Pavestolt

Det er mig, der er pavestolt, stolt over vort land, stolt over vort politi, stolt over at være borger i et land, der ikke blot regner mænd og kvinder for ligestillede, men også har realitetssans nok til at vide, at der er kulturer i denne verden, hvor kvinder bliver forfulgt, og hjerte i livet nok til at hjælpe sådanne kvinder. Et land med sådanne kvaliteter, ja det er mit land. Og at vide det og at erfare det gør mig pavestolt.

Denne stolthed har jeg fra nogle få bemærkninger i Sara Omars roman ”Dødevaskeren”, som jeg netop er blevet færdig med at læse. En forfærdende bog, som jeg nok ikke kan lade være med at omtale, når den er lidt mere fordøjet. Men også en bog, der i kraft af én bemærkning gør mig pavestolt.

Den bemærkning kommer fra en sygeplejerske på Skejby sygehus.

Romanens 49 kapitler foregår skiftevis i Kurdistan i firserne og på Skejby sygehus i 2016. Vi følger hovedpersonen, en pige, der ligesom forfatteren er født i 1986, indtil hendes femte år i Kurdistan, og i mellemliggende kapitler som patient på Skejby sygehus. Hun hedder Frmesk, et navn, jeg ikke kan udtale. Her omgås hun en kvindelig lægepraktikant, Darya, der også er fra Kurdistan, men efter nogen tid bliver hun bange for, at den anden vil fortælle sin familie, specielt hendes far, for meget om hende. Og ganske rigtigt, gennem det ikke særlig store kurdiske miljø i Danmark kommer Frmesks far på sporet af hende, og en dag bliver hun klar over, at han véd, hvor hun er. Derfor beslutter hun sig for at flygte fra sygehuset, uanset, at hun stadig bløder fra sine sår.

Det ser Lene, sygeplejersken, og så er det, hun kommer med den bemærkning, der gør mig stolt: ”Hvis du vil have det, kan vi få dig flyttet til et sikkert sted nu og her”.

Vi, danskerne, har været utilladeligt naive igennem lang tid. Vi har troet, at alle indvandrerne var ligesom vi. Vi har været utrolig langsomme til at lære, at det er de ikke. Men vi har trods alt haft indvandrerne hos os igennem så mange år, at vi omsider har lært noget. ”Vi”, siger jeg, nej, jeg mener ikke vor politiske elite, for blandt den og blandt journalister råder stadigvæk parolen om ikke at se og ikke at omtale noget, der kunne antyde, at vore muslimske indvandrere ikke er som os, jeg mener almindelige mennesker, heriblandt de almindelige mennesker, der sidder hos politiet.

For når Lene kan komme med et sådant tilbud, skyldes det, at hun (og politiet) er klar over, at indvandrernes moral ikke er som vores, at Frmesks liv er i fare, og at de mennesker, der bringer det i fare, er hendes egen familie.

En sådan erkendelse kommer ikke fra den ene dag til den anden. Der har været såkaldte ”æresdrab” på unge kvinder her i landet, som har kunnet befordre denne erkendelse. Der er forekommet næsten en overbelægning af frygtsomme muslimske kvinder på vore krisecentre, og også det har fået øjnene op på os, altså på nogle af os. Det anderledes menneskesyn og specielt: det anderledes kvindesyn, som hersker i vore ghettoer, har gjort sig bemærket, så i hvert fald nogle af os – omend ikke vor elite – er blevet klar over, hvor der kan være fare på færde for muslimske kvinder.

Og derfor, fordi virkeligheden i de muslimske miljøer ikke var til at komme udenom, har politiet udstyret Frmesk med en overfaldsalarm, og derfor kan Lene sige, da Frmesk beder hende bestille en taxa, at hun har ringet til politiet. For både hun og politiet har været klar over den fare, hun befandt sig i. Fordi de har erkendt, at den muslimske kultur er anderledes. Og ikke blot anderledes, men direkte livsfarlig for de kvinder, der ikke retter ind.

Og det er altså det, der gør mig stolt.

Jeg plejer ikke at være nogen pernittengryn, men jeg kan ikke lade være med at drille Sara Omar en lille smule. Hun lader uden videre Frmesk bede Lene bestille en taxa. Har hun tænkt på, at det kan være farligt for en muslimsk kvinde, som er eftersøgt af sin familie, at bestille en taxa? Grevinde Danner stiftelsen, som modtager mange forfulgte muslimske kvinder, nøjes ikke med at bestille en taxa, når deres klienter skal f.eks. til tandlæge, de bestiller en taxa med dansk chauffør, for de har erfaret, at muslimske miljøer ofte benytter muslimske taxachauffører til at opspore bortløbne kvinder og tvinge dem tilbage.

Og ligeledes: Hun vil lade Lene berolige Frmesk ekstra meget, og lader hende derfor efter ovenstående bemærkning sige: ”Et sygehus udenfor Danmark”. Hun glemmer vist, at der er kurdere overalt, hankønskurdere, som nok vil hjælpe Frmesks far med at opspore hende. Og er det Sverige, hun tænker på med et sygehus udenfor Danmark, så er der jo procentvis langt flere fremmede dèr end i Danmark.

Nå, lad disse uknækkede nødder ligge.

Dog, én ting mere er værd at nævne. Da Frmesk og Darya sidder udenfor sygehuset og taler sammen, opdager Darya pludselig sin fars bil. Frmesk løber ind i nogle buske, og de to mænd i bilen, Daryas og Frmesks fædre, opdager hende ikke. Og Darya bliver udsat for at skrapt forhør af de to fædre, men skønt faren for, at de opdager Frmesk, er stor, røber hun hende ikke. Dog kan man af Sara Omars fremstilling fristes til at tro, at hun har glemt, hvor farligt det er for Darya, at hun lyver, for hun synes kun at være optaget af at skildre Frmesks situation.

Men nej, hun har ikke glemt Daryas heltemodige løgn. For i næste kapitel erfarer vi, at Lene ville have afskediget Darya på gråt papir, hvis ikke Frmesk var gået i forbøn for hende. Og hvorfor gjorde mon Frmesk det? Naturligvis på grund af det, hun lige havde erfaret: at Darya havde reddet hende, måske ligefrem reddet hendes liv ved at lyve for de to mænd, og altså: havde løjet på trods af den fare, hun udsatte sig for. De to skulle jo ikke lede meget for at finde Frmesk, og det var rent held, at de ikke gjorde det.

Dette eksempel på kvindeligt heltemod skulle vi have med. Og altså, vi får det med.

Men lad mig blive lidt ved det med stoltheden!

Når Frmesk og til dels også Darya vover at betragte sig selv som hele mennesker, som mennesker på linje med alle andre mennesker, skyldes det i ret høj grad kultursammenstødet mellem islam og den kristne verden, et kultursammenstød, de kun dunkelt har anet eksistensen af i Kurdistan, men som blev tydeligt for dem, da de kom til Danmark. Og kan vi ikke også godt være stolte over, at vi har formået at være så meget et modstykke til den muslimske kultur, at først Frmesk og siden Darya bliver hele mennesker?

Desværre må jeg jo i samme åndedrag tilføje, at dette at være et modstykke til den muslimske kultur ikke er noget, kirken ser som sin opgave. Det er almindelige mennesker, kvinder på krisecentrene, politiet i de særlige situationer og altså her sygeplejersker på vore hospitaler, der i al deres ligefremme menneskelighed optræder som modstykke til islam. Kirken, derimod, synes at have modarbejdet en sådan opgave.

Jeg var for nogle år siden ude med riven efter Kjeld Holm, nu tidligere biskop over Aarhus stift, se her. Ved samme lejlighed vendte jeg mig imod den svenske ærkebiskop, Antje Jackelén. Begge synes at se en enorm relativisme som det store ideal for kirken. Ingen vil træde i karaktér og fremsætte faste påstande som deres trosoverbevisning. På den måde kan de ikke være nogen hjælp for søgende muslimer til at få fast grund under fødderne, for de formår ikke at sige det for almindelige mennesker ret indlysende, at kristendommen er meget mere menneskelig end islam.

Nu i år har jeg så vendt mig imod Iben Krogsdal, fordi hun, også hun, er en blød og uhåndgribelig relativist, se her. Specielt vender jeg mig her mod hendes gendigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg”, vers 3.

I en artikel i Fønix, se her, har Niels Thomsen taget sig for at sammenligne Luthers original med både Grundtvigs og Iben Krogsdals gendigtning. Han sætter de to tredjevers op imod hinanden og kommenterer:

Og går vi frem med vold og magt

mod dem vi kaldte fjender

og mødes vi i svag foragt

for dem vi ikke kender

så står din dreng med lys

og siger: Mørke frys!

og hvisker trapper ind

i vores dybe sind

de går mod åbenlyset

Og myldred djævle frem på jord

og os opsluge ville,

vi frygter dog ej fare stor,

de deres trusler spilde;

lad rase mørkets drot

med løgn og mord og spot,

han har dog få’t sin dom,

da Krist til jorden kom,

et ord ham nu kan fælde.

I vers 3 hos Luther myldrer der djævle frem på jorden, og mørkets drot farer frem med løgn og mord og spot. Iben Krogsdal ser ikke en ondskabens hær. Hun ser nogle, som vi kalder fjender. Men er de det? Eller er det ikke os selv, der har dæmoniseret dem, der er fremmede for os?

At fjenderne kun er fjender i kraft af et fejlsyn hos os, fremgår også af en kronik i Kristeligt Dagblad, som Iben Krogsdal skrev i november, se her. Her opsummerer Krogsdal forskellen mellem Luthers tid og vor tid:

Luthers virkelighed er ikke vores. Vi lever ikke længere i en fortryllet verden befolket af engle og dæmoner eller i en verden, hvor Fjenden (Luthers ord for Satan) er papister og tyrken.

At pavekirken har forandret sig så meget, at det ikke mere er korrekt at kalde paven for Satan, det kan vel være sandt nok. Men har tyrken, eller altså: muslimerne, ændret sig tilsvarende? Det er jeg knap så sikker på.

I en læseprøve på Krogsdals ”Luther nydigtet” fra 2016, se her, kan man læse andre af hendes overvejelser angående Luthers salme og hende gendigtning af den. Hun skriver her om Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg”:

Den syngende står med den sande sag over for den onde (fjenden), som virker gennem andre – dem der står i løgnen. Der er ingen gråzoner her. Ingen forbehold, ingen undskyldninger, ingen skiften side; der er kun den rasende (men allerede afgjorte) kamp mellem godt og ondt.

Salmen både drager og skræmmer. I en moderne verden flyder ondt og godt ofte sammen, både i og uden for mennesket. Hvis er sandheden? Middelalderligt sorthvidt er blevet til moderne gråt. Jeg talte engang med en psykiater, der definerede dæmoni som “det, der sker i os, når vi ikke kan se hinanden og ikke bliver set”. Det onde er ikke den onde. Det onde er, at vi dæmoniserer hinanden.

Flyder godt og ondt virkelig sammen i den moderne verden? Ja, for teologer gør det alt for ofte. Kjeld Holm er ét eksempel. Han mener, at sandheden ligger i det relative. Men Iben Krogsdal følger ham tæt. Også for hende forsvinder den absolutte forskel mellem godt og ondt. I en ret kras karakteristik af Luthers salme skriver hun om Gud (også citeret i det tidligere indlæg):

Han er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Altså, hvis nogen vil erklære Muhammed for Guds fjende – som jeg har gjort i min gendigtning af Luthers salme, se her – så er jeg én, der ”dæmoniserer andre” for at redde mig selv. Og vi skal ikke marchere mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de de entydigt onde. Men jeg har ikke kaldt mig selv éntydigt god og de andre éntydigt onde. Jeg har derimod påstået, og vil stadig påstå, at min religion, kristendommen, er bedre end deres religion, islam.

Og jeg glæder mig stadig over, at ganske almindelige mennesker plus ikke så få myndigheder blæser på sådanne teologiske spidsfindigheder, hvis de i det hele taget forstår dem, og rask væk og uden gråzoner forstår, at de, når de hjælper Frmesk, ikke ”dæmoniserer andre for at redde sig selv”, men tværtimod redder et menneske ud af islams dæmonisering.

Da Darya næste dag kommer på arbejde på Skejby sygehus, får hun et brev, som Frmesk har skrevet til hende. Heri skriver Frmesk bl.a.:

Og hvem er de mennesker, som har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv?

Er det ikke god, kristelig tale? Er det ikke, hvad vi må anerkende med største selvfølgelighed: det er mennesker, der er urørlige, ikke gamle bøger, bibelen eller koranen? Og hvis vi i denne anerkendelse uundgåeligt kommer til at dømme islam som en dæmonisk religion, er det så ikke sandheden om den religion?

Lidt senere skriver hun:

For mig handler livet om at fastholde troen på sig selv som menneske, så ondskaben ikke får lov til at æde af én mere. Dog giver mine ord ondskaben en stemme, men det gør jeg for selv at blive hørt. Mine ord er det eneste, jeg har tilbage. Det er grunden til min overlevelse. Jeg er ingenting uden dem.

Igen: en kristen teolog kunne ikke sige det bedre. Og læg venligst mærke til, at hun godt véd, at hun ved at beskrive ondskaben, som hun har gjort det i sin bog, giver ondskaben en stemme, men jo også utvetydigt beskriver den som ondskab. Hvordan skulle også hun i hendes situation, hvor det drejer sig om liv og død, kunne få råd til at tale om gråzoner? Ja, hvordan skulle vi, når vi hører hendes historie, kunne undgå at gøre det selvfølgelige: kalde en spade for en spade, kalde ondskab for ondskab, kalde den islam, der har besat mennesker i hendes landsby, for en Satans tankefælde?

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Pavestolt

  1. Pingback: Stikke halen mellem benene? | ricardtriis

  2. Pingback: Endnu en forskel | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.