Nytår

Så har man været igennem en to-tre gudstjenester, har hørt diverse nytårstaler med tilhørende kommentarer, og så kan man vel endelige åndelig lidt op igen?

Tja, men en stakkels forvirret gammel præst som undertegnede kan ikke lade være med at spekulere lidt på de mange ord, der er blevet brugt. Holder de? Afbilder de en virkelighed, som man kan genkende? Er f.eks. vi allesammen – eller bare de fleste af os – bange for fremtiden, angste for, hvad den kan bringe os, nervøse for alle de uløste problemer, der svæver rundt i det offentlige rum, så bange, så angste, så nervøse, at vi derved er blevet passende præparerede til at høre et trøstende ord fra prædikestolen, f.eks. dette ”Mine tider er i Din hånd”? Det står vistnok et sted i det gamle testamente.

Jamen, er mine tider da i Guds hånd? Tager jeg ikke selv vare på min fremtid? Og er det ikke mit eget ansvar, hvis jeg har glemt det, hvis jeg f.eks. ikke har sparet op til pensionen? Hvor er den Gud henne, som jeg kan sætte min lid til? Hvor griber han ind? Eller er han blot et menneskeligt fatamorgana, som forsvinder ved nærmere eftertanke?

Er det ikke kun her ved nytårstide, at jeg gribes (eller tænkes at gribes) af fremtidsangst? Er det ikke kun i disse dage, at jeg skal ængstes i den grad, at jeg henflyr til Guds beskærmelse? En beskærmelse, om hvilken jeg ikke rigtig véd, hvor den rammer mig?

Og den ugudelige verden omkring mig? (Hvis den altså er særlig ugudelig, hvad den måske slet ikke er). Den er vel som altid besat af en næsten uudslukkelig udviklingsoptimisme. Når muslimerne danner deres parallelsamfund, ok, intet problem, de er bare lidt bagefter os i udvikling, om nogle år vil de være på omgangshøjde med os, og så bliver de lige så religionsfremmede som danskerne. Irakerne under Saddam Hussein? De skal bare have deres diktator fjernet, så vil det demokrati-ønske, der ligger forankret i ethvert folk, blomstre op og skabe noget helt nyt i Mellemøsten: en demokratisk, muslimsk stat.

Tja, hvordan var det lige, det gik med det?

Nej, ikke så godt, sandt nok. Men alligevel sidder udviklingsoptimismen i os. Altså: i både kristne og mindre kristne.

Og måske med god grund.

Jesus var i besiddelse af den. Hans lignelse om himmeriget som sennepsfrøet, der voksede op og blev til et træ så stort, at himlens fugle byggede rede i det (Matt 13,31f), fortæller vel noget om, hvad han ventede af den menighed, der dannedes omkring ham og hans forkyndelse.

Og Hegel, den store tyske filosof, han genoptog udviklingstanken: Menneskeånden vil nå stadig nye højder. Og selv om Karl Marx mistolkede Hegel i sine forestillinger om det kommunistiske samfund, så var det dog udvikling, han tænkte på, også han.

Ja, selv hos vor hjemlige Grundtvig kan vi finde den forestilling, at tingene går fremad, at det hele dog, trods momentvis modgang, vil vise sig bedre i fremtiden, end det var i fortiden.

Han synger f.eks. i salmen ”Er du modfalden, kære ven”, (DDS nr 655) vers 4: ”Det er blandt folk et gammelt ord:/ Hver djævel har sin tid./ Men vist er det, enhver har tabt,/ som gik mod Gud i strid”. Og selv om vi som halvkristne og halvt troende vil kikke os om efter den Gud, der bekæmper djævle, så vil vi nu nok have Grundtvig med os, når vi siger, at der er tale om Gud som ”logos”, som ordet, som den sprogkraft, der lægges os mennesker ind i sindet under sprogtilegnelsen, og som bryder frem de mest overraskende steder.

En sprogkraft, der jo egentlig burde være til at få øje på.

Tænk på, hvor mange diktaturer der er gået til efter Anden Verdenskrig! Er det dog ikke tegn på en positiv udvikling? Chile og Argentina i Sydamerika, Portugal, Spanien og Grækenland i vor verdensdel, Sydafrika i Afrika, og ikke mindst: Den enorme Sovjetunion, den, vi anså for udødelig, for et rige med så umådelige ressourcer og så overvældende våben, at intet kunne ødelægge den, den blev dog ædt op indefra, fordi den djævel, der havde besat den, også den, havde sin tid, og nu, men ikke før, var dens tid udløbet.

Nå ja, jeg véd godt, at en række Amerika-fans iblandt os, vil tilskrive Ronald Reagan æren for Sovjetunionens fald. Men uden at tage nogen ære fra ham – for han var på mange måder en stor præsident – så må man vist alligevel sige, at der med Sovjetunionens fald var tale om en implosion, altså om noget, der faldt sammen i kraft af, at dens egne iboende kræfter svigtede. Eller, for at tale med Danielsbogen, den var en kolos på lerfødder (Dan 2,32-35).

Jeg har her på bloggen beskrevet det flere gange, sidst her med et citat fra The Economist således:

For nogen tid siden læste jeg i The Economist en anmeldelse af en biografi af Gorbatjov, skrevet at William Taubmann, se her. Heri hed det bl.a.:

Gorbatjovs brug af det unaturlige og banale sovjetiske ”newspeak” fik ham til at lyde som en ”apparatnik”. Men under dette gemte sig en klippe af moralsk instinkt og ”common sense”, som bestemte hans valg langt mere end marxistiske dogmer og sovjetisk ideologi. Hvordan kunne sådanne normale menneskelige reflekser overleve i et alt andet end normalt land?

Det sidste spørgsmål rammer hovedet på sømmet. For igennem alt for mange år kunne regimet narre både sig selv og dets undersåtter med det banale sovjetiske ”newspeak”. Man skulle på én gang fastholde, at valgene var frie, og sørge for, at de var så tilpas styrede, at antirevolutionære kræfter kunne holdes borte fra indflydelse. Det kodesprog havde alle de ledende hidtil lært sig at styre efter. Men så kom Gorbatjov. Han gemte i sig en klippe af moralsk instinkt og ”common sense”, eller – som jeg har sagt andetsteds – han tog ordene om frihed for pålydende, og så faldt altså Sovjetunionen sammen.

Hver djævel har sin tid”!

Ja, lad os bare tale rent ud af posen. Den ånd, der herskede i Sovjetunionen, var djævelens ånd. Han, der formår at fordreje ordene, så de kommer til at betyde det modsatte af det oprindelige, ja, formår at opbygge en hel ideologi, der understøtter undertrykkelse og henrettelse af dem, der mener noget andet. Han, altså, der sætter det guddommelige værktøj, hvorved al udvikling foregår: den frie samtale, ud af kraft. Hans ånd var det, der havde behersket Lenin og Stalin og alle de andre.

Gud er ordets Gud. Gud hersker gennem ordet, dvs., igennem den frie diskussion mellem mennesker. At den er fri, betyder netop, at det ikke er os mennesker, der styrer den; i så fald ville der ikke være tale om nogen diskussion, og da slet ikke om nogen fri diskussion, men om manipulation. Men hvem styrer den så? Hvordan kommer sandheden så frem?

Den kommer frem, når hver diskussionsdeltager – og det vil jo i vore demokratiske samfund sige hver samfundsborger – vover at holde sig til det, han eller hun anser for sandhed, uden frygt for mistet anerkendelse, karrieremuligheder eller lignende. Og også uden frygt for voldelige repressalier fra muslimernes side.

Muslimerne? Ja, de har overtaget Sovjetunionens plads som djævelens spilleplads. Nu er spørgsmålet ikke længer, hvordan vi får gjort ende på terrorbalancens helvede – det spørgsmål kan vi da gudskelov lægge til side (og netop ”Gud ske lov”) – i stedet er nu spørgsmålet: hvornår vil noget ske for islams vedkommende tilsvarende det, der skete for kommunismens vedkommende: at den falder sammen i sig selv, at dens mange fortryllelser bliver afsløret, så ingen længer tror på dem.

Det synes unægtelig at have lange udsigter med den djævel.

Djævel? Næ, hør nu, sådan kan man da ikke sige om islam.

Nej, måske ikke, hvis man tænker på den gamle djævel med horn i panden og hestehov. Men som Kaj Munk sagde det: i vore dage går djævelen med laksko. Det vil sige: hestehoven ser man ikke. Eller altså udlagt: Djævelen har klædt sig ud i fromhedens klædedragt, han optræder ikke direkte som et ondt menneske, tværtimod som et betænksomt mennesker, der kun vil det bedste.

Han kan f.eks. have klædt sig ud som en from imam i samtale med Steen Skovsgaard. Skovsgaard beretter om det i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2-1, se her.

FOR FLERE ÅR SIDEN var jeg inviteret hjem til en imam i Gellerup. Vi havde gennem længere tid haft flere gode samtaler og kendte efterhånden hinanden ret godt. Nu sad vi og fik te og kage, som vi indtog siddende på gulvet i den pæne lejlighed. Hans kone var i køkkenet, og hans mindre drenge serverede for os. Vi talte om stort og småt og kom også til at tale om dommedag. Her sagde han noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?”

Og det lyder jo fromt. Specielt, hvis det er ægte ment, hvis han altså virkelig går og gør sig bekymringer over dommedag. Alligevel, selv midt i fromheden, er det et tegn på, hvilken magt djævelen har. I stedet for at mennesket lever det liv, det blev skabt til, et liv i fri glæde og selvfølgelige gode gerninger, lever denne imam altså et liv i evig frygt. For, som han selv siger: ”Hvordan vil det mon gå på dommens dag?” Den frygt kan nok, hvis den er ægte, indsnævre ens liv, gøre alle ens gerninger til alvorlige, velovervejede gerninger. En sådan frygt virker på samme måde som tvangshandlinger virker på en neurotiker: han eller hun er nødt til at foretage alle mulige rituelt-lignende handlinger, før selv den mest dagligdags gerning kan gennemføres.

Skovsgaard beskriver selv til sidst modsætningen til disse frygtbaserede handlinger, nemlig de kristne handlinger. De er

ubekymrede og frie. Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Med andre ord: Løft jeres hoveder. Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer.” (Johs. 15,3).

På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.

Ja, det har vi brug for at høre. Men det har muslimen minsandten også. Også, selv om det nødvendigvis må forekomme ham at være en kritik af islam. Problemet er ikke blot det, at intet almindeligt menneske kan holde ud til at leve i den bestandige uvished og frygt, som islams dommedagsforståelse lægger op til, før eller siden vil den ene eller den anden – og muligvis ikke altid den dårligste blandt muslimerne – bryde af og skaffe sig sikkerhed for en plads i paradiset gennem en terrorhandling. Det er et stort problem for os andre, og et problem, som ligger i direkte forlængelse af imamens frygt. Men det er ikke det eneste problem med denne fromhed; det er også et problem, at et nogenlunde fornuftigt menneske som denne imam af sin religion bindes ind i denne evige, umenneskelige frygt, som er jo værre, jo frommere han er.

Det er djævelens værk, når han er allermest spidsfindig.

Og dette fromhedsåg er utrolig vanskeligt at kaste af sig.

Det kan bl.a. ses af noget af det mest opløftende, jeg fik opleve her i nytåret. Deadline havde forleden inviteret Sara Omar til at holde en nytårstale. Sara Omar omtalte jeg fornylig, se her. Hun har udgivet en roman, nærmest selvbiografisk, om det muslimske kvindehad. Og i sin nytårstale gentog hun det, jeg blev så begejstret for i det interview, Berlingske havde lavet med hende: Ord har magt. Det kan ikke siges tit nok. Ord har magt, magt til at forandre, magt til at nå ind til hjerter, magt til at frigøre mennesker, bundet af islams umenneskelige frygt.

Nå ja, jeg lagde da godt mærke til, at hun ikke ville forkaste al islam. Der var skønne træk ved islam, sagde hun, og det er nok sandt. Men jeg for min del tror ikke på, at disse skønne træk nogensinde kommer til at blive mere end et skalkeskjul for den fromme, umenneskelige islam.

Så når jeg her ved nytårstide skal formulere et ønske for det nye år, nej ikke blot et ønske, en bøn til Ordets Gud, til terrorfrygtens nedbryder, til Sovjetunionens banemand, til Gulag-systemets ødelægger, en anråbelse til Gorbatjovs inspirator, til Sara Omars hemmelige, hende selv ubevidste kilde, så skal den lyde:

lad dog dette muslimske djævelskab forgå! Lad dog alle disse undertrykte menneske forløses! Lad dog hele den muslimske verden implodere, falde sammen, gå under, ophøre med at eksistere! Lad dog alle de frygtsomme fromme rammes af dit frigørende ord! Lad dog al dommedagsfrygten fordampe som dug for din sol! Lad dog de hårde hjerter gribes af fortrydelse!

Vi fatter ikke, hvordan du bærer dig ad. Men vi så det på Sovjetunionens fald, at du er i stand til det mest utrolige. Kan du dog ikke gentage underet med islam?

Og skal vi bruges som redskab for din virken, så opildn os til at turde imødegå islam, finde dens svage sider, og formulere os på en måde, som rammer, så de forstår!

Nej, alting er ikke fastlåst. Lad dog det træ, hvori himlens fugle bygger rede, omsider komme til at omfatte de muslimske lande!

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.