Ægteskab hos muslimer og katolikker

Den fremmede Luther 49

Tidligere var jeg inde på, hvordan Richardus og Luther ser på muslimernes forestillinger om ægtestanden, se her. De vender sig stærkt imod den forestilling, at paradislivet består i, at manden får stillet en række jomfruer til rådighed til fri afbenyttelse. Både filosofferne og de kristne regner ikke orgasmen som menneskelivets højeste lykke; det er derimod samværet med Kristus, der er indholdet i paradislivet, eller det er, med Aristoteles, i forståelsen, at menneskets højeste lykke består.

Denne muslimske paradisforestilling ser de udlevet i de muslimske ægteskabsforestillinger med Muhammed som det store eksempel til efterlevelse. Når Muhammed tog sig mange hustruer og gav muslimerne lov til at have indtil fire hustruer, foruden ”det løse”, dvs., de slavinder, de ejede, så betyder det, mener de, at det ikke er det personlige forhold mellem ægtefællerne, der er af interesse, men kun mandens tilfredsstillelse af sine seksuelle lyst.

Luther har i sin efterskrift til Richardus’ ”Gendrivelse af koranen” nogle interessante overvejelser, som minder ikke så lidt om nogle overvejelser, Løgstrup gør sig i sin bog ”Norm og Spontaneitet”.

Luther mener, at Gud har sendt kristenheden to plager, dels den grove plage, bestående af Muhammed, dels den langt mere subtile plage, som paven er udtryk for. Muhammed er ikke antikrist, for han sætter sig ikke i Guds sted. Men paven er, for han antager og godkender alle kirkens udtryk og skikke, men forvandler dem til noget andet i sit djævelske billede, se her.

Og på den baggrund fortæller han, hvordan begge parter har drevet deres spil med ægtestanden:

Og se, hvordan den grove djævel dèr og den subtile djævel her har drevet sit spil med ægtestanden. Den grove uhumske Muhammed tager alle kvinder og har dog ingen kone. Den kyske pave tager ingen kone og har dog alle kvinder. Er dette ikke sælsomme ting? Den, der ikke har nogen kone, han har alle kvinder. Og den, der har alle kvinde, har ingen kone. Hvordan går det til? Den uforskammede, uhumske Muhammed giver sig ikke ud for at være kysk, tager, som en horejæger, lige så mange han vil. Derfor har han ingen ægtehustru, og kan heller ikke have nogen ægtehustru. Og således er han uden kone og ikke i nogen ægtestand. Den liljehvide, kyske, blufærdige, tugtige, hellige fader paven, det sarte jomfruskab, opretholder et skin af kyskhed og vil heller ikke tage nogen ægtehustru med Gud og æren. Men hvor mange kvinder han ellers tager, ikke alene horer, men også ægtehustruer og jomfruer, se blot på hans kardinaldømmer, bispedømmer, stifter, kurtisaner, klostre, præster, prædikanter, kapellaner, skolemestre og hele korpusset, foruden hvad der er af de utallig laster, som man ikke bør nævne. Se her.

Jeg må indrømme, at jeg i første omgang troede, at det var Luthers tendens til at opstille ”smarte” modstillinger, der her gjorde sig gældende. (Det er mig, der i oversættelsen har skelnet mellem ”kone” og ”kvinder”; Luther bruger ordet ”Weib” i begge tilfælde). Og man skal måske også have opstillet nogle mellemregninger for at få det hele til at passe. Men efterhånden tror jeg, at hans indvendinger mod de to magter er særdeles relevante. Ikke mindst, fordi de er af samme art som Løgstrups sammenligninger mellem den gnostiske mistænkeliggørelse af sanseligheden og dens modpol libertinismen.

Luther går ud fra, at et ægteskab er et ægteskab med én person, og at man knytter sig personligt til denne ene person og lader alle andre personer fare som mulige seksualpartnere. Derfor kan han sige, at Muhammed med de mange kvinder, han omgås seksuelt, ikke har nogen kone. For han betragter ingen af sine seksualpartnere som en person, han skal vokse sammen med, en person, han skal bøje sig for, som hun skal bøje sig for ham, en person, han tænkes at kunne blive forelsket i, som hun i ham. Nej, kvinden er mandens ager, som han kan pløje, når han har lyst til det, se her. Det vil sige, for Muhammed er det kun kvinden som fødemaskine og som tilfredsstillelsesmiddel, han har blik for.

Derfor kan Luther sige, at Muhammed (og logisk set enhver muslim med flere koner) nok har mange kvinder, men dog ikke har nogen kone.

Men hvad så med Luthers ord om paven, der ikke har nogen kone, men dog har alle kvinder?

Ja, Luther forklarer det med, at de katolske gejstlige, der i deres liljehvide kyskhed lover at afholde sig fra ægteskab, dog ikke afholder sig fra at ”have kvinder”, altså have samleje med kvinder, når ingen ser det, förstås. Men det, de har i denne ”haven”, er ikke et ægteskab, de har ikke nogen kone, de har kun det samme som Muhammed og hans muhammedanere: de har en dukke, der er velegnet til kønslig tilfredsstillelse.

Og det, Luther her har blik for: at muslimerne og katolikkerne i grunden begge vender sig imod ægteskabet, det samme ser Løgstrup i ”Norm og Spontaneitet”.

Her gennemgår han i det kapitel, der hedder ”Kærlighed og seksualitet”, forskellige idealdannelser og skriver:

Men bortset fra den slags ekstreme idealdannelser går den idealdannelse, der er blevet den rådende i vor kultur, ud på at forene en kærlighed af individuel tilbøjelighed og tiltrækning med seksuel fuldbyrdelse. Den går under navn af erotisk kærlighed. Men der er nok af kulturer, hvor den ikke findes. Den er selvsagt udelukket, hvor valg af ægtefælle foretages af forældrene, medens partnerne er børn. (Side 135).

Dette har vi haft lejlighed til at erfare med de mange muslimer, der er kommet til vort land. Men vi har ved samme lejlighed erfaret, at forelskelse ikke er en specialitet for vor kulturkreds, den er noget, alle kan gribes af. For især de muslimske kvinder kan dette blive skæbnesvangert. Det er ikke så få ”æresdrab”, der har ramt sådanne kvinder, som blev forelsket i ”den forkerte”. Men forelskelsen har de altså mærket, skønt alle mente, at den ikke fandtes i deres kultur.

Løgstrup slutter dette kapitel med at sammenstille to fænomeners kærlighedsforståelse: pornografiens og gnosticismens. Han skriver:

Som sagt modsætningen er klar nok. Vi har den gnostiske adskillelse af ånd og legem med dens mistænkeliggørelse af sanseligheden. Og som den yderste modpol libertinismen i pornografiens udgave med en sådan dyrkelse af sanseligheden, at den enkeltes individualitet forsvinder og alt, hvad der er af personlighed er faret i kønsorganerne. Men det går her som det så ofte går med heftige modstandere, når de ikke kan komme fri af hinanden, skyldes det, at der bag ved det, som de strides om, ligger en fejltagelse, som de er fælles om. Det er på den fælles, om end skjulte fejltagelse, at deres strid bliver så bitter. Hvori består da puritanismens og pornografiens fælles fejltagelse? I at kærlighed og kønsdrift skilles ad. Begge steder. I den gnostiske dualisme bliver der ingen plads for tanken om kærlighedens formning af sanseligheden. Så langt kommer man slet ikke. For at kunne gøre sig tanker om det, må nemlig sanseligheden først indsættes i sin ret. Og i pornografien udgår stort set kærligheden, hvad der alene interesserer er den isolerede seksualitet. (Side 159). (Tidligere brugt her).

Og det er denne sammenstillen jeg sammenligner med Luthers sammenstillen. Muhammeds og pavens forståelse af ægteskabet har en fælles fejltagelse, og denne fejltagelse består i, at kærlighed og kønsdrift skilles ad.

I den muslimske forståelse, hvor kvinden tænkes at stå til rådighed for manden på hans mindste vink, hvor det ikke drejer sig om personlig tiltrækning, men om lydighed mod koranens bud, dèr er den enkeltes individualitet forsvundet, hvad der er af personlighed er faret i kønsorganerne, for nu at tale med Løgstrup.

Men i den katolske forståelse ser det ikke meget bedre ud. Heller ikke dèr er der med det fortrinlige Løgstrup-udtryk ”plads for tanken om kærlighedens formning af sanseligheden”. For de cølibatære betragtes jo som mere fuldkomne end de gifte. Den formning af sanseligheden, som måske var Guds dybere mening med at lade et dyr med sanser og begær få sprog og sidenhen kultur og bevidsthed om sansning og begær, kommer heller ikke dèr på tale.

Et af de ord fra Richardus (og fra koranen), som Luther bruger, er ordet om kvinden som mandens ager, en ager, som han kan pløje, som han vil, se Richardus her og koranen (Sura 2,223) her.

I Sara Omars bog ”Dødevaskeren” er der en scene på Skejby Hospital, hvor hovedpersonen overfor en anden kurdisk kvinde citerer de steder i koranen, der er kvindeundertrykkende. Og hun slutter netop med ordet om kvinden som mandens ager eller pløjejord. Så siger hun: ”Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Den kvinde, hun samtaler med, gør indvendinger: ”Sådan tolker jeg bestemt ikke koranen”.

Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker koranen præcis på den måde”.

Hvortil den anden ikke kan svare andet end ”Jeg har ikke tænkt mig at blive nogens pløjejord”.

Hvortil jeg – og formentlig Sara Omar – svarer: ”Nej, men din tanke og hensigt betyder jo netop ikke noget i den muslimske kultur”.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Ægteskab hos muslimer og katolikker

  1. M.S. Carstens siger:

    Igen:
    Tak for dine dybe analyser!

  2. Pingback: Pløjejord | ricardtriis

  3. Pingback: Matador: ægteskab og kønsroller | ricardtriis

  4. Pingback: Luther fejlfortolket | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.