Er Gud en person?

Den fremmede Luther 48

Kan Gud komme på bedre tanker? Kan Gud gøre en erfaring, som får ham til at ændre på de beslutninger, han tidligere har taget? Det forekommer måske umuligt, når det nu er Gud, vi taler om. For Gud er jo både almægtig og alvidende. Det mener vi i hvert fald, når vi giver os af med at gøre os nogle teologiske tanker om Guds væsen.

Ikke desto mindre beder vi til Gud. Og hvad er det at bede til Gud andet end at bede ham om at ændre sin beslutning? Gud er på én gang den person, der står bag alle ting og styrer alle ting, og samtidig en person, vi kan stå i forhold til, en person, der hører os, når vi beder, en person, altså, der kan og vil ændre sine beslutninger. Hvis han kun opfattes som den almægtige, på hvis bud alting sker, også menneskers handlinger finder sted, så er hans almagt så gennemgribende, at dette at ændre hans handlehensigter må være umuligt. Og er så ikke bøn et umuligt forehavende? Men hvis man kun lægger vægt på dette, at han kan høre vores bøn og tage hensyn til den, så han ændrer på det, han ellers havde besluttet, hvordan så fastholde Guds almagt? Skal måske almagten fastholdes med en sådan konsekvens, at vi også regner vores bøn med til det, Gud i sin almagt står bag? Men så er jo hans bønhørelse en skinbønhørelse, ikke ægte, ikke alvorlig ment. For så vidste han på forhånd, at vi ville bede, og hvad vi ville bede om, og så havde han på forhånd taget højde for det, og så er vort forhold til Gud ikke et ægte personforhold.

Luthers forklaring til den tredje bøn, den bøn, hvor vi beder om, at Guds vilje må ske, har altid undret mig. Den lyder:

Guds gode, nådige vilje sker vel uden vores bøn, men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os. (Se her).

Hvis Guds vilje også sker uden vor bøn, hvorfor skal vi så bede? Den sker vel også hos os uden vor bøn. Den yderligere forklaring hjælper ikke på problemet:

Hvordan sker det? Når Gud bryder og forhindrer enhver ond plan og vilje, som ikke vil lade Guds navn blive helligt eller hans rige komme, som jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men derimod styrker og befæster os i hans ord og i troen indtil vores sidste stund. Det er hans nådige, gode vilje.

For nu indføres djævelens, verdens og vort køds vilje, viljer altså, som står Guds vilje imod, og så er det altså alligevel så som så med Guds almagt.

Eller er det?

Det er vist sådan med disse lidt firkantede og modsætningsfyldte trossætninger, at de ikke mister deres paradoksalitet, før vi kommer til at befinde os i Guds rige. Vi er jo selv en del af den verden, vi undersøger. Vi er genstand for Guds virken i sproget, men fordi vi ikke altid lader os sige af Gud, men tit lader hånt om den handlingsanvisning, der dog ligger tydeligt i sprogets strukturer og i vort livs relationer, er vi nødt til at tale om djævelen også. For, siger vi (eller i hvert fald Luther), det må jo være ham, der har forhekset os, så vi går fejl af det ellers indlysende. Se evt. mine tanker derom her.

Alt dette skal forstås som optakt til at sige noget om islam ud fra Richardus’ skrift ”Gendrivelse af koranen”, som jeg omtalte i forrige indlæg.

Jeg har i en længere afhandling om forholdet mellem islam og kristendom angrebet muslimerne, fordi de tolker de fire forskellige omtaler af alkohol, der findes i koranen, og som går fra advarsler til direkte forbud mod at drikke alkohol, som tegn på, at én gør erfaringer med, hvor meget alkohol et menneske kan tåle, før det bliver upassende, at dette menneske f.eks. skal lede bønnen. Og, siger muslimerne, den, der gør disse erfaringer, er Gud. Nej, siger vi kristne, den alvidende Gud har ikke nødig at gøre sådanne erfaringer, hvis det var ham, der havde givet disse forskellige anvisninger, ville han med det samme have kunnet forbyde alkohol, han behøvede ikke først at prøve sig frem. Derfor er disse fire omtaler af alkohol et bevis på, at det er Muhammed og ikke Gud, der står bag koranen. (Se her).

Richardus benytter sig af en lignende tankegang. Det er dog ikke forholdet til alkohol, han drager frem, men den påstand hos muslimerne, at jøderne har forvansket det gamle testamente, de kristne det nye, og at Gud derfor besluttede at give menneskene en ny og endegyldig åbenbaring igennem Muhammed. Ja, mere end det, muslimerne forsvarer sig ved at sige:

”Vi siger ikke, at evangeliet ikke er fra Gud, eftersom koranen åbenlyst bevidner det. Vi siger heller ikke, at det har en fejl eller er ufuldkomment, for det er fra Gud. Men det påbyder så høje og fuldkomne ting, at verden ikke formår at overholde dem. For hvem kan elske Gud af hele sit hjerte og sin næste sin sig selv? Hvem kan bede for sine forfølgere og krænkere? Hvem kan af hjertet gøre godt mod dem, der gør ham ondt? Og mange andre høje ting påbyder evangeliet”. Fordi der nu var en sådan lov, som man ikke kunne overholde, har Gud understøttet verden med salighedens lov, og gjort budene lettere, og givet verden koranen, der ikke er så vanskelig, og folk kan ved den lettere blive salig. Derfor siger de, at koranen er bedre for den menige mand, og for verden fuldt ud tilstrækkelig til salighed, og de kalder også af den grund koranen med det særlige navn ”loven til salighed”. Altså drager de nu den slutning, at koranen er kommet i evangeliets sted, og hvad der i evangeliet var godt, det findes i koranen, og så har man fremover ikke brug for evangeliet. (Se her).

Det finder dog Richardus forkert:

Men det er jo åbenlyst forkert. For man kan ikke med sandhed sige, at evangeliet var givet for en tidsperiode, nemlig indtil koranen, og at koranen skulle komme i dets sted, for koranen bevidner selv, at der er sandhed og salighed i evangeliet. For hvordan kan sandhed og salighed vige? Eller hvem skal de vige for? Endvidere nytter det ikke, at man siger, at efter at Gud havde givet evangeliet, at han først da blev opmærksom på, at verden ikke kunne overholde det, og derfor ændrede sit ord og lempede på budet, just som om Gud ikke vidste, hvad vi var og hvad vi formåede, førend han efterfølgende erfarede det, eftersom jo dog et menneske i forvejen véd, hvad hans kvæg kan holde til og hvad ikke. Meget mere har Gud i forvejen vidst, om evangeliet var for vanskeligt, og hvad menneskene kunne holde til. (Se her).

Og her kommer jo så Richardus med en argumentation, der ligner den, hans nulevende navnebroder kom med for lidt siden i spørgsmålet om alkoholforbuddet. Man kan ikke tænke sig, at Gud er så uvidende, at han ikke skulle være klar over, hvordan ordene i evangeliet virker. Og man kan forøvrigt af tilføjelserne se, at Luther giver Richardus ret. Det er ham, der spørger, om sandhed og salighed skal vige. Og det er ham, der hævder, at en bonde jo så udmærket véd, hvad hans kvæg kan holde til. Oversættelse i moderne forstand? Ok, nej, oversættelse i Luthers forstand!

Vi går videre til en helt anden sag!

I sura 17,1 lovprises Gud, fordi han har ført Muhammed op til sig til et natligt besøg. Dette natlige besøg omtaler Richardus nærmere i kapitel 14, se her. Han benytter sig her af det, han kalder Muhammeds bog, dvs., af det, vi i dag kalder haditterne, fortællingerne om, hvad Muhammed sagde. Og han har altså ifølge disse haditter fortalt ret indgående om sit besøg hos Gud. Richardus gengiver beretningen, delvist med Muhammeds egne ord.

Og Gud sagde til mig: ”Jeg har pålagt dig og dit folk bønner”. Da jeg nu igen kom ned til den fjerde himmel, gav Moses mig det råd, at jeg skulle gå op igen og lette det for folket, for de kunne ikke udholde så megen beden. Og da jeg første gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse fra ti til en fjerdedel. Og da jeg fjerde gang kom tilbage, opnåede jeg nedsættelse til en syvendedel. Og til sidst var tallet på bønnerne så ringe, at meget få blev tilbage. Men da Moses sagde, at de stadig ikke kunne udholde så mange, skammede jeg mig over, at jeg var faret op så mange gange og ville ikke mere fare op, men kom igen til Elmparac og red afsted til huset i Mekka. Og alt dette er sket på mindre end en tiendedel af natten. (Se her).

Her kan man igen spørge: Jamen, véd Gud da ikke bedre end Muhammed, hvad mennesker kan tåle af bønsgennemførelser? Og hvis vi nu går til bibelen, ser vi, at vi dèr står med det samme problem. Er Gud alvidende eller er han ikke alvidende? Er Gud Gud, eller er han så meget at sammenligne med et menneske, at han deler enkeltmenneskets uvidenhed om, hvad der rører sig i det andet menneske?

I 1 Mos 18,16-33 står der fortalt om, hvordan Gud efter at have besøgt Abraham i Mamrelund og forjættet denne gamle mand en søn, gik videre mod Sodoma og Gomorra, om, hvordan han røbede for Abraham, at han ville ødelægge disse byer, og om, hvordan Abraham bad for de to byer på grund af de retfærdige, der måske befandt sig i byerne og ved Guds ødelæggelse ville gå til sammen med de uretfærdige: Gud kunne da ikke ødelægge dem, hvis der var halvtreds retfærdige i byerne. Nej, det ville Gud ikke. Jamen, hvis der nu kun er fyrre? Så vil Gud heller ikke ødelægge dem. Og som vi måske husker, fik Abraham bragt antallet ned på ti.

Altså, det er bibelen og koranen enige om: Gud er til at forhandle med.

Nu kan man måske sige, at historien her i 1 Mos er lidt finurlig. For véd Gud ikke i forvejen, hvor mange retfærdige der findes i byerne? Måske véd han det, og måske det er derfor, han hele tiden giver efter for Abrahams bønner.

Men se så, hvordan Moses bærer sig ad, da israelitterne havde støbt guldkalven og danset omkring den, mens Moses var oppe på bjerget for at modtage de ti bud. Han nøjes ikke med at bede sådan ud i det blå, nej, han kommer med argumenter. Det hedder i 2 Mos 32,9-14:

Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: »Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd? Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.‹ Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk! Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.« Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Ikke blot argumenterer Moses med de løfter, Gud har givet til Abraham, Isak og Israel, han nævner også, at det ikke ser godt ud i egypternes øjne, hvis Gud nu udrydder sit folk. Véd Gud da ikke det? Har han glemt det i sin vrede?

I hvert fald: I den grad tænkes Gud som en person, man kan indgå i et personforhold til, at det, et underordnet menneske kan sige til en overordnet, når han synes, noget er forkert, det kan et underordnet menneske også sige til Gud, og se, Gud hører, Gud fortryder, Gud lader alligevel ikke sin vrede ramme folket.

Så langt synes altså bibelen og koranen er være enige: Gud lader sig påvirke. Begge steder står vi overfor det paradoks, at Gud på én gang er Gud, skaberen, den altgennemtrængende kraft, den alvidende, for hvem intet er skjult, heller ikke noget i menneskehjertet, og dog samtidig en person, man kan stå i forhold til, som man kan stå i forhold til en menneskelig person, samtidig en person, der kan ændre holdning i kraft af et menneskes bøn, den bøn, han dog vel som den alvidende må have kendt eksistensen af, før den brød frem på menneskets læber.

Det paradoks slipper vi ikke ud af. Men alligevel er der mere at sige. Noget af det har jeg sagt i det føromtalte blogindlæg, altså dette her, og det er specielt omtalen af debatten mellem Erasmus og Luther, jeg her hæfter mig ved, og deraf igen specielt den påstand hos Luther, at der er frihed i den evne, vi har til at forstå Guds ord til os, se her.

For Guds ord er nemlig noget helt forskelligt i islam og i kristendommen. Det er i islam et lovord, et ord om forskellen mellem halal og haram, et ord, der vil have mennesket til at udføre de rette, gode gerninger. Men ordet i kristendommen er et ord, der inviterer ind i et trosfællesskab, det er et ord, der tænkes at genskabe den brudte tillid, det er et ord, der vil have os til at forstå forholdet til Gud som et barns forhold til sin far, hvor jo dog alle gerningerne udspringer af tilliden til faderen.

En sådan tillid kender Muhammed ikke noget til, hverken når vi taler om tillid mellem mennesker, eller når vi taler om tillid mellem menneske og Gud.

Det kan f.eks. ses af det, der blev berørt i sidste blogindlæg, islams paradisforestilling. Når Muhammed (og efter ham den muslimske kulturkreds) forestiller sig paradistilværelsen, den højeste menneskelige lykke, som dette at kunne have samleje med så mange kvinder som hele 72, uanset, hvem de er, og uanset deres personlighed, så er det en lovforestilling af tilværelsen ud over alle grænser. Ikke blot en lovforestilling som den, der findes i mange kristne miljøer, hvor dog forestillingen om den gensidige tillid som det største søges bibeholdt, omend ikke altid med det største held, men en lovforestilling, der fuldstændig mangler fantasi til at forestille sig, at lykken kunne bestå i andet end den største legemlige nydelse.

Det betyder også, at tilgivelse betyder noget forskelligt i islam og i kristendom, omend det må indrømmes, at megen kristen tale om tilgivelse minder betænkelig meget om den islamiske tale derom. Tilgivelse er i islam (og i mange kristne miljøer) identisk med eftergivelse; den straf, man egentlig havde fortjent på grund af sin synd, den bliver eftergivet. Og efter eftergivelseshandlingen lever man videre som før.

Denne misforståelse af tilgivelsen har i kristne kulturkredse ført til, at mange gør nar af os kristne: vi kan jo til hverdag bare synde løs for så at komme om søndagen og få tilgivelse for vore synder. Det må indrømmes, er jeg bange for, at både de, der gør nar, og vi, der gøres nar af, er ofre for denne falske forståelse af tilgivelse.

Den ægte forståelse af tilgivelse forstår tilgivelse som et ord, der sætter os ind i tillidsforholdet til Gud igen.

Det er som med det ord i et ægteskab, der efter et tillidsbrud genskaber tilliden. Så den gamle forelskelse igen vokser frem. Så den helhjertede tillid, man før havde, igen griber én. I gudsforholdet viser det sig ved, at man sendes tilbage i dagligdagen, nu ikke som én, der skal passe på de andres blikke eller være varsom med ikke at handle umoralsk, men som én, der tør være sig selv, og handle overfor sin ægtefælle ligefremt og naturligt, fordi man véd sig troet og anerkendt, handle overfor sine arbejdskammerater ud af den kærlighed til fællesskabet og den glæde ved de andre, som man er grebet af, og handle i det borgerlige, politiske liv ud af den tro, man har til landets traditioner.

Og spørger vi nu, hvad der får et menneske til sådan igen at gribes af tillid, tillid til medmennesket og tillid til Gud, så er det kristne svar jo, at det er Guds ånd, der her er virksom. Men med den mærkelige tilføjelse, at hvor ånden hersker, dèr er der frihed. At ånden på uforklarlig måde trænger ind i vort inderste, så det ikke blot er ånden, der handler i os, men os selv, der handler, os selv, der tror, nærer tillid, gribes af ordet og stoler på det.

Og derfor: Det forholder sig ikke sådan, som Muhammed tror i sin drøm om at besøge Gud. Gud stiller ikke krav til os om så og så mange daglige bønner med den og den formulering. Vi skal ikke, men vi kan bede til ham. Og lad så blot muslimerne betragte sig selv som mere fromme end os, fordi de beder så og så mange gange i døgnet. Vi agter ikke at indgå i nogen fromhedskonkurrence med dem. Og bønnen kan vel hos os ligge brak i mange år, og fred være med det, så den kun holdes vedlige af de forordnede bønner i gudstjenesten, men bryder den frem, så gør den det helt af sig selv, fordi der nu er noget at bede om, og fordi den mulighed hele tiden har holdtes åben: at det giver mening at bede til den almægtige og alvidende Gud, for hvis han har ladet det være uvist, hvad der kommer ud af mødet mellem hans ord og mit indre, så har han vel også ladet det være uvist, hvad netop disse hjernevindinger kan fremkalde, hvad netop dette blodomløb vil ende med, hvad denne svulst vil gøre: vokse eller nedbrydes, så ligger vel alting i hans og ikke i kolde naturloves hånd, så kan jeg vel som Moses fremholde hans løfter, hans godhed, hans forbarmelsesord mod ham, omend jeg godt véd, at min bøn, som Kristi bøn i Getsemane, altid er en bøn, der må indregne det, jeg ikke beder om.

Jeg har tidligere i en gennemgang af Robert C. Reilly’s bog ”The Closure of the Muslim Mind” forsøgt at løse problemet med forskellen på lov og evangelium ved at opdele ”ratio” i tre slags: en videnskabelig, en lovmæssig og en personlig, se her. Hvis man følger Reilly – og det kan der være god grund til – følger muslimerne i den grad den lovmæssige form for ratio, at de fuldstændig går glip af den videnskabelige. Men, hævder jeg, de følger også den lovmæssige form for ratio i den grad, at de slet ikke har blik for den personlige.

Men her, hvor problemet er forholdet mellem den almægtige Gud og menneskets handlen, er det måske mere passende at henvise til Reilly’s mange eksempler på modsigelser i koranen, netop hvad angår spørgsmålet om Guds almagt og menneskets frie vilje, se her. For også den problemstilling er vi fælles med muslimerne om. Vi har jo i vor historie en række teologer, der er gået ind for en form for prædestination, Augustin og Calvin f.eks.

Dog hører Luther netop ikke hjemme i den pulje. Han undgår at ende i en prædestinationslære af den ene eller anden art. Og det skyldes, som jeg ser det, at han arbejder indenfor det, jeg har kaldt ”den personlige ratio”, det vil sige: i hans optik rammer Guds ord os på en måde, så vi retvendes i vort forhold til ham. Eller, som før sagt: tilgivelsen er ikke en eftergivelse, der lader os være ganske de samme som før, tilgivelsen medfører en forvandling af sindet, så al tanke om fortjeneste blæses ud og kun det rene og lovfri tillidsforhold står tilbage, et forhold, jo, der fremkalder mange handlinger, men altsammen handlinger, der er så selvfølgelige og naturlige, at man ikke tænker over dem, og da slet ikke kommer på den tanke at sammenregne dem i en stor sum af fortjenstfulde gerninger.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.