Kan islam komme til at harmonere med vestlig tankegang?
Dette er et grundlæggende spørgsmål at tage op, når vore samfunds fremtid skal diskuteres, præget som de er af den store indvandring af muslimer, der har fundet sted gennem de seneste tyve-tredive år.
Som den opmærksomme læser vil have opdaget, har denne blogejer forsøgt at behandle dette emne den ene gang efter den anden uden dog at være nået frem til nogen skudsikker holdning. Når det nu skal forsøges igen, skyldes det en artikel i Den korte Avis af Henning Duus, pensioneret lærer i statskundskab ved Hærens Officersskole, se her.
De andre gange, emnet er blevet behandlet, er det gået både den ene og den anden vej: sommetider har jeg argumenteret imod én, der hævdede, at islam kunne tilpasses Vestens tankegang, andre gange har jeg mere eller mindre forsigtigt tilsluttet mig dem, der hævdede, at dette var umuligt.
Her er det den sidste fremgangsmåde, der kaldes på.
For det er, hvad Henning Duus søger at vise os: Islam kan ikke tilpasses vestlig tankegang. Blot gør han det ud fra tanker, som jeg ikke har set tidligere. Og alt nyt i dette teologiske opgør har min store interesse.
Henning Duus går ud fra Uffe Østergaards anmodning til muslimerne. Den refererer han således: Det bliver ifølge Østergaard
nu et krav til netop specielt muslimerne om at „gøre-sig-lig-med“ danskerne, med et fremmedord „at assimilere sig“, altså tilegne sig denne sekulære lutheranisme kulturelt, socialt og naturligvis også nationalt med demokrati og sekulær lovgivning. Men uden nødvendigvis at give afkald på islam ifølge Østergård. Det lyder umiddelbart indlysende, da troen er en privat sag. Jøderne har vist vejen, fremhæver Østergård, så hvor svært kan det være, kunne man føje til!?
Allerede her fremkommer Duus med sin løsning. Svaret på spørgsmålet om, hvor svært det kan være, lyder således:
Faktisk umuligt vil jeg hævde med udgangspunkt i islams shariasystem. Den enkelte muslim kan dog på trods heraf vælge at leve som en sekulariseret lutheraner – eller om man vil som en kulturkristen, men i det lange løb hvor flere og flere muslimer måske vælger denne vej, vil der efter min mening ikke kunne etableres et stabilt forhold mellem den enkelte troende og vedkommendes faktiske handlinger på den ene side og det teoretiske læresystem og de handlingsanvisninger, der udspringer deraf, på den anden side.
Det, der ikke kan lade sig gøre, er altså at etablere et stabilt forhold mellem den enkelte troende og hans handlinger og det teoretiske læresystem og de handlingsanvisninger, dette system står for. Hvis altså den enkelte muslim vælger af hensyn til det land, han er blevet en del af, at leve nogenlunde som enhver anden dansker, altså som en sekulariseret lutheraner eller en kulturkristen, så vil han komme i modsætning til det læresystem, islam bygger på.
Hvordan det?
Det er her, Duus svarer anderledes, end jeg er vant til. Han hævder, at mens kristendommen opererer med en tanke om, at det at være menneske er en eksistens i sin egen ret – jf Grundtvigs ”Menneske først, og kristen så” – så anser islam det første menneske, Adam, for at være den første muslim og mener desforuden, at Adam blev skabt, fordi Iblis, djævelen, havde tilranet sig for stor magt i engleverdenen. Det betyder, siger Duus, at
Alle ikke-muslimer er således forhenværende muslimer, der af forskellige grunde er forledt af Iblis (djævelen) til at frafalde islam, det være sig ved opdragelse, bedrag eller forræderi, er blevet noget andet end det, de af Gud er bestemt til. I stedet for et felt af fælles førreligiøs menneskehed som i det jødisk-kristne univers, har vi i islam et felt af jinner (ånder) styret af Iblis. I det jødisk-kristne univers relaterer både sekularisme, menneskehed, menneskerettigheder, nation, nationalstat o. a. til denne førreligiøse fælles menneskehed. I det islamiske univers derimod relateres sekularisme og fælles menneskehed til et djævleagtigt univers (jahiliya)! Der er derfor inden for dette univers en vis logik i at frafald fra islam straffes med døden. Det er for at beskytte sig imod at den frafaldne kan friste andre muslimer og derved sætte deres frelse og evige liv på spil og i sidste ende hele islams eksistens.
Det lyder tilforladeligt, men ærlig talt, jeg tror ikke rigtig på det. Det vil sige: Jeg kan ikke rigtig se, at der er logisk hold i tankegangen.
Både kristendom og islam har en religiøs frelserskikkelse, henholdsvis Jesus og Muhammed. Begge påstås af deres tilhængere at være Guds udsending. Og i begge tilfælde må man derfor spørge, hvad der var galt med menneskeheden, siden Gud mente det nødvendigt at sende en frelser.
I islams tilfælde er svaret på det spørgsmål, at mennesket ikke af sig selv kunne se, hvad der var godt og ondt, og det ikke blot i det personlige liv, men også i samfundslivet. Koranen er en lovbog, der giver anvisninger på, hvordan en muslim, dvs., én, der underordner sig under Gud, skal leve i familie og samfund.
I kristendommens tilfælde er svaret på, hvad der er galt med menneskelivet, at tillidsforholdet var gået fløjten og blevet afløst af et lovsystem, der i større eller mindre omfang bestemte dagligdagens gerninger. Gennem sin lidelse og død som Guds søn lagde Jesus afstand til lovforståelsen af menneskelivet, og ved at påstå, at han var Guds søn og derfor opstået fra de døde, gjorde hans tilhængere det samme. Derfor blev de forfulgt af de lovfromme jøder og senere af de magtivrige romere.
Denne forskel bevirker også, at mens de muslimske teologer har været optaget af, hvad der står skrevet i koranen, og hvordan det skal omsættes til dagligliv, så har de kristne teologer været optaget af det noget mere indviklede spørgsmål, hvordan det med tro og gerninger skal forstås, ofte forøvrigt med det ret kedelige resultat, at de har gjort en lovgerning ud af noget, der oprindelig var en formaning, f.eks. har man gjort formaningen om ikke at lade sig skille fra sin ægtefælle til en lovregel.
Men begge dele, både tillidsforholdet og lovtankegangen, fandtes i menneskeheden fra skabelsens morgen, eller altså, fra dengang mennesket blev menneske derved, at det fik et sprog.
Og forøvrigt: dette, at lovens tankegang fandtes fra begyndelsen, gør det til en noget krampagtig påstand, når muslimske teologer vil fremhæve Muhammeds enestående betydning ved at påstå, at der ikke fandtes ordentlige love og gode samfund før Muhammeds tid. Helst undgår de at tale om f.eks. Romerrigets høje kulturelle stade, for – ikke sandt – de kendte jo intet til åbenbaringen ved Muhammed, den åbenbaring af en lov, som menneskeheden ikke på anden måde end ved en åbenbaring kunne få del i. I nogle tilfælde direkte ødelægger de tidligere tiders kulturelle efterladenskaber.
Henning Duus hævder, at det indenfor dette system har en vis logik over sig, når frafaldne ifølge islam skal henrettes. Det kan måske være sandt nok. Men der er tale om en lidt bagvendt logik. For der er ingen logik i de muslimske teologers påstande. Derfor kan de ikke forvente, at man bøjer sig for dem, fordi man har forstået dem. Der må magt til for at få folk til at rette sig efter dem.
På en måde er det da sandt nok, hvad Henning Duus hævder, at der indenfor kristendommen eksisterer et felt af førreligiøs menneskelighed (om det eksisterer indenfor jødedommen, vil jeg her undlade at komme ind på), men et sådant felt er en idealstørrelse på samme måde, som den størrelse, man i filosofien kalder ”den naturlige lov”, er en idealstørrelse. Ud fra denne størrelse henter de positive love i de forskellige samfund deres kraft og legitimitet. Det er jo f.eks. til at forstå, at hvis der i et samfund opstår en stiltiende gensidig aftale om ikke at slå hinanden ihjel, så får man et mere fredeligt samfund, end hvis der ikke opstår en sådan aftale.
Henning Duus slutter med disse påstande:
Jeg har vist at der inden for det islamiske shariasystem ingen plads er for sekularisme, nation og nationalstat, demokrati og sekulær retsstat. Der eksisterer ikke i islam grundlaget herfor i en fælles menneskehed og en fælles menneskelighed uden for islam i snæver forstand modsat i jødedommen som Uffe Østergård sammenligner med. Derfor kan en jøde leve et sekulært lutheransk, kulturkristent liv, mens muslimen næppe kan. Uffe Østergårds råd er sikkert velment, men det vil næppe tages imod af ret mange muslimer.
Og sandt er det da, at der indenfor det islamiske shariasystem ikke er plads for nogen sekularisme, men så vidt jeg kan se, er det sandt af andre grunde end dem, Duus har fremfører. Det er sandt, fordi shariaen tænkes at være et lovsystem, der omfatter hele tilværelsen, privatlivet såvelsom det offentlige liv, og fordi dette lovsystem påstås at erstatte alle tidligere lovsystemer: jødedommen med dens Sinai-lov og kristendommen med dens evangelielov (muslimerne anser Jesus for en lovgiver).
Men læg mærke til, at det sekulære liv, en dansk muslim tænkes at skulle leve, er et ”lutheransk, kulturkristent” liv!
Hvorfor ”lutheransk”?
Fordi Luther frisatte den verdslige øvrighed fra at skulle bøje sig for kirkelige regler. Fordi Luther gjorde fyrsten afhængig, ikke af en guddommelig åbenbaring, men af den fornuft, der fra skabelsens morgen ligger i lovene selv og i den diskussion, der går forud for dannelsen af lovene.
Man kan måske se problematikken ud fra det digt af Grundtvig, som Duus henviser til, se digtet i sin helhed her. I de første vers siger Grundtvig det i og for sig indlysende, at ingen kunne være kristne, før Kristus kom, ikke Adam, ikke Enok, ikke Noah, ikke Abraham. Og som et ekstra kraftigt argument henviser han til Jesu ord om Johannes Døber, at der ikke blandt kvindefødte er fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end ham (Matt 11,11).
Men i de to sidste vers hedder det: 7.: ”Menneske først og Christen saa,/ Det er et Hoved-Stykke,/ Christendom vi for intet faa,/ Det er den pure Lykke,/ Men Lykke, som kun times den,/ Der alt i Grunden er Guds Ven/ Af Sandheds ædle Stamme”. 8.: ”Stræbe da hver paa denne Jord/ Sandt Menneske at være/ Aabne sit Øre for Sandheds Ord/ Og unde Gud sin Ære;/ Er Christendom da Sandheds Sag,/ Om Christen ej han er i Dag,/ Han bliver det i Morgen”.
Grundtvig taler her ind i en samtid, der blandt andet er bestemt af ”naturalister af ånd”, dvs., af mennesker, der lever i et af den lutherske reformation præget land, hvor man nogenlunde frit kan diskutere statens anliggende, f.eks. diskutere, om det ikke var på tide at indføre en fri forfatning til erstatning af den gamle enevælde, men også lever i dette samfund uden særlig aktivt at deltage i den lutherske kirkes liv.
Og hans ord her kan i hvert fald siges at gælde vore dages etniske danskere, der med eller uden kirkemedlemsskab har opgivet tanken om Gud, men dog lever videre på den kristne kirkes efterladte brokker. Lever de et sandt menneskeliv, vil de før eller siden opdage, at de lever på kristendommens efterladenskaber, og at de kan have stor glæde og gavn af at lytte til Jesu formaninger.
Men kan disse ord uden videre gælde vore muslimske landsmænd også?
Ikke uden videre. For muslimer er i kraft af deres muslimske engagement – hvis de har et sådant – ikke ”af sandheds ædle stamme”, og de stræber ikke efter at være ”sandt menneske”, men efter at være en god muslim; tænk f.eks. på, hvordan en muslimsk far ligefrem kan finde på at slå sit barn ihjel, hvis det ikke retter sig efter forældrenes valg af ægtefælle!
Men hvis de herboende muslimer efterhånden opdager, at deres danske naboer ikke er umennesker, men faktisk ret tilforladelige, så måske de i det mindste opdager, at der er en verden udenfor islam, og at denne verden ikke er bestemt af djinner, men af almindelig menneskelighed.
Dermed være desværre ikke sagt, at de så bliver kristne, for islam har – hvad Duus også antyder – erstattet det etniske tilhørsforhold, som vi finder naturligt, med det religiøse, og derfor vil et frafald fra islam ofte af den pågældende selv føles som et svigt af den verden, han eller hun tilhører.
Og så må de jo, som Duus også siger, leve med et ustabilt forhold mellem deres levemåde og islams teoretiske læresystem. Og så har vi kun det at håbe på, at de er sig dette ustabile forhold så bevidst, at de formår at forhindre, at deres unge mennesker på egen hånd undersøger, hvad islam egentlig står for, og ud fra en sådan undersøgelse bliver radikaliseret.
Og hvad enten dette ustabile forhold nu har sin rod i det, Duus forklarer det med, eller i det, jeg vil forklare det med, det er der, og der vil stadigvæk bestå en spænding imellem vort samfund og det ideelle muslimske samfund, som det teoretiske muslimske læresystem afbilder. Derfor vil vi til stadighed måtte leve med den trussel mod vort samfund, som udspringer deraf. I det mindste, indtil folkekirken får taget sig sammen til at levere et åndeligt frontalangreb på islam, så de mange islambesatte muslimer kan forvandles til normale mennesker. Og det kan godt tage lang tid, både forvandlingen af folkekirken og forvandlingen af muslimerne.
ricardtriis 