Luther, oversat til nutidsteologi

Den fremmede Luther 45

Den trofaste læser må have mig undskyldt, at jeg allerede nu igen påtager mig den opgave at redegøre for, hvad der kom ud af Luther-året. Men dels havde jeg i mit forrige indlæg advaret om, at jeg måske ville vende frygtelig tilbage med dette spørgsmål, dels har én af nutidens salmedigtere, Iben Krogsdal, i en kronik i Kristelig Dagblad, se her, stillet samme spørgsmål: Hvad kom der ud af alt halløjet? (Bortset fra, at hun udtrykker sig lidt mere høvisk).

Og meget af det, hun skriver, kan hun da sådan set godt have ret i. Umiddelbart lyder det jo rigtigt, når det hedder:

Luthers virkelighed er ikke vores. Vi lever ikke længere i en fortryllet verden befolket af engle og dæmoner eller i en verden, hvor Fjenden (Luthers ord for Satan) er papister og tyrken. Vi lever ikke i en verden hvor mennesker frygter, at deres udøbte børn går fortabt, hvor skærsild og Helvede venter, og hvor forestillinger om en snarlig dommedag er udbredte. Vi lever ikke i en verden, hvor Gud er en selvfølge, og hvor mennesker er bange for fortabelsens flammer. Vi lever derimod i en sekulariseret verden, hvor Gud for mange ikke længere er en selvfølge, men en mulighed, og hvor gudsfrygten mildest talt er aftaget med tiden. Middelaldermenneskets længsel efter en nådig Gud er i dag erstattet af den enkeltes kamp for at indtage en betydningsfuld plads i verden og en længsel efter Gud overhovedet, og troen er ikke længere det, der frisætter mennesker fra præstationsangst, men for mange i dag det stik modsatte: en stadig mere umulig præstation.

Problemet dukker op, når hun begynder at beskrive den verden, vi lever i. For det er her, uenigheden dukker op, også uenigheden om, hvordan vi kan lade os inspirere af Luther. Jeg har f.eks., som man nok véd, agiteret en del for, at vi teologer burde gøre et større nummer ud af forskellen mellem kristendom og islam. Og kan jeg finde hjælp hos Luther, tager jeg selvfølgelig imod den med kyshånd. Det er sandt, at Gud for mange ikke længere er en selvfølge, og det er også sandt, at mange prædikanter vender sig imod den præstationsangst, man mener præger det moderne menneske, evt. med Peter Bastians ord ”Allerede elsket”.

Men må man så ikke sige, at Luther-jubilæet måske i det mindste har bidraget noget til en frisættelse fra denne angst? Det synes ikke at være Iben Krogsdals mening. Lidt senere hedder det:

Måske ligner vores kirkesprog (og her tænker jeg især på det aldrende bekendelsessprog og gudstjenestens vigtigste sprog, salmesproget) i dag i stigende grad det latinske kirkesprog på Luthers tid. For mange ikke-kirkevante er kirkesproget ikke længere meningsbærende som andet end et formsprog. Det et er sprog, der kun synges af de få (man behøver bare at se, hvor mange der ikke længere åbner salmebøgerne til en gudstjeneste!) og tales af endnu færre. Vi taler gerne om vores salmeskat, men den daglige virkelighed er stadig flere steder, at det religiøse sprog længe har været døende for mange. Det er dybt fatalt for en luthersk kirke, og det burde vi have talt meget mere om til et reformationsjubilæum.

Jeg er ikke sikker på, jeg er enig med hende. Og jeg har hende lidt mistænkt for gennem denne kronik at ville forsvare det, hun gjorde i 2016. Her udgav hun en salmesamling på 21 nydigtede salmer, alle skrevet på det samme versemål som de 21 salmer af Luther, vi har i salmebogen. Man kan se en læseprøve af bogen her, hvor de nye salmer er indrammet af et forord af Krogsdal og en efterskrift af Niels Henrik Gregersen. Desuden forklarer og forsvarer Krogsdal hver enkelt af de 21 salmer.

Jeg har tidligere tilladt mig at kalde salmen over ”Vor Gud han er så fast en borg” for temmelig bovlam, se her. Denne betegnelse fik mig dengang til at skrive en anden nutidssalme på dette versemål, en salme, hvor jeg fik lejlighed til at kalde Muhammed Guds fjende, men også fik sagt noget om betingelserne for en god integration. Jeg skal i dag ikke forsvare den som salme betragtet, men nok gøre det som handlingsanvisning betragtet.

Denne gang er det en anden af hendes salmer, jeg vil omtale, nemlig den, der hedder ”Solen er så rød igen”. Den står også i læseprøven. Når jeg vil omtale den, skyldes det, at jeg ved gennemlæsning af den opdagede, at jeg blev grebet af det omkvæd, hun lader lyde på det sted, hvor Luther synger ”Hellige Herre Gud/ hellige, stærke Gud”. Her synger hun i første vers: ”Dømmende, vilde Gud!/ Strømmende, milde Gud!” og i næste vers: ”Frådende, vilde Gud!/ Rådende, milde Gud!” Og tredje vers følger trop: ”høstende, vilde Gud!/ Rystende, milde Gud!”

Disse rim og disse modstillinger greb mig. Og nu bagefter spekulerer jeg på, om det mon ikke er det forhold, at her det gode digterhåndværk spiller sammen med en dyb teologiske indsigt, der gør det.

I hvert fald forekommer det mig, at dette digterhåndværk i påfaldende grad mangler hos ikke så få af de nulevende salmedigtere. Jeg skrev et indlæg her på bloggen imod Simon Grotrian, se her, vist mest, fordi Lars Bukdahl i Weekendavisen havde rost ham til skyerne. Samtidig skrev jeg et læserbrev til avisen, som de dog ikke optog; deri angreb jeg Grotrian netop for manglende digterhåndværk. Jeg mener hos ham at kunne påvise for mange tilfælde af rimnød, dvs., af tilfælde, hvor man har indtryk af, at det er sproget, der bestemmer tanken, ikke omvendt, altså, at en tankegang bliver luftet, fordi Grotrian kan få ordene til at rime, ikke fordi han har en dybere mening med den.

Og måske man skal overføre denne tankegang på de gamle salmer: fordi de gamle forstod deres håndværk, fordi de fik rytme og rim til at give udtryk for netop det, de ville have sagt, derfor greb folket dem (eller folket blev grebet af dem), og derfor lever de den dag i dag. Jeg véd godt, at poeterne, lyrikerne og andre digtere, har kastet vrag på det med versefødder og rim, det er ikke længer moderne. Men måske deres digte er gået den vej, hønsene skraber, af netop den grund.

Så vil jeg også godt sige lidt om den øvrige del af denne salme. Men først vil jeg lige gøre opmærksom på en ting ved salmen ”Vor Gud, du mærker vores sorg”, som jeg har anet, men ikke vidst med bestemthed. Det er det, Krogsdal synger i tredje vers: ”Og går vi frem med vold og magt/ mod dem, vi kaldte fjender/ og mødes vi i svag foragt/ for dem, vi ikke kender,/ så står din søn med lys/ og siger: Mørke, frys!, osv.”

Jeg spekulerede på, om Krogsdal med disse ord ville deltage i den såre almindelige udskamning af os danskere, fordi vi ikke tager ordentligt imod ”de fremmede”, dvs., de migranter, der får ophold hos os. Men det forekom mig ikke særlig klart, at det skulle være det, hun tænkte på.

Nu har jeg så læst hendes kommentar til denne salme i læseprøven, og her skriver hun:

Han [dvs. Gud, rr] er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Så min mistanke viste sig at holde stik. Men så kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvorfor skrev hun ikke det i første omgang? Hvorfor skulle jeg læse hendes kommentar for at finde ud af, hvad hun mente? Er det ikke en kvalitet ved en salme, at den er umiddelbart forståelig?

Og så til salmen ”Solen er så rød igen”! Er den umiddelbart forståelig?

Ærlig talt, jeg synes det ikke.

I kommentaren skriver Krogsdal bl.a.:

Jeg har nydigtet Luthers salme, så angsten for helvedes gløder er blevet til angsten for at blive efterladt alene i verden. I den nye salme trygler vi om, at Gud må være til for os, når vi allerede nu befinder os i helvede. Ikke fordi vi bliver brændt af gloende tænger, men simpelthen fordi vi ikke ved, om Gud er her.

Men befinder vi os i helvede? Er ”helvede” ikke en del af det vokabular, som vi har opgivet? Det hedder i første vers: ”blomsterblade bløder/ mennesker er bedemænd/ onde kræfter føder/ og dyreblikke skinner./ Hver ting på jorden ældes, hør:/ Græsset sukker mens det dør”. Det er vel dødens uundgåelighed, der her skildres. Men ind i det får hun anbragt menneskets ondskab ”mennesker er bedemænd”, der ”onde kræfter føder”. (Sådan skal det vistnok forstås, men Krogsdal har den uvane ikke at bruge kommaer, så man véd ikke rigtig, hvor man skal gøre naturligt ophold). Og så kommer vi om på den anden side af den ”dømmende, vilde Gud”, hen til den ”strømmende, milde Gud”, og hvad så? Ja, hans mildhed er noget, vi hårdnakket tror på, så hårdnakket tror vi på den, at vi vover at bede til ham.

Men hvad beder vi om? ”Lad os ikke blive/ væk i mord og spild og land”.

Vi beder altså om ikke at blive væk i mord. Det lader sig forstå ovenpå skildringen eller i hvert fald antydningen af menneskets ondskab. Men hvad menes der med ikke at blive væk i spild og land? Gad vidst, om Krogsdal vil sige det samme, som Løgstrup efter sigende engang sagde, da han efter et foredrag blev spurgt om, hvad han mente med en bestemt sætning; spørgeren havde bogen med og kunne udpege den, så der var ikke noget at tage fejl af. Løgstrup skulle have svaret: ”Ja, hvad kan det dog betyde? Jeg er sikker på, at dengang, jeg skrev det, da vidste jeg det!”

I andet vers er det udelukkende vore egne fejl, der påpeges. ”Dødsensstille står vi ved/ vore egne grunde/ ser hinanden styrte ned/ frygtens åbne munde/ mod livets tynde hænder./ Grå skærme så: vi kom og gik/ byens strømme af trafik./”

Men også her sker det mest antydningsvist. Det er jo sandt, at vi kommer og går i byens trafik, og at det kan ses på diverse fjernsynsskærme, men hvad galt der skulle være i det, eller hvordan det kan forklare, at vi ”ser hinanden styrte ned” med ”frygtens åbne munde”, det véd jeg virkelig ikke. Er gaderne da så forfærdelige? Er der dèr, vi har helvede? Ja, for det hedder jo senere: ”Mørket er elektrisk/ og vi tændte for det selv” – et meget tankevækkende udtryk – men er det helvede? Når vi selv er skyld i mørket, så det er ikke nattens mørke, vi taler om, men syndens mørke – hvis det må være mig tilladt at bruge dette forbudte ord. Og bliver dette mørke her genkendeligt?

I tredje vers hedder det så: ”Du er blevet slået hårdt/ du lod verden råde/ du lod håbet skrige bort/ på den værste måde/ og du var selv alene.”

Dèr er det så Jesu korsfæstelse, der omtales. Men det står mig ikke klart, hvordan dette kan danne baggrund for en bøn om, at vi igen må komme til at tro, at Gud er Gud, og at den Gud, der er, er den høstende Gud. Sådan fortsætter verset jo: ”Kom, Gud, så vi kan tro igen/ du er Gud og du er den/ høstende vilde Gud!/ Rystende milde Gud!”

Hvad er det, han vil høste? Og hvorfor er det vildt, at han er en høstende Gud?

Og så slutter salmen med et ”Vær du mig nær!” og den Gud, der tænkes at være os nær, er den ”rystende milde Gud”. Javist, ”rystende” rimer på ”høstende”, men det er da vist også den eneste grund til, at Gud her kaldes ”rystende mild”.

Det er lidt ærgerligt med den slags udsagn, der ikke er umiddelbart forståelige. For i det følgende er der da en intensitet i bønnen, som nok kan være værd at lytte til: ”Vær hos os formørkede, vær her!/ Utrolige Gud!/ Se os, hør os, rør os/ og gå ikke fra os her/ Åbn dine arme!”

Alt i alt: Når jeg nu i det følgende skal ”forlyste” læseren med en nydigtet salme på samme versemål som Luthers salme, skyldes det ikke som ved salmen ”Vor Gud, han er så fast en borg”, at jeg finder hendes digt bovlamt, det skyldes snarere, at det forekommer mig at stritte i for mange forskellige retninger, og at det synes at være for lidt konkret. Og det skyldes nok også noget mere positivt:

Jeg har ved mange langfredagsgudstjenester brugt at læse Luthers salme som en slags kirkebøn. Den har forekommet mig at være passende ved netop den lejlighed.

Og jeg har også en del gange som præst været stillet overfor det fuldstændig uforståelige, der ligger i et selvmord, specielt, når det skyldes en endogen depression, altså en depression, der har sin rod i en hormonel forandring. Blandt andet ved sådanne lejligheder, men også i andre tilfælde, har jeg ønsket mig en salme, der ikke endte lykkeligt, og ikke endte med at give os mennesker skylden. Og her kunne Luthers salme godt træde til med dens råb om forbarmelse.

Men den har dog det i sig, som Iben Krogsdals har ”arvet”, at den lader menneskets synd træde til som forklaring på det onde. Og det er vel en udvej, der går an i nogle tilfælde, men ikke i alle.

Om det så er lykkedes mig at ramme sindsstemningen hos et mennesker, der er blevet uforskyldt ramt af et sådant udslag af Guds handlekraft, det véd jeg ikke.

I hvert fald: Hendes salme med det rimede omkvæd har vakt min slumrende Pegasus til live, og dette digt er blevet resultatet:

 

1. Hvorfor er vi sat på jorden

i det tomme verdensrum?

Hvorfor blev vi skabt som blomsten

af alt livs udviklings sum?

Du gav os sprog til at forstå.

Og sproget burde løse alle

spørgsmål, vi kan finde på.

Gådernes store Gud!

Er du og nådens Gud?

Vis os da barmhjertigt din nåde

og svar os da, Gud?

Lad os ej opløses

i den store intethed!

Herre, forbarm dig!

 

2. Ved dit ord blev til en hjerne,

som dit sprog tog bolig i.

Og da hjerne mødte hjerne,

sprogets kraft gav harmoni.

Vi tro’de barnligt og naivt.

Vi bandt os ganske uden skrupler

til den næste, du os gav.

Var du vort samlivs Gud?

Var du vor tillids Gud?

Hvorfor lod du adskilthed komme?

Så svar os dog, Gud!

Lad os ej fortvivle,

blot fordi vi mangler svar!

Herre, forbarm dig!

 

3. For når hjernen volder knuder,

og vort sprog slår ikke til,

når en depression ta’r over,

og det sker, som vi ej vil:

når næsten dør for egen hånd,

når selv den største kærlighed

ej formår at trænge ind,

hvor er du da, min Gud?

Hvor bli’r du af, vor Gud?

Du, hvis ansigt ingen kan skue!

Du gådernes Gud!

Lad mig leve da i trods,

se din ryg, det er vel nok.

Herre, forbarm dig.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Luther, oversat til nutidsteologi

  1. Pingback: Et farisæerangrebs farisæisme | ricardtriis

  2. Pingback: Pavestolt | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.