Er vi blevet klogere?

I december 2009 blev Lars Hedegaard interview’et til den danske blog Snaphanen. Interview’et blev lagt ud på nettet til almen beskuelse, og det vakte en vældig forargelse i den danske andedam. Jeg omtalte det i et blogindlæg, se her, og skrev dèr:

Kristeligt Dagblad refererer, at Lars Hedegaard om forældre, der bekender sig til islam, sagde: “De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. (…) Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.”

Man føjer så til: ”Siden har han i en pressemeddelelse præciseret, at han “naturligvis” ikke taler om alle muslimer.”

Denne udtalelse førte til, at Lars Hedegaard blev dømt efter racismeparagraffen i både byret og landsret. Men højesteret frikende ham.

Læser man de kommentarer igennem, som mit indlæg fremkaldte, får man et indtryk af stemningen dengang. Der var ikke mange, der troede på det, Lars Hedegaard sagde. De fleste betragtede hans udsagn som vildt overdrevne, ikke fordi man vidste noget om islam, men fordi man anså det for ødelæggende for alle integrationsanstrengelser, hvis man sagde den slags ting, hvad enten det så var sandt eller ej.

Hvis jeg nu skal gribe i egen barm – det er jo så moderne – så må jeg da indrømme, at heller ikke jeg turde fæste ubetinget lid til hans udsagn.

Men faktisk kom Hedegaard med en række indicier på rigtigheden af det, han havde sagt, blot kom disse påvisninger ikke til almenhedens kundskab i nær det samme omfang som hans interview-udtalelser.

Jeg har gemt en artikel af Hedegaard: ”Udsigt fra sumpen” på min computer. Og det viser sig at være hensigtsmæssigt, for jeg kan ikke finde den på nettet. Lad mig nævne nogle af de ting, han fremhæver:

I sin erindringsbog Meyebela: My Bengali Girlhood – A Memoir of Growing up Female in a Muslim World (Steerforth Press 1998) beskriver Taslima Nasrin, hvordan hun ved to separate lejligheder blev voldtaget af sine onkler. Hvor mange bengalske piger har oplevet noget lignende – uden at turde fortælle det? Nasrins mod og åbenhjertighed medførte, at hun måtte flygte for sit liv og fortsat lever i eksil i Vesten.

Et andet eksempel:

I 2006 var der en diskussion i web-magasinet FrontPageMagazine, hvor den tyske islam-ekspert Hans-Peter Raddatz fremholdt, at incest og voldtægt er et af islams største problemer. Raddatz fik støtte af psykiateren og arabisten Nancy Kobrin, der mener, at “den arabisk-muslimske kultur pr. definition fremmer en incestuøs familie, en ‘lukket cirkel'”. Kobrin henviser bl.a. til den arabiske sexolog Abdelwahab Bouhdibas værk Sexuality in Islam, hvis franske udgave udkom i 1975.

Lige derefter hedder det:

I et diskussionsindlæg affødt af Pilegård-posteringen på 180Grader gør Jette Dali opmærksom på en kronik (Politiken 24.10.2004) af Naser Khaders halvsøster, sygeplejersken og socialrådgiveren Kristina Uddin, der pegede på, at muslimske piger bliver voldtaget eller udsat for overgreb af deres nærmeste familie. I den forbindelse rettede Uddin et lammende angreb på majoritetssamfundet for at svigte.

Hvad mener Pilegård og Olesen om det? Tilhører Kristina Uddin den rablende højresump, eller er hun som muslim undtaget fra kritik?

Og så kommer den måske væsentligste påvisning:

Den mest omfattende oversigt, jeg kender til, Crimes of the Community: Honour-based violence in the UK , blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: “Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier. Dette er ikke et engangsproblem, der kan forklares med, at førstegenerations-indvandrere medbringer hjemlandets skikke til Storbritannien. Snarere er den æresrelaterede vold stort set et hjemmegroet og selv-reproducerende fænomen, som udøves af tredje- og fjerdegenerations-indvandrere, der er vokset op og har fået deres uddannelse i Storbritannien.”

Videre i undersøgelsen hedder det: “Aktivister i det arabiske miljø mener, at æresrelateret vold i hjemmet ofte forekommer, hvis en kvinde nægter at bøje sig for sin mands, brors eller forældres autoritet. Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith i Vestlondon, siger: ‘Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet. Hovedproblemet er miljøets manglende opmærksomhed på volden og dens resultater. … En arabisk-talende kvinde ønsker ikke at blive betragtet som den, der har opløst familien. Ledere inden for miljøet og imamer anser det for meget vigtigere at holde sammen på familien’.”

Blandt undersøgelsens eksempler på vold er mordet på Banaz Mahmod, der blev voldtaget og tævet i et bevidst forsøg på at ydmyge hende. Efter ordre fra hendes far blev hun af sine mordere klædt nøgen og derefter voldtaget i to timer i familiens hjem, inden hun blev garrotteret.

Man skulle jo mene, at dette var tilstrækkeligt ”bevismateriale” til at lade de forskellige diskussionsdeltagere ane, at Hedegaards påstande ikke var helt grebet ud af luften. Men ikke desto mindre var Ole Birk Olesen, der i Deadline var inviteret som modstander til Lars Hedegaard, i den debat fuldstændig uimodtagelig for Hedegaards argumenter. Jeg spørger i ovennævnte blogindlæg, hvordan han dog kunne være det, og svarer:

Jo, det viste sig i Deadline-udsendelsen. Han hævdede, endda hele to gange, at vel vidste han ikke særlig meget om de tilfælde, Hedegaard havde fremdraget, men han vidste, at forældre elsker deres børn og ikke véd alt det gode, de vil gøre for dem. Og ud fra den viden drog han den konklusion, at det, Hedegaard påstod: at familievoldtægter var et større problem blandt muslimer end blandt ikke-muslimer, var forkert. Ingen overvejelser over de kilder, Hedegaard holdt sig til, ingen gendrivelse af de kendsgerninger, der blev fremlagt, ingen tilbagevisninger af de vidnesbyrd, han kom med, blot denne stensikre overbevisning, at muslimske forældre, nøjagtig ligesom kristne forældre, aldrig kunne drømme om at gøre deres børn noget ondt.

Desværre viser Ole Birk Olesen her en holdning, som stadig er aktuel hos os danskere. For så vidt er det da en yderst sympatisk holdning. Man forstår tingene ud fra sin egen erfaringsverden, og da man her i Danmark så at sige aldrig erfarer den slags ting, tror man, at folk i indvandrermiljøerne heller ikke erfarer dem. For man vil jo nødig tro ondt om sine medmennesker, og specielt vore indvandrere vil man gerne holde fri for den slags beskyldninger.

En sådan holdning var dengang i 2010-12 så almindelig, at Lars Hedegaard blev dømt for at udtale sig sådan. Først højesteret frikendte ham, men så vidt jeg husker, skyldtes det kun, at man ikke fandt det bevist, at han var klar over, at udtalelserne ville komme ud i den store offentlighed.

Nu har så Sara Omar giver udtryk for nogenlunde det samme som Lars Hedegaard i sin tid. Og så meget synes at være sikkert, at hun ikke vil blive anklaget efter racismeparagraffen. Dels har hun givet udtryk for det i en roman – selv om hun stærkt antyder, at romanen er selvbiografisk – dels er det én fra inderkredsen, der her taler, og så er man mere tilbøjelig til i den store offentlighed at tage beskrivelsen af voldtægten alvorlig.

Men igennem hvor lang tid vil hun blive taget alvorlig? Og i hvor høj grad vil religionen islam blive inddraget som forklaringsfaktor?

Det sidste kan man godt tvivle på, når man læser bogens bagsidetekst, forfattet af forlaget Politiken. Ordet ”islam” forekommer ikke dèr. Det er, hvad Marie Krarup påtaler i det indlæg i Berlingske, jeg omtalte i mit forrige indlæg, se her. Men ak, glæden over dette indlæg varede kun kort, allerede nu er der et indlæg af en forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, se her. Og han har vist ikke forstået meget af det hele.

Han begynder med at anklage den venstrefløj, han selv tilhører:

Siden Sara Omar udgav sin roman »Dødevaskeren« i efteråret, har det været rystende småt med mobiliseringen og aktivismen på venstrefløjen. Den lå ellers lige til venstrebenet:

En stærk og selvstændig kvinde bryder med et patriarkalsk regime og en undertrykkende religiøs kultur i en bogudgivelse, for derefter at blive truet så meget på livet af undertrykkelsens håndlangere, at hun frihedsberøves, og må gå under jorden.

Alligevel har det ikke været mange andre end de sædvanlige og velkendte debattører i den type diskussioner, der har kastet sig ind i forsvaret for hende. Og her et par uger inde i det nye år er opmærksomheden om hendes kamp stort set forsvundet.

Hvis han nu ville have sin venstrefløj mobiliseret i en kamp for Sara Omar, så ville det jo være udmærket. Men det er ikke det, han er ude på. Nej, han benytter lejligheden til at levere et gevaldigt slag imod al gudstro, kristendommen inklusive, for i resten af sin artikel taler han kun om religion, foretager ingen skelnen mellem kristendom og islam, så man må tro, at kristendommen siger nogenlunde det samme som islam. Han skriver f.eks.:

Religionsfrihed er en frihedsrettighed, der først og fremmest forhindrer religiøse mennesker i at påtvinge andre en bestemt religion – det er ikke et carte blanche til at inficere samfundet med religionens moral, begreber og politiske program.

Der er ingen kristne, der vil påtvinge andre en bestemt religion. Det er kun noget, islam går ind for. Det er islam, der på forhånd, før al diskussion om samfundets indretning begynder, har en lov, der skal følges. Kristendommen har ikke noget politisk program, udover friheden for enhver til at sige, hvad der ligger ham på sinde.

Han fortsætter lidt senere:

Gud skal ud af vores syn på homoseksuelle. Gud skal ud af vores sprog i den politiske debat. Gud skal forsvinde fra debatten om kvinders ligestilling. Og så skal Gud ikke mobiliseres, når vi diskuterer bestemte politiske emner – han skal tværtimod holde sig væk. Det kan lyde som banaliteter at konstatere som venstreorienteret, men langt inde på venstrefløjen er der modsatrettede holdninger. Derfor er det på tide, at venstrefløjen vågner op til dåd, dropper angsten for at komme i bås med den hykleriske højrefløj og generobre magten over religions- og kulturkritikken i Danmark. Det er på tide, at vi igen bekæmper Guds politiske magt over menneskers liv.

Han har åbenbart ikke lagt mærke til, at folkekirken har indført et ritual for vielse af homoseksuelle. Og måske det heller ikke er gået op for ham, at der findes kvindelige præster i samme udmærkede institution. Eller skulle sandheden om ham og hans indlæg være, at han ikke tør nævne islam ved navn og derfor udtrykker sig, så man ret snart får fornemmelsen af, at det er islam, han tænker på, når han siger ”religion” og ”Gud”? Ærlig talt, er det befordrende for den frie debat, han selv efterlyser så hjerteskærende?

Ak nej, vi synes ikke at være blevet klogere. Elefanten går stadig rundt i butikken, alle ser den, men vor folkelige elite – og dem, der aspirerer til at blive medlem af samme – lader konstant, som om de ikke ser den, taler om ”religion”, hvor de mener ”islam”, angriber kristendommen ganske åbent, for det er ufarligt, mens islam kun kan angribes under dække af et angreb på ”religion”.

Nå, ret skal være ret. I dag den 23-1 er der i Kristeligt Dagblad et angreb på Hans Raun Iversen for hans medvirken til artiklen forleden i samme avis, se her. Tre præster skriver:

Hans Raun Iversen ved godt, at langt de fleste indvandrere kommer fra lande, der er indgroet muslimske, thi det læser han i alle sine mange og lange statistikker. I snart mange år har han været blandt dem, der slog til lyd for, at der ikke skal missioneres, men føres religionsdialog og drikkes kaffe med imamerne.

Når mange præster er mere optaget af dialog end mission og i disse dialogindsatser er mere optaget af at fremdrage ligheder end påpege forskelle, så skulle det dog undre, om det arbejde havde båret synderlig frugt i form af omvendelser fra tro på Allah til tro på Jesus. Vil man omvende folk, må man missionere for dem.

Når folket ændrer sammensætning, bør det også blive afspejlet i folkekirken,” udtaler Iversen. Det kan han mene, men vi har nu engang religionsfrihed her i det multikulturelle Danmark. Omvendelse af muslimer, der ofte kommer fra kulturkredse, som er meget fremmede i forhold til den ”gammeldanske” kultur, er et langt, sejt træk.

Alt det kan vel være rigtigt nok. Men så bliver overskriften forkert. Den lyder ”Nej, folkekirken svigter ikke muslimske indvandrere”. Det er måske avisen, der har formuleret den. Men hvis hovedparten af folkekirkens teologer går ind for dialog, hvor man fokuserer på lighederne frem for forskellene mellem islam og kristendom, og hvis de tre præster, der har skrevet under på artiklen, og de præster og teologer, der er enige med dem, udgør et forsvindende mindretal, ja, så må man da sige, at folkekirken har svigtet de muslimske indvandrere.

Det betyder jo, at folkekirkens medlemmer – i lighed med størstedelen af danskerne – har svigtet ved ikke at erkende islams umenneskelighed. De har sikkert gjort det i bedste mening, ligesom den kvinde, der er heltinden i Sara Omars bog, Frmesks mormor. Hun vil mene alt det bedste om islam, om koranen og om hendes søn, imamen. Men derved kommer hun til, som Marie Krarup så rigtigt fremhæver det, se det føromtalte indlæg  her, at hjælpe med til, at volden bliver reproduceret i hendes egen familie, så hendes datterdatter, Frmesk, bliver voldtaget af hendes søn, imamen.

For når det kvindeideal, der hersker dèr, går ud på, at kvinder altid skal bøje af, altid skal opvarte mænd, altid skal tie stille med det, de véd, og når mandsidealet sammesteds går ud på, at mænd ustraffet kan gøre ved kvinder, hvad de har lyst til, og når disse idealer hele vejen igennem understøttes med citater fra koranen, så bliver det jo for både mænd og kvinder et fromhedsideal, der skal efterleves. Og er noget fromt, er det næsten umuligt at overbevise de fromme om, at det også kan være umenneskeligt, ja, djævelsk.

Så på den lidt overraskende måde er det sandt, hvad de tre præster skriver, at omvendelse af muslimer er et langt sejt træk. Netop derfor kan det undre, at man i folkekirkens ledelse endnu ikke er begyndt på noget ”træk” overhovedet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.