Paven på afveje – igen?

I mit sidste indlæg nåede jeg lige – kort før lukketid – at få gjort opmærksom på, at pave Frans ved midnatsmessen i Peterskirken prædikede flygtningepolitik. Så det, jeg var meget i tvivl om – og stadigvæk er i tvivl om – hvorvidt det nu også går an at prædike flygtningepolitik ved en julegudstjeneste, det gjorde paven frækt og ligefremt.

Godt nok sagde han det modsatte af det, jeg ville have sagt, sådan da, men politik var det, et indgreb i politikernes overvejelser fra en moralsk autoritet, i hvert fra en instans, som i store dele af verden er anerkendt som en moralsk autoritet.

Han har gjort det før. Han tog i april 2016 på tur til Lesbos, og den tur benyttede han til at “skubbe til Europa”, for at få verdensdelen til at tage imod flygtninge. Jeg skrev om det i sin tid, se her. Dengang skulle hans indlæg i debatten vist ses som et notabene til den aftale med Tyrkiet, som EU havde indgået. Denne gang skal det ses som en reprimande til det EU, som ikke kan blive enig om en fordeling af flygtningene, en uenighed, som forøvrigt ikke mindst bliver holdt igang af det ærkekatolske land, Polen, som ikke vil begå den samme fejltagelse som Vesteuropa har begået ved at modtage så mange muslimer. Og tak for det, Polen!

Pavens prædiken med den politiske formaning så jeg først omtalt i Jyllands-Posten, se her. Senere fandt jeg en oversættelse til engelsk af hans prædiken, se her. Og lad os bare se lidt på, hvilke tricks han benytter sig af.

Han skal have Josef og Maria til at ligne de flygtninge (læs: migranter) der dukker op i Italiens havne. Og derfor er han nødt til at overdrive ikke så lidt, når han skal skildre deres rejse fra Nazareth til Betlehem.

I kraft af kejserens befaling fandt Maria og Josef sig tvunget til at bryde op. De måtte forlade deres folk, deres hjem og deres land for at foretage en rejse, så de kunne blive talt med i folketællingen. Det var ikke nogen komfortabel eller let rejse for et ungt par, der ventede et barn: de måtte forlade deres land. I hjertet var de fulde af håb og forventning, fordi der skulle fødes et barn; dog var deres skridt tynget af de usikkerheder og farer, som kan ramme dem, der har forladt deres hjem. Og så fandt de ud af, at de blev stillet overfor den måske største vanskelighed af dem alle: de kom til Betlehem og erfarede, at det var et land, der ikke ventede dem. Et land, hvor der ikke var plads til dem.

Paven lyver en lille smule for det gode formåls skyld. Maria og Josef var jo ikke nødt til at forlade deres folk eller deres land. Der taltes aramaisk i både Nazareth og Betlehem. Der boede jøder begge steder. Men man forstår jo nok, hvad meningen er: Europa skal gennem julefortællingen afbildes som identisk med Betlehem, hvor der ikke var plads til de stakkels mennesker, og Maria og Josef skal afbildes som de flygtninge (læs: migranter), der ikke mødes med åbne arme af europæerne.

Og så må den hellige historie virkelig finde sig i at blive forvredet en smule; forvridningen går jo til et godt formål.

Og så springer paven let og elegant over den kendsgerning, at vi taler om en rejse på godt hundrede kilometer, og at Maria formentlig havde et æsel at ride på. Æslet har paven skudt og de hundrede kilometer har han trukket tilpas ud, så vi rigtig kan forstå de farer og anstrengelser, de to hovedpersoner (altså lig med vore dages migranter) måtte udstå.

Betlehem skal også lige have en omgang med pavens mørke malerpensel. Skønt Lukas er ganske neutral med hensyn til den manglende plads – det var måske bare en tilfældighed, eller det skyldes måske bare, at Lukas vil vise, at der var mange, der var født i Betlehem og derfor skulle indskrives dèr – så er en sådan neutralitet ikke noget, paven kan bruge, nej, det stakkels datidige Betlehem må finde sig i at blive afbildet med ord, der skal beskrive nutidens Europa:

Og dèr, midt i mørket fra en by, som ikke havde rum eller plads til den fremmed langt borte fra, midt i mørket fra en travl by, som i dette tilfælde syntes at bygge sig selv op ved at vende ryggen til andre … det var præcis dèr, at den revolutionerende gnist af Guds kærlighed blev tændt. I Betlehem åbnedes en smal sprække for dem, der har mistet deres land, deres område, deres drømme; endog for dem, der trues af kvælning på grund af et liv i isolation.

Dette er ikke udlægning, det er indlægning. Der lægges en hel masse ind i historien, som ikke står der, men som passer ind i det, prædikanten vil have historien til at sige.

Det gælder i mindre grad hyrderne, som paven dernæst kommer ind på. Hyrder var, siger han, samtidens udskud, og han har da nok ret i, at der for Lukas ligger en pointe i, at de første til at modtage budskabet ikke var de fornemste, men de laveste i samfundet. Omvendt er det hos Matthæus. Han fortæller om de tre vise mænd, der kommer med udsøgte gaver af overordentlig rigdom til barnet.

Og så den sidste del af prædikenen! Her får den sandelig ikke for lidt. Her bliver prædikenen til en formaning om at se en Kristus i enhver af de fremmede ud fra lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46.

Den tro, vi forkynder i nat, får os til at se, at Gud er nærværende i alle de situationer, hvor vi tror, han er fraværende. Han er nærværende i den uvelkomne besøgende, ofte uden at vi aner det, som vandrer gennem vore gader og vort nabolag, som rejser med vore busser og banker på vore døre. Denne tro formaner os til at give plads til en ny social fantasi og til ikke at være bange for at indgå i nye former for relationer, i hvilke ingen skal føle, at der ikke er plads til dem her på kloden. Julen er den tid, hvor vi skal vende frygtens styrke til kærlighedens styrke, til styrken i en ny forestilling om kærlighed; en kærlighed, der ikke vænner sig til uretfærdigheden, som var den noget naturligt, men har mod til, midt i spændinger og konflikter, at forvandle sig til et Bet-lehem, et “brødets hus”, til et land af gæstfrihed. … I barnet fra Betlehem kommer Gud for at møde os og gøre os til aktive deltagere i livet omkring os. Han tilbyder sig selv til os, så vi kan tage ham i vore arme, løfte ham op og omfavne ham. Så at vi i ham ikke vil være bange for at tage i vore arme, løfte op og omfavne den tørstige, den fremmede, den nøgne, den syge, den fængslede. … I dette barn inviterer Gud os til at være budbringere af håb. Han inviterer os til at være skildvagter for alle, der er nedbøjede af fortvivlelse, fordi de møder så mange lukkede døre. I dette barn gør Gud os til agenter for hans gæstfrihed.

Og jo, alt dette ville jo være udmærket, hvis paven var i besiddelse af noget tryllesalt, som han kunne drysse ud over vore samfund, så der ikke blot blev skabt husly og brød til de mange migranter, men også arbejde til dem. For det véd vi jo nok, at én ting er at møde mange lukkede døre, når det blot er husly og brød, det drejer sig om, mere frustrerende er det med de mange lukkede døre, der viser sig, når man – måske efter års ophold hos os med sprogundervisning og skolegang til børnene – forgæves søger arbejde, fordi man vil have mulighed for at forsørge sin familie.

Og allerbedst ville det naturligvis være, om pavens tryllesalt kunne uddrysses over diverse lande i Afrika. For i Deadline den 25-12 havde Lotte Folke Kaarsholm blandt andet fået besøg af en antropolog, der kunne fortælle os, at det, der fik unge mennesker til at vove livet, først tværs over Sahara, dernæst tværs over Middelhavet, var arbejdsløshed. Fordi der intet håb var for dem om nogensinde at kunne komme til at forsøge først sig selv og siden en familie dèr, hvor de boede, derfor søgte de til Europa. De er altså ikke personligt forfulgte og derfor ikke flygtninge i flygtningekonventionens forstand, de er økonomiske migranter, og kan således ikke få asyl i Europa, for det er jo ikke asyl, de har brug for.

Som man kan forstå, er paven ikke helt opdateret, når han kan sige, som før citeret, at “i Betlehem åbnedes en smal sprække for dem, der har mistet deres land, deres område, deres drømme”. De migranter, der kommer hertil, har måske nok mistet deres drømme, men det skyldes ikke vore lukkede døre, det skyldes lukkede døre i de lande, de er født i, det skyldes de mange “nej’er”, de møder, når de søger arbejde i deres hjemland.

Skal deres problemer løses, og specielt: skal de løses på en i det lange løb holdbar måde, så duer pavens formaninger ikke, så er det ikke vores samvittighed, der skal påvirkes, det er i stedet de økonomiske forhold i Afrika, der skal forbedres.

Ja, mere end det.

Denne Deadline-udsendelse var på mange måder et korrektiv til pavens prædiken. Blandt andet sluttede den med en debat mellem Marstrand Jørgensen og Mikkel Andersson. Og her må man vist indrømme, at blandt andet på baggrund af antropologens udtalelser var det Mikkel Andersson, der “vandt”, eller altså kom igennem med de fleste pointer.

Han kom blandt andet igennem med den pointe, som Uffe Østergaard har nævnt for nogen tid siden: at vi simpelthen er nødt til at lukke vore grænser, altså at tvinge migrantbådene tilbage til det sted, de kom fra. Hvis ikke vi gør det, vil den incitamentsstruktur, vi har skabt, fortsat drage tusindvis af migranter til Europa, og så drænes de lande, der skal udvikles, for god arbejdskraft.

Det med incitamentsstrukturen fik han fremhævet meget godt, men han fik ikke i tilstrækkelig høj grad fremhævet, at den grænsebevogtning, der er nødvendig, må inkludere magtanvendelse. Der vil være nogen, der truer med at skyde, og der vil sikkert også være nogle, der bliver skudt. Og det kan man være sikker på, at noget sådant ikke vil gå upåagtet hen. Medierne vil flokkes om sådanne begivenheder og holde diverse politikere ansvarlige for de eventuelle dødsfald. Dette vil kræve politikere med hår på brystet. Og har vi nogen af dem?

Men det er nødvendigt med en sådan fuldstændig grænselukning. Tallene viser det (tal, som paven ikke tager hensyn til). Så længe incitamentsstrukturen består, vil antallet af migranter stige og stige. For der er jo nok at tage af. Og i takt med, at der kommer flere og flere, vil de europæiske lande forandres. Skrækscenariet, som forøvrigt ikke er så langt borte, er, at der til sidst er kommet så mange, at den samfundsorden, der har skabt de gode forhold her i Europa, bryder sammen, hvad enten det så er den muslimske, mellemøstlige, eller den afrikanske indvandring, der bevirker det. Så vil vel indvandringen fortsætte nogle tiår endnu, for drømme har det med at være svære at slå ned, men så vil det også være slut, så vil Europa være præget af den samme ulighed og elendighed, som de andre kontinenter.

Altså: Noget paveligt tryllesalt, der kan skabe arbejdspladser her i Europa til de mange indvandrere, som hans prædiken opfordrer os til at modtage, findes ikke. Og vi må derfor håbe, at ingen lytter til hans formaninger. De er – forhåbentlig – ord “from yesterday”.

Nej, en ansvarlig holdning består i det, Mikkel Andersson skitserede: En fuldstændig lukning af grænserne og en hjælp til udvikling i de afrikanske lande, hvis styre ikke modarbejder hjælpen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Paven på afveje – igen?

  1. Pingback: O hellige enfold! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.