Die Hure Vernunft

Den fremmede Luther 47

Ovenstående udtryk er tysk og betyder ”Fornuften, den hore!” Der er tale om et udtryk, som Luther af og til bruger, og som mange Lutherforskere har gjort et stort nummer ud af, måske et for stort nummer. At man gjorde et for stort nummer ud af det fornuftstridige i Luthers teologi, blev jeg klar over, allerede da jeg oversatte Luthers værk om munkeløfterne. Her skriver Luther i kapitel 5:

For det femte skal vi også sammenligne institutionen “munkelivet” med den naturlige fornuft, d.v.s. med dette grove naturens lys, som, skønt det er Guds lys og gerning, dog ikke befatter sig med sig selv, så at dets dom er fejlagtig i det affirmative (som de kalder det), men dog sikker i det negative. For fornuften fatter ikke, hvad Gud er, men den fatter dog ganske sikkert, hvad Gud ikke er. (Se her).

Dette er dog en ret positiv vurdering af den menneskelige fornuft.

Denne advarsel mod at gøre for meget ud af udtrykket ”fornuften, den hore”, fik jeg bekræftet, da jeg her i november-december arbejdede på at oversætte Luthers oversættelse af Richardus’ gendrivelse af koranen, se det færdige resultat her. Her overraskede det mig, at ordet ”fornuft” forekom så mange gange, en senere optælling viste hele 40 forekomster i værket. Og selv om ordet nogle gange forekommer som beskrivelse af det umulige i at fatte den kristne tro med fornuften, bruges det dog mest til at fastslå det ufornuftige i Muhammeds tro.

Denne Richardus (eller Ricoldus, som han vist oprindelig hed) var en italiensk dominikanermunk, som i slutningen af 1200-tallet rejste til Bagdad, hvor han lærte sig arabisk, satte sig rimeligt ind i koranen og diskuterede med de lærde muslimer, så vidt det var muligt. Senere skrev han dels en bog om sine oplevelser og dels en ”Confutatio alcoran”, en gendrivelse af koranen. Denne sidste bog kom gennem en del forviklinger Luther ihænde i 1530, hvor han bl.a. udtrykker et ønske om engang at kunne besidde en god latinsk oversættelse af koranen, se her, men da han i 1542 omsider fik fat på en oversættelse af koranen, kan han til sin overraskelse konstatere, at det, han tidligere regnede for italienske overdrivelser hos Richardus, faktisk var rigtigt nok, se her.

Og så gik han i gang med at oversætte Richardus. Det vil sige: En moderne, ordret oversættelse er der ikke tale om. Noget er udeladt, andet er føjet til, men netop det gør, at vi så med rimelighed kan gå ud fra, at som oversættelsen foreligger, er det nogenlunde Luthers opfattelse, vi hører.

Lad mig vise det med nogle eksempler fra kapitel 8 i Richardus’ Gendrivelse, se her. Richardus kalder kapitlet en omtale af, ”hvordan Muhammeds lov er irrationel”. Luther oversætter det til ”brutal og selvisk”. Men det er nu det irrationelle, der præger eksemplerne.

Richardus vil for det første mene, at man ikke som fornuftvæsen kan forestille sig, at et menneske, der selv er lovbryder, kan opstille nogen lovregel, endsige da nogen regel, der skal gøre det ud for at være givet af Gud, se her. Her kan man undre sig lidt over, at de lærde i Bagdad, som Richardus har diskuteret med, øjensynlig er enig med Richardus i, at Muhammeds levned ikke var dadelfrit. For de indvender, at David og Moses heller ikke var uden brøde. Dette gælder dog ikke, siger Richardus (og Luther), for disse bibelske personer gjorde bod, hvilket man ikke har hørt om, at Muhammed gjorde.

Det næste eksempel må jeg indrømme var nyt for mig. Det handler om, at Muhammed påstår, at han af Allah selv har fået lov til at bryde en ed, en ed, hvorved han lovede ikke at have kønslig omgang med en af sine slavinder. Han var blevet grebet på fersk gerning i netop dette af to af sine hustruer, og stillet overfor deres anklagende blikke svor han en ed på, at det ikke skulle gentage sig. Det gjorde det imidlertid, men ikke uden Allahs mellemkomst. Allah gav ham nemlig lov til at bryde denne ed, og truet med skilsmisse trak de to hustruer deres anklage tilbage, se her.

Som sagt var denne fortælling ny for mig, og det overrasker mig ikke så lidt, at koranen ligefrem indeholder en tilladelse for Muhammed til at bryde et løfte, måske endda en tilladelse for samtlige muslimer til at bryde et løfte. Det står i sura 66,1-2. Men der er vist lidt uenighed blandt oversætterne om, hvorvidt denne tilladelse kun gælder Muhammed eller den gælder alle. Pickthall vil lade den gælde kun for Muhammed, se her, Ellen Wulff vil mene, at den gælder alle, se her.

Og det er ikke så lidt overraskende. Hvis man kan gå med til det, Luther (og Johannesevangelisten) skriver, at djævelen er løgnens fader, så må man fuldt ud tilslutte sig Luthers ord, når han i den føromtalte indledning til sin oversættelse skriver:

men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting, og jeg har altid troet, at det var opdigtet af de italienske skrivere,

så nej, det er ikke opdigtet af italienske skrivere, men er den skinbarlige virkelighed selv: så dygtig er djævelen, at han kan få muslimerne til at tro, de har lov til at bryde en ed.

Og det er ikke noget, man må ifølge Luthers forståelse af Guds lov. Noget af det, han anklagede paven for, var netop løftebrud. Dels gav han kejseren lov til at bryde løftet om frit lejde til Jan Huss i 1415, og dels sælger han tilladelser til løftebrud, se her.

Det andet eksempel på Muhammeds brug af sine ”åbenbaringer”, det med Zaids kone, Zainab, har jeg truffet på tidligere, nemlig i forbindelse med præsten Eulogius’ beskrivelse af martyrerne fra Cordoba, se her. Også den ”åbenbaring”, han fik for at få Allahs tilladelse til at gøre noget, der ellers var forbudt, foreligger i den koran, man bruger i dag, sura 33,37, se stedet hos Richardus her.

Begge disse ”åbenbaringer” viser så forøvrigt, at de forskere nok alligevel ikke har ret, som hævder, at det muslimske lovkodeks er blevet til på samme måde som det gammeltestamentlige: man har knyttet de forhåndenværende love til en fiktiv person i fortiden, henholdsvis Moses og Muhammed. For Moses kan det måske være sandt nok, men vist ikke for Muhammed; for hvis man ville bære sig sådan ad, ville det være direkte kontraproduktivt at indsætte den slags beretninger.

Disse to tilfælde får Richardus til at vende sig imod Muhammeds kødelige lyster:

Derfor er der heller ingen mere utålelig synd hos en profet en uren lyst og kødelig utugt. For den hellige ånd rører ikke de rette, hellige profeters hjerte, når de befinder sig i kødets gerning, som sankt Hieronymus siger. Også Aristoteles siger, at det er umuligt at handle viist, når man er i en sådan gerning eller en sådan brunst. Derfor er det imod fornuften, at en, som de kalder det, så helsebringende lovs mester og profet skal være et sådant urent, groft, utugtigt kødeligt menneske, der oven i købet praler af på det område at have lige så megen kraft og styrke som fyrre mænd, omend Gud ikke har givet ham noget barn, kun en datter. (Se her).

Man kan i forbifarten more sig lidt over, at de både Richardus og Luther åbenbart ikke regner dette at få en datter som en lige så stor gevinst som at få en søn. Men ellers er det, jeg her vil hæfte mig ved, dette, at de begge mener, at det, muslimerne gør, når de anerkender Muhammed som Guds sendebud, er imod fornuften, blot fordi han er et ”groft, utugtigt, kødeligt menneske”. Det er ganske bemærkelsesværdigt. Oven i købet medtager Luther Richardus’ udsagn om Aristoteles, skønt han jo ellers har meget imod denne filosof. Men han vil altså, stillet overfor Richardus’ skildring af Muhammed, foretrække Aristoteles, for han har dog fornuften i behold.

Man kan her påpege, at Luther i sin efterskrift, også dèr, foretrækker filosofferne fremfor muslimerne, se her, og gør det netop af den grund, at de lader fornuften råde.

Men i vore dage vil vi jo nok ikke umiddelbart give de to kristne teologer ret i, at Muhammeds skilsmisseregler er ufornuftige.

Men det er over al måde særdeles groft og uden fornuft, hvad han lærer om skilsmisse. For en muslim må forstøde sin hustru og igen tage hende til sig, så tit han vil, dog kun sådan, at han, hvis han forstøder hende for tredje gang, ikke igen må tage hende til sig, før en anden mand rigtigt eller fuldkomment har besovet hende. (Se her).

Det hænger naturligvis sammen med, at skilsmisse i den kristne verden var forbudt. Først Luther indførte skilsmisse som noget tilladt, dog noget, den verdslige og ikke den kirkelige myndighed skulle tage sig af. Men om det ufornuftige i de muslimske regler ligger i det asymmetriske i det muslimske syn på forholdet mellem mænd og kvinder eller i selve det, at skilsmisse er tilladt, bliver ikke klart på dette sted.

Ikke desto mindre kommer denne væsentlige forskel mellem islam og kristendom, forskellen i synet på ægteskabet, netop frem hos Richardus. Og Luther følger op med små skærpende bemærkninger.

For det fjerde er Muhammeds lov også i det stykke imod Gud og al fornuft, at den ansætter menneskets højeste gode (den evige salighed) til den kødelig vellyst. For hele koranen igennem lover koranen muslimerne denne salighed, at de kommer til at eje vandrige haver, kvinder og elskerinder, unge, renlige, sædelige, i purpurklæder, gyldne og sølverne bægre på bordene, og allehånde kostelige retter, alt dette fortæller han især i kapitlet Elrahman, som betyder den barmhjertige. (Se her).

Vi i vore dage gør lidt grin med disse muslimske paradisforestillinger. Vi gjorde det f.eks. med den tegning fra Jyllands-Postens Muhammedtegninger, hvor en engel advarer mod flere selvmordsbombere: ”Vi er ved at løbe tør for jomfruer”. Den knytter, som man nok véd, til ved den muslimske forestilling om, at en muslim, der dør i kampen for Allah, går direkte ind i paradis og får 72 jomfruer at fornøje sig med. Og vi gør det, når vi gør opmærksom på de forskere, der hævder, at de ”hourier”, som koranen omtaler, ikke betyder ”jomfruer”, men ”vindruer”, og morer os lidt over at forestille os ansigtsudtrykket hos diverse selvmordsbombemænd, når de i stedet for 72 jomfruer får serveret 72 vindruer.

Meningen er naturligvis, at de frelste med disse jomfruer skal bedrive ”den kødelige lyst”, og det har Richardus da også fået opklaret. For muslimerne sætter stor pris på haditherne, ”bogen om Muhammed”, som han kalder den, og deri hævder Muhammed, at ”hvis der ikke skulle findes nogen vellyst overhovedet, så ville det ikke være et saligt liv”, (se her).

Dette syn på paradislivet har allerede de kristne i det gamle Cordoba vendt sig imod. Præsten Eulogius, hvis skrift om ”martyrerne fra Cordoba” (fra 850-859) er bevaret, fortæller således her, at

Dette spørgsmål behandlede en lærd mand, et stort lys i vor tids kirke, abbed Speraindeo, da han greb pennen imod denne ugudeligheds narrestreger og i et lille værk søgte at argumentere imod nogle af hans forvorpenheder; han skrev i sin bogs sjette kapitel, idet han indførte en indvending fra profetdyrkerne og derefter fremførte sin mening. Han skrev: “I det kommende liv skal alle vi der jublende er knyttet samme i denne tidsalder føres bort til paradis; for dèr vil der af Gud gives os smukke kvinder, prægtige ud over menneskets natur, forberedt for os til vor lyst. Svar: På ingen måde vil I opnå salighedens stadium, hvis begge køn hengiver sig til udøvelse af lystens flod. Dette vil ikke være et paradis, men et bordel og et obskønt sted, eftersom Herren, da farisæerne udspurgte ham om, hvem der i opstandelsen skulle have den kvinde til hustru, som havde haft syv brødre til mand, for efter moseloven at hjælpe sin næste til afkom, svarede: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen”. (Matt 22,29f) (Se her).

Men én ting er, at denne forestilling om paradislivet er imod Jesu ord i evangelierne, noget andet er, om den også er imod fornuften, som jo Richardus hævder.

En antydning af, at det netop forholder sig sådan, kan ses af ovenstående citat. Det ”vi”, der tales om i det muslimske paradis, er stedord for mændene; kvindernes skæbne er ladt ude af betragtning. Men det er den ikke i det kristne svar. Skal man endelig forestille sig et sådant himmelsk bordel, må det være et sted, hvor ”begge køn” hengiver sig til ”udøvelse af lystens flod”.

Man kan spekulere på, hvad det er, der gør, at monogamiet gennem hele kirkens historie har været enerådende. Har det mon at gøre med en i kristendommen indbygget lighedsforestilling mellem kønnene? Måske disse forestillinger fra Cordoba antyder det. Og måske Richardus’ videre argumentation også viser det.

For Richardus mener, at når Muhammeds ideal er den kødelige lyst, så viser det,

at han ikke blot lærer imod Kristus og profeterne, men også imod filosofferne og alle fornuftige mennesker, som alle er enige om, at menneskets salighed består i erkendelsen, sådan som Kristus siger: ”Dette er det evige liv, at de kender dig”. (Joh 17,3). Og Aristoteles siger: ”Livet i forståelse er det bedste”. Derfor må jo livet efter bugens og kødets lyst være det værste, for det hindre al god forståelse. (Se her).

Igen: Richardus medtager Aristoteles, og Luther undlader at stryge det.

Men Richardus gør mere end det. Han har en række overvejelser over den dybere mening med ”den kødelige lyst”, eller altså Guds dybere mening med det. Det hedder:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. (Se her).

Og Luther fortsætter så på egen hånd:

Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå?

Man kan sige, at Luther fører de muslimske tankegange ud i det absurde. Man kan måske også sige, at han gør grin med hele forestillingen. I så fald er han kommet den før omtalte vittighedstegning fra Jyllands-Posten i forkøbet. Men se så, hvordan Richardus går videre:

Videre: de, som fødes efter opstandelsen, kan ikke blive salige, med mindre de tager mange kvinder, derfor må de i lang tid forblive usalige og vente med længsel, indtil der fødes mange kvinder. Og de måtte altså fødes mange flere kvinder end mænd. Man ville altså efter kort tid få et kvinderegime.

Inden man går i gang med at rynke på næsen af Richardus (og Luther), fordi man mener, at de rynker på næsen af dette fiktive kvinderegimente og aldeles ikke har nogen lighedsforestilling, skal man lige erindre sig, at dette er en parodi på den muslimske paradisforestilling, og at det, vore to kristne teologer siger, er: ”Hå, kære muslimer, I, der absolut skal udnytte kvinden og betragter hende som vehikel for jeres lyst og intet mere, hvis I i opstandelsen skal nå jeres mål om de 72 jomfruer, så får I et kvinderegimente, stik imod, hvad I går og bilder jer ind.”

Men dette med lighedsforestillingen kommer.

Videre, hvis den evige salighed består deri, at man har mange ægtehustruer og elskerinder uden tal, hvordan kan så kvinderne blive salige og glade, når de ikke også efter kødets frie lyst skal have mange mænd? Og videre: Hvordan kan manden være salig, når hans hustru skal have mange mænd? Heraf må følge ét af to: Enten må manden blive usalig, fordi hans kone vil have mange mænd ved siden af ham, eller konen må blive usalig, fordi hun kun må have én mand, men manden vil have flere koner udover hende. Og de skulle dog begge være salige i kraft af den kødelige lyst, som Muhammed lærer. (Se her).

Her viser det sig, at vore to teologer ikke, selv i deres drillende omtale af det muslimske paradis, kan lade være med at forestille sig, at kvinder jo dog også skal være salige. Det, som Muhammed med største selvfølgelighed undlader at tænke igennem: om kvinder nu også blot er skabt til at tilfredsstille mandens lyster eller om hun måske er et menneske i sig selv, det kan de kristne teologer ikke lade være med at overveje og besvare med den sidste mulighed: kvinden er en skabning ganske på linje med manden.

Og dette er ganske mærkeligt. Eller, for at sige det på en anden måde, dette viser den afgrundsdybe forskel på islam og kristendom. Dette viser, hvordan denne kulturelle forskel slår igennem umiddelbart og uden mellemliggende tankefilter. Det hører simpelthen med til det vestlige menneskers arv, den arv, der ubevidst videregives gennem opdragelsen, at kvinder også er mennesker. Det kønsrollemønster, vi får ind med modermælken, er nok forskelligt fra mand til kvinde, men går ud fra som en selvfølge, at mødet mellem kønnene er et møde mellem personer, noget, islam fuldstændig overser, når man i sine paradisforestillinger opererer med mandens sexuelle tilfredsstillelse og ser den stadige gentagelse med stadig nye kvinder som opfyldelsen af enhver mands drøm.

Man kan også sige, at hvor vi kristne gør forholdet mellem de to i ægteskabet til det egentlige og lader det fuldstændig overskygge alle lov- eller moralkrav, dèr går islam den modsatte vej: man deler handlinger op i haram og halal og accepterer alt, hvad der er halal, ligegyldigt, hvordan personforholdet har det, ja dette spekulerer man overhovedet ikke på.

Alt dette vil sige, at hvis Richardus har ret i, at den muslimske forestilling om, at forholdet mellem mand og kvinde både er imod fornuften og imod Gud, og hvis Luther har ret i, at vi ved hjælp af fornuften kan finde ud af, hvad Gud ikke er, så forholder det sig ikke sådan, at islam er en kultur ganske på linje med kristendommen, den ene blot opstået det ene sted, den anden det andet sted, nej, så forholder det sig sådan, at der er visse ting, som vi som fornuftige mennesker selv kan finde ud af, hvad enten vi er fornuftige muslimer eller fornuftige kristne, men som islams regler sætter sig imod, heriblandt forestillingen om mænds og kvinders lige ret. Modsat giver kristendommen rum for disse fornuftige forestillinger.

Og forøvrigt også forestillingen om, at ordet overbeviser uden tvang. Også den forestilling nævner Richardus i dette kapitel, se her, men det når vi ikke at få med i denne omgang.

Et andet sted, hvor jeg behandler forskellen mellem islams og kristendommens forestilling om forholdet mellem mand og kvinde, er her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Die Hure Vernunft

  1. Pingback: Ægteskab hos muslimer og katolikker | ricardtriis

  2. Pingback: Paradisforestillinger | ricardtriis

  3. Pingback: Har Jesus levet? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.