“Populisme” – “Globalisering”

I mit forrige indlæg nævnte jeg Klemperers bog ”LTI” ”Lingua Tertii Imperii”, ”Det tredje Riges Sprog”. Det er en bog, der giver eksempler på, hvordan et totalitært styre kan få folket med sig ved anvendelse af små sproglige finesser. Man taler ikke om mord, men om ”særbehandling”, man fortæller ikke om arrestationer, men om, at mennesker bliver ”hentede”, og ikke mindst: man holdt udryddelsesoperationerne strengt hemmelige og talte i stedet om ”evakuering” eller ”Umsiedlung”, dvs., man bibragte både jøderne selv og tyskerne den opfattelse, at der var tale om en forflyttelse, ikke om et massedrab.

Lidet anede jeg, at jeg allerede dagen efter skulle opleve et eksempel på en sådan sproglig forførelse. Det skete, da Niels Krause-Kjær i Deadline den 25-1 interview’ede en canadier af russisk afstamning, Michael Ignatieff. Han er professor i Ungarn ved et universitet, som George Soros understøtter. Og det var nu én ting, at hverken han eller Krause-Kjær gjorde opmærksom på det modsætningsforhold, der hersker mellem Ungarns ministerpræsident, Victor Orban, og mangemilliardæren Soros. Denne Soros er selv ungarer, og han forsøger uafladeligt at blande sig i Ungarns politik, til stor irritation for de mange ungarere, der støtter deres premierminister.

Derfor kom Ignatieff’s anklage mod Orban for at ville lukke Soros’ universitet til at hænge underlig skævbenet i luften.

Men det blev værre end det med Ignatieff’s anklager.

Han søgte at fremstille Orban som en decideret tyran. Ligesom en tyran har fordel af at kunne pege på en fælles fjende, sådan fremmaner Orban et billede af Ungarn som et land, der er i fare for at blive overtaget af fremmede. Gennem sin sprogbrug, gennem de stadige antydninger af fare fra de fremmede og gennem direkte ulydighed overfor Bruxelles’ krav om at modtage en vis del af Middelhavs-flygtningene (eller migranterne), mener Ignatieff, at Orban kunstigt fremmaner en ydre, fiktiv fjende, udelukkende for at kunne beholde magten. ‘Har Orban gjort noget ved de gamles forhold? Nej. Har han sørget for god infrastruktur? Nej. Har han prøvet at hjælpe produktiviteten? Nej. I stedet har han fremmanet et ikke-eksisterende problem med fremmede i skurkerollen’. Sådan lød det fra Ignatieff.

Men ikke, om han blev spurgt af Krause-Kjær, om nu også dette problem med de fremmede var ikke-eksisterende! Nej, hans påstand fik lov at blive stående, også når han udvidede den til at gælde hele den tendens, han så i Europa med fremmedhad og uvilje mod at tage imod flygtninge. Det var altsammen udtryk for det, de ledende i EU kalder ”populisme”. Og, hed det i hans fremstilling, dette med angst for de fremmede har da i Ungarn slet ikke noget på sig; der er jo så at sige ingen flygtninge i landet, der er ingen fremmede, ingen muslimer, her kan man da ganske tydeligt se, at det er populisme, dvs., der er tale om, at man fremdigter en fjende for at samle folket om sig.

Og havde han nu ikke selv været opmærksom på, hvad Orban rent faktisk sagde, så burde i det mindste Krause-Kjær have spurgt ind til det. Giver det ikke god mening at se på alle de problemer, landene i Vesteuropa har med sine muslimske indbyggere, og så sige til sig selv og sine landsmænd: ”De problemer vil vi ikke frivilligt indføre hos os”? Det er jo det, der er baggrunden for Ungarns ulyst til at give sig ind under EU’s ordre om at modtage migranter. Der er altså, hvis man bare har fulgt lidt med i det, Orban siger, aldeles ikke tale om populisme i den forstand, Ignatieff bruger ordet, der er tale om højst reelle problemer, som man i Ungarn prøver at tackle.

Dertil kom, at Ignatieff senere kom til at modsige sig selv. For han går ikke ind for et overstatsligt EU, han synes, det vil være bedre med en bibeholdelse af nationernes suverænitet. Og han hævdede, at man burde føre en politik, så Danmark blev ved med at være Danmark og Ungarn blev ved med at være Ungarn.

Og det lyder jo udmærket.

Men der manglede i høj grad en indvending fra interview’eren, som kunne fortælle ham og seerne, at Danmark i tilfælde af fortsat indvandring jo netop ikke ville blive ved med at være Danmark, og at Ungarn, hvis landet fik den samme indvandring som vi andre, i løbet af ikke så mange år ville ophøre med at være Ungarn.

Nej, nej, Krause-Kjær behøvede naturligvis ikke komme med en sådan indvandringskritisk indvending, han kunne have nøjedes med at spørge, om dette, at man skulle føre suverænitet tilbage til nationalstaterne, betød, at herredømmet over grænserne igen skulle tilhøre nationalstaterne og ikke EU. Men ikke engang det blev der spurgt om.

Det var snydeordet ”populisme”. Sådan blev brugt af begge parter, skønt Krause-Kjær prøvede at få givet det et mere positivt anstrøg.

Så til snydeordet ”globalisering”.

Som tidligere bemærket her på bloggen, betyder globalisering både åbne grænser for varer og åbne grænser for personer. Fidusen for folkeforførere er, at man ikke véd, hvad de kæmper for, når de går ind for globalisering. Er det frihandel? Jamen, det er der kun godt at sige om. Er det åbne grænser for personer? Det er i høj grad en betænkelig sag.

Ignatieff kunne således bebrejde Victor Orban, at han var imod globalisering. Var han da ikke glad for alle de varer, som de ungarske virksomheder kunne afsætte til den store nabo, Tyskland? Jeg tør ikke sige noget om, hvordan Orban har brugt ordet globalisering, eller om han i det hele taget har brugt det. Men jeg er overbevist om, at hvis man med dette snydeord mener fri adgang for flygtninge, så er han imod det. Og ligeså overbevist er jeg om, at han ikke har noget imod handelen med Tyskland.

Det var snydeordet ”globalisering”. Også det brugte Ignatieff uden skrupler, ikke fordi han ikke tænker sig om, men fordi han kun tænker med tidens begreber. Og de snyder, så det står efter.

Og så skal vi også lige høre lidt om et specielt EU’sk snydeord, nemlig ordet ”grænsekontrol”. Det brugte Ignatieff nemlig også. Ja, han sagde endog, at EU har ladet andre lande tage sig af grænsekontrollen ind i EU’s område, Tyrkiet og Libyen, f.eks.

Også her måtte man undvære et højst relevant spørgsmål fra Niels Krause-Kjær. Han burde have gjort opmærksom på, at ”grænsekontrol” på EU’sk ikke betyder grænsekontrol, men kun registrering af de mange indkommende migranter. På samme måde betyder ”illegale indvandrere” ikke illegale indvandrere, men potentielle flygtninge, som, så snart de sætter foden på europæisk jord, har krav på at få en ansøgning om asyl behandlet.

Vi europæere vil jo så gerne være gode, i hvert fald vil vore eliter det. Vi bliver ved og bliver ved med at pudse vores glorie. Og vi går og holder øje med hinanden, om vi nu også er gode nok. Sådan blev der holdt øje med Ungarn i efteråret 2015, da den store migrant-tsunami var på vej ind over Balkan: Ville landet tage imod disse ”flygtninge”? Og ikke sandt, vi husker det nok, det ramaskrig fra de andre – store og gamle – EU-lande, der rejste sig, da man så billeder af ”flygtninge”, der angreb en ungarsk grænseport for at få ungarerne til at åbne den. Tungt påklædt politi på den ene side, stenkastende og hegnsødelæggende ”flygtninge” på den anden side, ingen tvivl om, hvem vi holdt med. I hvert fald ingen tvivl om, hvem vore medier holdt med.

Men hvad gjorde Ungarn dengang? Tja, de udviste vilje til grænsekontrol, oven i købet grænsekontrol i den betydning, Ignatieff her bruger ordet, fordi han åbenbart er uvidende om den specielle EU’ske betydning. For når han fortæller os, at EU har overladt kontrollen med sine grænser til Tyrkiet og Libyen, så burde han selvfølgelige være blevet mødt med det spørgsmål, om han da mener, at EU overalt ved sine ydre grænser skal gøre det samme, som Ungarn gjorde. Ungarn byggede jo et grænsehegn for at kunne holde styr på, hvem der kom ind over grænsen. Man gjorde det på trods af store protester fra Bruxelles og de ledende EU-lande, men nu synes det pludselig at være den måde, ordet ”grænsekontrol” skal forstås på, i hvert fald ifølge Ignatieff. Mon han helt véd, hvad han selv mener? Eller rettere: Mon han helt har forstået betydningen af dette snydebegreb?

Og selvfølgelig skulle hans bemærkning om, at Tyrkiet og Libyen har overtaget grænsekontrollen for EU, da have haft det spørgsmål sendt tilbage til ham, om han ønsker, at flåden skal anvende magt, om han vil have, at bådene med de ”stakkels” flygtninge skal tvinges tilbage til Libyen. Men intet pip i den retning kom fra Niels Krause-Kjær. For ham var det nok, at Ignatieff ville gøre EU lidt mindre centraliseret.

Tilsyneladende er han heller ikke klar over, at de mennesker, der søger asyl i Europa, altid kommer til Europa som illegale indvandrere. Så på EU’sk betyder ”illegale indvandrere” aldeles ikke illegale indvandrere. Heller ikke dette kodeord kender han.

Alt dette betyder, at når han anklager Victor Orban og andre såkaldte populister for med deres sprogbrug af gøre det samme som nazisterne i sin tid, så må man stille ham det spørgsmål, som Rasmus Vangshardt i mit forrige indlæg stillede Florian Weigersamer: Hvordan kan han være sikker på, at det altid er de andres opfattelser, der kun er fortolkninger, mens hans egne er baseret på de rene fakta?

Eller, hvad værre er: Den anklage for at bære sig farligt og udemokratisk ad, som han retter mod Orban og andre højrepolitikere, rammer ham selv bagfra. Desværre uden at han selv er klar over det, og også uden at han bliver gjort opmærksom på det af interview’eren.

Og det er farligt, det er at bære sig udemokratisk ad, det er med til at underminere respekten for vore demokratier. For det får folk til ikke mere at turde stole på de normalt toneangivende medier, det får folk til at nære mistillid til politikerne. Og det værste er næsten, at det er med rette, at folk nærer en sådan mistillid. For det foregår et sprogligt misbrug. Der bruges ord, der er egnet til at snyde med.

Blot bruges det ikke af Ignatieff’s modstandere, men af ham selv. Og det farlige er ikke de mennesker, han kalder ”populister”, tværtimod er det fra dem, håbet om mere sandhed i debatten skal komme.

Men ak, det er ikke første gang, den slags snyd finder sted i vore medier.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Populisme” – “Globalisering”

  1. Pingback: Ord, der bedrager | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.