver – en løgn bliver ikke til sandhed ved at blive gentaget. Hans løgn heller ikke. Det med de gale hunde er rigtigt nok. Det citat kan ses her. Det næste citat er også ægte nok, se her. Men som historiker burde Munksgaard vide, at man kan få et citat til at sige det stik modsatte af, hvad det indeholder, hvis man tager det ud af dets historiske sammenhæng. Og det er unægtelig, hvad Munksgaard gør.
For det første der det måske værd at have in mente, at Luthers første skrift i bondeoprøret var en opfordring til forhandling med bønderne, se skriftet her. Dernæst må man huske på, at bønderne blev vildført af nogle præster, der mente, at dommedag var nær, og som derfor mente sig berettiget til at hidføre Guds straffedom over de efter deres (og vores?) mening uretfærdige fyrster. Blandt de præster var Thomas Münzer. I krig sker tingene hurtigt. Da Luther udsendte sit første skrift, var der endnu tid til forhandling. Men da han udsendte opfordringen til at slå bønderne ned som gale hunde, brændte og hærgede bønderne rundt i store dele af Tyskland blandt andet på opfordring af disse præster. Da var forhandlingsmuligheden forpasset.
Og for det tredje kunne man godt, hvis man var lidt venlig stemt overfor Luther (og hvis man som historiker havde undersøgt tingene ordentligt), gøre opmærksom på, at Luther faktisk i det hårde skrift mod bønderne opfordrer til mildhed overfor de mange personer blandt bønderne, som kun var medløbere, måske endda af oprørerne var tvunget til at være med, se her.
Og forøvrigt: Halvdelen af de fyrster, hvis tropper deltog i nedhugningen af bønderne, var katolikker.
Så drager Munksgaard den besynderlige slutning, at Luther her siger det samme som de muslimske imamer, der anbefaler jihad.
Det var dog den stiveste!
Hvem er det, den muslimske terrorist vil have slået ihjel? Ja, det er jo, som alle véd, måske også Munksgaard, fredelige danskere, belgiere, franskmænd, osv., som skal slås ihjel, ikke fordi de har gjort noget ondt, ikke fordi de støtter krigen mod IS, men ifølge IS’s egne ord: blot fordi de er ikke-muslimer.
Hvorimod de mennesker, Luther her opfordrer til at slå ihjel (som gale hunde), er mennesker, der er oprørere, og som, hvis man ikke slår dem ihjel, vil lade deres oprør brede sig, så staten selv går under.
For enhver nogenlunde normal historiker er det de oprørske bønder, der skal sammenlignes med de muslimske terrorister. Men ikke for Munksgaard. Han mener, det er fyrsternes soldater, der er som terrorister, skønt det jo dog, hvordan man end vender og drejer det, er dem, der udøver øvrighedens myndighed.
Her er han virkelig langt ude.
Men det er selvfølgelig det, at Luther hævder, at de soldater, der måtte omkomme i forsøget på at slå bønderne ned, har Guds velbehag, bliver martyr og opnår en plads i Guds paradis, det er det, der får Munksgaard til at sammenligne disse soldater med de muslimske jihadister. At den ene part kæmper på Guds side (fyrsternes soldater) og den anden part på djævelens side (jihadisterne), det vover Munksgaard ikke at sige.
Men så er man jo nødt til at spørge ham, om man da ikke i den katolske kirke skelner mellem en retfærdig og en uretfærdig krig. Så vidt jeg véd, holder katolikkerne mere fast på denne skelnen end vore dages lutheranere. Og selv om vore dags katolske kirke vel ikke er så vild med på Guds vegne at tildele den ene og den anden plads i paradiset, så må man vel alligevel sige, at den, der dør i en retfærdig krig, dør i Guds velbehag, dør, fordi han har gjort sin pligt, dør, fordi han på den vakkelvorne måde, hvorpå vi syndige mennesker handler, trods al synd har forsøgt at få retfærdighed til at ske fyldest.
Endnu en ting skal nævnes: Munksgaard er som andre katolikker forarget over, at kongen ”stjal” kirkens jordegods. Selv nævner han, at det drejede sig om en tredjedel af Danmarks jord. Men han er ikke det mindste forarget over, at kirken rådede over så store jordegodser. Og han ser ikke denne mægtige rigdom som et tegn på den daværende katolske kirkes forfald. Hvilket vel ellers ville være naturligt nok.
Så meget for de notoriske historieforfalskninger. De ligger på Munksgaards side, ikke på lutheranernes.
Nå, der er flere ting at anholde hos Munksgaard, f.eks. gentager han påstanden om, at kirke og stat aldeles ikke blev adskilt, men snarere sammensvejset ved reformationen. Det kan der være noget om. Hvis man giver Luthers to-regimentelære den formulering, at det drejer sig om at adskille kirke og stat sådan rent organisatorisk, så er hans påstand god nok. Men der ligger betydelig mere i Luthers lære. Der ligger en påstand om tilbagetrækning af kirken fra indblanding i statens anliggender. Staten skal ledes efter fornuftige principper, som fyrsten er sat til at varetage, og som kirken kun kan blande sig i som rådgiver. Der findes ikke specielle bibelske principper, som land og rige skal styres efter.
Og disse principper har i løbet af de sidste 500 år bredt sig ud over det ganske Europa. Ét af de sidste steder, hvor en katolsk bastion faldt, var i Italien, da man for en tyve-tredive år siden fra statens side gav tilladelse til at foretage ganske almindelige, verdslige skilsmisser. Så måtte kirken selv om, hvorvidt den ville anerkende de nye ægteskaber, der kunne indgås efter en skilsmisse. Indtil da havde kirken stor magt over ægteskaberne i Italien. Men omsider slog Luthers to-regimentelære igennem også dèr.
Det er her, det kan være gavnligt at læse Marianne Christiansens kronik. For den hævder, at
Hvis vi ikke har et sekulært samfund, hvor magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, kan vi heller ikke have trosfrihed. Og uden trosfrihed kan der ikke være tale om, at evangeliet forkyndes til fri modtagelse i troen,
Her er det altså opfattelsen, at den trosfrihed, som både Luther og Grundtvig agiterer for, kun kan udøves, når to-regimentelæren er gennemført, dvs., når magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, men verdsligt. Det har hun efter min mening helt ret i.
Lad mig slutte med at henvise til den lille bog, jeg har fået udgivet ”Reformation på en misforståelse”. Jeg hævder deri, at reformationen foruden at være en fordel for de lande, der senere blev protestantiske, også var en fordel for den katolske kirke. Den blev nemlig ved Luthers angreb drejet bort fra afladsteologien. Og det var på høje tid. Denne teologi havde forfalsket den katolske kirkes kristendomsforståelse igennem hele senmiddelalderen. Men da afladshandelen forsvandt og den katolske kirke ikke mere skulle forsvare afladshandelen, vendte den tilbage til en mere normal teologi. Godt nok en teologi, der stadigvæk havde paven som centrum, men dog en teologi uden de excesser, som afladsteologien var udtryk for.
Man må betragte afladsteologien som en mægtig gren på teologiens træ, en gren, der havde vokset sig større end træets normale krone og nu udgjorde størstedelen af kronen. Denne gren blev totalt afhugget af Luther, og derfor kunne den normale teologi nu få lys og luft til at vokse. Og læg mærke til det: dette var noget, der skete både i den efterfølgende lutherske kirke og i den tilbageblevne katolske kirke.
Det er ikke godt at vide, hvor den katolske kirke ville være end, hvis ikke Luther havde afhugget den gren.
Dog er dette noget, som katolske teologer så at sige ikke er opmærksomme på. Bjørn Thomassen hævder i en artikel i Kristeligt Dagblad den 17-6 2017, se her, at aflad ikke kunne opnås uden anger og Guds tilgivelse. Jeg hævdede i et læserbrev lidt senere, at den pavelige teolog, Sylvester Prierias, i sit skrift imod Luthers teser godkendte Tetzels reklameslogan, at hans aflad er så kraftig, at selv hvis én havde krænket jomfru Maria, ville han kunne skaffe tilgivelse, noget, Luther tager afstand fra i tese 75. Jeg kom med en lidt mere udførlig redegørelse den 19-6, se her.
ricardtriis 