Et farisæerangrebs farisæisme

Så er der igen godt nyt fra Sørine Gotfredsen. Hun skildrer i sin klumme i Kristeligt Dagblad, se her, hvordan hun i en samtale med Søren Ulrik Thomsen var tæt på at opdage den blindgyde, hun vistnok har arbejdet sig ind i.

Når det kan siges, at hun med sin tale om det onde er ved at arbejde sig ind i en blindgyde, skyldes det, at man nemt komme til at optræde som en farisæer, hvis man hele tiden betoner ondskaben, sin egen sammen med andres, naturligvis. Om så Søren Ulrik Thomsen slipper ud af en tilsvarende fælde, er uvist.

På bogmessen førte Søren Ulrik Thomsen og hun en samtale om det onde, skriver hun, og fortsætter:

Det fik Søren Ulrik Thomsen til at tale om en særlig form for bagvendt selvretfærdiggørelse, hvor man dyrker bevidstheden om egen syndighed så kraftigt, at man næsten afviser værdien af gode gerninger. Og han fandt, at min tale om det onde kan have den skyggeside, at den låser mennesket fast.

Nu siger Søren Ulrik Thomsen kun, at man, hvis man hele tiden gør opmærksom på sin egen og andres ondskab, næsten afviser værdien af gode gerninger. Altså kun ”næsten”.

Dog først dette med den bagvendte selvretfærdiggørelse!

Det har med det at gøre, som antydes i dette indlægs overskrift, at en anklage for farisæisme meget let kan føre med sig, at den anklagende selv må kaldes en farisæer. For ved at anklage en anden for farisæisme fremhæver man på farisæisk vis sig selv som en god ikke-farisæer, som én, der i modsætning til den, man anklager, har sit på det tørre, hvad farisæisme angår. Men derved bliver man jo en bagvendt farisæer, eller man gør sig skyldig i det, Søren Ulrik Thomsen kalder bagvendt selvretfærdiggørelse.

Og den holdning eller den anskuelse af det onde kan altså føre til, siger han, at den låser et menneske fast. Det bliver ligegyldigt, om man gør det gode eller ej, ja, han hævder endda i en mail, han skrev i fortsættelsen af samtalen, at dette, at man ikke bliver et bedre menneske af at gøre gode gerninger, meget let kan skærpes til den påstand, at gode gerninger er af det onde.

Imod det vil han hævde, at man jo netop kan gøre gode gerninger, når man véd, at det ikke er dem, der frelser én, men troen.

Her kommer Sørine Gotfredsen med den foreløbige konklusion, at

Søren Ulrik Thomsen har fat i noget, idet mistroen til idealismen kan skabe en tro på, at mennesket nærmest skal opgive at bringe verden fremad.

Jeg standser min gennemgang af Sørine Gotfredsens artikel her for at gå over til at anklage dem begge eller i hvert fald Sørine Gotfredsen for mangel på forbindelse med virkeligheden.

Hvis man vil ud af den blindgyde, som Gotfredsens forståelse af ondskaben let fører ind i – den, at det er ligegyldigt, om man gør det ene eller det andet – må man være saglig, dvs., man må – hvis man vil tillade mig det ord – være folkelig.

For hvad er folkelighed? Hvad er den danske folkelighed?

Det er summen af alle de skrevne og uskrevne love, der omgærder vor omgang med hinanden. Det er alle de mange rollemodeller, der ligger i vor tradition, og som hver ny generation tilegner sig. Det er den opdragelse, vi uden at tænke over det, giver vore børn, så normal høflighed og god omgangstone så nogenlunde bliver indprentet i dem.

Og hvis jeg nu vil hævde – hvad jeg forresten vil – at den danske folkelighed er bedre end lad os sige den egyptiske, vil jeg så være en farisæer?

På ingen måde. For jeg kan jo fremføre argumenter for det. Jeg kan henvise til undersøgelser, der viser, at vi danskere hører til blandt de lykkeligste folk på kloden. Jeg kan komme med mange enkeltiagttagelser – f.eks. om det muslimske flertals behandling af kopterne, om vanskeligheden ved at indføre demokratiske reformer, m.m. – som understreger, at det, der falder os let på grund af den folkelighed, vi lever i, det falder egypterne vanskeligt.

Men når jeg ikke er en farisæer, når jeg fremhæver den danske folkelighed i modsætning til den egyptiske, skyldes det, at jeg betragter denne folkelighed som en gave, som noget, tidligere generationer har skænket os, som noget, der er udviklet hos os ved lige dele tilfældighed og omsorgsfuldt arbejde. I det øjeblik, jeg bevidst eller ubevidst vil prale af den danske folkelighed og dens fortræffeligheder, i det øjeblik, jeg vil tillægge mig selv og mine omgivelse ansvar for fremvæksten af denne folkelighed, så gør jeg dels det, at jeg lyver, og dels det, at jeg forvandler mig til en farisæer.

Nu er det sjældent, at vi danskere sådan direkte sammenligner os med egypterne. Mere almindeligt er det, at vi gammeldanskere sammenligner os med nydanskerne, især med de mange tilflyttede muslimer. For disse tilflyttere har jo ikke sådan uden videre del i den danske folkelighed, de har deres egen medbragte folkelighed at glæde sig over og rette sig efter. Og denne folkelighed er i udpræget grad bestemt af islam. Man kan diskutere, om vores folkelighed er bestemt af kristendommen; jeg vil egentlig hellere sige, at kristendommen er et enzym, der fremmer fremvæksten af en naturlig folkelighed; måske denne naturlige folkelighed ville være vokset frem alligevel, kristendommens enzym bevirker blot, at det sker hurtigere og mere gnidningsfrit.

Omvendt må man sige, at islam med alle dens bestemmelser modvirker de fremmedes integration, hvis altså integration her betyder accept af og medleven i den danske folkelighed. Bare sådan noget som de særlige muslimske kostregler, bare det er nok til at sætte et skel op mellem ”dem” og ”os”; og ”dem”, det er altså her os etniske danskere, som muslimerne ikke uden videre vil være sammen med eller spise sammen med, for vi er jo urene, vi spiser svinekød, vi drikker alkohol.

Og fordi jeg kan henvise til sådanne kendsgerninger, når jeg hævder, at den danske folkelighed er bedre end den muslimske, derfor er det, at jeg ikke kan anklages for farisæisme af den grund. Den folkelighed, jeg er en del af, og som jeg efter bedste evne prøver at vedligeholde, måske endda opbygge, den ligger nærmere ved den naturlige lov og det naturlige liv, som sproget i dets grundstruktur lægger op til os at holde os til, en grundstruktur, som islams sharia modarbejder.

Det er jo ikke os danskere, der slår vores unge ihjel, hvis de ikke vil gifte sig med den, vi som forældre har udset til dem. Det er muslimerne. Nuvel, det er måske ikke sådan ligefrem 100% i overensstemmelse med shariaen, men shariaen lægger dog op til social kontrol, endda til brug af magt på forskellig måde, hvis man ikke retter ind.

Og når jeg og formentlig mange andre danskere går ud fra, at de idioter, der kaster sten ned på motorvejene fra motorvejsbroerne, er muslimer, skyldes det ikke, at vi i farisæisk hovmod har hævet os højt over muslimerne, det skyldes, at vi godt kan indse, at de med deres renheds- og urenhedsforestillinger kan opelske et had til os danskere, kan se os som ”fjenden”, en fjende, som man både kan og skal modarbejde med alle mulige slags nålestiksoperationer.

Vi har igennem mange år bygget motorvejsbroer, og vi har aldrig i vores vildeste fantasi eller vore værste drømme kunnet forestillet os, at de kunne bruges til det, de nu bliver brugt til. For nok har enkeltpersoner kunnet føle sig udenfor i vort samfund, men der har aldrig før muslimernes ankomst kunnet dannes en så udtalt ”dem-og-os” forestilling iblandt os. Men nu, hvor vi bliver mere og mere klar over muslimernes anderledeshed – deres angst for, at børnene skal blive for danske, deres påpegning af os danskere som urene og ikke værd at efterligne, deres omfattende sociale kontrol for at holde især deres piger på shariaens rette vej – nu kan vi efterhånden, tungnemme, som vi er, godt se, at det nok kun kan være muslimer, der kan finde på noget så djævelsk som at kaste med sten efter bilerne på motorvejene.

Og se, så kommer Sørine Gotfredsens ondskabstanker ind disse overvejelser som en hund i et spil kegler. Så vil hun have lagt ned over denne egentlig meget fortræffelige danske folkelighed et net af ondskab. Så vil hun have os allesammen til at overse – ja virkelig overse – alt det gode, vi har i vor danske folkelighed, og i stedet for at glæde os over den og takke Gud for den at se på os selv som syndere, endda syndere helt igennem.

Til helvede med alt det syndepjat!

Der er ikke alt for lidt tro på synden og alt dens væsen iblandt os, der er alt for meget. Se bare på, hvordan vi danskere giver efter overfor islam på det ene område efter det andet! Se bare på, hvordan vi ikke tør stille krav til vore muslimske landsmænd, krav, som er nødvendige, hvis vi skal leve et nogenlunde normalt liv her i landet sammen! Se bare på, hvordan vores kirke – og det er det værste – ikke tør stå frem og modsige islam! Oh, nej, vi må endelig ikke glemme, at vi er lige så store syndere som muslimerne, vi har ikke noget fortrin fremfor dem, vores religion må vi sandelig ikke fremhæve på bekostning af deres.

Ikke sandt, angsten for at kunne anklages for farisæisme sidder dybt i os, ikke blot i os, der kalder os kirkelige, men i alle danskere. Så sig ikke, at kristendommens indflydelse er under udfasning i vort folk! Vi vil sandelig ikke påpege nogen splint i muslimernes øje, vi har jo nok ved nærmere eftersyn en bjælke siddende i vort eget.

På den måde er vi i vort forhold til vore muslimske landsmænd kommet ind i en blindgyde. Og det er ikke mindst denne forbandede syndsforestilling, der er skyld i det.

Eller – og nu fremhæver jeg noget, som Gotfredsen faktisk også er inde på i sin klumme – det forbandede er, at vi ikke kan tage vores folkelighed som en gave, men tror, den er noget, vi selv har skabt og selv skal skabe. Vi har med Gotfredsens ord set bort fra Gud som den, der har opbygget den store tillid, vi danskere har til hinanden. Og det er altså betydelig værre end at se bort fra den synd, hun er så ivrig efter at fremhæve.

Vi er blevet samfundsingeniører, der nok mener, vi med vor store klogskab og omfattende samfundsvidenskaber er i stand til at få muslimerne flettet ind i vort samfund. Vi er blevet menneskemanipulatører, som ikke ser på muslimen som et menneske, men kun ser ham som en fejludvikling i forhold til vore idealer, en fejludvikling, som vi da nok med vor store godhed og enorme klogskab skulle kunne råde bod på.

Det er derfor, jeg i så høj grad savner kirkens indsats; savner, at den taler til muslimerne som til mennesker, altså mennesker, som vel er fordrejede i deres verdensopfattelse, men som dog bag alt det fordrejede er mennesker, altså mennesker, der burde kunne forstå, hvad ægteskabelig kærlighed er, hvad forældres kærlighed til deres børn er, hvad det er at give børn frihed til selv at vælge deres fremtid, hvad det er at leve i en dansk folkelighed. Ak, ja, de burde kunne forstå det, men deres sharia og deres mange muslimske skikke får dem let til at se på os som ufromme, se vores frihed som udtryk for løssluppenhed og kun det.

Men vi vover ikke at sætte vor kristendom op imod de djævelskaber, shariaen byder på. Vi vil endelig ikke være farisæere, men bliver derved grebet af en bagvendte selvretfærdiggørelse, som er ganske ukristelig.

Jeg vil slutte med sætte min gendigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg” op imod Iben Krogsdals gendigtning af samme. Jeg citerede hende i et tidligere indlæg, se her, for at være for bovlam i sin gendigtning. Jeg kan også sige, at hun i alt for høj grad lider af den gotfredsenske syndsforståelse. Hun skriver som forklaring – eller udlægning – af det tredje vers i hendes gendigtning:

Han [dvs. Gud, rr] er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Det er ikke Luthers Gud, hun her afbilder. Det er ikke, eller burde ikke være, folkekirkens Gud, der her omtales. Han omtales snarere i min gendigtning af det tredje vers:

3. Giv styrke til med gæstfrihed/ at tage mod hver fremmed,/ som søger ly og voldsfrihed,/ bli’r i vort folk indlemmed./ Og lær os vise dem,/ at dette er vort hjem,/ at fra koranens ord,/ hvorpå så stærkt de tror,/ hvert voldsord må udrives.

Hvorfor tør vi ikke vise dem, altså muslimerne, at det er her, vi bor, og at vi er stolte af og glade over den folkelighed, der er vokset frem hos os, og som vi nu inviterer dem med ind i; eneste betingelse: at de udriver alle voldsordene fra koranen?

At vise muslimerne de voldsord, deres koran indeholder, er ikke – som Krogsdal antyder – at dæmonisere andre, og det er da slet ikke noget, vi gør for at redde os selv. Det er såmænd noget, vi gør, fordi det er sandt, at der er sådanne voldsord i koranen, og fordi vi ikke kan se, hvordan de kan leve fredeligt hos os, sålænge de holder fast ved en helligskrift, der opfordrer til vold mod os, der har vist dem gæstfrihed.

Igen: Jeg skal såmænd ikke fremhæve min gendigtning som et poetisk mesterstykke. Men jeg vil nok mene, den kan stå sig som en påvisning af, hvad der i dag er vor opgave som kirke.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.