#metoo

Det er fantastisk, så stor en følgeskare det “tag”, der hedder #metoo har fået. Utallige er de kvinder, der nu står frem og beretter om en seksuel krænkelse, de har været udsat for. Og man glæder sig uvilkårligt over, at disse kvinder nu endelig tør stå frem og tale om det, de har oplevet. Men man kan heller ikke helt lade være med at spekulere på, hvorfor der skulle et sådant “tag” til at få dem til at tale om det.

Nuvel, det hænger naturligvis sammen med, at nu alle og enhver kan lægge en tekst ud på internettet. De sociale medier er blevet udbredt på en helt ovenud gennemgribende måde, så man nu – i modsætning til tidligere – kan få luft for sin frustration. Hvem gad tidligere hører på seksuelt krænkede kvinder? I hvert fald ikke nogen i redaktionslokalerne, der stort set bestemte, hvad der skulle offentliggøres og hvad ikke. Onde tunger vil hævde, at det skyldtes, at disse lokaler næsten udelukkende var befolket af mænd, og disse “onde” tunger har jo ikke helt uret.

Altså, punkt ét: de sociale medier gør det muligt, at en sådan bekenderepidemi fra kvindernes side kan opstå. Derfor sker det nu og ikke tidligere.

Men man kan også spørge sig selv, om dette, at så mange kvinder er blevet krænket uden at turde fortælle om det, hænger sammen med en ændret seksualmoral blandt både mænd og kvinder, og om denne ændring har noget at gøre med fremkomsten af p-pillen.

Tidligere hang den etik, der sagde, at man kun kunne have sex med den, man ønskede som sin kommende ægtefælle, sammen med, at man kunne ”risikere” at få børn i kraft af de seksuelle udskejelser. Og man ville da ikke have børn sammen med hvem som helst.

Så kom der en tid, hvor kondomer og pessarer blev udbredt og brugt, men da brugen af disse svangerskabsforebyggende midler ikke blev taget som en selvfølge, skulle der indgås en art aftale mellem parterne om brugen af dem. For dette med børn var stadigvæk en ”risiko”.

Og så kom p-pillen. Og så blev den udbredt i en grad, så alle drengene regnede med, at alle pigerne tog p-piller. Så var ingen aftale nødvendig, men sex med ret tilfældige personer kunne blive en almindelig foreteelse. Jeg siger ikke, at det blev det overalt, jeg siger blot, at muligheden opstod. Og det skulle jo være mærkeligt, om ikke dette fik indflydelse på den almene seksualmoral.

På godt og ondt.

Det er jo godt nok, at der ikke mere opstår så mange uønskede svangerskaber og så mange deraf følgende provokerede aborter. Men det er ikke så godt, hvis man ikke længer regner et samleje for noget forpligtende, for noget, der binder én til et andet menneske, men kun for en salig fornøjelse for én nat ad gangen.

Samtidig er ægteskabelige sidespring blevet mere acceptable. Nogle ægtefolk har endda aftalt, at de ikke vil forhindre den anden i at opnå samlejets fornøjelser med andre. Hvad var det, man kaldte det? Nåh jo, ”åbent ægteskab”.

Og så er det, man kan spørge – men mere end et spørgsmål bliver det ikke til, for jeg er ikke sexolog – om disse ”friheder” har bevirket, at de seksuelle lege mellem kønnene, på arbejdspladsen og hvor kønnene ellers mødes, er blevet mere almindelige. Og så kan man igen spørge, om nogle af de krænkelser, vi nu hører om, har fundet sted, fordi nogle kvinder har fundet behag i disse lege og har fulgt de invitationer, der kunne ligge i dem, mens andre har fundet ubehag ved dem og ikke været til sinds at følge positivt op på dem.

Og man kan altså tilsvarende spørge, om nogle mænd har været let antændelige af kvindelig charme og dertil ikke bleg for at gå tæt på for at se, om den skønne kunne vindes; hvilket i nogle tilfælde skete, i andre ikke. Og disse andre, som ikke lod sig lokke, fordi de havde bevaret en vis blufærdighed – hvad der tjener dem til ære – er blevet krænkede af de samme handlinger.

Men det mærkelige er nu – og det tror jeg nok, jeg vil fastholde trods min manglende sexologiske viden – at hvor disse tilnærmelser har ført til decideret samleje, så har hverken de pågældende selv eller samfundet som sådan kunnet undgå at iagttage og regne med, at noget sådant binder. En chef, der har haft et samleje med én af kontordamerne, menes ikke i stand til på uhildet grundlag at kunne træffe afgørelse i en strid mellem de ansatte kontordamer; han vil altid mistænkes for at favorisere sin elskerinde – læg mærke til, at det stadig er naturligt at bruge dette ord fra fortiden.

Og så taler vi ikke om, hvordan det foregår i filmindustrien.

Men hvad enten det nu er det ene miljø eller det andet, vi taler om, der er endnu en ting, der har undret mig med alle disse #metoo-fortællinger, der nu dukker op; det har undret mig, at disse kvinder har gået så længe med deres hemmeligheder. Har disse kvinder ikke talt om det med deres mænd? Eller har de måske ingen mænd? Er de måske selvstændige i den grad, at de ikke vil have en mand? Jeg véd det ikke. Men lidt besynderligt er det.

Nogle vil måske sige, at dette fænomen dukker op, fordi vi nu befinder os i en krænkelseskultur. Det er blevet ”in” at føle sig krænket, man kan opnå medfølelse af det, og derfor fortæller man om det.

Det tror jeg nu ikke på. En sådan opfattelse er på vej til at nægte at tage fortællingerne alvorligt. Og det er galt.

Og dog er disse former for undren for intet at regne mod den undren, der siden disse fortællinger begyndte at vrimle frem og lod sig høre i mange medier, sågar i Deadline, har ligget et sted i sindet på mig uden rigtig at kunne komme frem. Den undren, der siger: Er de overgreb, der her fortælles om, egentlig ikke småting i forhold til de voldtægter, mange kvinder bliver udsat for af vore muslimske indvandrere? Befamlinger, dumme bemærkninger, mobninger på arbejdspladsen af anden art, alt det kan være slemt nok. Men de kvinder, der må lægge krop til vore mandlige indvandreres seksuelle frustrationer, har det dog langt værre. Blot har jeg ikke rigtig kunne give udtryk for den undren. Jeg vil jo ikke bagatellisere alvoren i de fortællinger, der nu fremføres.

Men så læste jeg igen en kronik af Emilie van Hauen i Jyllands-Posten, se her. Jeg havde haft fat i den i anledning af begivenhederne i Køln nytårsaften 2015-16, se her. Hun får sagt det, jeg her vil sige. Hun rammer hovedet på sømmet. Hun formår at sætte tingene i det rette perspektiv. Hun skriver (eller skrev):

Det er derfor, at Köln-sagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat, der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Konsekvenserne af det er så skræmmende, at der næsten ikke er ord for det, for det betyder, at halvdelen af befolkningen i de lande, hvor vi lovmæssigt og kulturelt set mener, at alle borgere er lige, indirekte har fået en melding om, at hvis de er kvinder, er deres private oplevelser ikke helt lige så vigtige at tage til efterretning som den politiske dagsorden, der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratiske over for fremmede, der bærer på og agerer efter en kultur, der på det kønsmæssige område er direkte i opposition til vores. Den enkelte kvinde må derfor bære sit eget overgreb for at understøtte et samfundspolitisk image.

Sagen er den, at man har lov til at føle sig krænket, hvis man tilhører et mindretal, der står overfor et flertal, eller – i kvindernes tilfælde – en undertrykt del af befolkningen overfor de mandlige undertrykkere. Derfor er vi også yderst tolerante og forstående overfor vore muslimske indvandrere. For de udgør jo et mindretal, og mindretal skal man være forstående overfor, mindretal har ret til at føle sig krænkede, og vi, der tilhører flertallet, har pligt til at tage deres følelse af at være krænket, alvorlig.

Men hvad så, når dette mindretal: de fremmede muslimer, voldtager vore kvinder? Ja, så siger van Hauen yderst præcist, at så har vore kvinder indirekte fået en melding om, at ”deres private oplevelser ikke er helt lige så vigtige at tage til efterretning som den politiske dagsorden, der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratisk overfor fremmede”. De fremmede har ”ret” til at føle sig krænkede, men vi har ikke ”ret” til at anklage dem for at være krænkere.

Hun fortsætter:

Det er sygt. Ganske enkelt sygt.

At gøre den enkelte borger ansvarlig for et kulturelt overgreb, blot fordi hun er født som et særligt køn, er sygt. Det, der gør det endnu mere grotesk, er, at vi i Vesten har ladet en mikroskopisk gruppe af mennesker, set i forhold til størrelsen på vores egen befolkning, få mediemæssig beskyttelse, selvom deres værdier åbenlyst er i direkte opposition til vores.

Vi har dermed selv været med til at fjerne en vigtig del af den civilisation, som vi baserer vores demokrati og samfundssystem på. Samfundet har altså større berøringsangst over for at stå ved vores egen kultur, end kvinderne (åbenbart) skal have for at stå ved retten til deres egen krop.

Jeg véd ikke, hvilket “tag” man skal finde på, for at give de mange kvinder, der er voldtaget af de fremmede, mulighed for at komme af med deres frustration. Men hvor kunne jeg ønske mig, at der blev lige så stor opmærksomhed omkring disse kvinder og deres oplevelser, som omkring de mange ”#metoo”-er. Men hvordan vi kommer om ved dette syge, at ”samfundet har større berøringsangst over for at stå ved vores egen kultur, end kvinderne skal have for at stå ved retten til deres egen krop”, det véd jeg virkelig ikke. For når selv van Hauens præcise ordvalg dengang ikke kunne fremkalde det samme som ”#metoo”-tagget nu, så er der ikke store forhåbninger om, at disse kvinder kan opleve den hjælp det er at kunne fortælle om det.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til #metoo

  1. Pingback: Forbudt kærlighed | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.