Den forunderlige Gud

Paulus undrer sig i Rom 9,25f over Guds forunderlige gerninger. Han handler helt anderledes, end vi mennesker forestiller os det. Han skriver:

Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger – som det hedder hos Hoseas:
Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.

Sådan bar han sig ad med de første kristne: han udvalgte, siger Paulus andetsteds, de ikke-mægtige, de svage, for at gøre de stærke til skamme:

 For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. v27  Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, v28  og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, v29  for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. (1 Kor 1,26-28).

Og vi véd det også fra jøderne i Jesu samtid. Det var ikke de kloge og rige, der flokkedes om Jesus, det var ikke dem, der kendte loven og overholdt den, det var de udstødte og svage, det var de ringeagtede. Dem tog Jesus sig af, for, som han sagde: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark 2,17).

Ikke sandt: En ”Rasmus-Modsat-Gud”, en Gud, der handler anderledes, en Gud, hvis gerninger viser sig de mærkeligste steder; sådan er vores Gud.

Forleden så jeg en Guds gerning på et sted, hvor jeg nok mindst havde ventet det: hos en muslim. Forleden så jeg et ord, der lyste af kristen martyrvillighed, men det var en muslimsk kvinde, der fremsagde det. Forleden mærkede jeg den Guds gerning, som ved at lade en sand kristen holdning fremstå et helt uventet sted vil gøre os, der roser os af kristennavnet, til skamme.

Men jeg er nok nødt til at fortæller forhistorien med.

Det begyndte med, at jeg læste en anmeldelse i Information af Sara Omars nys udkomne bog ”Dødevaskeren”, se her. Information havde meget usædvanligt ladet anmeldelsen begynde på forsiden. Med store bogstaver lød det: ”Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”. Og så måtte man jo læse denne anmeldelse.

Det var forfærdelig, men gribende læsning. Ligesom anmelderen, Henriette Mørk, bliver man forundret og forarget over, at det, der heri berettes, den kvindeskæbne, der her rulles op for os, er noget, der sker så at sige for øjnene af os. Er virkelig forholdene så undertrykkende, så brutale hos vore muslimske landsmænd? I romanform skildrer Sara Omar sin egen opvækst i Kurdistan og sit efterfølgende voksenliv i Danmark, og man får en nøgtern beskrivelse af, hvad kvindeundertrykkelse i muslimsk kultur vil sige: I Kurdistan var romanens hovedperson nær blevet dræbt af sin far i hans skuffelse over at få en pige, ligesom hun allerede som femårig oplever at blive seksuelt misbrugt af sin onkel. I Danmark foregår handlingen på Skejby sygehus, hvor hun er indlagt, tydeligt voldsskadet efter en antydet skilsmisse fra sin mand. Her fortæller hun sin historie til en sygeplejerske, der også er fra Kurdistan, men afbryder den, da hun bliver klar over, at dette kan bringe hendes liv i fare, fordi hendes hævngerrige far så kan få at vide, hvor hun befinder sig.

Andre har også anmeldt bogen med tilsvarende resultat, således Anne Sophia Hermansen i Berlingske, se her. Men hvad der især slog mig, og slog mig som noget, der i høj grad er en anstødssten for os kristne, var et interview, Berlingske havde med hende, se her. Her bliver hun spurgt, om hendes bog er et opgør med islam, og hun svarer:

»Jeg benægter ikke, at der findes en Gud. Jeg betragter mig selv som muslimsk agnostiker. Dem, jeg kritiserer, er mennesker, der har fordrejet Guds ord, hvis det overhovedet er Guds ord. Det er mennesker, der retfærdiggør deres handlinger med Allah. Og jeg taler ikke om Islamisk Stat eller om ekstremister. Jeg taler også om det, der foregår i mange almindelige familier. Men hvis Allah har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene. Muslimske kvinder bliver straffet med ordets magt, og nu må vi bruge ordene til at ændre tingene. For ord har magt. Og den magt har jeg fundet. Og der er ingenting i denne her verden, der skræmmer mig længere.«

Ord har magt”. Det er jo en kristen grunderkendelse, her udtalt af en muslim. Ingenting kan længer skræmme hende fra at bruge den magt. Det er jo en kristen martyrvillighed, der her gives udtryk for. Dog fremsat af en muslimsk kvinde. Den forunderlige Gud lader altså disse ord fremkomme fra ganske uventet kant. Det ikke-folk, der findes blandt muslimerne, kalder han på, og gør til et folk, et sandhedens folk, med langt større kraft end nogen af os “vise” kan opvise.

Nej, sandelig, “den gamle af dage” er sandelig ikke død. Men hans gerninger ses andre steder, end hvor de plejer at ses.

Hvad er al kirkens dialogvirksomhed værd, hvis den ikke vover at tage livtag med den islam, der står bag denne kvindes undertrykkelse? Hvad er al vor overbærenhed, alle vore lukkede øjne for koranens budskab, al vor forståelse for de muslimske teologers vanskelighed ved at få gjort islam til en fredens religion, hvad er alt dette værd, når det ikke kan forhindre, at det, Sara Omar her beretter om, foregår i vort land, blandt kvinder, der bor midt iblandt os? Så er vi jo med al vor ovenud store velvillighed overfor koranens mænd med til at få denne undertrykkelse til at fortsætte.

Og se rundt om på vore redaktioner! Der er efterhånden ingen, der vover at tale eller tegne islam midt imod. Man vil sandelig ikke have ørerne i maskinen. Det er ikke op til mig at skamme nogen ud for fejhed, for det er ikke mig, der stilles i dette valg, og jeg forstår til fulde, hvor vanskeligt det må være for den, der har kone og børn at tænke på, at gå i kødet på islam i al offentlighed.

Men det bør dog ikke forhindre mig i at beundre dem, der tør gå imod strømmen, kristne eller muslimer, det gør ingen forskel.

Ord har magt”.

Det er jo det samme, vi siger hver gang, vi holder dåb. Her taler Jesus, Guds ord, og siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Og så er det altså pludselig en røst fra en helt anden kant, der siger det samme, opvakt af vores Gud, af Jesu Kristi far. Som hun selv siger: “Men hvis Gud har skabt mig, har han også gjort mig til den kvinde, der tør stille kritiske spørgsmål ved tingene”.

Den Gud, islam taler om, har befalet hende at tie, at finde sig i at være undertrykt, udnyttet på utallige måder. Men den Gud er ikke den sande Gud. Det er vores Gud, der er den sande Gud. For hans magt ligger i ordet, i det ord, der har magt. Blot har han så svært ved at ruske op i det dvaske, danske kirkefolk.

Det er jo ikke, fordi vi skal bruge hendes roman til at rakke ned på muslimer. Vi skal bruge den til at fortælle sandheden om islam: at den sætter mænd over kvinder, at den giver mænd privilegier på kvinders bekostning, at den lader mænd slippe fri, hvor kvinder bliver anklaget, osv. En religion, kort sagt, der er nødt til at bruge vold for at holde den kritik nede, der næsten uundgåeligt vil fremkomme, når blot en anelse frihed til selvstændig tænkning indrømmes.

Lad mig gentage den Luther-tanke, jeg nævnede for et par indlæg siden. Luther havde i 1530 læst den dominikanske munk Richardus’ skildring af koranen og dens mærkværdigheder, men han havde ikke nogen koran, han kunne kontrollere Richardus med, og derfor troede han, at Richardus’ påstande var opfundet af nogle fantasifulde italienske skribenter, for han kunne ikke tro, at djævelen kunne have held med at overbevise mennesker om så absurde påstande. Men i 1542, hvor han omsider har fået fat på en latinsk oversættelse af koranen, ser han til sin overraskelse, at Richardus har haft ret hele vejen igennem, se her: de muslimske påstande i koranen er virkelig så absurde.

Vi har heller ikke kunnet tro, at kvindeundertrykkelsen i islam er så djævelsk, som Sara Omar beretter om det. Men efterhånden som flere og flere af vore muslimske landsmænd fortæller om det, må vi indrømme, at den slags forekommer. Hvor utroligt det end lyder.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Den forunderlige Gud

  1. M.S. Carstens siger:

    Ja, han kommer ofte, hvor/når vi mindst venter det.
    Som et stormpust af hjælp,
    som mange skøjter hen over,
    i egen søgning
    af deres hits i egolivet.

    Tænk bare på hele humanindustrien, som ikke ville bevæge sig et eneste skridt for andre, uden at de fik månedslønnen betalt/glorien pudset?

    Mon nogle af disse nu vil gå ind og støtte 100% op om Sara Omar, i de´t, som hun nu, på manges vegne, har begivet sig ud på:
    Guds gave;
    ordet
    formuleret af mennesker,
    der har lidt,
    men vil medvirke til (trods dødsudsigter for sig),
    at lidelserne for andre stopper.

    Netop her, kunne de åååhhh så gode, gøre en forskel,
    så jeg håber at de nu står i kø, for, uden selvpromovering, at støtte Sara Omar og hendes lidelsesfæller på alle planer.

    Må ordet videregives, på alle de planer, niveauer og dybder vi formår og har fået i gave, som udtryk for Guds frie vilje til os, om den frie vej til de´t, om virkelig rører vort hjerte og ej vort ego

  2. Pingback: Nytår | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.