Paradisforestillinger

Karl-Heinz Ohlig, en tysk islamforsker, har i 2006 skrevet en artikel om kristendom og islam, se her. Et stykke nede i artiklen (i kapitel 2.4) tager han sig for at undersøge samtalen mellem kristne og muslimske teologer. Og han mener her, at én af de opdagelser, som han og hans kolleger har gjort angående koranen, måske kan være med til at lette samtalen en smule. Han skriver:

Et omstridt tema mellem kristne og muslimer, nemlig forestillingen om himlen som en slags paradis for mænd, fordi der står sådanne storøjede paradisjomfruer – hurier – og også paradisynglinge til rådighed for de frelste, vil måske i fremtiden blive knap så eksplosivt, hvis man også indenfor islam accepterer nye forskningsresultater med hensyn til koranens sprog; for ifølge disse resultater er dele af koranen skrevet på syrisk med arabiske bogstaver, og hurierne skal forstås som glinsende vindruer og på den måde være i overensstemmelse med kristne paradisforestillinger.

Det lyder jo lovende. Jeg har tidligere hævdet, at disse afslørende resultater kunne bruges til at drille muslimerne med, se her – her ankommer selvmordsbombemændene til paradis med en svulmende selvfølelse: de har ofret livet for islams skyld og nu skal de ind og nyde livet med de 72 jomfruer, og hvad får de så? 72 vindruer – men Ohlig mener altså, at dette, at deres og vores paradisforestillinger efter disse sproglige rettelser kommer til at ligne hinanden, gør en større forståelse mulig.

Er det muligt?

Mit svar er nej.

For disse paradisforestillinger står jo på ingen måde alene. De er knyttet sammen med et kvindebillede, hvorefter kvinden er mandens tjenerinde og står til rådighed for ham med alle mulige tjenester, specielt jo seksuelle tjenester. Muhammed og dermed koranen betragter altså kvinden som en skabning, der er underordnet manden. I det førnævnte blogindlæg gjorde jeg opmærksom på, at når kristendommen opererer med en helt anden forestilling om forholdet mellem mand og kvinde, og dermed om forholdet mellem ægtefællerne i et ægteskab, så er det ud fra disse idealer komplet umuligt at forestille sig paradis som et sted, hvor der kun fokuseres på mandens seksuelle tilfredsstillelse.

Her vil jeg fremhæve den omvendte tankegang: At når islam hele vejen igennem opererer med mandens overhøjhed over kvinden – hans ord gælder det dobbelte af hendes i en retssal, han må have flere koner, men hun ikke flere mænd, en skilsmisse er retsgyldig, blot han tre gang har sagt, at han vil skilles, kvindens ord tæller ikke med her, hans er børnene ved en skilsmisse, osv. – så svarer paradisforestillingerne med de 72 jomfruer så fortrinligt til praksis i de muslimske miljøer, at denne praksis såmænd vil fortsætte uanfægtet, selv om paradisforestillingerne blev lavet om. Eller sagt på anden måde: de 72 kvindeundertrykkende jomfruer kan muligvis med lidt sproglig fingerfærdighed forvandles til 72 uskyldige vindruer, men tilbage står unægtelig alle de andre kvindeundertrykkende koranord. Og ikke mindst: Tilbage står den indgroede muslimske praksis. Den lader sig ikke sådan lave om af et vist antal vindruer, om det så var 144.

Lad mig citere fra Sara Omars bog ”Dødevaskeren”. Hovedpersonen Frmesk, der er kurder, og hendes kurdiske veninde, Darya, taler om Daryas kommende ægteskab. Darya hævder, at koranen rummer mange smukke ting, og at det nok i højere grad er et spørgsmål om, hvordan man tolker dem (side 46). Hertil svarer Frmesk:

Koranen burde lige præcis tolkes mildere og mindre bogstaveligt”, sagde Frmesk, ”men det bliver den efter min mening desværre ikke. Tag nu kvinderne.” Hun lukkede øjnene. ”Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin fremfor andre, står der i den fjerde sura, vers 34. En af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn, står der i samme suras vers 11, og mændene står et trin over dem, står der om kvindernes status i den anden sura, vers 228”. Hun åbnede øjnene igen. ”Sådan kunne jeg blive ved. Koranen giver mændene lov til at behandle kvinder, præcis som de har lyst til. Hvad med den anden sura, vers 223: Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Overfor sådanne ord betyder det intet, om man fjerner de 72 jomfruer. De bliver jo stående, og som Frmesk siger: koranens ord overtrumfer alle vore vestlige love.

Én af de ting, der viser, at der ikke er ligeret mellem kønnene i islam, omtales af Sara Omar, men ikke af Richardus og Luther. Ikke desto mindre er dette fænomen noget, som også vi danskere har hørt om. I romanen beretter Sara Omar om, hvordan Frmesks far, Darwésh – en mand, som i virkeligheden ikke er muslim – diskuterer med sin søn, Muhammad, der er imam.

Diskussionen finder sted et stykke tid efter, at en kvinde er blevet anklaget for at være en hore, fordi der på bryllupsnatten ikke var blod på lagnet. Kvinden er flygtet til Darwésh og hans kone, og Darwésh tager hen til mandens familie for at fortælle dem, at de tager fejl: videnskaben, som han har adgang til via sine bøger, fortæller, at de slet ikke er alle kvinder, der har en mødom, der sprænges og bløder på bryllupsnatten. Mens han er inde hos mændene for at prøve at overbevise dem, refererer Omar, hvordan kvinderne hidser sig op og nægter at tro på det, som Darwéshs kone fortæller. Men lidt efter kommer én af de gamle mænd ud til dem. Han og Darwésh er blevet enige om, at de vil tage en lang snak med brudgommen og søge at bringe brudeparret sammen igen samme aften. Og da én af kvinderne protesterer, siger han blot: ”Ti stille, kvinde, den sag er afgjort”. (Side 237ff).

Og ikke sandt, så véd man nok, hvem der bestemmer, også selv om den afgørelse, der bliver truffet, jo i virkeligheden er i kvindernes favør. Men episoden fortæller også, at kvinderne nok er undertrykte, men også er med til at undertrykke hinanden. Fejlen ligger i religionen.

Diskussionen mellem Darwésh og hans søn handler om netop denne sag. Og Darwésh sætter sagen om kønsligeligheden på spidsen. Hans søn siger:

Uanset hvad så skal en kvinde altid være ren og ærefuld. I både sind og krop”, sagde Muhammed.

Hvis en kvindes ære sidder i hendes mødom, hvor sidder mandens så?”

Muhammed så vredt på sin far.

Tavshed”, sagde Darwésh. ”Det tænkte jeg nok. Ifølge dig sidder mandens ære vel i hans søsters eller hustrus mødom, og sådan en mødom kan retfærdiggøre både vanære og drab”.

Det er noget vrøvl og svineri”, sagde Muhammad vredt.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305).

Lidt senere henviser Muhammad til de vantro. Også de taler om stolthed på den måde. Hans far svarer:

I det mindste forkaster de såkaldte vantro ikke længere deres døtre på bryllupsnatten, hvis de ikke er jomfruer. Deres kvinder er ikke tvunget til at skaffe røde farveblandinger til bryllupslagnet”. (Side 306).

Og det får ham til at opfordre sin søn til at tale sandt om både det ene og det andet i sine prædikener i moskéen, for hvor mange ægteskaber er ikke bygget på en løgn, selv om det slet ikke er nødvendigt!

Sara Omar er hård ved islam. Og hun har jo ret. Hvis en brud er nødt til at snyde med blodet på lagnet for at få sin mand til at tro, at hun er jomfru, så kommer hendes ægteskab til at blive bygget på en løgn. Ikke fordi hun vil det, men fordi ”systemet” kræver det af hende.

Men, kan man sige, i forvejen kan et muslimsk ægteskab ikke blive ægte, for idealet er blot lovlydighed, ikke kærlighed og forståelse.

Sandt nok. Men der findes jo også dèr undtagelser. Den folkelighed, der præger ethvert folk, er nok slået til bunds af islam, men trods alt ikke mere, end at den dukker op så her og så dér.

Men hvad angår dialogen mellem kristendom og islam, så vil den hverken bedres eller trues af de 72 jomfruers forvandling til vindruer. Der skal mere til.

Og hvad angår vore muslimske miljøer: Hvem er det, der holdes inde i hjemmet for at bevare dyden? Pigerne. Hvem er det, hvis dyd man er komplet ligeglad med? Drengene.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Paradisforestillinger

  1. Pingback: Lad dog barnet! | ricardtriis

  2. Pingback: Folkereligion | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.