Ingen forskel?

Der er stadigvæk nogen, der ikke kan se forskel på situationen i dag og situationen i trediverne. Sidste skud på den stamme kan læses i Berlingske, se her. Her bliver en østrigsk filminstruktør, Florian Weigensamer, interview’et. Han har fundet den vel nok sidste overlevende af de mennesker, der havde forbindelse med de ledende nazister. Hendes navn er Brunhilde Pomsel, og hun var i sin tid sekretær for Joseph Goebbels. Hun har hidtil afvist at udtale sig om tiden i Goebbels’ tjeneste, men for et par år siden indvilgede hun i at lade sig interview’e foran et kamera. Det kom der en dokumentarfilm ud af: ”Et tysk liv”. Og man kan sige, at det var på høje tid. Brunhilde Pomsel døde i januar 2017, 106 år gammel.

Til at begynde med siger Weigensamer:

»Vi åbnede et kapitel, som hun havde lukket for meget længe siden,« fortæller filmens medinstruktør Florian Weigensamer. »Efter et par dage sagde hun: »Det er så udmattende. Ikke fysisk, men følelsesmæssigt. Hvis jeg havde vidst, at det ville være så udmattende, ville jeg ikke have sagt ja.« Men jeg tror, at hun var glad for det. Hun nåede at se filmen, inden hun døde sidste år, og hun sagde, at det var godt efter så langt et liv at have nogen til at holde et spejl op foran hende, så hun kunne se sit liv. Hun forstod kritikken af hendes liv og hendes handlinger.«

Men fordi Brunhilde Pomsel konsekvent nægter at være skyldig (”Hvis jeg er skyldig, er alle tyskere skyldige”), kan Weigensamer ikke rigtig lide hende. Man skiftevis glæder sig over hende og hader hende, siger han.

Og det er måske det, der får ham til at ville føre hendes historie op til vor tid:

»Da vi begyndte på filmen, anede jeg ikke, hvordan den ville blive. Jeg var bare fascineret af hende og sikker på, at der lå en fantastisk historie. Men jeg forventede ikke, at filmen ville tale så meget til vores egen tid. For det er ikke en historisk film. I Østrig siger de: »Lad det ligge. Det er overstået. Vi er ikke nazister mere.« Men det er ikke overstået. Vi er nødt til at tale om det. Igen og igen.«

Og hvorfor skal vi så tale om det? Det har Weigensamer svar på.

Selv om der er langt fra 30ernes fascisme til i dag, ser Florian Weigensamer konstant små tegn på et skred i den forkerte retning.

»Bare tag politikernes sprog i dag. Vi har Trump med »Let’s make America great again«, og vi havde Mussolini med »Lad os gøre Italien stort igen«. Alle steder ser vi populistiske politikere bruge det samme sprog og sammenligne modstandere med dyr, insekter, sygdomme. Det er farligt. Især når det rammer middelklassen, som det sker i Østrig netop nu,« siger Florian Weigensamer med henvisning til den nye regeringsdannelse kort før jul, hvor Sebastian Kurz blev indsat som kansler med Heinz-Christian Strache fra det højre-orienterede Frihedspartiet som vicekansler.

»Vi har haft Frihedspartiet i lang tid, men nu har de nået middelklassen, og pludselig er det okay for alle at bruge den form for sprogbrug. Jeg ser den samme udvikling over hele Europa, og det er farligt. Folk bruger ikke demokratiets værktøjer længere. I Østrig er der aldrig nogen, der går på gaden og demonstrerer. Så længe tingene fungerer, er de ligeglade. Men det kan ændre sig så hurtigt. Man kan miste megen frihed uden overhovedet at lægge mærke til det. Små love her og der. Politiet her og der. Det var sådan det skete, dengang Hitler blev valgt. Vi skal huske, at det var et demokratisk valg. Og det første skridt.«

Weigensamer taler så om den nye regering i Østrig og siger:

»Jeg tror ikke engang på, at de selv tror, at flygtningene er skurkene. Det var bare et godt argument at vinde valget på. Det virkede. Sebastian Kurz er populist, og han er god til at bruge medierne, men der er ikke nogen ideologi bag. Han vil bare gerne have magt. Den slags systemer har brug for en modstander – en, de kan skyde skylden på. Dengang var det jøderne, og i dag er det måske flygtningene. Det er latterligt. Et par tusinde flygtninge. De truer ikke nogen, og da slet ikke vores velstand. Men når folk er bange for noget, er det let at manipulere dem. Og jeg tror, at det er det, man kan lære af historien: At det er utroligt let at manipulere folk, når bare man bilder dem ind, at de har noget, de kan miste. Selv om de ikke ved, hvad det er, de er bange for at miste. Men det er noget. Det er en følelse. Og det er nok. Det var det, Goebbels gjorde. Og jeg tror, at det er det samme, der sker nu.«

Dagen efter dette interview, dvs., den 25-1 2018, er der i Kristeligt Dagblad dels en anmeldelse af dokumentarfilmen om Brunhilde Pomsel, se her, dels en anmeldelse af den bog med hendes beretninger, der udgives samtidig med, at filmen kommer frem, se her.

Det sidste er det i denne sammenhæng mest interessante. Jeg havde tænkt mig i første omgang af lade film være film og koncentrere mig om at give Weigensamers sammenblanding af dengang og nu modspil. Men her kommer anmelderen af bogen, Rasmus Vangshardt, mig i forkøbet. Bogen indeholder en bearbejdelse ved Thore D. Hansen af de 30 timers råfilm, der er baggrund for dokumentarfilmen. Deraf har han lavet en slags selvbiografi af Brunhilde Pomsel. Men han har desforuden skrevet et 50 sider langt essay som efterord. Derfor skriver Vanghardt til sidst:

Det lange efterord er velskrevet, indskrænket og svært moraliserende.

Med al den patos, en pæn mand kan mønstre, trækkes der evige paralleller mellem 1930’erne og dagens verden: Trump, Brexit, AfD, modstand mod indvandring og flygtninge, globalisering, neoliberalisme, finansmarkeder, Tony Blair, Erdogan og Gerhard Schröder er alt (alt!) sammen symptomer på en politisk uinteresseret befolkning, på samme måde som Brunhilde Pomsel og hendes venner var apolitiske i deres mellemkrigstids egoistiske ungdom.

Det er naturligvis helt i orden at være af den overbevisning, at der foreligger klare paralleller, og at Brunhilde Pomsels historie kan bruges til at få vores øjne op for det faktum, at vi er på vej til atter at afskaffe demokratiet i de lette løsningers navn.

Moralismen viser sig i, at Hansen mener sig på kendsgerningernes sikre grund, mens højrepopulister Vesten over ifølge Hansen stort set alle er afhængige af ”fake news”. Det mærkelige træk ved denne tyske journalistik i dens moralisme er, at den aldrig overvejer, om den selv er afhængig af fortolkninger, ikke af nøgne kendsgerninger. Eksempelvis når partiet AfD uden blusel sammenlignes med NSDAP, som om det gav sig selv. Eller når man foretager disse paralleller uden så meget som at nævne, at truslen mod jøder i dag hovedsageligt kommer fra islam.

Den moralistiske journalist synes at lide af det pletsyn, at det kun er hans fortolkninger, der også er fakta. Selvom de netop er hans fortolkninger midt i hendes liv. Sådan går det fra et upolitisk menneskes erindringer til et politisk menneskes fortolkninger.

Ikke sandt, når det synspunkt: at der kan trækkes en tydelig parallel mellem situationen i dag og situationen i tredivernes Tyskland, på den udmærkede måde bliver imødegået, så behøver jeg ikke sige mere.

Det ville dog ikke ligne mig, om jeg uden videre sluttede her. Men lad mig – for at slippe for al for meget tankebesvær – henvise til en artikel, jeg skrev engang i 2010, se her. Den hedder ”Jeg – en nazispire?” og refererer en debat i Deadline mellem Lars Hedegaard og Knud Lindholm Lau i anledning af, at Lindholm Lau havde udgivet Klemperers bog LTI om nazisternes brug af fordrejede ord. (LTI står for ”Lingua Tertii Imperii”, ”Det Tredje Riges Sprog”).

Dengang tog jeg mig tid til at opregne en række forskellen mellem dengang og nu. Og lad os bare repetere nogle af dem, det synes at være nødvendigt.

Jøderne dengang blev spottet for noget, de ikke kunne gøre for: deres race, dvs., deres afstamning. Muslimerne i dag bliver angrebet for noget, de kan gøre for: deres kultur, mere specifikt: deres religion.

Jødedommen – og jøderne med den – har ikke noget samfundsideal, de skal have presset ned over de samfund, de bor i. Men det har vore dages muslimer, selv om vi generelt ikke er meget for at være opmærksomme på det.

Jøderne blev dengang i Tyskland anset for mennesker, der skulle bortelimineres, først gennem eksilering, senere gennem tilintetgørelse. Omvendt betragter vi i dag muslimerne som mennesker, der skal integreres, det gør vi os mange anstrengelser for, og hvis vi mener, de skal ud af landet – og det er vi nogle, der mener, eller vi mener i hvert fald, at de skal forhindres i at komme ind i landet – skal det ske på en ordentlig måde: de har jo alle et land, de er flygtet fra, og som man kan mene det er naturligt for dem at vende tilbage til.

Man kan også med rimelighed hævde, at det jødehad, der dengang opæggedes i Tyskland, var irrationelt: jøderne var gode og gavnlige borgere. Men den modvilje, der i dag viser sig mod muslimerne, kan der faktisk argumenteres nogenlunde rationelt for: de vil danne parallelsamfund, de lader ikke brandbiler og ambulancer komme ind i ”deres” områder, de betragter sig i deres lovoverholdelse som muslimer, og først i anden række som danske samfundsborgere.

Men måske består den allervigtigste forskel deri, at der i datidens Tyskland ikke herskede ytringsfrihed. Det var ikke muligt i det offentlige rum at argumentere imod de påstande, som blandt andet det jødehadske blad ”Der Stürmer” fremsatte. Situationen er i dag nærmest den modsatte: det har igennem en del år været meget vanskeligt for modstandere af den muslimske indvandring at komme til orde i dagspressen. Det har de sociale medier nogenlunde rådet bod på. Derfor ligger faren for samfundene i dag slet ikke dèr, hvor Thore D. Hansen eller Florian Weigersamer ser den. I stedet ligger den i den begrænsning af ytringsfriheden på de sociale medier, som nu fra statsmagtens side forsøges gennemført.

Men hvad det i længden fører til, står foreløbig hen i det uvisse.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.