Enden er nær

Den fremmede Luther 44

Den ende, der tænkes på, er enden på Luther-året. Nogen vil ånde lettet op. For nu hænger alt, hvad der har med Luther at gøre, os næsten langt ud af halsen. Andre vil spørge, om vi i det hele taget er blevet klogere: fik vi noget ud af det?

Information havde den 2-11 en artikel om et seminar på Københavns Universitet, se her. Én ting er, at man som overskrift skriver: ”Luther: ‘Kvinder er udelukkende skabt til at tjene mænd og være deres hjælpere’.” Noget andet og mere betænkeligt er, at man som mellemoverskrift skriver: ”Københavns Universitets seminar på 500-årsdagen for Luthers indvarsling af Reformationen kom til at afkræfte myter om dens gunstige virkninger på ligestilling mellem kønnene”. Man får en fornemmelse af, at det er hele Københavns Universitet, der står bag den forelæsning af Helle Vogt, som Information refererer. Og det er dog vist kun det juridiske fakultet. Men det kan såmænd også være slemt nok.

Helle Vogt begynder med at citere Luther – hun siger, citatet er fra Den lille katekismus, men det har jeg ikke kunnet finde dèr. Citatet er det ovenfor nævnte om kvinderne, der kun har til opgave at tjene mændene. Og da Informations referent ikke nævner, hvor det mere nøjagtigt kan ses, må det foreløbig stå hen i det uvisse, om Luther i det hele taget har sagt sådan, og om det står just i Den lille Katekismus. Men så forlader Helle Vogt ellers Luther og giver sig til at beskrive forholdene for kvinder i efterreformatorisk tid. Med det resultat, at man ikke aner, om det er Informations referent eller Helle Vogt, der søger at afkræfte myter. Og også med det resultat, at der ikke gøres rede for, hvem det mon kan være, der tager sådanne myter for gode varer, om i det hele taget nogen.

Det kan være Helle Vogt, der har tænkt: ”Når Frederik Stjernfelt kan afkræfte myter, så kan jeg sandelig også”, nogenlunde ligesom Annie i ”Annie Get Your Gun” synger: ”Anything you can do, I can do better; I can do anything better than you”. Men det kan jo også være referenten, der synes, han vil gøre det hele mere interessant; og ”interessant” betyder her, mere Luther-nedgørende.

Dette lille, forholdsvis almindelige, indlæg vil jeg benytte som afsæt for en slags bedømmelse af Luther-året. Når jeg kun skriver ”en slags bedømmelse”, skyldes det, at den trofaste læser ikke skal være alt for sikker på, at det bliver den sidste fra min hånd. Men altså, her er den foreløbige bedømmelse af Luther-året:

Det, Luther satte gang i, var en ”Umwertung aller Werte”, en omvurdéring af alle værdier. Det betyder, at så at sige alt, hvad nutidens samfund bygger på, har tråde tilbage til reformationen. Når der er ganske mange, der ikke kan eller vil se det, skyldes det som regel, at de pågældende mangler fantasi eller vilje til at sætte sig ind i, hvordan det senmiddelalderlige samfund tænkte og følte.

Lad os se på én af de myter, som Frederik Stjernfelt mener at kunne afkræfte!

Som myte nummer 1 anfører Stjernfelt: ”Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed”. Nej, hævder Stjernfelt, han gik ind for henrettelse af anderledes tænkende. (Se evt. mit indlæg derom her).

Det, der skete, gik meget dybere, end sådanne ordlege antyder. Luther indførte ikke noget, for han besad ikke nogen stilling, hvorudfra han kunne indføre noget som helst. Men han nægtede at bøje sig for pavens autoritet og var villig til at tage den straf, det medførte.

Og dette fik som konsekvens, at den akademiske eller universitære diskussion blev fri. Ikke lige med det samme, men på sigt.

Man havde hele middelalderen igennem én enorm fordel: Man havde ét sprog at diskutere på, nemlig latin. Og det førte til ganske store landvindinger indenfor filosofi og teologi. Blot var man begrænset af den pavelige autoritet. Eck citerer i sin disputation med Luther i Leipzig i 1519 den latinske kirkefader Hieronymus (347-420) for at sige, at der er én, der udvælges, for at der kan være mulighed for at ophæve uenigheder, se her. Og det lyder jo kønt, men i praksis førte det til det, vi i dag kalder selvcensur. Erasmus, denne store humanist, samtidig med Luther, indrømmer således i sit skrift imod Luther, at han censurerer sig selv: han underkaster sig de guddommelige skrifters autoritet og kirkens dekreter, hvad enten han forstår dem eller ej, se her. Og det er jo særdeles fromt. Men det er også ødelæggende for en åben diskussion.

Jeg skal ikke påstå, at Luther er sig 100% bevidst om, hvad det er for en omvæltning, han får til at ske; historieforløbet er fuldt af tilfældigheder. Men han gør sig sine erfaringer. Han erfarer således efter forhøret i Augsburg af kardinal Cajetan i oktober 1518, hvor arrogant paven er. Uden nogen diskussion i kirken bilder paven sig ind, at han kan afgøre, at Kristus kan gøre overskydende gode gerninger, og at disse gerninger kan indgå i den skat, hvorfra paven sælger aflad, se her. Det var, hvad Luther og Cajetan havde diskuteret, og det kan de herefter ikke mere diskutere åbent og frit.

Og det er også en mærkelig tilfældighed, der ligger i, at den Luther, der i 1519 er overbevist om, at pavestolen hører med til den øvrighed, som Paulus i Rom 13 hævder, at en kristen skal adlyde (se her), i 1520, da han bliver overbevist om, at paven er antikrist, får frataget sin hidtidige begrundelse for at censurere sig selv. Nu, men ikke tidligere, kan han frit udtale sig om, hvad han (og for den sags skyld: alle andre) kan se og høre: Pavestolens enorme magtmisbrug: gennem afladshandel, gennem embedsbesættelser, på utallige andre måder suger pavestolen til sig af penge og indflydelse. Og så vover han at skrive om det, han ser, i ”Til den kristne adel af den tyske nation” og i ”Om kirkens babyloniske fangenskab”.

Det ligger også ganske udenfor Luthers indflydelsessfære, at hans skrifter fik den udbredelse, de fik. Og vi kan gerne sige, at det overraskede ham. I marts 1522, da han vender tilbage til Wittenberg fra Wartburg, siger han i en prædiken, at han ikke har overbevist med nogen tvang, det er ordet, der har udvirket det altsammen, se her.

Det er også denne erfaring om ordets gennemslagskraft, der får ham til i 1524 at skrive til de to fyrstebrødre, at de skal lade ånderne tørne sammen og først gribe ind, hvis nogen vil bruge næverne i en åndelig kamp, se her. Og ”ånderne” var her Luthers og Thomas Münzers ånder. Men mærkelig nok bevarer han denne tiltro til ordets kraft selv efter bondeoprøret, der jo ellers kan betragtes som en erfaring om det modsatte. I 1528 hævder han, at man skal lade døberne i fred, det må være nok med den straf, de vil få i det hinsidige.

Men op igennem trediverne ændrer Luther synspunkt. Han overbevises mere og mere af sine medreformatorer om, at døberne bør forfølges. Og i 1536 er han medunderskriver på en pjece til fyrsterne om døberne, se her. Heri skelnes der mellem døbernes verdslige og deres åndelige teser. Om de verdslige hedder det, at de skjult eller åbenlyst er opfordring til oprør, og at øvrigheden derfor har pligt til at beskytte sig imod dem. Og om de åndelige hedder det, at de er udtryk for gudsbespottelse, og at øvrigheden er skyldig at bekæmpe en sådan bespottelse.

Stillet overfor en sådan pjece kan man jo godt som Stjernfelt glemme alt om den klamme selvcensur, der under pavedømmet lå over kristenheden, overse alt, hvad der har med en ”Umwertung aller Werte” at gøre, og nøjes med at hævde, at Luther gik ind for henrettelse af anderledes tænkende.

Nu havde Luther jo imidlertid ikke nogen Frederik Stjernfelt at rådføre sig med, han måtte nøjes med de bitre erfaringer, virkeligheden præsenterede ham for. Og som man kan forstå, én af disse erfaringer bestod i, at han opdagede, at dette at ”lade ånderne tørne sammen” kan få uheldige konsekvenser. Det er ikke alle ”ånder”, der vil lade andre ånder få lov til i frihedens navn at angribe sig. De oprørske døbere i Münster i 1534-35 gav ikke andre frihed til at eksistere, men uddrev eller dræbte anderledes tænkende. Og således opstod det spørgsmål for Luther, som Stjernfelt åbenbart ikke er nået frem til endnu: Skal man være tolerant overfor de intolerante? Jeg har her kort berørt dette problem.

Og sådan skal altså dette ”Umwertung aller Werte” forstås: Luther kommer på ingen måde med et færdigt program, som han vil have gennemført. Han er i udpræget grad de forhåndenværende søms mester. Han tager stilling til problemerne, efterhånden som de opstår. Det er først bagefter, når vi betragter den udvikling, der fandt sted rundt om Luther og med Luther, at vi kan sige, at i denne tidsepoke fandt der en omvurdering sted af alle værdier.

Men det er klart: Hvis man forestiller sig, at alle mennesker i grunden tænker ligesom vi, hvis man ikke er i stand til (eller ikke gider) sætte sig ind i middelalderens helt anderledes tankegang, så fristes man til at bedømme Luther efter nutidens målestok, så spørger man efter demokrati og demokratiske friheder, og så oprøres man over alle os, der betages af den omvurdéring, der fandt sted, og berømmer Luther, fordi han midt i denne brydningstid ikke blot formåede at fastholde sin kritik af paven, men også ud fra den ældste menigheds praksis fik de gamle skikke genindført.

Men kvinderne? Dem kunne han vel ikke gøre noget ved! På det punkt var han vel ligeså middelalderlig som alle andre. Alt det med ligestilling mellem kønnene, det kan man vel lige så godt på forhånd opgive at lede efter hos Luther, mand og mandschauvinist som han var? At tro, at reformationen havde nogen gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene, er vel, som Informations referat hævder, en myte, som bør aflives jo før des bedre?

Det, der irriterer mig ved Hanne Vogts påstand, er såmænd ikke så meget, at hun vil aflive myter, det er det, at hun tilsyneladende sådan for alvor mener, at hun kan indfange Luther og Luthers holdning til kvinder med et enkelt citat. Netop hvis Luther lader sig påvirke af de erfaringer, han gør, og ændrer synspunkt, hvis han møder nye erfaringer, er det historisk set galimatias at ville sømme ham fast på en enkelt udtalelse. (Jeg forudsætter her, at han virkelig har sagt, som af Helle Vogt anført, selv om jeg ikke har kunnet finde citatet i Luthers lille katekismus).

Igen: Der foreligger ikke i Luthers sind nogen masterplan for indførelsen af reformationen. Han har formodentlig dårlig nok forestillet sig, hvad den eller den ændring kunne føre med sig. Under omtale af indførelsen af salmesang har jeg således forestillet mig, at det kom som en overraskelse for Luther, at kvinderne sang med ved den første gudstjeneste med en salme på modersmålet, se her; jeg tænkte mig ligefrem, at han havde hørt Gud sige til sig: ”Hvad Martin, det havde du nok ikke regnet med!”

Andre gange kommer opfattelsen af kønnenes ligestilling mere direkte frem. I et skrift fra 1522 angriber han således adelen for to ting: for det første, fordi den sender sine overflødige sønner ind i kirkelige embeder, hvor de ikke på naturlig måde kan udøve deres kønsdrift, og for det andet – hvis altså kønnene er ligestillede og det at forhindre kønsdriften hos det ene køn er lige så slemt som at forhindre den hos det andet køn – fordi den sender sine døtre i kloster, se her. Jeg gætter på, at Luther på det tidspunkt ikke har nogen særlig god viden om den kvindelige kønsdrift, men ud fra et gætværk om, at Gud nok har fordelt kønsdriften ligeligt mellem kønnene, fremkommer han med sine betragtninger.

I det blogindlæg, hvor jeg nævner disse ting – Den fremmede Luther 3, se her – nævner jeg også den danske reformationspræst, Christiern Schrok. Han er den eneste, som, så vidt jeg har opdaget det, gør opmærksom på endnu en utilsigtet, men særdeles heldig bivirkning af Luthers reformation: Schrok anbefaler i høj grad præsteægteskabet, og én af de ting, han fremhæver som en god ting ved det, er, at præstens kone bliver ”hæderligt taget af andre dannekvinder”. Det er jo en modsætning til forholdene i den katolske tid (og i den katolske kirke i dag), hvor præstens frille blev (og bliver) betragte med nedladenhed af andre kvinder.

Og det var jo altså Luther, der hævdede, at præsterne bør gifte sig. For han opdagede, at oldkirkens præster ofte havde giftet sig. Og han vidste også fra sine nytestamentlige studier, at Peter var gift. Og ligesom han ved at gå tilbage til nytestamentlig tid opdager, at man dengang sang salmer, at man uddelte nadveren i begge skikkelser, osv., således opdagede han også, at man dengang ikke stillede noget krav til præsterne om, at de skulle leve i cølibat. Så hvorfor stille dette krav til nutidens præster, når det syntes at være et krav, som antikrist i form af pavestolen havde fundet på?

Men at det skulle bevirke, at præstens frille, når hun blev forvandlet til præstens kone, fik normal anseelse i samfundet, det havde vist hverken Luther eller andre tænkt på. Men kan man alligevel ikke godt ud fra denne iagttagelse hævde, at reformationen havde en gunstig virkning på ligestilling mellem kønnene? Det forudsætter selvfølgelig, at man véd, at præsteægteskabet blev genindført ved reformationen, og véd, at der var ganske mange præstefriller før reformationen. Og det er nok en sådan viden, det skorter på.

Som sagt: Helle Vogt synes at mene, at har hun bragt dette citat: ‘Kvinder er udelukkende skabt til at tjene mænd og være deres hjælpere’, så har hun fortalt tilstrækkeligt om Luthers opfattelse af kvinder til, at hun kan afkræfte myter, så behøver hun ikke citere mere, for at det kan stå klart, at reformationen ikke havde nogen gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene.

Det sidste forhold, jeg skal nævne, viser – synes jeg – dels, at Luther så sandelig så på kvinden som en ligeværdig skabning, dels, at han ikke var bange for af hensyn til kvindens ønske at foreslå noget i tiden ret uhørt.

Han går i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” forskellige forhold om ægteskabet igennem og når så frem til det spørgsmål, hvad man skal gøre, hvis manden er impotent. Han giver her det råd, at hvis kvinden gerne vil have børn eller ikke kan holde sin kønsdrift i tømme, så skal hun – helst med mandens billigelse – søge samleje med en anden, måske mandens bror, et samleje, der dog skal holdes hemmeligt, ligesom børnene skal tilregnes manden, se her.

Om det er et godt råd, er ikke sagen her, heller ikke er det her spørgsmål om, hvordan et sådant råd forholder sig til den kanoniske lov. Hvad jeg vil bruge dette eksempel til, er udelukkende at vise, at Luther tager kvindens ønske alvorligt, så det billede af Luther, man får gennem Helle Vogts citat, ikke kommer til at stå alene.

Derimod vil jeg ikke påstå, at dette har haft en gunstig virkning på ligestillingen mellem kønnene, for dels tvivler jeg på, at rådet er blevet fulgt ret mange gange, og dels vil dets virkning jo forblive skjult, eftersom sagen skal holdes hemmelig.

Hvad det drejer sig om ved studiet af reformationen i almindelighed og Luther i særdeleshed, er, såvidt jeg kan se, at gøre sig den enorme omvæltning af værdierne klar. En god gerning i senmiddelalderen kunne være at leve i cølibat, altså holde kønsdriften nede. Det vendte Luther op og ned på. En god gerning i hans øjne var at leve i kald og stand. Det vil sige, at fra at regne en klostertilværelse i et nonnekloster for den ædleste og mest gudvelbehagelige gerning for en kvinde, blev det nu livet som ægtehustru og husmoder, der blev den ædleste og i Guds øjne bedste gerning.

Det er den overgang, man skal holde sig for øje. Det er her, det nye sker. Vil man bedømme betydningen af denne ændring ret, kan man læse nogle af de bøger, som tyske præstefriller har skrevet, om hemmeligholdelsen af det, der er et ægteskab, men ikke må kaldes et ægteskab, om vanskelighederne for de børn, der kommer ud af det, osv. Så må man næsten nødvendigvis komme til den konklusion, at der i hvert fald for disse kvinder skete noget godt i og med reformationen.

Men jeg kan ikke helt dy mig for at drille Helle Vogt en smule. Hvis jeg nu skal lade mig friste af hendes tænkemåde, så jeg altså tager en nutidig målestok frem og måler Luther og hans anbefalinger med den, vil jeg så ikke med fuld ret kunne sige, at Luther med sit råd til kvinden med den impotente mand er langt forud for sin tid? Fremmed sæddonation, det er jo noget, der først er opfundet i vor tid. Men se, hvordan Luther rev sig løs af sine middelalderlige tænkemåder og fremkom med et supermoderne råd, som ingen nutidig forfatter kunne have gjort bedre.

Hvilket naturligvis altsammen er det rene vrøvl. For sådan kan man ikke bedømme fortiden. Det er lige så tosset som at lede efter religions- ytrings- og tankefrihed i Luthers tankegods, sådan som Frederik Stjernfelt gør det, eller at ville måle reformationen med den moderne ligestillings alen. Og det vil jeg naturligvis aldrig finde på at gøre. Jeg nøjes med at påvise, hvordan der ved reformationen skete en ”Umwertung aller Werte”.

Det er alt rigeligt for mig. For det er et fantastisk, uforståeligt, forunderligt eksempel på historiens snirklede forløb.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Enden er nær

  1. Pingback: O hellige enfold! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.