Folkekirkelig mission blandt muslimer?

Den fremmede Luther 50

Ovenstående projekt bliver mærkværdigvis skudt ned i Tyskland. Kristeligt Dagblad beretter den 20-1 om, hvordan en række præster i Tyskland vil gøre op med den 2000-årige tradition for mission, se her. Man mener, at ”målet med en dialog mellem kristne og muslimer er at overkomme forskelligheder, ikke at få andre til at konvertere til en anden religion”.

Og det må da indrømmes, at mission blandt muslimer er en noget besværlig opgave. Men er det ikke en holdning til muslimer, der er meget lidt præget af næstekærlighed? Jeg mener: Når vi hører om ulykkelige, muslimske kvinder, når vi hører om mænd, præget af et voldeligt syn på både samfund og ikke-muslimer, må vi så ikke ønske for disse mennesker, at de bliver revet ud af islams falske forestillinger om menneskelivet? Ok nej, ikke efter de tyske teologers mening. Og vist heller ikke efter den trygge (trygt sovende, kan man vist sige) danske folkekirkes mening.

Marie Krarup har læst Sara Omars rædselsberetning fra de muslimske miljøer i Kurdistan, se her. Hun er forarget over bogens bagsidetekst. Her har Politikens forlag beskrevet bogens indhold uden at nævne islam én eneste gang. Og det er jo islam, det drejer sig om. Bogen burde kunne lære os at skelne mellem islam og muslimer. For, siger Marie Krarup, bogen er

et smukt forsvar for den kærlige muslimske mormor, som ikke kan tage opgøret med islam og derfor kommer til at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, og Daggry [dvs bogens hovedperson ”Frmesk”, rr] bliver voldtaget af sin onkel.

Hvordan får man hjulpet disse kvinder, hvis man ikke tør tage et opgør med islam? Men hvordan tager man et opgør med islam, hvis man ikke aner, hvad islam står for? Og hvordan kommer man til at undersøge, hvad islam står for, hvis man er besat af den tanke, at man endelig ikke må sige noget ondt om vore indvandreres religion?

Kristeligt Dagblad – af alle aviser netop Kristeligt Dagblad, ak ja – har haft nogle artikler om folkekirken som folkets kirke, som er mere misvisende end retvisende.

Én ting er, at det ikke falder nogen af artiklerne ind at overveje, hvad det danske folk er. Kan man stadig tale om, at Danmark bebos af det danske folk, når efterhånden en stor del af beboerne ikke er etnisk danskere? Eller skal vi uden videre godtage artiklernes forudsætning, at alle, der bor i Danmark, hører til det danske folk og derfor naturligt på samme måde som gammeldanskerne burde være medlemmer af folkekirken? Det er en højst forvirrende forudsætning, artiklerne opererer med.

I den første artikel, se her, står den forvirrende forudsætning direkte i mellemoverskriften:

Under tre procent af landets ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er medlem af folkekirken, viser nye tal. Kirken har svigtet både menneskeligt, kristeligt og folkeligt, siger lektor.

Den lektor, der er tale om, Hans Raun Iversen, siger ganske rigtigt, at folkekirken har svigtet. Men det overlades til den næste, der interview’es, Mogens S. Mogensen, at fortælle, at

Langt de fleste af de ikke-vestlige indvandrere er nemlig enten muslimer, buddhister eller lignende eller tilhører et andet kristent trossamfund end det lutherske og søger derfor ikke naturligt mod folkekirken.

Dette kan vel ikke være en oplysning, der er helt fremmed for journalisten. Måske endda Hans Raun Iversen har sagt, at folkekirken har svigtet sin missionsforpligtelse. Det ville jo være en rimelig udtalelse, hvis der skal tales om svigt overfor de fremmede. Men mission nævnes ikke i artiklen, og da slet ikke mission overfor muslimer, skønt de udgør hovedparten af de indvandrede.

Om Mogens S. Mogensen hedder det ydermere: Det, at indvandrerne tilhører andre religioner, er, siger han,

en kæmpe udfordring for kirken, så længe den ønsker at vedblive at være en folkekirke. I så fald kan den ikke bare være en etnisk kirke for gammeldanskere. Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” siger han.

Mogens S. Mogensen mener, at der er brug for en større mentalitetsændring, hvis kirken skal kunne rumme den nye befolkningssammensætning.

Vi har en flere hundrede år lang tradition for, at folkekirken er en etnisk dansk territorialkirke, hvor det danske og kristne er smeltet sammen. Nu er der behov for at ændre mentaliteten, så kirken kan rumme mange forskellige kulturer og udtryksformer,” siger han og forklarer, at det kan handle om noget så konkret som at acceptere, at gudstjenesten ikke nødvendigvis foregår på dansk.

Men heller ikke han citeres for, at folkekirken derfor skal missionere. Og den skal selvfølgelig ikke missionere, fordi den ønsker fortsat at være folkekirke, den skal missionere, fordi den gerne vil dele evangeliets glæde og ligefremme menneskelighed med alle andre mennesker.

Og hvad er det for noget med, at ”gudstjenesten ikke nødvendigvis foregår på dansk”? Har Mogensen ikke lært og taget til sig, at noget af det gode ved reformationen var, at gudstjenesten skulle holdes på modersmålet? Kaster han sådan uden videre vrag på det?

I en senere artikel, se her, er det heller ikke folkekirkens mission, der spørges efter. Nej, man spørger tre personer, der formodes at vide noget om mission, hvorfor folkekirken ikke formår at virke relevant for indvandrerne. Og som man spørger, får man svar. Det er kun Massoud Fouroozandeh, der vover at bruge ordet mission. De to andre svarer nærmest, at folkekirken må stå på pinde for indvandrerne. Men om man tænker på muslimer eller på de kristne indvandrere, det får vi ikke at vide.

Serien ”Indvandring og folkekirken” fortsætter lørdag den 20-1 med hele to artikler. Først én om indvandringens indvirkning på folkekirken som folkekirke, se her. Det er efter min mening et spørgsmål, der er fuldstændig ligegyldigt i sammenligning med spørgsmålet om indvandringens indvirkning på folket som folk. Vi har at gøre med ret store områder af landet, beboet af muslimer, som ikke vil være en del af Danmark, men søger at danne deres egen stat i staten. Vi har at gøre med det for det danske folk højst betænkelige, at den del af Danmarks befolkning vokser mere end den etnisk danske del. Og så bruger man tid og plads og tankekraft på at overveje, om folkekirken fortsat kan være folkekirke under de omstændigheder.

Hvis man vovede at drage islam med ind i sine overvejelser, ville man nok kunne få et mere realistisk svar. For i det øjeblik muslimerne kommer i flertal, vil folkekirken ændre status til at være en dhimmi-organisation, dvs., den vil være en tålt religion, der tvinges til at indordne sig under den muslimske stat og f.eks. ikke må missionere. Men på den anden side: Da den hidtil ikke har gjort noget forsøg på at missionere, er forskellen vel ikke så stor.

Nå, retfærdigvis skal det dog siges, at én af de udspurgte, valgmenighedspræst Nana Hauge, har blik for denne problemstilling:

Det er ikke et mål i sig selv, at folk bliver medlem af folkekirken. Målet må først og fremmest være, at alle bliver kristne. Så er det mere underordnet, om de organiserer sig i et kirkesamfund uden for folkekirken. Der har nok været en berøringsangst i folkekirken for mission blandt muslimer, men det er her, at den egentlige udfordring ligger,” siger hun.

Og hvordan man gør det, altså missionerer blandt muslimer, se det var noget for et kristeligt dagblad at beskæftige sig med. Men om det spørgsmål er man tavs som graven.

En anden artikel i lørdagens avis spørger, om dobbeltmedlemsskab kan lokke kristne migranter ind i folkekirken, se her. Og man har på fornemmelsen, at det er det problem, de tidligere artikler har skullet stræbe hen imod. Og bevares, det kan da være et interessant problem for de meget få kirkeligt interesserede, der har øre for juridiske spidsfindigheder, men for os andre er det vist så ligegyldigt som noget. Specielt, når det helt store problem, mission blandt muslimer, stort set lades uomtalt.

Det er proportionsforvrængning af værste skuffe. Og så i Kristeligt Dagblad!

Nej, må jeg så be’ om Luther! Ikke den pænt friserede Luther, som de fleste moderne teologer omgås, men ”den fremmede Luther”, som ligger gemt i den enorme tekstsamling, han har efterladt sig. Han har f.eks. oversat dette stykke af Richardus, dominikanermunken, der i Bagdad diskuterede med de lærde muslimer og siden skrev en ”Gendrivelse af koranen”:

At koranen ikke kan være Guds lov, kan bevises derudfra, at den, for at sige det kort, er en dødens og raseriets lov. For ikke alene fører den til evig død, den fører også til, at man ved truslen om legemlig død vil tvinge folk til at tro, hvad Muhammed siger. Selv om han i kapitel Emparaca (dvs. Koen) siger: ”Der er ingen tvang i Guds lov, for det er på forhånd afgjort, hvad der er ret og uret”. Men hvor kan der være større tvang end ved mord? Derfor kan den lov ikke være fra Gud, som tvinger folk. Muslimerne betegner den med et særlig ærefuldt navn ”Elesam”, en frelsende lov fra Gud. Men det er som sagt en morderisk og rasende lov. Men den metode svarede til denne lov og dens mester, som gennem kærlighed til livet og frygt for sværdet måtte give folk adgang til den evige død. Men de kristne foragter omvendt den legemlige død og livet, og når frem til det evige liv. For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav ham den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at han skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. Derfor har han også, ikke blot i ét kapitel, men i hele bogen som en almindelig lov udtalt: ”Dræb! Dræb!” (Se her).

Det, Richardus her skriver, kunne Luther ikke tro på, da han først læste det i 1530. For så tåbelig kunne da ingen religion være. Men da han i februar 1542 omsider fik fat i en latinsk oversættelse af koranen, opdagede han, at det var sandt nok. Og så besluttede han sig for at oversætte Richardus til tysk.

I det først omtalte vers fra sura ”Koen” (2,256) hedder det:

Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Gud, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Gud hører alt og ved alt.

Og i det sidst omtalte vers, det såkaldte sværdvers (sura 9,5) står der:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Og at Luther tilslutter sig Richardus’ beskrivelse, kan ses af hans forord. Her skriver han:

Derfor har jeg anset det for nyttigt og nødvendigt at oversætte denne lille bog (fordi man ikke har nogen bedre), så det dog hos os tyskere kan blive erkendt, hvilken skændig tro Muhammeds tro er, for at vi kan styrkes i vor kristelige tro. For eftersom Muhammed ved Guds vrede eller tilladelse har fået sejr, lykke, magt og ære i verden, men vi kristne må bære vor herres kors og ikke skal blive salige her på jorden, men i hint liv, så er den menige mand efter sit kød og blod let bevæget derhen, hvor intet kors, men idel goder og ære i dette liv skinner, og derhen retter også Muhammed sin koran.

Det må indrømmes, at muslimerne ikke i dag har det argument til fordel for deres tro, at den muslimske verden er den kristne militært overlegen, men de har dog stadig den overbevisning siddende i sig, at vil nogen tale nedsættende om deres profet – og det vil blot sige: argumentere imod ham – så svarer de igen, ikke med ord, men med vold, jf. de ikke så få personer, der må have politibeskyttelse.

Det er ikke min mening, at vi i vore dage slavisk skal følge Luther i alt, hvad han siger og gør. Men hvis vi dog i det mindste kunne lære så meget af ham, at vi vover at bekende vor tro, også overfor muslimerne, så vi fastholder det i vor tro, vi mener er sandt, f.eks. det, at et menneske overbevises frit, altså uden vold, og samtidig vender os imod muslimernes tro på vold som overbevisningsmiddel, så var meget nået.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.