Forbudt kærlighed

Som den trofaste læser nok véd, har jeg ikke gjort meget ud af al den ”metoo-snak”, der har optaget mange her i efteråret. Kun en enkelt gang er der kommet et lille pip herfra, og det endda ikke mit eget pip, men en gengivelse af noget, som Emilie van Hauen havde skrevet, se her.

Denne gang bliver det lidt mere originalt, omend også lidt mere sørgeligt. Sørgeligt, fordi ingen løsning er i sigte.

Man har spurgt alle de mennesker, der er blevet grebet af metoo-bevægelsen – og det både mænd og kvinder – hvorfor de dog ikke giver udtryk for deres forargelse over den behandling, kvinder får i de muslimske miljøer. Det var et særtilfælde af det, Emilie van Hauen tog frem: de mange kvinder, der har været udsat for voldtægt af muslimske mænd. Og både det, og behandlingen af kvinder i al almindelighed hos muslimer er nok værd at nævne i forbindelse med metoo-opstandelsen.

Udmærket!

Men jeg har sådan lidt i stilhed gået og ventet på, om ikke nogen ville nævne endnu en overset kvindekategori, en kategori af kvinder, der også har måttet holde deres mund i en mandsdomineret verden, en kategori af kvinder, som vel ikke på samme måde har været udsat for overgreb, men som alligevel har fået deres kærlighedsliv ødelagt af en mandsdomineret institution.

Jeg tænker på de kvinder, der bliver forelsket i en katolsk præst, som mærker, at deres kærlighed bliver gengældt, som bliver præstens elskerinde, men som af hensyn til den katolske kirkes cølibatskrav til præsterne kommer til at føre et skinliv, og må nøjes med livet igennem at forblive sin mands hemmelige elskerinde.

Jeg skrev om det her på bloggen for snart lang tid siden, se her. Det var i anledning af, at der i Tyskland var omtalt nogle sager om præsteelskerinder. Den ene sag var en kvinde, der livet igennem havde været ”gift” med en katolsk præst, havde fået en søn med ham, men nu var blevet så frustreret over det stadige hemmelighedskræmmeri, at hun havde fået afløb for sin frustration ved at skrive en bog. Jeg refererede hende i sin tid således:

Og i den [dvs i bogen] bebrejdede hun sin ‘mand’ (og præsten var jo hendes mand) for alle de svigt, han måtte vise hende og deres fælles barn, fordi han var præst, og fordi den katolske kirke ikke vil anerkende gifte præster. Én ting var, sagde hun, at hun selv måtte leve en skjult og fordækt tilværelse, nidstirret af dem, der vidste noget, afholdt af meget få, noget andet og værre var, at hans barn livet igennem havde måttet leve med dette mummespil også, havde haft en far, men alligevel ikke havde haft en far.

Den anden sag, jeg gjorde lidt ud af, handlede om en katolsk præst, der på grund af samliv med sin husbestyrerinde blev tvunget til at flytte. Han havde fire børn. Men han havde dem med to forskellige kvinder. Og, sagde jeg dengang, hvad skulle det nytte at tvinge ham til at skilles fra sin ”kone”, når han velsagtens snart efter ville finde sig en ny?

Og hvis man vil mene, at dette med, at der kom børn ud af disse samliv, vel nok måtte kunne forhindres med diverse svangerskabsforebyggende midler, så skal man jo for det første nok ikke regne med, at der vil blive undervist i brugen af sådanne på de katolske præsteseminarer, men man skal for det andet gøre sig klart, at det jo ikke blot er de eventuelle børn, der lider, der er i lige så høj grad de mange kvinder, der bliver involveret, der lider. Og hvis man vil sige, at de vel i nogen grad selv er ude om det, så har man vist undervurderet forelskelsens sælsomme kræfter.

Jeg fandt i ”Süddeutsche Zeitung” under 30. oktober 2016 en beretning om, hvordan det kom til forelskelse mellem en katolsk præst og en lærerinde. Desværre er hendes fortælling gemt bag betalingsmur, men den første del af beretningen kan læses her.

Det begyndte med, at en katolsk præst havde lovet en lærerinde at celebrere en messe i en skovhytte en dag, hvor lærerinden var på udflugt i skoven med sin klasse. Fortælleren, Harald Hordych, fortsætter:

Og så slog det gnister mellem de to, som man så enkelt og præcist siger i daglig tale. To mennesker føler sig draget til hinanden. Et nervepirrende øjeblik, et øjeblik, der kan bestemme hele livet, og dog et øjeblik, som indbefatter noget dagligdags. Forudsat, at kærligheden kan udleves, når de to er enige med hinanden. Netop en smuk og enkel historie.

Men præsten og lærerinden, der ved messen med skoleklassen i skovhytten stod ved hans side som messemedhjælper – det er jo ikke den normale historie, som sker for så mange andre mennesker. ”Forbudt kærlighed” hedder den slags i fjernsynet, når man laver en sæbeopera ud af fortrængte, undertrykte følelser; i virkeligheden hedder det: holde afstand, fortrænge, se den anden vej, ikke tænke mere på det, glemme det – for det, der ikke må ske, kan ikke ske.

Det kan godt være, man vil kalde mig en håbløs romantiker, det kan godt være, man vil anse mig for uden forbindelse med den hårde virkelighed, når jeg bekender, at jeg føler med de to, og at jeg finder Hordychs beskrivelse rammende, behersket af fin indlevelsesevne.

Hordych fortsætter:

Efter dette første møde, som ingen af de to åbenbart kan glemme, går præsten og lærerinden hver sin vej. I flere år. Men så ses de igen, og for mere end seks år siden blev det virkelighed med deres kærlighedshistorie. Kvinden bliver præstens partner.

Der har op gennem tiderne været mange betegnelser for den slags kvinder. Hos os fandtes de jo også, altså før reformationen. Dengang blev de kaldt ”præstedejer”, ”præstefriller” og betegnet med tilsvarende nedsættende ord. Og der er sikkert dem i de katolske menigheder i dag, der er i stand til at finde ligeså nedsættende betegnelser. Men ikke Hordych. Han bruger den neutrale betegnelser ”partner”. Og prøver at leve sig ind i et sådant parforholds følelsesliv:

Kvinden bliver præstens partner. Og har været det siden til den dag i dag. Hvad det betyder for en kvinde, hvad det betyder for dette hemmelige par, kan man kun svagt fornemme, men hvem kan for alvor sætte sig ind i, hvordan det føles at have en kærlighed, der aldrig må vise sig i offentligheden, og som skal leve, trykket af angst for opdagelse, men også med viden om, at deres kærtegn og sex er tegn på ulydighed?

Denne kvinde har altså til avisen skrevet et indlæg om deres kærlighedslivs vanskeligheder. Det kan jeg som sagt ikke komme til at læse, men Hordych sammenfatter til sidst nogle af vanskelighederne. Kvinden fortæller, siger han,

hvordan det er altid at skulle være på vagt, og straks gå hvert til sit, hvis der dukker et bekendt ansigt op. Hvordan det er ikke at kunne leve i den samme by for at kunne modarbejde hurtigt opdukkende rygter, som hårdnakket fortsætter deres eksistens. Hvad det betyder at leve ved en præsts side, som er forbundet ganske stærkt med sin menigheds mennesker og aldrig har tilladt sig at være efterladende med sine pligter som sjælesørger.

Forelskelse er noget mærkeligt noget. Uvilkårligt og uden at hverken vi selv eller vore forældre har villet det, får vi slægtens, tidens, miljøets mands- og kvindebilleder ind under huden, tager dem til os, forsøger at leve op til dem, gør dem – måske i bearbejdet form – til vore idealbilleder. Nå ja, det lader sig måske forklare, at der i mændenes hjerne er indbygget en skønhedssans, som de kvindelige former lever op til, men hvorfor er det så ikke alle kvinder, den enkelte mand falder for? Hvorfor er der kun én, der bliver den udvalgte, den, han bliver forelsket i?

Højsangen beskriver det, men forklarer det ikke, undrer sig kun, som vi andre, over den sære forelskelse:

Der er tres dronninger og firs medhustruer
og unge piger uden tal;
men hun er den eneste, min due, mit ét og alt, (Højs 6,8f)

At der kun er én, hvordan går det dog til?

Og hvad siger denne due, denne elskerinde, denne ”partner”?

Hvis I finder min elskede,
hvad skal I da fortælle ham?
At jeg er syg af kærlighed.

Hvad har din elskede frem for andre,
du smukkeste blandt kvinder?
Hvad har din elskede frem for andre,
siden du besværger os sådan?
Min elskede er hvid og rød,
ypperst blandt titusinder.
Hans hoved er det reneste guld;
hans lokker er daddelklaser,
sorte som ravnen.
Hans øjne er som duer
ved vandløb;
badet i mælk
sidder de i deres huler.
Hans kinder er som et balsambed,
hvor der vokser vellugtende urter;
hans læber er liljer,
der drypper af flydende myrra.
Hans arme er guldstave
indlagt med krysolit;
hans mave er en elfenbensplade
besat med safir.
Hans ben er alabastsøjler,
der står på fodstykker af guld;
hans skikkelse er som Libanon,
prægtig som cedertræer.
Hans gane er sødme,
alt ved ham er dejligt.
Sådan er min elskede, sådan er min ven,
Jerusalems døtre. (Højs 5,8-16).

Men hvem kan det dog være, der har anbragt sådanne tanker i en kvindes hjerne? Hvor kommer dog den forestilling fra, at han er den eneste med ben som alabastsøjler?

Skal vi vove at kalde ophavet til sådanne forestillinger for Gud?

Åh, ja, det kan jo vi ”normale” mennesker gøre. Vi kan gå hen i kirken, vi kan bekendtgøre vor forelskelse, hvor uforståelig den end er, for alverden, intet hindrer os, og vi kan dèr bede Gud om ikke blot at skabe dette bånd imellem os, men også holde det vedlige, lade os igen og igen se det smil, der betog os, lade os igen og igen høre den røst, der rørte ved vore hjerneceller på en uafviselig måde.

Men kan denne kvinde (eller hendes mand, præsten) sige, at deres kærlighed skyldes Guds indgriben, hans bevægelse i hjernens neuroner, hans styring af stemmebåndene, hans sammenfletning af de tos oplevelser?

Præsten siges jo at have lovet Gud livslangt cølibat. Eller var det kun kirken, han aflagde løfte til? Og hvis det kun var det, og hvis forelskelsen, som den ramte ham og hans kone, må siges at stamme fra Gud selv, vil så ikke det sidste overtrumfe det første?

Der er katolske præster, der ser således på det. Ifølge tysk Wikipedia, se her, har 69.000 katolske præster indenfor de sidste 40 år opgivet deres embede for at kunne gifte sig. 11.200 af dem er dog siden vendt tilbage til præstejobbet, idet de enten er blevet skilt, eller deres hustru er død.

Fornylig har også 11 katolske præster fra Rhinlandet i et åbent brev beklaget, at de som gamle føler sig ensomme, se her, noget, de ikke havde behøvet, hvis de havde været gift, mens de var i embede.

I min søgen efter artikler om det katolske præstecølibat faldt jeg over følgende vittighed: To katolske præster står og taler sammen. ”Tror du, den nuværende pave vil ophæve cølibatstvangen for os præster?” spørger den ene. ”Ak, nej”, svarer den anden, ”jeg tror ikke, det bliver i vores tid. Men det er muligt, vore børn kommer til at opleve det!”

Nej, naturligvis er disse kvindeskæbner ikke så slemme som de muslimske kvinders, der tvinges til at leve i livslang undertrykkelse uden udsigt til befrielse nogensinde. Og heller ikke så slemme som vore hjemlige muslimske kvinders, hvoraf mange lever i tilsvarende undertrykkelse, og godt nok har mulighed for at undslippe tvangen, men må betale en høj familiemæssig pris for det. Men de kan dog godt sammenlignes med mange af de kvinders skæbne, som nu har fået mulighed for at tale – og tillykke med det – om en sexchikane, de var udsat for. Blot kan disse kvinder jo ikke tale, før de slipper ud af klemmen, enten derved, at deres mand frasiger sig sit præsteembede, eller derved, at de selv går fra deres mand. Begge dele er, vil jeg mene, en meget krævende beslutning at tage.

Og jeg véd såmænd ikke, om jeg vil ønske for dem, at deres mand forlader embedet som præst. For jeg tror ikke, det er de dårligste præster, der her er tale om. Men jeg ville virkelig ønske for dem, at den katolske kirke ville ophæve cølibatstvangen for sine præster. Jo før, jo bedre!

Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.